Print Friendly, PDF & Email

Hvordan jeg blev Amundsens ledsager

                            Av Lincoln Ellsworth. (Varden 17/4-26)

 

                   To gode venner Roald Amundsen og Lincoln Ellsworth

Mine oldeforældre var blandt de første hvite nybyggere i Vest-Ohio. Fra dem må jeg ha arvet min forkjærlighet for yttergrænserne, for civilisationes utposter. Blandt jægere, pelsdyrfangere, speidere og cowboys i det tidlige Vesten fandt jeg mine guttedagers helter. Nogen av dem var godmodige røvere, andre var farlige kjærnekarer. Men alle var de modige, uforfærdede mænd. Og så længe jeg lever vil, de evige jage som fantomer gjennem min erindring. Bare få av dem er i live nu. Resten er gåt til de evige jagtmarker vestenfor den synkende kveldsol. Jeg har kjendt mange av dem. Selv har jeg også gjort de fleste av de ting som gutter for en generation siden drømte om: Jeg har jaget bøfler, har levet blandt indianere, gravet guld og lagt landmålerens målekjæde over Vestens prærier.

     Da jeg  var færdig med høiskolen i 1902, deltok jeg i den første landmålerekspedition som Grand Trunk Pacifik-kompaniet sendte for at undersøke muligheterne for en transkontinental jernbanelinje gjennem Kanada. Vi gik os bort i trakterne nord for English River i Ontario, og efter vor proviant var opbrukt, levet vi av hestekjøt og bær, indtil vi fandt frem til kjendte trakter igjen. Den, som har streifet om i de uhyre landstrækninger nord for Georgiabugten, hvor skogene synes endeløse, vil i nogen grad fatte hvad en slik tur betyder.

     I fem år fulgte jeg landmålerne gjennem et uhyre vidstrakt og bare delvis kjendt land, hvor indianere og pelsfangere var de eneste mennesker vi traf på. Efter at ha været med på at stikke ut en linje over Bæverfjeldene i Saskatchewan, deltok jeg i den første landsmålerekspedition gjennem Yellowheadpasset i Britisk Columbia. Da vi konkurrerte med Canadian Northern Railway om passet, forlot vi ubemerket Edmonton en vårnat, og efterat ha trasket over trehundrede kilometer med vore instrumenter på ryggen, efterat ha staket over elvene på tømmerflåter, halt vore kløvhester op av sumpen om dagen og slås med skarer av insekter om natten, var vi de første som nådde passet. Men da hadde vi mistet fire av vore hester – tre dyr med fuld bør gik utfor en styrtning ned i Athabascaelven, hvor de druknet, mens den fjerde døde av noget giftig græs den hadde spist.

     Senere engang som fører av en ekspedition til jernbanens endepunkt Prince Rupert, blev jeg vidne til et optrin, som det sjelden er faldt i noget menneskes lod at se, nemlig en dødelig kamp mellem to spækhuggere hoppet, som laksen, høit op over vandflaten og slog, med et klask som kunde høres et par kilometer borte, ned på sit offres rygg, for så at holde dets hode under vand. Pustende og gispende efter luft, idet den langsomt druknet, lå den store hval halvt begravet i en boblende sjø, av blodig skum og slog sin uhyre hale frem og tilbake for at gjøre sig fri for sine plageånder. Men disse havets ulver gav ikke tapt. Mens de langsomt drev hvalen ind på grundt vand, blev det imidlertid for mørkt til at jeg kunde følge optrinnet længer. Og næste dag viste bugtens rolige vandflate intet spor efter den gigantiske kamp jeg hadde set, mellem disse havet primitive uhyrer.

     Skjønt vi levet ødemarkens vilde, fire liv på vore tokter, kom vi allikevel til at berede  veien for civilisationen. Foran os trængte guldgraverne frem og efter denne fortrop fulgte nybyggerne. I strøket vest for Edmonton blev jeg overrasket over det store antal av prærievogner som passerte os på vei til Peace Riverlandet, meget over tusen kilometer nordenfor. I vor moderne tid virket synet av disse magre mænd og kvinderne med de alvorlige ansikter, der de trasket tålmodig avsted ved siden av oksespandet med det knirkende læs, som et kapitel av fortiden. De reisende beskrev med glødende ord frugtbarheten  i det fjerne land, som var deres mål, og  jeg lovet mig selv høitidelig, at jeg ikke skulde slå mig til ro, før jeg med egne øine hadde set Peace Riverlandets herligheter.

