Roald Amundsen.
Foredrag tirsdag den 10. november 1908 med efterfølgende bemerkninger af professorene Mohn og Nansen. (Kilder: Aftenposten 11. november 1908 og Det Norske Geografiske Selskabs Årbog 1908-09).
Den viktigste opgave, som står tilbage for den geografiske forskning i de arktiske egne, er uden sammenligning udforskningen af polarbassinets udstrækning, dybde og karakter. En stor del af dette arbeide kunde blive udført ved en drift gjennem den ukjendte del af polarbassinet – i lighed med «Fram»- ekspeditionen 1893-96 – nordenfor «Fram»s rute.
Disse ord udtalte professor Nansen i sit foredrag i det geografiske selskab i London 29de april 1907. Det kan neppe herske nogen meningsforskjel i dette spørgsmål. Det store polarbassin ligger der fremdeles med de mange uløste gåder og synes at udfordre os, og vi ved så godt ved os selv, at vi ikke giver os, inden alle disse gåder er løste. Nansens drift med «Fram», blev epokegjørende i nordpolarforskningens historie. Klart og tydelig, viste den os den eneste måde, hvorpå udforskningen af polarbassinet kunde gjøres – så klart og tydelig, at jeg ofte har forbauses over, at ikke en af de mange, som senere søgte at trænge ind for at opklare mysteriet, benyttede sig deraf. Men ikke nok hermed. Det løftede sløret for det store ukjendte og viste os det meget, som der var at udrette. Ved siden af de vigtige resultater fra denne store ferd – ja muligens over resultaterne selv står de erfaringer ekspeditionens leder høstede. Det var på sin drift over polhavet, at professor Nansens øie blev åbnet for de mange og store mangler, som klæbede ved de gamle brugelige observationsmethoder på havforskningens område. Og efter de år, som er gået siden hans hjemkomst i 1896, har det lykkedes ham at bidrage vesentlig til at skabe en præcisionsmethodik, som hæver havforskningen fra mere eller mindre omtrentlighed til en meget høi grad af nøiagtighed.
Tager man for sig et verdenskart og kaster et flygtigt blik på det, vil man hurtig slåes af forholdet mellem land og hav.
Medens den kjendte landmasse kun udgjør ¼ af jordoverfladen, udgjør havet de resterende ¾.
For endnu bedre at klarstille dette forhold skal jeg nævne nogle tal.
Jordens samlede overflade udgjør 509950000 kvadratkilometer, hvoraf 365500000 falder på havets og 144450000 falder på landets overflade. Ukjendt område omkring Nordpolen udgjør 5000000 kv. km. Polarhavets udstrækning er ca. 15000000 kv. km., d, v. s. 7 gange større en Grønland og 20 gange større end den skandinaviske halvø.
Nordsjøen er ½ million kv. km. eller 30 gange mindre end ishavet. Den høieste målte fjeldtop er Mount Everest – 8840 m., medens det største observerede dyb – Nerodybet i nærheden af øen Guam i Stillehavet – er 9636 m.
Af disse talstørrelser vil det klart fremgå, hvor liden landmassen er i forhold til havet. Man må derfor forbauses over, at menneskene ikke har ofret mere på udforskningen af havet, end tilfældet har været. Tager man for sig fortegnelsen over de forskjellige udforskningsreiser, som er foretaget i årenes løb, vil man snart være på det rene med, at det kun er et forsvindende antal af de i, som har havt havets udforskning til mål. Det er også betegnende, at når der nævntes opdagelser, mente man altid land – aldrig hav, og en ekspedition, som ikke bragte kjendskab til nye lande, en bare til nyt hav, syntes man kun havde givet et negativt resultat. Det er let forklarligt, at så var tilfældet med de tidligere ekspeditioner. Håb om vinding og magt var drivkraften, og denne kunde selvfølgelig kun tilfredstilles på det faste land. Betydningen af det store hav så ingen. Det lykkedes således at opspore og gjøre kjendt det meste landområde i forholdsvis kort tid. Men – med kulturens fremadskriden opstod også tanken om havets udforskning, som en kanske ligeså stor nødvendighed som landets. Særlig blev interessen for havets ukjendte dybder øget, da man skulde til at lægge telegrafkabelen over Atlanterhavet. Og siden midten af forrige århundrede er flere meget betydelige ekspeditioner af denne art udgået. Blandt de vigtigste kan nevnes:
«Challenger»-ekspeditionen 1872-76 under Sir Wyville Thomson og John Murray.
Den norske nordhavsekspedition på «Vøringen» under professorerne Mohn og Sars 1876-78.
Som jeg for nævnte, blev «Fram»-ekspeditionen af en overordentlig betydning i flere henseender. Når det imidlertid ikke lykkedes Nansen fuldt ud at løse alle de gåder, polarbassinet byder på, da var grunden den tids mangelfulde oceanografiske methoder. Efter de fremskridt, methodiken senere har gjort, vil dette stille sig anderledes. En ekspedition med nutidens udstyr vil kunde trænge ind i polarbassinet med udsigt til at klarstille meget af det, der endnu er uforståeligt for os.
Jeg skal i det følgende søge at udvikle, hvilke problemer der vil møde en sådan ekspedition, deres betydning og måde at løse dem på. Da Nansen reiste ud i 1893, antog han – som han selv siger – at finde et forholdsvis grundt polarhav, og var derfor ikke udstyret med loddegreier for større dybder. Det viste sig imidlertid, at denne antagelse ikke holdt stik. Istedetfor det grunde polarhav fandt han et hav med en dybde lige ned til 4000 m. Under disse forhold blev lodning en meget vanskelig affære. Det vil stå os alle i friskt minde de anstrengelser, «Fram»–mændene havde for at skaffe sig loddeline til disse store, uanede dyb, men de greiede det og fik taget en række meget vigtige lodskud, som viste os, at her ligger arbeide nok at gjøre. Men de kunde ikke med sine primitive redskaber tilfredsstille de fordringer, den moderne havforskning stiller. Heller ikke var den ene linje, «Fram» drev over, tilstrækkelig til at fastslå det hele havs udseende. Om dette dybe bækkens størrelse, form og største dybder ved vi derfor endnu intet med sikkerhed. Methoderne for lodninger i dybt hav er nu meget gode. Ved hjelp af pianostreng og winch med udveksling kan man således på ganske kort tid gjøre lodninger på meget store dybder – hvor f. eks. «Fram»-mændene måtte slite og stræve i ugevis.
