Print Friendly, PDF & Email

På jagt efter den merkeligste land-bit på jorden

Den store opgave, Amundsen-Ellsworth ekspeditionen først og fremst tar sigte på er, som førstemand, at kaste lys over det indre av de ukjendte og hemmelighetsfulde isvidder ved Nordpolen. Mange skibe er gåt ind isen her, nogen av dem for aldrig at vende tilbake. Mænd har færdedes langs kanten av isviddene og er blit fristet til at gjøre lange streiftog ind i dem. Vi kjender polhavets kyster, men det store, hvite rum på 2 ½ million kvadratkilometer, som dets indre utgjør, har ingen civilisert mand nogensinde set.

Vi håber at fly midt over det. Vore øine vil speide uavbrutt og intenst efter bestemte træk i dets øde overflate. Hvad enten vi blir belønnet med synet av land eller ikke, vil det være en betagende oplevelse at være de første til at se ned på et jordstrøk, som har motståt alle forsøk på at fraviste det dets hemmelighet.

Dette er først og fremst en geografisk ekspedition. Vi vil passere for hurtig til at kunne gjøre indgående videnskapelige observationer. Vi er land-jægere som er ute på jagt efter den merkeligste land-bit på jorden. En oase i isen, en landstrækning, som, hvis den findes, vil være mer værd enn nogen anden like stor landstrimmel i verden. For i fremtiden vil det bli menneskers faste punkt her midt oppe i jordens  strøk –  mer isolert enda end det uhyre antarktiske fastland. 

En verden av drivis

Omkring Sydpolen er der trygt fastland, som hæver sig til et platå, dækket av isbræer. Engang oppe på det er forskeren  sikker på sin vei og sit mål. Den arktiske drivis derimot har et skiftende og uberegnelig underlag. Den er aldrig der, hvor den var for litt siden. Den bevæger sig ustanselig, den sluker dem som våger sig ind i den, og hittil har den været ugjennemtrængelig. Vi håber at beseire den.

Man må altid huske at Nordpolen ikke er polhavets centrum. Polen er meget lettere at nå end centret av den uhyre is. Allikevel tok det Peary fem og tyve år å ta sig frem over drivisen og komme polen på nært hold. Han blev hindret gang på gang i sine forsøk, skjønt han for fremstøtet mot polen hadde en brukbar basis, langt nemmere end om han skulde gåt mot centret av det ukjendte areal.

Peary trodde at han så land. McMillan synes at ha bevist at det han så, var en luftspeiling. Men Peary hadde god grund til at tro at der var land der. En stor ø, endog en meget stor ø, kunde findes der, en ø med temperaturer, som vilde muliggjøre menneskelig liv uten at noget menneske nogen hadde været istand til at nå over isen frem til det.

Det er nesten umulig for den, som ikke har været i de arktiske egne, at forestille sig, hvor vanskelig det er at ta sig frem over polisen. Bare den som virkelig er kommet i kontakt med drivisen, kan ha en anelse om de vanskeligheter den byr på. Kaptein Robert Bartlett – som var Pearys skibsfører, og som senere hadde kommandoen på Karluk under ekspeditionen til Wrangelløen – gjorde reisen fra Wrangell til fastlandet. Den var forbundet med utrolige vanskeligheter, – og det trodde han bevæget sig på kanten av kjendt og utforsket territorium. Hvis han var gåt længer ind, hadde han ikke været istand til at nå frem.

Den svigfulde polaris.

Det er blit talt meget om de venlige arktiske egne. Det er blit fremstillet som om det var mulig at begi sig ind i dem uten nogen forsyninger, fordi man kunde opholde livet ved at dræpe vilde dyr. Jeg kan forstå hvordan denne feilagtige fremstilling kan være blit til hos dem, som bare har fulgt kysten. Men jeg vet med visshet at i det indre av isen er det umulig at holde liv i sig uten medbragt proviant. Den vinter jeg tilbragte med «Maud» ved den sibiriske kyst 1922-23 viste det.

De indfødte døde sultedøden det år selv så nær kystlinjen. De drog dag efter dag ut efter mat, og vi så den vende hjem tomhændt. Ikke mer end 300 kilometer fra der, hvor vi sat fast i isen, omkom de av mangel på mat. Vi hjalp dem det vi kunde, men det var ikke stort vi magtet at gjøre for dem. Hvis de indfødte der slipper op for mat, hvordan skal da en hvit mand, en eventyrer sydfra, kunne eksistere uten at ha med sig proviant. De som sier at man kan opholde livet ved at skaffe sig animalsk føde midt inde i Polhavet, taler ikke om faktiske ting.