     I 1909, efterat jeg hadde fartet rundt i en godsvogn et år som leder av anlægget av Canadian Pacifibanen, vest for Montreal, bød der sig  en anledning for mig til at komme til Peace River. Med en gammel guldgraver som ledsager, drog jeg avsted fra Porth Essington ved Stillehavskysten, tok opover Skeenaelven, og efterat ha passert vandskillet, kom jeg ned til Peace-Rivers kilder. Her tiltusket vi os en kano fra en indianer, og efter en reise på halvandet hundrer mil nådde vi Edmonton. Vi lete efter guld i Peaces kilder, og mens min ledsager holdt til på elven, gik jeg indover landet og jaget elg sammen  med Bæverindianerne. Disse indianere lever i leirer, som hver består av et dusin familier eller mere. Familierne går på jagt efter tur. Når et stykke vildt er fældet, kommer der liv i leiren, det bliver fæstet og sunget til sidste bit er fortæret. Så forsætter en anden familie jagten, og slik vedblir hver familie at bidra sit til stammens velfærd. Det veksler mellem overflod og sult, for byttet er oftest magert. Disse indianere, som alle de andre jeg har set i Vesten, møter dog det uundgåelige med stoisisme og sjælstyrke, så kan dette oftest føres tilbake til de hvite de er kommet i berøring med.

     Bæverindianerne er nomader. De følger stadig vildtet på dets vandring fra sted til sted, og foragter bopladsene ved Hudson-bugten. Da det som nævnt er småt med vildt, hænder det ofte at mændene, når de gjør jagt på elgen, går sine otte norske mil om dagen. De pleier da at binde et tørklæde om panden for  at hindre sveden fra at blinde øinene, og så holder de det gående i jevnt trav hele dagen. De er ikke rare skyttere, disse indianere. Men derimot så jeg en ung rødhud dra sin jagtkniv ut av sliren, mens han red gjennem et pilekrat, og spidde en raphøne til en træstamme hundre fot foran hesten sin. Jeg husker en familie, som stanset på sin vei nedover elven og slog leir ved siden av os. I over en uke hadde de ikke anden end bær at leve av. Allikevel hadde manden daglig tilbakelagt strækninger som den jeg før nævnte, under sine forsøk på at skaffe kjøt. I en bakevje like ved os lå der et pindsvindskind og drev. Dyret hadde jeg selv slåt med geværkolben, så begge løp gik av mellem siden på mig og min utstrakte arm og rev skjæftet løs fra pipen. Da så en gammel squaw med pipe i munden fik se pindsvindskindet, fisket hun det op, og efter omhyggelig at ha trukket alle piggene ut, kokte hun huden og drak  «suppen».

     Skjønt mere end tredve år var gåt, siden man i tankeløs uforutseenhet utryddet bøffelen på Vestens sletteland, fandtes der enda så sent som 1910, en liten hjord igjen ved foten av Bitterroot-fjeldene i Montana. Historien om disse bøfler har sin interesse. I 1873 kjøpte Michel Pablo, en meksikaner, som bodde i Flathead-dalen, tolv bøffelkalver av en indianer, som hadde fanget dem ved Milk River i Kanada  og slog sig ned hos Piegon-indianerne, men som indianerne pleier, længtet han hjem. Han fik da, også som typisk indianer, den idé, at hvis han vendte tilbake med en fanget bøffel, vilde det tjene som undskyldning for hans forsvinden. Han fanget så fjorten kalver og to av dem dræpte han for kjøtets skyld. Pablo lot disse tolv kalvene gå på græs i Flathead-dalen, som på alle sider er indgjærdet av Bitterroot-fjeldene, undtagen mot nord, men ligger slik til at vinteren er mild, og mat finder de mere end nok av.

 I 1910, da landet her blev åpnet for nybyggerne, forhandlet den Kanadiske regjering om salg av de bøfler, som måtte findes der. I den store indringning, som varte næsten fire år, blev der fanget syvhundrede bøfler, og disse dannet kjernen i den uhyre bestand, som den kanadiske regjering nu eier.

