av Edvard Welle-Strand
(Skappels magsain 1922)
Jeg traf ham på hurtigruten – en mand i 30-årene, forpjusket og med et gammelklokt ansigt. Han var netop vendt hjem fra kulgruberne i Longyear City – Spitsbergens hoved-stad – hvor han hadde vært i flere år.
Det var rent tilfældig vi ble kjendte. Han hadde erobret min køie et øieblik, da den ikke var optat, og han sov kraftig, da jeg kom for at ta køien i besiddelse som retmæssig eier for 4–5 dage.
– Hvad fanden bryr jeg mig om, at køien er dokkers, sa han, da jeg vækket ham. Dokker er utsovet, og jeg er træt – og så snudde han sig mot væggen og vilde sove videre.
Jeg rusket påny i ham.
– Jeg er kommunist, sa han ra-sende, og jeg gir mig pokker i dokker. Dokker skal ialfald få ta mig ut av køien med magt.
Det var en frygtelig dobbelttrudsel; men en norsk kommunist er som regel bare farlig i munden. Derfor tok jeg fyren gemytlig i benene og begyndte at hale ham ut av køien.
– Dokker skal la være det, sa han. Jeg går heller godvillig. Jeg er også filosof.
Og manden reiste sig op og lo: Dokker ble godt narret! Og han fort-satte. Jeg har aldrig vært bolsjevik, men jeg har lagt merke til, at ordet var et slags tryllemiddel.
Folk tror at en bolsjevik er et for-dægtig individ, som går omkring med dynamit og revolvere i lommerne, og så snart jeg gjorde mig morsk og nævnte ordet, fik jeg være alene. Ja, selv her på hurtigruten fik jeg av den grund beholde lugaren alene, helt til dokker kom.
Jeg måtte le høit av den originale falske bolsjevik med de brilliante tale-gaver.
– Det er forresten ikke jeg selv, som først opdaget at jeg var filosof, sier han videre. Det var direktøren ved gruberne, som har æren av at ha opdaget mit filosofiske talent. Han kaldte mig ikke andet end «den store filosof» – og så måtte jeg jo tro, at jeg var det. Direktøren hadde kjendt mange filosofer han, men jeg var ab-solut den største, sa han. Ja, direktø-ren var en hædersmand, han.
Jeg lo igjen.
– Dokker skal ikke gjøre Dokker for lattermild på min bekostning, pro-testerte han en smule stødt. En filo-sof kan ofte virke en smule latterlig, men vent til Dokker har stiftet et in-timere bekjendtskap med min filosofi – så skal Dokker nok bli alvorlig.
Jeg er den første filosof på Spits-bergen. Jeg kommer fra Spitsbergens hovedstad, Longyear City, hvor jeg har arbeidet 4 år i kullgruberne og tjent bedre end den bedst avlønnede embeds-mand i Norge. Det var deroppe jeg lærte at filosofere. Der ble så god tid til at tænke over de store livspro-blemer på Spitsbergen, hvor vinteren er så lang. Jeg tror forresten en mand, som hele dagen står og dreier et bor i en grubegang, blir en langt betydeligere tænker end en skomaker. Det blir for kort tid til at tænke stort for en skomaker mellem hver gang han slår i en plug i en sko. Der blir likesom for mange avbrytelser – hver ny plug distraherer. Nei, da er det ganske anderledes med et minebor – det har en utpræget evne til at fast-holde tankerne i en logisk rækkefølge hos den mand som står og dreier det. Og det dæmpede lys i grubegangene, de monotone felselslag, den store ens-formighet i arbeidet må simpelthen tvinge en mand til at tænke.
– Pause. Det er som manden plud-selig er blit slåt med forfærdelse over sin egen veltalenhet – eller er det kanskje et av de store livsproblemer han er ifærd med at løse? Selvsugestionen varer længe. Så overrasker han mig pludselig med det prosaiske spørsmål: Har Dokker noget imot, at jeg drikker en halv øl? Jeg taler nem-lig meget bedre, når jeg drikker øl – føier han til som et undskyldende moment.