For Polarhavet selv er det eneste sikre de dele, som falder langs «Frams» rute. Alt andet er gjetninger. Den dybe del af bassinet er begrænset af forholdsvis bratte egger på samme måde som i Norskehavet. Mellem eggen og land er der flade bankpartier af vekslende bredde.
Påfaldende er den store kontinentale sokkel nordenfor Sibirien, hvor disse grunde partier har en meget større udstrækning end de fleste andre steder på jorden. Den kontinentale sokkel nordenfor Amerika har man endnu ingen rede på.
Nansen har efter sine undersøgelser med «Fram» gjort den antagelse, at der findes en ryg mellem nordost-Grønland og Spitsbergen, som skiller norskehavets og polarhavets dybe dele fra hinanden. Begyndelsen til denne ryg på Spitsbergsiden er påvist ved lodskud, og «Danmark»-ekspeditionens opdagelse af en halvø, som strækker sig østover på 81º n. br., synes at styrke denne antagelse.
Disse forskjellige topografiske spørgsmål: Den kontinentale sokkels udseende, selve bassinets udstrækning, form og dybder og dets overgang i de omliggende dybe have er spørgsmål af særdeles stor interesse. Man vil selvfølgelig ikke med en enkelt ekspedition i lighed med den første «Fram»-færd opnå en fuldstændig kartlægning af dette uhyre bassin, selv om driften blev helt forskjellig fra den, «Fram» tog; men allerede de bidrag, som kan skaffes tilveie ved en slig ekspedition, vil være af betydning til en opklaring af spørgsmålene.
Der er, bl. a. af Nansen i de senere år konstruerer apparater, som kan skaffe prøver fra havbunden på en sådan måde, at ikke bare bundens øverste slik eller mudderlag kan undersøges, men også dybere lag indtil et par meter nede i bunden. Man kan derved se de forskjellige lag af bundfald, dels dyr- og plantelevninger, dels fin sand eller andet organisk materiale. På de fleste steder tinder man forskjellige sådanne la over hverandre, og de kan da fortælle om lange tiders historie på en lignende måde, som den geologiske lagdeling med forsteninger kan det på land. Man har fundet slige lagdelingen af det bundfældte materiale på mange steder i de senere år – i de dybe dele af Nordsjøen, Skagerak, Atlanterhavet og Sydhavet. De kan fortælle om store vekslinger, som har fundet sted i havbassinerne, om sterke variationer i havvandets temperatur og meget andet. Netop for et hav som polarhavet vil sådanne undersøgelser være af den største interesse. Det ligger nær at tænke på, hvad geologerne har fundet med hensyn til de skiftende klimatiske forhold i Sibirien, Grønland, på den skandinaviske halvø og mange andre steder. De tidligere ekspeditioner har ikke havt de nødvendige apparater for sådanne undersøgelser, men nu har man fået, og det gjælder bare at bruge dem.
Jeg har i korthed forsøgt at fremstille nogle af de problemer, som det vilde være af interesse at få udforsket, forsåvidt det gjælder selve polarbassinets bund. Endnu vigtigere vilde det være at få undersøgt de uhyre vandmasser, som fylder dette bassin, med de nuværende gode hjælpemidler.
Med de senest konstruerede vendethermometre kan man nu bestemme temperaturen overalt i havet og i alle dybder med en nøiagtighed af 1/100º C. Med så stor nøiagtighed er f. eks. de nyeste undersøgelser gjort i Norskehavet. Der har man blandt andet fundet, at temperaturen i laget mellem 1000-1500 meters dyb er mellem ÷1 og ÷ 1.3º C. I de dybeste lag er den ensartet og ganske konstant. I Polarhavets bundvand fandt Nansen noget høiere temperaturer, omkring ÷ 0.9º C. Det var af de ting, som bragte ham til at opstille hypothesen om en ryg mellem Grønland og Spitsbergen. Endvidere synes hans observationer at tyde på, at temperaturen i de største dybder steg noget nedover mod bunden. Hvis der ikke var en sådan ryg mellem Spitsbergen og Grønland, som af Nansen antaget, så vilde forskjellen i temperaturen mellem bundvandet i Norskehavet og Polarbassinet kunne forklares som en virkning af jordvarmen, men da – efter bestemmelser – saltgehalterne er høiere i Polarbassinet end i Norskehavet, så synes det ikke at være samme slags bundvand, hvilket tyder på, at en ryg må findes.
Disse spørgsmål står endnu uvisse, men vil nok kunne afgjøres nu, efterat instrumenterte har nået en så høi grad af nøiagtighed.
Temperaturmålingen sammen med saltgehaltbestemmelser er det vigtigste middel til bestemmelsen af de forskjellige vandlags mægtighed og oprindelse. Saltgehaltbestemmelserne kan nu gjøres med en meget stor nøiagtighed for vand fra hvilkensomhelst dybde.
Bestemmelsen af vandprøvernes saltgehalt kan nu gjøres med en nøiagtighed af 1/100 promille. Tidligere måtte man nøie sig med en nøiagtighed af 1/110 promille eller ofte ikke det engang. Variationerne i Polarhavets saltgehalter fra et par hundrede meter under overfladen til bunden er meget små og mindre end unøiagtighederne i bestemmelserne med de tidligere methoder. Men selvom de er små, er de dog af afgjørende betydning for at forstå de enkelte vandlags forskjellige oprindelse.
Øverst i overfladen er der vand med lave saltgehalter og temperaturer mellem 0 og -1.9º C. Det danner den egentlige polarstrøm – den «Fram» drev med. Den skyldes i væsentlig grad nedbørvandet fra Asien. Dette vandlag er henimod 200 m. tykt. Under dette lag kommer et andet varmere lag. Maksimumstemperaturen af dette lag aftager jevnt fra, Spitsbergen mod de Nysibiriske Øer. Dette lag strækker sig fra 200 m. til 800 m. Så kommer tilslut – underst – det mægtige, kolde bundvandslag. Disse tre forskjellige vandlag danner mindst ligeså mange forskjellige strømsystemer. Men for at få en fuld forståelse af dem kræves der indgående undersøgelser med vore nyeste instrumenter.
