Styrmand Karl Hansen om «Maud»-ferden og dens farer

(Bergen Tidende 25. januar 1926)

Haugesund, 25de januar.

En av «Maud»-ekspedition deltagere, styrmand Karl Han­sen kom lørdag til Haugesund efter et kort besøk hos nogen slegtninger, som bor i Hardan­ger. En av Haugesund Avis medarbeidere opsøkte hr. Hansen og bad ham fortælle litt fra færden.

Vi forela ham først telegram­met som meddelte at han ikke blev med på Amundsens nye polfærd. På vor henvendelse ut­taler han at han endnu ikke had­de fått nogen endelig beskjed om den sak, men han fandt det rime­lig at når kaptein Wisting vilde være med, blev denne foretruk­ket, bl. a. fordi han har vært lengst i Amundsens tjeneste. Men intet skulde ha vært mig kjærere end at bli med, uttaler hr. Hansen. Når man har satt sig som mål engang at komme over ”toppen” av jorden, uttalte han, var der jo her en glimrende anledning. Men en ny kan muligens tilby sig senere.

– Hvordan føles det at komme tilbake til civiliserte egne efter et så langt ophold i isørkenen?

– Det var naturligvis med jubel vi første gang så andre mennesker oppe ved Nome. Vi hadde da i 3 år og 2 måneder vært henvist til at se de samme ansigter og høre de samme stem­mer dag ut og dag ind.

Kameratskapet blandt færdens deltagere var hele tiden udmerket, men det nytter jo ikke at negte at det blir ensformig at høre de samme historier fortalt om igjen av de samme. Så længe vi var nogenlunde fremmede for hverandre gikk det jo an, men ingen har oplevet så meget at han i løpet av tre år ikke gjentar sig. Ombord var den ene dags begivenheter lik den andens. Et held for ekspeditionen var det at den bestod av så få. Derfor blev enhver optat med sitt arbeid, og mot ensomhet gives der intet bedre middel end arbeid. Klokken 9 præcis begyndte vi, og kvelden var det først klokken 6. Enhver hadde sitt at gjøre. Vakt om skuten blev der naturligvis holdt hver nat, og vakten deltes på alle efter tur. Heldigvis var alle deltagere i besiddelse av en jevnt godt humor, og ved siden at stadig beskjæftigelse er det en nødvendighet på enhver ekspedition av den art som «Maud»-ekspeditonen var.

Klokken 6 var vi fri, og vi fordrev tiden til kl. 10, som var sengetid, på bedste måte ved hjelp av lesing.

Hver søndag fik vi gjennem den trådløse meldinger om de vigtigste begivenheter ute i ver­den. Ad den vei fik vi også mel­ding om Amundsens polflukt, som vi kanskje fulgte med større in­teresse end de fleste andre. Vi hadde jo et nærmere kjendskap til de farer færden bød, og vi had­de personlige erfaringer for hvad det vilde si at lande på ujevn is. Selv hadde vi flyvemaskin med, men på de 3½ år vi lå deroppe hadde vi ikke anledning til at flyve mere end 3 ganger, og av disse 3 ganger hadde vi landingsuheld de 2.

– Deres stilling ombord?

– Jeg var styrmand og for­øvrig altmuligmand. Jagten var således en av mine specialiteter, og jeg skjøt naturligvis adskillig. Men der var lite vildt. På 3 år skjøt vi således ikke mer end 8 bjørner. Jagtutbytte var altid kjærkommet, bl. a. fordi vi trængte kjøtt til hundene vore. Forøvrig var det merkelig at se hvor hurtig floraen kom på de steder hvor den i det hele tatt fandtes. Således hændte det at da jeg gikk iland på en av øerne nordenfor Sibirien efterat der var gått 4 dager siden mit første be­søk der, stod alle blomster i fuld flor, mens jeg på mit første be­søk ikke hadde opdaget en eneste blomst.

– Færdens farer?

– De var naturligvis mange. Og så at si til hver tid måtte vi være forberedt på at måtte forlate skuten. Slæderne – 3 ialt – med proviant for 40 dager og tilstrekkelig med klær, stod til enhver tid parat på skibets dæk.

Men «Maud greiet alle vanskeligheter, og det er sikkert ingen overdrivelse at si at «Maud» er det bedste isskib i verden. De mange farlige skruinger i isen, som den var utsat for, greide den med glans. Skibet er, som De vet, bygget slik, at det hæver sig når isen skrur mot det, og det; hændte at vi hadde over 90 fot is under skuten.

Vor færd blir karakterisert som adskillig mer farefuld end «Fram»-ferden, bl. a. fordi vi var utsat for langt flere påkjendinger og ugunstige værforhold. Ofte lå «Maud» høit på et isflak med åpent vand omkring. For at få hundene iland, laget vi en taugbane over råken, og på den måte transporterte vi dem frem og tilbake fra skuten eftersom det var morgen eller kveld. 

– Ekspeditionens resultatet?

– Efter hvad dr. Sverdrup, som var færdens videnskabelige leder sier, gav den en masse og meget interessante videnskabelige resul­tater. Der blev tatt en 600 smukke billeder og en film på 3000 meter.

Vi kom løs den 12te juli efter at ha drevet i isen i en distance som er længer end tvert over Atlanterhavet.

En av færdens deltagere, Sy­vertsen, døde allerede første år efter 14 dagers sygdom, men ellers forekom der ikke sygdom om­bord.

Færdens eneste eskimo rømte like før vi kom løs.

Vi spør ham hvad han skulde ta sig til nu.

– Jeg er jo sjømand, svarte han.