Filosofen fra Longyear City får øl-let og forelæser videre for sin sterkt interesserte tilhører: Det første jeg begyndte at filosofere over var begre-pet politik. Det løste jeg hurtig og smertefrit. Politik er nemlig en fik-tion – eller for at tale mere populært, det er et ord, som dækker over et be-grep, som ikke eksisterer. Politik er nemlig ikke andet end egoisme en gros – partivis. Mens den individuelle selvegoisme er forholdsvis ufarlig, er partiegoismen en kræft, som langsomt men sikkert forgifter samfundet. Det er likegyldig, enten der står bolsjevis-me eller liberalisme på den politiske etikette – fludiumet er like farlig for menneskeheten, som istedetfor at tænke selvstændig stimuleres til at tænke, føle og handle en bloc. Politiken er en mølle, hvor individet forvandles til masse, det moderne åndslivegenskap. Politikerne er de moderne slavefogder, som driver massen til valgurnen med fraser istedetfor pisk. Det er selvføl-gelig en mere human form for livegen-skap, men det er like uværdig for menneskeheten som menneskehet betragtet.
Dokker forstår ikke rigtig, hvad jeg mener? Filosofi blir altid så for-bandet indviklet, når den skal uttryk-kes klart og koncist.
Jeg ryster deltagende på hodet.
– Ja, jeg skal, indrømme, sier han, at det sidste avsnit av min politiske filosofi er noget uklart. Jeg har ikke hat tid til at krystalisere det.
Forresten, min politiske filosofi er bare det rene barneverk sammenlignet med min høiere filosofi. Politiken lig-ger jo på et slikt lavt åndsnivå, at det nærmest er laterlig for en filosof at befatte sig med den.
Jeg vet ikke, om Dokker har læst filosofi, så Dokker har nogen betin-gelse for at forstå, hvad jeg egentlig mener, når jeg går videre?
Jeg svarte benegtende.
– Det var dumt, at Dokker skulde savne enhver betingelse for at forstå filosofi, sa den nye filosof. Men Dok-ker får anstrenge Dokker en smule og følge med i min tankeutvikling.
– Dokker vet, Dokker er født? spurte han.
Jeg nikket bekræftende.
– Nei, det vet Dokker ikke, prote-sterte han. Mennesket vet ikke, at det blir født, og det vet heller ikke, at det dør. Det er merkelig, at ingen filosof har konstatert dette faktum før. Det er jo så at si en av filosofiens grund-piller.
Men Dokker kan tro det tok lang tid før jeg kom til den slutning. Jeg tænkte og grublet så længe over det, at jeg mistet håret.
Direktøren ved gruberne ble impo-nert, da jeg en gang fortalte ham, hvad jeg hadde konstatert uti filosofien.
Dokker er en større filosof, sa han, end både Kant og Hegel. Det er bare barnestreker de to herrer har utrettet i filosofien sammenlignet med Dem.
Det var jo både smigrende og op-muntrende, men jeg forstår endnu ik-ke, hvorfor han slog mig i hartkorn med de to herrer, som jeg absolut ikke kjender. Jeg har aldrig truffet dem, og jeg tænker heller ikke på at stifte deres bekjendtskap. De kan få komme til mig, hvis de har noget på hjertet.
Hvorfor tror Dokker, at jeg gjorde den store filosofiske opdagelse? Jo, en dag jeg stod og dreiet boret i gru-berne, slog det mig pludselig, at jeg ikke husket hvorledes jeg ble født. Der var altså en lakune i min hjerne – og så ræsonnerte jeg videre og fant ut, at da må forholdet bli det samme når jeg engang skal dø. Det er jo meget logisk inne sandt? Ja det er merkelig, at ingen har fundtet det ut før – så mange gode hjerner, som det har vært i verden!
Det var altså det andet filosofiske problem jeg løste, og det vanskeligste.
Pause. Han ringer efter en ny fla-ske øl. – La mig likeså godt få to, sier han, da piken kommer.
Han sitter og soler sig i sin filo-sofiske selvindbildskhet, indtil piken kommer med øllet. Så drikker han og fortsætter:
– Det tredje filosofiske problem er av en slags religiøs art. Har Dokker lagt merke til, at der ikke længer bygges domkirker i verden. Hvorfor? tror dokker?
Jo, verden er kommet ind i en ny epoke – den etiske. Det vil si, vi er vendt tilbake til en gammel. Det første som ble bygget i verden var et tårn, som het Babels tårn, av en navnløs arkitekt. Det var slik elendig arkitektur, at det ramlet sammen før det ble færdig. Så ble der bygget templer til den slags guder, som vi idag kalder avguder – en pragtfuld arkitektur. Dette tidsrum var arkitekturens og skulpturens guldalder – ja, filosofiens med. Så kom der en ny periode, kirkearkitekturen, som kulminerte med Peterskirkens, katedralen i Reims og Trondhjems domkirke. Jeg er ikke sikker på, om rækkefølgen og tidsavsnittene hænger sammen, men en slik bagatel spiller ingen rolle for en filosof. De sidste domkirker blev ialfald bygget i Norden, har jeg læst i et leksikon, som jeg fik låne hos direktoren ved gruberne. Nu bygges der ikke længer domkirker.