Inden vi går videre, vil jeg nævne nogle ord om en del merkelige iagttagelser, som har været gjort under «Fram»-ekspeditionen i Polarhavet og «Michael Sar»s togter i Norskehavet. Det har vist sig, at saltgehalter og temperaturer, som i et øieblik kunde findes i f. eks. 20 meters dybde, var kort tid efter i 15 m. I Norskehavet har det endvidere vist sig, at man på en station kan finde nøiagtig de samme forhold i en eller anden dybde, som på nabostationerne – på hver side findes i ganske andre dybder. Dybdeforskjellen kan være 50 m. eller kanske 200 m. Forklaringen af disse fænomener kan muligens være to. For en del skyldes disse tilsyneladende uregelmæssigheder eller vekslinger i lagenes dybder undervands eller intermediære bølger, som forekommer på grænsen mellem to vandlag, og som kan nå meget større dimensioner end de bølger, vi kjender fra havets overflade på grænsen mellem vandet og luften – og for en del kan de skyldes hvirvelbevægelser på grænsen af to vandmasser, som bevæger sig med ulige hastigheder eller i forskjellige retninger. Denne sidste forklaring vil antagelig være den rette for de store uregelmæssigheder. Bevægelser af denne art forekommer sikkert stadig i havet og spiller en meget stor rolle. De vil lettere kunne studeres fra isen i Polarhavet end noget andet sted, både fordi man der kan få et støt punkt at observer fra – dvs. isen, og fordi den udprægede lagdeling af vandmasserne gjør det let at forfølge alle variationer på overgangen mellem lagene.
Strømmene i de dybe have har aldri været undersøgt ved direkte bestemmelser. Grunden hertil har tildels været, at man før ikke har havt gode og tilstrækkelig nøiagtige strømmålere, men især at man ikke i havene i sin almindelighed kan få et støt punkt at gjøre observationer fra. Et fartøi i åbent hav vil nemlig som regel have så mange tilfældige bevægelser, at en strømmåler vil blive i høi grad påvirket af dem og derfor ikke give vandets egne bevægelser alene. I Polarhavet vil vanskelighederne være langt mindre. Isen er selvfølgelig ikke udsat for nogen bølgebevægelse, og dens langsomme drift er gjennem længere tid jevn og vil derfor let kunne bestemmes nogenlunde nøiagtig f. eks. ved hjælp af strømmålere, som fires ned så dybt, at de kommer i det forholdsvis rolige bundvandslag. Strømmålerne vil på denne måde kunne anvendes som log. Fra et sligt isflag, hvis drift bliver bestemt, kan man så måle strømmene i de forskjellige dybder og bestemme vandlagenes virkelige bevægelser. Af de strømmålere, som har været konstruerer i de sidste 4-5 år, skal jeg kun nævne Nansens pendelstrømmåler og Ekmans propelstrømmåler. Begge er konstruerede ved Det internationale centrallaboratorium for havforskning her i Kristiania. Den første er fortrinlig egnet til at bestemme bundstrømmenes hastighed og retning, selv om de er ganske svage. Den sidste har været meget anvendt i den senere tid til at måle strømmene intermediært og i de høiere vandlag på steder, hvor dybden til bund har været 5-600 m. På dybere steder har endnu ingen pålidelige strømmålinger været gjort, netop på grund af vanskelighederne ved at fra et pålideligt observationspunkt i et åbent hav.
Disse strømmålinger fra de sidste par år har givet en række resultater af stor interesse. Jeg skal omtale nogle af dem, nærmest som eksempel på de problemer, som fremstiller sig til løsning, når der er tale om bevægelserne i havet.
Strømmen veksler uafladelig med ganske korte mellemrum. Hvad årsagerne hertil kan være, er endnu ikke opklaret, liten det er øiensynlig af den største interesse for forståelsen af, hvad havet er for noget, at bringe det på det rene. Og den slags spørgsmål vil kunne studeres indgående fra drivisen i Polarhavet. Ved massemateriale af strømmålinger vil de almindelige bevægelser i Polarhavets forskjellige dybder kunne fastslåes.
Der er også et par andre problemer, som fortjener en nærmere omtale. Jeg skal da først nevne tidevandsfænomenerne, som er så velkjendte i sine synlige virkninger ved havets stigen og synken, men som endnu for mange vigtige i forholds vedkommende er uopklaret. Høivandet skyldes som bekjendt månens og solens tiltrækning på vandmasserne. Som en stor bølge vil høivandet forplante sig gjennem havet, og denne tidevandsbølge vil forårsage tidevandsstrømme. Tidevandsstrømmene har været studeret i kystfarvandene, men man ved endnu intet om dem i de dybe havområder, hvor de ikke har været iagttaget med tilstrækkelig sikkerhed. Det har været tvilsomt, om der i et dybt hav findes tidevandsstrømme sterke nok til at kunne iagttages selv med fintmerkende instrumenter, men erfaringerne fra «Fram», hvor der fremkaldtes regelmæssige skruinger med tidevandet, tyder på, at så skulde være tilfældet. De foreliggende iagttagelser er imidlertid for få, til at man kan slutte noget om tidevandsbølgens fremrykning. Under «Fram»–driften fandt Nansen, at isskruingerne optrådte med regelmessige mellemrum. Undertiden optrådte de to gange i døgnet, undertiden bare en gang. Det ser ud, som om disse isskruinger står i forbindelse med tidevandet, og at der således findes tidevandsstrømme i Polarhavet. En nærmere undersøkelse heraf vil have en særlig interesse – for det første for at få bragt på det rene, om der findes væsentlige tidevandsstrømme i et dybt havområde – noget, som kan have praktisk betydning for navigationen at få fastslået – og for det andet, fordi man efter Helland-Hansens undersøgelser kan have håb om at få bestemt tidevandsbølgens fremrykning ved hjælp af strømmålinger. Her ser vi tidevandsbølgens fremrykning langs Sydhavets, det indiske Oceans og Atlanterhavets kyster. I Sydhavet følger bølgen med månen; den er uhindret af land, fordi havet er cirkumpolart. Idet bølgen passerer forbi Atlanterhavets sydlige åbning, slipper den ind der og forplanter sig nordover lige til Nordeuropas kyster. I Atlanterhavet selv vil vistnok månen og solen frembringe en tilsvarende bølge fra øst mod vest; men Europa og Afrika på den ene side og Amerika på den anden vil hindre bølgen fra at nå den størrelse og udvikling, som den kan få i et cirkumpolart hav. En væsentlig del af vandstandsvekslingerne i Nordeuropa mener man derfor skriver sig fra den bølge, som er udviklet i Sydhavet, medens en mindre del skyldes månens og solens virkning på Atlanterhavets og Norskehavets egne vandmasser. Men hvorledes er det nu med disse ting i Polarhavet? Hvis det er helt cirkumpolart uden at forstyrres af ukjendte landmasser henimod Polen, vil der sandsynligvis udvikle sig en lignende tidevandsbølge, som man må antage der findes i Sydhavet. Denne bølge vil fremkalde hævninger og sænkninger af vandstanden og sandsynligvis forårsage strømme. Det er rimeligt at antage, at disse spørgsmål kan belyses ved hjælp af strømmålinger. Derved vilde der opnåes meget for kjendskabet til tidevandet i sin altmindelighed.