Jo længer nordover man kommer, jo vanskeligere er det at finde animalsk liv. På vor flugt nu sidst over henimot 200 kilometer, så vi en sæl og tre fugler. En mand som skulde leve av en så sjelden jagt, vilde være dygtig tynd, når han kom frem. De som snakker om den venlige polaris, tar feil. De sier ting som kan få andre til at sætte livet til. Nordpolstrakterne er alt andet end venlige. Men skjønt det aldeles sikker er umulig at leve på polhavets isflak av det liv som findes der, og skjønt det er så vanskelig at komme frem, at forbindelse med fastlandet kan bli umulig, er det ikke utenfor mulighetens grænser, at der for øieblikket eksisterer liv i det indre av isen, hvis der findes et land at opholde det på.

Findes der mennesker midt inde i polisen?

Sæt for eksempel art der findes en ø, en stor ø inde i isen. Den vil da sandsynligvis været omgit av da forholdsvis grundt vand. I sommermånedene vil isen trække sig litt tilbake, og når dette sker, vil der altid findes sæl og fugl. Det vilde være et sted, hvor livet stadig vilde kunne opholdes, men der måte være land.

 Jeg har ofte undret på hvad der kan ha hændt, hvis et av de hundretal  hvalfangerskibe, som er blit sittende fast i isen i Beringstrædet, siden den gang hvalfangere først våget sig ind i isen efter spæk, er blit ført av drivisen indover, og er støtt på slik en ø. Isdriften går mot nord fra Beringstrædet, og mot det punkt, hvor vi venter at finde land, hvis der overholdet eksisterer land der oppe. Disse hvalfangerne var bemandet med omkring femti mand hver og førte altid med sig indfødte jægere og kvinder. Hvis de var drevet nordover og til sist støtte på land, vilde de været istand til av bygge hus av skibstømmer. De vilde ha proviant nok om bord til at holde liv i sig, indtil de fik samlet foråd av sæl og andre sjødyr og av fugl. De vilde ha fundet et forholdsvis mildt klima i sommermånedene. Solen vilde varme en god del av året. De kunde levet videre, formeret sig og trivdes, men drivisen vilde for altid avskjære deres samkvem med fastlandet.

Et slikt billede kan synes fantastisk og hindsides all fornuft. Kanskje er det også. Men det er en av de ting, jeg ofte har undret på. Og dog er det ikke utelukket, hvis man antar at der findes land der, likesom ved Sydpolen. Vi venter ikke at opdage en slik koloni. At finde mennesker der, vilde være alt for meget at håbe på. Det vilde være den mest dramatiske og forunderligste opdagelse i menneskehetens historie.

Fred og frihet.

At se levende menneskelige væsener i et land her midt i polisen, vilde få de reisende i luftkibet til at knipe sig i armen og gni sig mange ganger i øinene. Er vi våkne? Det kan da ikke være mulig. Og allikevel, umulig er det ikke. Ingenting er umulig.

For den som først begynder at fundere over de uutforskede polartrakter, byr der sig mange merkelige muligheter. Det er et sted, hvor mennesker aldrig har færdedes, et land med sne og is og med fuldkommen ro, et sted hvor de almindelige menneskelige værdier mister sine proportioner. Mange har ofte spurt mig hvad der er det særlige for polartaktene i nord og syd. Det er roen, den absolute fred – en fornemmelse av fuldstændig frihet til at gjøre hvad man vil.

Der er ingen til at genere en. Der er absolut individualitet. Og jeg liker det. Det hænder folk blir gale av at være alene her, men jeg liker det. Man føler sig slet ikke alene. Der er bare fred og ro og frihet. Naturligvis, der er ikke noget at bruke denne frihet til, men har den, og det er nok. Ingen kan opløfte sin røst og si at det må man ikke gjøre.

Man lever, gjør det som er nødvendig for at leve og nå sit mål. Jeg antar det samme gjælder jungelen, men der er der mer live. I det store øde ved polene er det ikke noget andet end en selv.

Nordpolen og Sydpolen.

Der er en uhyre forskjel på de to poler. Jeg hadde den lykkelige skjæbne at nå Sydpolen først. Det lykkedes, mig at gjennemføre mit forsæt, takket være omhyggelig planlægning og heldet er alltid en faktor ved slike ekspeditioner. Men metoden  blir forskjellig for hver pol.