Hvorfor? Nei, det vet Dokker ikke.
Jeg bøiet hodet og bekræftet min bristende evne til filosofisk tænkning.
– Jo, jeg skal fortælle Dokker det. Kirkerne har utspillet sin rolle i arkitekturen. Vi begynder at vende tilbake til templerne – templer for kunst, voldgift og fredssak. Det behøver ikke at bety, at arkitekturen, som er den fantasirikeste kunst, er kommet ind i en forfaldsperiode. Det betyr bare at den har valgt nye motiver. Kirken in-spirerer ikke længer arkitekterne. Den tilhører rent arkitektonisk set et avslut-tet tidsavsnit. Den arkitektoniske kunst har fåt nye idealer.
Vet Dokker hvorledes jeg konstater-te denne filosofiske sandhet. Jo, da kirken på Spitsbergen var færdig, slog det mig at kirkens tid var færdig i ar-kitekturen. Jeg har aldrig set en så uskjøn arkitektonisk frembringelse. Det sa forresten også en av ingeniørerne ved gruberne. Det var kanskje han som sa det først, men det spiller jo ingen rolle. Det var ialfald jeg som opdaget den tredje filosofiske sandhet.
Igjen en pause, filosofisk selvbeun-dring, mere øl, og så spør filosofen: – Hvad mener Dokker om kvinder? Jeg smiler og synes spørsmålet er mig knusende likegyldig. Det er jo ikke jeg som er filosof.
– Nå, Dokker vil ikke uttale Dok-ker, sier han bittert. Nei, det var for-resten let at se, at Dokker ikke hadde nogen erfaringer – selv om Dokker går og snobber Dokker med forlovel-sesring.
– Gift og far til 4 barn, falder jeg alvorlig ind.
– Løgn, sier filosofen vantro.
– Barnene? spør jeg.
– Begge dele, svarer han, og han docerer igjen: Kvinden er det filosofi-ske problem, som jeg ikke har klart at løse. Det er sikkert fordi det er for enkelt til overhodet at kunne løses. Kvinden er absolut ingenting. – Jo det vi si, hun er noget – et væsen som manden ikke kan befri sig for. Hun følger ham overalt. Selv til Spitsber-gen har hun fulgt manden – til en øde ø med is og mørke, og 40 kuldegrader. Det skulde tyde på at kvinden allike-vel har en slags bestemmelse i livet som berettiger hende til at eksistere, men det er netop denne bestemmelse jeg ikke har klart at opdage. Det er det store uløste filosofiske problem, som har tyndet mit hår og gjort mig bitter.
– Hvad er kvinden?
– Jeg har forsøkt at løse det til-synelatende så enkle spørsmål, men det er blit mere indviklet jo mere jeg har arbeidet med det. Det er kanskje så vanskelig at løse fordi kvinden er likeså uinteressant set en masse som hun er interessant set en passant. Det sidste ord er jeg ikke sikker på rigtig dækker hvad jeg mener, men en filosof har lov til ikke at vite alt hvad han ta-ler om. Der var bare en kvinde på Spitsbergen, og derfor ble hun så in-teressant at alle interesserte sig for hende. Hun ble gjenstand for et slags dyrkelse – selv om det ikke netop had-de noget med helgendyrkelse at bestil-le. Det var en ren lidelse dette med den eneste kvinde på øen, og set som filosofisk opgave kunde jeg ikke ha fåt noget interessantere problem at løse. Jeg hadde god anledning til at studere denne ene kvinde, men det var likesom der ikke ble noget egentlig helhetsindtryk igjen av hende. Der var hundrede kvinder i hende.
Og nu indtraf der en katastrofe: Filosofen reiste sig pludselig op, fægtet vildt med armene og brølte:
– Nu vet jeg det.
Jeg trykket ham brutalt ned på køikanten og holdt ham fast indtil han igjen fik herredømme over sine arme og sin tunge.
Jeg ventet spændt på at få høre løsningen av det indviklede filosofiske problem: Hvad er kvinden?
Han var blek, da han langsomt og med eftertryk sa: Kvinden be-drog mig. Jeg er kanskje allikevel ingen ordentlig filosof, når jeg ikke kunde opdage det?
Da han så min forbauselse over den uventede løsning på sin kvinde-filosofi, sa han bidskt: Kvinden var min kone!
– – –
Filosofen fra Longyear City hadde konstatert en sandhet, som han ikke hadde behøvet at reise helt til Spits-bergen for at opdage for filosofien.