Det andet problem, som jeg særlig vil fremhæve, er spørgsmålet om vindens betydning for strømmene i havet. På åbent hav vil vinden let frembringe bølger; derved får den en angrebsflade, som den skyver mod og laver en ofte sterk overfladestrøm. Virkningen forplanter sig videre nedover; men styrken og arten af denne vindens virkning er et i oceanografien meget omstridt spørgsmål. Medens enkelte forskere mener, at vinden har så store virkninger, at de store, almindelige havstrømme selv i store dybder overveiende skyldes den gjennemsnitlige vind langs havets overflade, mener andre, at vinden som regel lidet eller intet har med slige store strømme at gjøre, men at den bare fremkalder mere eller mindre forbigående forskyvninger af de aller øverste vandlag. Det er yderst vanskeligt, for ikke at sige umuligt at observere vindstrømmene i åbent hav. Vinden vil nemlig give fartøiet så store egenbevægelser, at det vil blive endnu vanskeligere end ellers at skaffe det faste observationspunkt, som kræves til enhver strømmåling. Men i denne henseende frembyder Polarhavet særlig gunstige betingelser. Ikke under nogenslags vindforhold opstår der bølger. Isen ligger og beskytter vandmasserne; men selv bliver den drevet af vinden med større eller mindre hastighed. Denne drift kan måles ved de moderne methoder, og man kan studere forholdet mellem vindens styrke og isens bevægelser. Et særdeles interessant resultat fra den første «Fram»-færd var det, at Nansen fandt, at isen blev drevet afsted 30-35º tilhøire for den gjennemsnitlige vindretning. Denne afbøining tilskrev han jordrotationen og sluttede videre, at når isen fik en slik afbøining i forhold til strømmene i luften, så måtte isen på sin side frembringe en strøm i det underliggende vandlag, som blev endnu mere afbøiet på grund af den samme jordrotation. Og slig må det, mener han, fortsætte videre nedover i åbent hav; – i en eller anden dybde er vindstrømmen blevet så meget afbøiet, at den rår stik mod den vindretning, som har fremkaldt den. Dr. Ekman har undersøgt spørgsmålet theoretisk og har bekræftet Nansens slutninger. Herimod er der for ganske nylig gjort theoretiske indvendinger af professorerne Mohn og Schiøtz. Der foreligger imidlertid ingen direkte observationer over vindstrømmenes størrelse og deres forplantning nedover fra vandlag til vandlag. Nansen havde ingen anledning til at få målt disse strømme, fordi methoderne den gang ikke var tilstrækkelig udviklet. Men nu kan det gjøres, og det vil være muligt at studere vindens virkning på havet fra polarbassinets ismasser bedre end på noget andet sted.
Før jeg slutter omtalen af de problemer, som frembyder sig til løsning i Polarhavet for en ekspedition, som er udstyret med nutidens bedste videnskabelige hjælpemidler, vil jeg endnu nævne et par vigtige punkter. De ved alle, at havet indeholder forskjellige mænger af opløste gasarter. Der er meget at gjøre ved et studium af disse opløste gasarter. Der er meget at gjøre ved et studium af disse opløste gasarter i havvandet, men jeg skal bare hefte mig ved en enkelt ting. Som bekjendt trænger alle dyr surstof for at kunne leve; ved åndedrættet forbruges surstof, og kulsyre udskilles. Det samme er tilfældet med planterne i mørke. I lyset derimod modsat; der forbruger planterne kulsyre og produceren surstof. For havvandets vedkommende har der været gjort en del interessante iagtagelser over vekselvirkningen mellem dyr og planter, mellem lys og mørke. Polarhavet byder for et studium af disse spørgsmål på meget gunstige betingelser – sommeren en lang lys dag, og vinteren en ligeså lang mørk nat. Det vilde være overmåde interessant at studere denne vekselvirkning under så karakteristiske forhold. Til hjælp ved disse studier har man nu apparater, som kan måle lysstyrken i vandets forskjellige dybder under is såvelsom i åbent farvand. Og mængden af de små planter og dyr, som findes i havet, kan måles. Dermed kan et af de vigtigste spørgsmål i havets fysiologi og organismernes kredsløb studeres indgående.
Foruden de her omtalte oceanografiske opgaver, som min påtænkte ekspedition vil sætte som sit hovedformål at løse, findes der endnu en hel del andre spørgsmål af næsten ligeså stor vigtighed. I nær forbindelse med de oceanografiske observationer står de meteorologiske. Et indgående studium af de meteorologiske fænomener blev vistnok gjort under Nansens drift med «Fram»; men det forhindrer ikke, at en ny række vil have stor betydning. Jeg mener ikke at møde nogen nye merkelige fænomener, hidtil ukjendte, dertil er sandsynligvis de meteorologiske forhold over polarbassinet for ensartede; men alene som en kontrol og sammenligning med de tidligere gjorte vil de være af stor interesse. Jeg agter derfor at føre med et komplet meteorologisk udstyr af de mest moderne instrumenter. Af mindre betydning, men dog af interesse vil undersøgelsen af de jordmagnetiske forhold være – af mindre betydning, fordi den bevægelige drivis kun yder et slet grunlag for observationer, som kræver en så, høi grad af nøiagtighed som de magnetiske, men dog af interesse, som et supplement til de på den første «Fram»ekspedition af kaptein Scott-Hansen udførte magnetiske iagttagelser.
