Spitsbergens marmorfelter
av Birger Jacobsen
(Morgenbladet 8. mars 1914)
Opdagelsen av nye naturrigdomme vækker almindelig interesse såvel hos det store publikum som specielt inden den talrige kreds av den kommercielle verden, hvis virkefelt falder indenfor det samme eller et besigtet industriområde. Forutsat at det nye råprodukt besidder de for ønskede egenskaper, vil det altid være åpent marked for en ny produktion. I få tilfælde gjør dette sag sterkere gjeldende end indenfor mammorindustrien. Mange og store vanskeligheter må man imidlertid gjøre regning med i konkurrencen. Det kjøpende publikum er meget kritisk. For større partiers vedkommende vil en uoverensstemmelse i tekstur og farvetone meget let kunne indtræffe. Arbeidsmateriellet kan forandre sig og mindre brukbare formationsavsnit vil kunne overrumple en påbegyndt bestilling. Uventede vrakstenspartier gjør en utsættelse av leveringstiden nødvendig. Disse og mange andre omstendigheter har bidraget til at gjøre tilførselen av kolorert marmor usikker og fremkaldt en begrundet mistro hos de kjøpedygtige forbrukere.
Marmor utvindes i alle verdensdele. De tropiske egne yder sine kvanta fra anlæggene ved Makrana, Rajputana, fra Burmah og Yang-tse- Kiangdalen. De subtropiske er repræsentert ved Tunis, Algerie, Øvre Egypten, Natal og Matoppofjeldene. Indenfor den tempererte zone optræder det europæiske kontinent i nord og Australasia i syd. Lignende forhold møter os på den vestlige Jordhalvdel. New-Foundland, Canada, United States, Mexico og Brasilien yder alle sin anpart marmor findes på alle bredder og indenfor alle geologiske tidsaldre. Trods de mange og rike forekomster er den regulære produksjon av bestemte marmorsorter fremdeles et vanskelig spørsmål og nye felter er gjenstand for sterk etterspørsel.
De eneste trakter som hittil ikke har deltat i konkurrancen, er de verdensøer som umiddelbart grænser op til vor klodes poler.
Medens for få år tilbake disse øer var ukjendte og ubebodde og kun eksisterte indenfor geografernes interessesfære, er disse arktiske regioner nu av aktuel betydning med sine mange kommercielle muligheter.
Det var i 1907, at et litet engelsk prospektingsparti på Spitsbergen under 79 grader nordlig bredde gjorde en opdagelse, som utvilsomt betegner en epoke i verdensindustrien av farvet marmor. Feltene er samlet på en gruppe øer i bunden av Kings Bay. Formationen er absolut enestående, idet disse øer helt igjennem er opbygget av marmor med de forskjelligste farvesammensætninger, men samtidig med bestemt avgrænsede varietetsområder. Den største av øerne spænder over ca. 65 kvkm. og en kjede av 100 til 300 meter høie åser strækker sig fra øst til vest over øen.
Tiltrods for den høie nordlige beliggenhet (78 grader 45 minutter) er været i sommermånederne mildt og behagelig. Golfstrømmens varme vand vasker Spitsbergen vestkyst og gir denne utpost mot nord med et utrolig heldig klima. I fire sommermåneder begunstiges. Navigationen langs den uopmerkede og uoploddede kyst av stadig dagslys. I denne tid kan arbeidet i bruddene uavbrutt holdes gående. I en måned før og efter dette 120 døgns tidsrum av stadig lys er det ca. 16 timers dagslys. Ved et sparsomt forbruk av kunstig lys kan altså 3 skift (på 8 timer) arbeide det halve år igjennem og i det resterende halvår er ikke vanskeligheterne større end de man har i Alaska, Canada eller Vermont. Det er en almindelig kjendt fordel at kunne holde maskineriet gående måned efter måned.
Det faste marmorfjeld ligger åpent i dagen. Nævneværdig grus eller jordlag eksisterer ikke. Når der sees bort fra et 1 a 2 meter tykt opfrosset overbelæg, kan praktisk talt uttagningen startes hvor som helst i overflaten.
Lasteforholdene er ideelle. To tredieparter av øens kystlinje viser sig som en 1 a 2 meter høi skrænt skarpt avskåret mot vandspeilet og med gjennemgående dypt vand umiddelbart ind til fjeldsiden, netop skikket til at kunne fire marmorblokkene ned på lægter eller ponton ved en stationær kran. Fra kysten stiger terrænet jevnt indover øen – som lavet for lettere jernbaner fra bruddene til passende lastepladse. En række elver baner sig vei mot fjorden og gir en rikelig vandforsyning for hus- og arbeidsbehov. Desuten er der to større høitliggende indsjøer, som med lethet vil tilfredsstille selv et betydelig vandforbruk.
De hittil bearbeidede felter repræsenterer 40 varieteter, hvorav flere i tegning og farve er helt nye på markedet. De er av en enestående farvepragt og av en utsøkt solid struktur og forekommer i absolut uuttømmelige kvanta. Marmoret optræder i 3 formationsgrupper: Devon, Breccia og Carbon.