Takket være mit bekjendtskap med vedkommende kanadiske embedsmand fik jeg anlending til at delta i indringingen for derefter at følge efter hjordens uovervinnelige gamle veteraner som søkte op i Bitterroot-fjeldene for at sætte sig til motværge for sidste gang like i kanten av trægrænsen. Det tok mig nøiagtig nitten dagers skarpt ridt avbrudt av klatring at få tak i en av disse rømlingerne, og jeg fik den bare takket være dens spor på sneen. Det var uten tvil den sidste jagt på bøfler i De forenede stater, for de fredelige daler og fjeldskrænter her i hjertet av Bitter-Rootfjeldene i Montana er nu åpnet for nybyggerne, og de få bøfler, som endnu er tilbake, er fredet i sine tilholdssteder oppe langs trægrænsen. Der hviler et skjær av romantik over mindet om denne usedvanlige jagt. Ikke mindst tydelig husker jeg de maleriske gamle Flatheadindianere, som fulgte jagten fra hesteryggen eller sat ubevægelige hyllet i sine tæpper langs den ialt femten kilometer lange indgjærding, som var sat op stykkevis mellem fjeldtopperne for at tvinge de flygtende dyr tilbake i et mere fremkommelig terræng.

     På den intimeste måte griper bøffelens historie og indianerens eventyr ind i hverandre. De to var uadskillelig knyttet sammen. I vor civilisation fra idag er det næsten ikke mulig at forestille sig bøffelens betydning for slettelandets indianer. Gjennem hele livet næret han sig av dens kjøt. Skinnet dækket hans bolig og klædte ham selv, og når han var død, blev han svøpt i skindkappen som han hadde sittet på foran ilden, og i den gjorde han da reisen til de evige og lykkelig jagtmarker.

     En pålidelig historiker er frem kommet med den påstand, at det sterke liv på civilisationens yttergrænser, er den mest amerikanske, som var virket på samfundet. Sikkert er det iallefald, at med den svinder for alltid noget, som har at gjøre med eventyret, med ungdommen og med fremtidsdrømmene.

     Fra Montana drog jeg til Nome i Alaska, hvor jeg som ingeniør drev med guldvaskning. Men jeg kunde fremdeles ikke falde til ro. Guttens vilje er som vinden, og ungdommens tanke går langt ut. Ut over de ytterste grænse, ut over den sidste av opdagernes utposter, mot det uhyre areal av Polhavet, som kartet endnu betegner som uutforsket, gik mine drømmer. Men hvordan skulde jeg nogensinde nå en slik fjern horisont.

     Merkelig nok skulde mine guttedage drøm ble til virkelighet senere i livet. Amundsen og jeg kunde ikke undgå at møtes, vi var beslægtede sjæle. Det var under verdenskrigen at vi traf sammen i Paris. Jeg gjorde tjeneste ved flyvekorpset, og han hadde som den Amerikanske regjerings gjest besett skyttergravene. Under den halvtimes samtale vi hadde, fortalte jeg ham om min interesse for polforskningen og tilføiet at jeg håpet vi en dag kunde gjøre fælles sak. Jeg tror forresten ikke han tok mig synderlig alvorlig, uten tvil anså han mig for en eller anden ung fyr, som var lysten på eventyr.

     Først i 1924 sa jeg ham igjen, denne gang i New York, hvor han var på foredragsturné. Selv var jeg netop kommet hjem fra Syd-Amerika, hvor jeg sammen med professor Singewald fra John Hopskinsuniversitet hadde foretak en geologisk undersøkelsesreise i Andesbjergene gjennem den sentrale del av Peru fra Stillehavskysten til Amazonflodens kilder. Jeg tror ikke Amundsen husket vort første møte, skjønt han på mit spørsmål svarte: «Jo da!» Men denne gang lot jeg mig ialfald ikke avvise. Jeg hadde i aviserne oftere og oftere læst om planglagte flyveekspedtioner til polegnene, og som bekjendt findes der ingen røk uten ild. Tilslut lykkedes det mig da at overbevise Amundsen om, hvor alvorlig og opriktig mit ønske om at delta i dette pionerarbeide var.

     Det var takket være min far, at vor polflyvning i 1925 kom i stand, men for Amundsen hadde dette været hans livs drøm. Og jeg synes den ting, at han var villig til at gi en anden like del i eventyret viser denne mands storhet. Derfor, var jeg glad over at ekspeditionen gik udelukkende under norsk flag. Den eneste betingelse jeg stillet var, at jeg skulde være den eneste amerikaner, som blev med.