I forbindelse med de magnetiske observationer vil nordlysiagttagelser have stor interesse. Vi kjender jo alle de pragtfulde nordlys deroppe i den dybe, dystre polarnat fra Nansens ypperlige beskrivelse – vi kjender dem alle så vel og har så ofte beundret dette gådefulde skuespil. Ingen kan vel tvivle om, at her ligger en merkelig kraft bagved, en kraft, som vi mennesker ikke giver os, før vi har fundet, bundet og nyttiggjort.
Og polaregnene er netop stedet for studiet af disse fænomener, som her forekommer hyppigere og pragtfuldere end noget andet sted. Som bekjendt har professorerne Birkeland og Stømme gjort overmåde vigtige undersøgelser på dette område, som synes at love løsning af disse vanskelige problemer, men ved undersøgelser fortsatte under en sålang tid vil sikkert værdifulde bidrag opnåes til studiet heraf.
Jeg har nu forsøgt at fremstille nogle af de problemer, som polaregnene er så rige på. Jeg har dog kun gjort et udvalg, idet jeg særlig har havt polarbassinet for øiet. Det er specielt udforskningen af dette sidste – kjernen i polaregnen – som vi nu må lægge al vor kraft på. Det er mange mennesker, som mener, at en polarekspedition bare er unødig spild af penge og liv. Med begrebet polarekspedition forbinder de ialmindelighed tanken på en rekord, på det at nå polpunktet eller længst mod nord – og i så tilfælde må jeg erklære mig enig med dem. Men jeg må på det kraftigste gjøre opmerksom på, at dette – stormløbet mod polen – ikke vil være denne ekspeditions mål. Hovedformålet er et videnskabeligt studium af selve Polarhavet eller nærmere; en undersøgelse af dette store bassins bundforhold og oceanografiske forhold. Efter min mening vil et arbeide med dette mål for øie kunne få den største videnskabelige betydning af flere grunde. For det første vil det jo have sin store interesse i geografisk henseende at lære forholdene i hine ukjendte egne i nærheden af et af jordens polpunkter nærmere at kjende. Og for det andet vil det være af vigtighed at kjende disse nordlige farvande i deres forhold til de omliggende havområder, f. eks. vekselvirkningen mellem Atlanterhavet eller Norskehavet og Polarhavet. Der er en stadig vekselvirkningen mellem disse havområder, som man ikke kan lære at forstå helt ud, inden hvert af dem er undersøgt.
Og så, endelig – og dette er det punkt, der vil veie tungere i vegtskålen end noget andet til fordel for en færd gjennem hine egne: Polarhavet byder i væsentlige henseender en langt gunstigere arbeidsanledning til at studere de almindelige forhold i havet end noget andet sted. Det er de eiendommelige forhold deroppe, som gjør det – et 4000 meter dybt hav, ja kanske endnu dybere, på hvis overflade man kan bevæge sig næsten som på fast land. Man kan leve og bygge på isen, man kan derfra fire alle sine instrumenter i sjøen og nå ned på de største dybder uden alle de vanskeligheder, som man har at kjæmpe med i uveir og høi sjø på åbent hav. En mere ideel plads for en havundersøgelse findes ikke. – Jeg skulde meget ønske, at det har lykkedes mig at fremlægge mine anskuelser således for mine ærede tilhørere, at jeg ikke er den eneste her tilstede, som tinder, at en ny færd over Polarhavet er påkrævet. – Jeg skal nu ganske kort fremlægge den måde, hvorpå, jeg har tænkt mig at udforske Polarbassinet.
Måden er ikke original, vi kjender den alle fra før. Jeg har tænkt at benytte den samme fremgangsmåde som professor Nansen med «Fram», men vel at merke i forbindelse med de mange ypperlige erfaringer han har stillet til min rådighed. Jeg skal ikke trætte med at gjentage alle de beviser, som lå til grund for Nansens theori om Polarstrømmen. Vi kjender dem alle så vel. Vi har nu et bevis, som er langt sikrere og bedre end alle disse små – tilsyneladende ubetydelige ting, som Nansen med stort besvær og arbeide havde hentet fra de forskjellige egne af Polarhavet, og hvorfra han udledede sin geniale theori om Polarstrømmen, og hvorpå han udførte sin glimrende bedrift – jeg gjentager, vi har et langt sikrere bevis – vi har Nansen selv. Støttende mig til hans erfaringer har jeg bestemt mig til at vælge mit udgangspunkt betydelig fjernet fra det sted, hvor Nansen så sig nødsaget til at begynde sin drift med «Fram».
Her er det fartøi, jeg agter at bede den norske stat om at måtte få udlånt for min påtænkte udforskningsreise. «Fram» blev bygget i 1890–93 ved Colin Archers verft i Larvik og blev bygget således, at den ikke alene modstod de voldsomme isskruninger, den var udsat for, men endog kom hjem uden en eneste skrabe efter sin lange, alvorlige kamp med de vældige ismasser. Det har været sagt, at «Fram» efter de mange år, som er hengået siden, skulde være oprådnet og ubrugelig til videre arbeide i Polarhavet. At så ikke er tilfælde, kan jeg personlig bevidne, idet jeg nemlig underkastede den en meget omhyggelig besigtigelse sidst juni måned i Horten. Colin Archer «Fram»s bygmester, som var så elskværdig at assistere mig med denne besigtigelse, sendte mig kort efter følgende brev:
«Efter anmodning tillader jeg mig at meddele Dem min formening om polarskibet «Fram»s tilstand med henblik på en videre udnyttelse af fartøiet efter igår i fællesskab med Dem at have besigtiget samme på Hortens havn.
Under besigtigelsen viste det sig, at overtømmermand ved verftet Johannesen, der den hele tid var tilstede, allerede tidligere havde underkastet skibet en indgående undersøgelse såvel uden – som indenbords og kunde påpege de mangler, som forefindes. Endel af indredningen var fjernet for at lette undersøgelsen; masterne var udtagne, og enkelte steder var garneringen fjernet, hvor der viste sig tegn til råddenhed. De påviste mangler blev eftergået og besigtiget, hvorhos der desuden blev foretaget endel boringer også på andre steder i bjælker, garnering og tømmer, såvel i mellemdæk som ovenbords, uden at nogen yderligere skade kom tilsyne.