Sydpolen ligger på stort fastland med fjeldtopper så høie som havet ved Nordpolen er dypt. Den er omgit av en uhyre mur av is, fremkommet ved bræerne, som fra det indre platå bevæger sig nedover og danner en isbarriere, som strækker sig 600 kilometer ut fra selve landet. Men har man passert barrieren og er nådd ind i landet indenfor, er opdageren på fast og sikker grund, i motsætning til hvad forholdet er med drivisen i nord, som altid er i bevægelse. Og han kan lægge sin vei med den forvisning, at han altid kan gå tilbake igjen over samme grund.

Noget slik kan man ikke gjøre ved Nordpolen. Det er denne store naturlige forskjel mellem fast grund eller is på den ene side og den stadig skiftende i isoverflate i de arktiske egne, som præger utforskningen av disse to regioner. I syd må man klatre over fjeld på op til en høide av 11,000 fot. Det er temmelig forskjelig fra at ta sig frem over den forholdsvis flate, men meget farligere is i nord.

Sikre depoter.

En anden ting ved de antarktiske egner er, at man altid kan finde sine deporter, hvis man vet den rigtige måten at merke dem på. Den gamle metode bestod her i at stikke ned stokker efterhvert som man gik, for så siden at prøve at finde frem fra stok. Men i storm eller tåke var det let at overse stokkene. Vi fandt så på at sætte ned stokker på hver side i nogen avstand fra depotet, sa det vilde være næsten umulig at overse alle sammen, når man lette efter veien tilbake dit, hvor maten var finde. Men nordpå vilde det være frugtesløst at indrette sig slik. Depotet vilde drive væk eller være sunket før man fandt det igjen.

De antarktiske egne er de koldeste på jorden. Vi fandt i vore vinterkvarterer at thermometret viste 61 grader celcius under frysepunket, altså meget lavere enn Nordvestpassagen, som er det koldeste sted de arktiske egne. I nord vilde man aldrig riskere en slik gjennemsnitstemperatur som i syd.

Jeg vet ikke om det vilde være muligt at  bruke luftskib ved utforskningen av de antarktiske egne. De høie topper vilde kanske by for store hindringer, for jeg er ikke sikker på at et luftskib med gas som hævemiddel, vilde klare en slik høide i så lav temperatur. Det er punkt av interesse for  fagmænd at arbeide med. Og hvis de mener at det kan gjøres, vil en langt større del av det fængslende land der nede kunne utforskes. Det er ikke stor del av det som er blit gjennemvandret, trods den kjendsgjerning, at jeg begyndte turen over 600 kilometer fra det sted, hvor Scott startet.

Mil på minutter.

Det er også et andet værdifuldt point ved at bruke luftveien gjennem poltrakerne. På vor sidste tur eksempel overskuet vi 300 000 kvadratkilometer i sytten timer. Det var dog ikke omfanget av dette overblik, som var det mest betydningsfulde. Det var den ting, at intet menneske nogengang før hadde været istand til at fly over denne del av polisen. Hvis man skulde gjort dette forsøk til fots med slæder, vilde man også hat at arbeide sig frem mot isdriften, som her går mot synd. På grund av de høie iskoss vilde driften sydover være raskere end det tempo vi kunde arbeidet os nordover i. Med andre ord, det hadde været ugjørlig. Denne ene kjendsgjerning alene viser luftveiens overlegenhet over marsjen til fots for polarekspeditionernes vedkommende.

De to poler har været eventyrlystne mænds mål i mange, mange år. Altid har der hvilet det ukjendtes mysterium over disse uhyre, hvite marker. Et større mysterium sandsynligvis end det, som har hvilet over de tropiske lande. Hvorfor det er slik, vet jeg ikke, hvis det da ikke skulde være fordi polene er så blottet for liv. Der er bare stilhet. De hemmeligheter de har lagret op, har de bevart i disse mange år. Aldrig har mennesket på egne ben været istand til at vriste disse hemmeligheter fra dem.

Sandt nok, de to poler er blit erobret, men hvor meget av traktene omkring dem kjender vi vel? I virkeligheten ingenting. – De har lokket mænd i århundreder, men de har bevart sin stilhet. Deres hemmeligheter er låst inde i isen. Når vi nu er blit istand til at lægge veien gjennem luften, til at fri os fra de hindringer, som berøringen med jorden gir, til at fly henover der, hvor vi så længe har måttet slite os frem, vil det gi oss et nyt og hurtigere indblik i disse hemmelige steder, end vi vilde kunnet få på nogen anden måte.

Polene har bevart sin taushet længe og vel, men hvis de enda byr på nye hemmeligheter, vil de måte ut med dem nu, mennesket har gjort sig uavhengig av veien langs horden. Der vil snart ikke bli nogen ukjendte trakter i verden og ingenting at gjøre for opdagere. Jeg er glad jeg ikke lever stort senere. Da ville månen blit den eneste chanche.