Devon er med 14 varieteter skiftende i farve fra den lyse petitor til det gråsorte Ashburtonmarmor. Flere av disse har en olivengrøn bakgrundstone med en umådelig dekorativ effekt. Formationen er nøiagtig lokalisert og der foreligger yderst få tilfælde av intrusion.
Breccia udmerker sig ved en sjelden solid struktur og en enestående farvesammensætning. Den optræder fra dyp grå til rød og fra mørkeblå til let gylden. Gruppen tar en brilliant polering og er yderst let at bearbeide. Hittil er lokalisert 10 forskjellige Breccias med fremtrædende farver i rød, rød og grøn, brun og rød, mørkeblå og lysegrå med gyldne årer. – De carbonske area varierer i sort, blå og mørkegrå gjennemvævet med lyse kalkårer. Enkelte besidder en høi dekorationsevnen.
Alle tre formationer støter til kysten og landtransport vil bli reducert til et minimum.
Undersøkelsesarbeidet på Marble Island blev ledet av verdens første eksperter sommeren 1911, og der er foretat en række utbedringer siden den tid. Der er bygget 8 beboelseshuse, 2 smier, poleringsverksted, maskin- og provianthus 80 meter langt og 30 meter bredt. Kraner opsat. Jernbaner anlagt fra bruddene og lagerhuset, nye brud åpnet og vandledninger nedlagt til huse og arbeidsfelt. Hele forløpne vinter blev der foretat diamantboringer på forskjellige partier av øen og den viser sig at bestå helt igjennem (indtil 100 meter dypt) av solid fin-fin marmor.
På Østsiden av øen skjærer der sig ind en 300 meter bred naturlig havn og i bunden av denne (Port Peirson) har den lille marmorby vokset frem. Lunt og vakkert ligger den der stolt over at være jordens nordligste bjergverksby. I havnen er der plads og vand nok for skibe indtil 10,000 tons. – 150 meter fra byen er havnen utstyret med en naturlig marmorkai med vand nok for skibe av 800 tons mægtighet. I det hele synes naturens store mester at ha arrangert alt på bedste måte for den utrættelige civilisation.
Vest for ”byen” ligger Devonmarmoret med svak terrængheldning mot kysten. Is og vand har her i tidernes løp glatpolert overflaten så marmoret ligger der i al sin farvepragt færdig til uttagning fra naturens mægtige verksted. Den gjennemgående avvaskede overflate har selvfølgelig vært til umådelig støtte under bestemmelsen av formationernes utstrækning og varieteternes begrænsning.
Carbonfelterne er samlet øst for havnen i 80 til 40 meter høie rygge. Terrænget indbyr til at fragte de utvundne blokke på legtere til dampskibet, som ligger forankret i havnen.
I det hele vil transportomkostninger bli ganske ubetydelige.
Flere av Brecciacerne er henlagt til isolerte fjeldknauser, hver indeholdende mange hundrede tusen tons solid marmor, tilstrækkelig til verdensforbruket gjennom generationer.
Bak ovennævnte felter reiser sig en række høider på 100 til 300 meter opbygget av forskjelligfarvet marmor. Denne marmorvæg har med hensyn til bestemte varieteter, sin sjeldne farverigdom og sin solide struktur ikke sin like i noget kjendt land på jorden.
De små øer må også tiltrække sig opmerksomhet. En er helt igjennem sammensat av fint-året lysgråt marmor; en anden består udelukkende av Breccia og en tredie er delt mellem Breccia og Carbon.
Man vil muligens indvende, at den store avstand og manglende vintereksport vil sætte Marble Island utenfor konkurrance. Dette er imidlertid ikke tilfældet øerne ligger 1½ døgns reise fra norsk havn og ikke mere end 5 døgn fra London, Hamburg eller Antwerpen, de største eksport- og markedspladse i Europa. Kings Bay er åpen for trafik 6 måneder av året. Marmorets fordeling til markedspladsene kan let praktiseres fra en av byerne i Nord Norge, Bodø eller Tromsø, hvor det er åpent vand året rundt. I 6 måneder kan såvel arbeidet som eksporten foregå uavbrutt dag og nat og om vinteren kan uttagningen fortsættes ved kunstig lys og forråd oplægges færdig for transport til depoterne såsnart fjorden er åpen.
Bruddene bearbeides i ”up to date” stil. Hvor terrænget er gunstig opereres med en ”Channeler”, en lettere tversgående ”Channeler” og en ”Gadder” sammen med en dampkran til at løfte de uthugne blokke. I andet tilfælde brukes sag med fuldstændig arbeidsmateriel efter amerikansk metode. Her er det første sted, hvor europæisk og amerikansk blokuttagning arbeider side om side og antagelig vil anlægget bidrage til at bilægge den strid, som står mellem marmoreksperter om, hvilket system besidder den største økonomiske værdi. Det er uttalt av de første autoriteter i den gamle og nye verden, at Spitsbergenmarmoret besidder en større dekorativ evne end noget kjendt marmor og at det, når det først blir kjendt, vil få en voldsom omsætning. Marble Island er en opdagelse som betegner en epoke i produktionen og anvendelsen av sten som dekorativt middel.