Efter mit bedste skjøn viser skibet intet spor af begivelse i sammenføininger eller forbindinger; der er forsåvidt ingen forandring at spore siden skibet blev bygget, og dets styrke og evne til at modstå påkjendinger må, således praktisk talt siges at være usvækket.
De mangler, som forefindes, er nærmest lokale af den art, som lettelig indtræder ved ethvert skib bygget af træ efter års forløb, særlig når det som «Fram» en stor del af tiden har været oplagt. På grund af sin særegne konstruktion i et specielt øiemed har der desuden ved bygningen af dette skib ikke kunnet tages samme hensyn til en rigelig tilgang og cirkulation af frisk luft som i et almindeligt træskib, hvorfor det var at vente, at enkelte indebyggede dele vilde lide på grund af ufuldkommen ventilation. Skaden er dog ikke af den beskaffenhed, at skibet, når skaden er udbedret, kan siges at være væsentlig forringet i soliditet. Jeg kan således udtale som min bestemte formening, at «Fram» efter at have undergået en reparation i lighed med den af Hortens verft udkastede plan vil være i fuld forsvarlig stand til at tiltræde en ekspedition til arktiske farvande.
Ærbødigst
COLIN ARCHER.
Heraf fremgår det greit og tydelig nok, at gamle «Fram» endnu ikke er så helt ubrugbar, som den senere tids mange udtalelser har synes. Ethvert fartøi, som henligger i oplag for flere år, vil uden bøn komme til at lide derved. Man har villet dadle de folk, i hvis hænder «Fram» var betroet, for slet vedligehold, men denne kritik forekommer mig ubeføiet. Med de midler, der stod til rådighed, har der været sørget for et vedligehold, som kræver påskjønnelse istedetfor utidig kritik.
Min plan er følgende:
Med «Fram» udrustet for 7 år og et dygtigt mandskab forlader jeg Norge i begyndelsen af 1910. Kursen sættes rundt Kap Horn for San Francisco, hvor kul og proviant tages ombord. Herfra sættes så kurs for Pt. Barrow, Amerikas nordpynt, hvor jeg håber at være i juli-august. Herfra vil så den sidste efterretning sendes hjem, inden den egentlige reise begynder. Ved afreisen fra Pt. Barrow er det min hensigt at fortsætte reisen med mindst mulig mandskab. Kursen sættes mod drivisen i N-NV retning herfra, hvor vi da vil opsøge det gunstigste sted for en videre trængen mod nord. Når dette er fundet, søger vi længst mulig ind og gjør os klar for en 4-5 års drift over Polhavet. På hele vor reise hidtil agter jeg at udføre oceanografiske observationer, og fra det øieblik fartøiet er kjørt fast i isen, påbegyndes den række af iagttagelser, hvormed jeg håber at løse nogle af de hidtil uløste gåder. Hvad jeg tænker at finde i det ukjendte strøg af Polhavet, vil jeg lade stå hen indtil videre. Nogle har opstillet theorier om store landmasser, andre om små. Og jeg burde vel også have opstillet min theori, men tinder det dog fornuftigere at lade være dermed, indtil jeg har undersøgt forholdene nærmere ved.
_______________________
Professor dr. H. Mohn:
I korte og klare træk har kaptein Amundsen fremsat for os sin plan til en fornyet undersøgelse af nordpolarbækkenet efter en ny vei. Det gjælder her undersøgelser, der er af fundamental betydning for kundskaben om de store forhold i havet og i atmosfæren, i deres tilstand og bevægelser, hvis jordboernes liv bliver mere og mere forstået, efter hvert som forskningen skrider frem.
Jeg skal nævne et moment, som her træder i forgrunden, og som min kollega prof. V. Bjerknes har fremhævet – jeg bruger med hans tilladelse hans egne ord – , det nemlig, at studiet af de fysiske forhold i polartrakterne er et nødvendigt led i den kjæde af undersøgelser, som med tiden skal føre til den fulde forståelse af atmosfærens og havets mekanik og fysik. Med hensyn på bevægelse og varmeomsætning er studiet af atmosfære og hav at sammenstille med studiet af en dampmaskine, hvor ækvatoregnene spiller dampkjedlens og polaregnene kondensatorens rolle. Vort mangelfulde kjendskab til de oceanografiske og meteorologiske forhold i polartrakterne umuliggjør derfor den fuldstændige videnskabelige behandling af bevægelse og varmeomsætning i atmosfære og hav på samme måde som mangelfuldt kjendskab til kondensatorens temperatur og afkjølingsevne vilde umuliggjøre beregningen af en dampmaskines effekt. Nansens drift med «Fram» bragte os de første pålidelige og som vi alle ved overraskende og høist interessante oplysninger om forholdene i det arktiske polarbækken. Nansens undersøgelser ligger på en linje, der gjennemskjærer den sibiriske del af bækkenet. I sin store afhandling om dette bækkens oceanografi peger Nansen med styrke hen på ønskeligheden af en undersøgelseslinie gjennem den amerikanske del af havet. En sådan linie er det kapt. Amundsens plan går ud på at følge.
Nansens geniale idé udsprang af tanken om den vei, de i sin tid såmeget omtalte «Jeanette»-levninger måtte have drevet fra de nysibiriske øer til Julianehåb i Sydgrønland. Mine studier fra Nordhavsexpeditionen over strømningerne i vort Nordhav gjorde mig det sandsynligt, at levningerne var drevet meget nær Nordpolen. Yderligere oplysninger, som Nansen samlede om andre drivprodukter, gav ham en til vished grænsende sandsynlighed for, at han med en skude som «Fram» kunde drive gjennem Polarhavet og nå meget høie arktiske breddegrader. Også om varigheden af en sådan fart kunde Nansen gjøre beregning. Som vi alle ved og glæder os over, viste udfaldet, at alle hans forudsætninger holdt stik.
For Roald Amundsen stiller udsigterne til en drift gjennem Polhavet på den amerikanske side sig, når vi skal slutte fra det bekjendte til det ubekjendte, også gode – ellers havde vi ikke været lier i aften og hørt hans plan – om ikke alle fingerpeg er faldt så tydelige som de var for Nansen. Amundsen tænker at sætte ind i drivisen fra Point Barrow. Efter de karter over lufttrykkets fordeling som jeg har forsøgt at tegne efter alle foreliggende iagttagelser, og forsåvidt man deraf kan drage slutninger med hensyn til de herskende vinde, er veien fra Point Barrow til polen ikke fuldt så grei som den var for Nansen. Og derfor har Amundsen også beregnet en længere fartstid. Men der er fakta, som ligefrem peger på god strøm for færden. Hvalfangerne har gjort den erfaring, at strømmen fra Point Barrow sætter med stor fart nordover mod polen. Dette skulde sikre en god begyndelse. Men at også enden kan blive god, derpå peger den kjendsgjerning, at en bøie, udkastet ved Point Barrow, er fundet på Island 5 år efter at den kom i drift. Dette er jo en længere tid end «Fram»s var (3 år), men på den ene side er veien længere og på den anden side kan man ikke vide, hvorlænge bøien har ligget i fjæren på Island, førend den blev funden. I ethvert fald viser denne bøie muligheden af en færd som den planlagte og peger på et rimeligt tidsrum.
I andre henseender vil en expedition som den planlagte kunne arbeide under gunstigere forhold end Nansens. Jeg sigter herved til, at de oceanografiske hjælpemidler, instrumenter og observationsmetoder siden 1896, ved dr. Nansens og andres arbeider i denne retning er blevet fuldkommengjort i en sådan grad, at de kan tilfredsstille teoretikerens fordringer til nøiagtighed og fuldstændighed efter en meget forfinet målestok. En lignende udvikling har også til samme tid fundet sted, hvad de meteorologiske observationer angår.
Meteorologiske iagttagelser fra polaregnene er altid yderst velkomne. Veiret er her meget mere vexlende, årgangene meget mere skiftende i karakter end på lavere bredde. Der fordres meget længere tidsrum for at komme til ønskelige normalværdier for de meteorologoiske elementer.
Også jordmagnetiske observationer i polaregnene er selvfølgelig af den største interesse, og det ikke mindst fra trakter, som yderst sjelden kan besøges af iagttagere.
Til slutning vil jeg få lov at pege på, at en expedition er intet uden manden som leder den. Når vi her har Roald Amundsen, som ved sin deltagelse i den belgiske Sydpolexpedition, ved sine færder med «Gjøa» i Nordhavet og rundt Nordamerikas nordkyst har vist hvad duer til som sjømand og som videnskabsmand, så har vi den rette mand på den rette plads.
______________________
Professor dr. Fridtjof Nansen:
Vi har hørt Roald Amundsen udvikle sin plan til en polfærd på mindst fem år så rolig og uden fakter som om det gjaldt en oplodning og undersøgelse af Kristianiafjorden, hvor det jo også slænger lidt is om vinteren. Men lige fuldt har vel nogen hver af dem, som har tat fantasien lidt til hjælp, ikke undgået en kuldegysning af og til under foredraget, ved tanken på hvad det her virkelig gjælder.
Da planen til den første «Fram»-færd blev fremlagt for det Geografiske Selskab i London, blev det sagt af M’Clintock, veteranen blandt de engelske polarforskere, at det var den dristigste plan som nogensinde var forelagt det Engelske Geografiske Selskab, og derfor rådet han til at blive hjemme. Det var fordi man bare så vanskelighederne ved den; men ikke hvordan de kunde overvindes. Meningerne har siden forandret sig.
Om denne Amundsens plan tror jeg vi uden overdrivelse kan sige, at det er den største og i sit mål vigtigste plan til en arktisk forskerfærd, som er forelagt dette selskab, og jeg tror jeg kan lægge til: alle geografiske selskaber.
Vi ser selvfølgelig også vanskeligheder, men vi tror de kan overvindes, og vi ser i Amundsen manden til at gjøre det. Det er ikke våghalsen, som her vil lægge ud, han som må prøve hvad aldrig han prøvede før; men den djærve modne mand, som med målbevidst mod og rolig overlæg gjennemtænker sin plan, ruster sig vel og så går på med seig udholdenhed uden vaklen.
Vi må vel her som overalt hvor det gjælder et stort foretagende, spørge os selv: står det ventede udbytte i forhold til opofrelser og anstrængelser?
Nu er vanskeligheden den, at meningerne om et udbyttes verd er så forskjellige. Jeg må mindes Miltons ord om de første polarreiser, hvis mål var at tinde nye handelsveie gjennem nordost-eller nordvestpassagen til Kinas og Indiens rigdomme, som de ikke fandt. Han sagde, at de «kunde have syntes næsten heroiske, hvori et høiere mål end overdreven kjærlighed til vinding og handel havde besjælet planen».
Den gamle nordmand, som for 600 år siden skrev Kongespeilet, svarede sønnen, efter at have talt om Ishavet og Grønland: «Når du ønsker at vide, hvad folk søger til det landet for, eller hvorfor folk farer did i så stor livsfare, så er det tre fold natur hos manden, som drar dertil. En del er kappelyst og lyst til navnkundighed, fordi det er mands natur at fare did, hvor det er udsigt til fare og gjøre sig navnkundig derved. En anden del er videlyst, fordi det og er mands natur at ville vide og se efter de ting, som er sagt ham, og vide om det er så eller ikke. Den tredje del er vinding, med det at folk leder alle steds efter gods, der de spørger det er fangst at få, om det så er stor fare ved det.»
Han har sikkerlig ret denne kloge mand. Men dybest ligger det han satte som no. 2: det ukjendtes ubøielige magt over menneskesindet, og etterhvert som tiderne har klarnet begreberne af, jo mer har denne magt tiltaget i vælde og driver menneskene frem på udviklingens bane, – med eller mod deres vilje, det er ligegyldig.
Den driver os ind til naturens skjulte kræfter og hemmeligheder, ned i mikroskopets uendelig lille verden og ud i universets umålte vidder.
Frem for alt giver den os ikke fred, før vi kjender den planet, vi bor på, fra havets største dyb til atmosfærens høieste lag, den drev os ind i urskogenes pestfyldte sumper og op på isen under polen.
Denne magt går da også som en rød tråd gjennem hele polarforskningens historie. Trods alle påstande om mulig vinding, på, den ene eller anden vis, så var det inderst inde den som altid drev os tilbage did igjen trods nederlag og lidelser.
Nordstrøgene var i længst svundne tider en tumleplads for alle fantasiens og myternes fabelvæsener, et mørkets og tågernes rige, hvor hav og land og himmel flød sammen til en størknet mørje, hvor en tilslut stansede foran afgrundens umådelige svælg.
Men tågerne har skridtvis veget tilbage, og ud af tågeriget har det tause arktiske landskabs nøgternt rolige linjer steget frem i den blændende sommerdags midnatssol, og under nordlysene og den lange vinternats stjernehimmel.
I dette forskerarbeide har vore forfædre taget en virksom del.
Oldtidens folk havde i virkeligheden intet kjendskab til det høie nord.
De havde sagn om et lykkeligt folk Hyperboræerne, som boede nordenfor de mytiske Riphæiske Fjelde, og nordenfor den brusende Boreas eller nordenvinden. Men den lærde Hipodot tvilede på dem, for sagde han, hvis det bor folk nordenfor Nordenvinden, så må det også bo folk søndenfor søndenvinden.
Det er først nordmændene, som med sine dristige færder over de nordiske have og i Ishavet, med et slag lægger disse strøg af jorden ind under menneskelig viden.
En Ottar’s eller en Leiv den Heppne’s strålende skikkelser træder ud af den geografiske histories tåger som mænd af en ny tid. Og den tid som de indledede, Ottar som den første polarfarer, og Leiv Erikssøn som den første oceanseiler, den er det, som har fortsat til vor tid. Når en kjender middelalderens geografiske literatur, fuld af myter og fabler, virker det næsten forbløffende at læse Ottar’s ypperlige beretning til Kong Alfred den Store af England (omkr. 890) om sin reise nordenom Nordkap til Hvidehavet.
Men nordmændenes forestillinger om strøgene ved Polen var mangelfulde. Overalt hvor de kom, nordøstover, nordover og nordvestover, traf de på is og land. Høist sandsynligt er det, at de nåede Novaja Semlja, det hinsidige Bjarmeland og Spitsbergen eller Svalbard. Intet under derfor, at de tænkte sig hele strøget i nord under leiðarstjørnu som en sammenhengende kyst bag drivisen, og således var Polhavet fyldt med land, som forbandt Grønlands nordre isbygder med Bjarmeland. Der oppe var Risaland og Jotunheimen, og did nord gik Hafsbotnen eller Trollebotten. Vi har eventyret om Halli Geit, som gik landeveien fra Grønland nordenom Hafsbotnen til Norge alene med en gjed, og han levede af dens melk på veien.
Men så kom nye forestillinger med de første nordost- og nordvest-færder, og Pol-landet blev adskilt fra fastlandene ved stræder, nordost-og nordvest-passagen. Det kom til at danne dels et sammenhængende polland, dels en sanning store øer, helst fire, oppe rundt Polen. Således på Mercators kart fra 1569, hvor disse pol-øer er adskilt ved fire smale stræder, hvori tidevandet render så stridt. at der aldrig lægger sig is. Ved Polen selv er et høit fjeld omgivet af en indre polsjø. Men udenfor disse øer ligger Magnetpolen som et fjeld i havet i øst, nord for Anianstrædet, Beringstrædets mytiske forløber. I dette magnetfjelds nærhed var livsfarlig at seile.
Så kom Barentsz reiser i slutten af det 16. århundrede, Novaja Semljas nordende blev fundet, Spitsbergen blev gjenopdaget, og det blev fundet isfyldt hav i nord for begge disse lande. Således blev det skudt bresjer i pol-landenes mure, og lidt efter lidt forsvandt de helt, og i vor tid strækker Trollebotten sine isdækte vande lige til Sibiriens kyster og Beringstrædet.
Endnu er der Geografiske opgaver at løse, vi vil kjende denne Kirkelige Hafsbottens udstrækning, form og dybder.
Men Amundsens færd har sat sig et dobbelt mål: på den ene side løsningen af disse geografiske problemer; men på den anden side, hvad jeg vil betegne som endnu meget vigtigere, løsningen af stole problemer, som er af betydning for den hele havforskning.
Udforskningen af havet er mer og mer trådt i forgrunden. Og det var ikke fortidlig. Hvilken afgjørende betydning kjendskabet til denne vigtige del af jordoverflaen har for jordkundskaben, vil let forståes af folk i dette land, som skylder havet og havstrømmene nær sagt hele sin tilværelse.
Men denne udforskning af havet er ikke noget nyt af igår i vort folks historie. I Oldtiden og den første del af Middelalderen var verdenshavet, Okeanos, en ubegrænset frygtet naturmagt, som ude fra det ukjendte skyllet ind mod kjendte kyster. Ved nordmændenes sjøfærder blev havet et mer hjemligt begreb, de var de første som våget at sætte ret over det. Deres ishavsfærder udvidet havet mod nord og satte det grænser; og Leiv Erikssøn gjorde en opdagelse, som geografisk seet var lige stor eller vel så stor, som hans opdagelse af Amerika, han opdagede Atlanterhavet, og var den første, som seilede tvers over det.
Atlanterhavets fortsættelse nordover er det Norske Hav, mellem Norge, Spitsbergen, Grønland og Island. Dets vigtigste kyster og dets udstrækning blev tidlig kjendt ved de gamle nordmænds sjøfærder. Men dets dybder var i virkeligheden en ukjendt verden lige til 1876, da den Norske Nordhavsekspedition, under Mohn og Sars gik ud, og lagde også det rige ind under menneskelig viden.
Atlanterhavets nordligste fortsættelse eller selve Hafsbotnen er Polhavet, som for en del blev opdaget ved Framfærden 1893–96.
Amundsen planlagte færd vil danne en vigtig fortsættelse af denne linje.
Som vi ser, hår vi her en gammel tradition at opretholde. Vi har betingelserne for at kunne gjøre det og har her en sjelden anledning; for vi ser målet og har manden.
Jeg er sikker på, at vi alle af hele vort hjerte ønsker Amundsen held med sit store foretagende.