Roald Amundsens hjemkomst til Kristiania

Det blev selvfølgelig byen* store samtaleemne igaar

Aftenposten 31/7 1912

I al stilhed kom Roald Amundsen i formiddag tilbage til Kristi­ania. Vor berømte landsmand havde ikke ønsket festlig eller officiel modtagelse, og end ikke hans nærmeste var vidende om, at han skulde ankomme hertil netop idag. Det var med udenlandstoget kl. 13, at han kom hertil byen. Amund­sen har lagt reisen over London fra Sydamerika.

Ved 1-tiden blev han modtaget i audiens hos kongen, og blev på slottet til nogle minuter før 3.

Vi harde strax efter audiensen anledning til en samtale med Roald Amundsen.

Sydpolens opdager så udmærket ud. Han har nu raseret af sig både skjæg og mustacher, så det sterkt brune og markerede ansigt ser næsten endnu mere ener­gisk og bestemt ud end før. Han var klædt i et lyst, spettet jakkesæt, af udseende kunde han nu gå for en typisk angelsachser. Dette er vel også grunden til, at han i disse turistoverfyldte dage så ubemerket har kunnet holde sit indtog i Kristiania.

– Men hvorledes gik det, blev De ikke gjenkjendt fort væk un­der hjemreisen? spurgte vi hr. Amundsen videre.

– Nei, sagde han. Det gik utrolig bra. Kun i Kjøbenhavn merkede jeg, at nogle få drog kjendsel på mig. Men ellers har jeg gudskelov fået lov til at være i fred og ro under reisen.

Jeg afreiste fra Buenos Aires den 6te juli ombord på dampskibet «Highland Warrior» og ankom til London den 27de juli. Der stan­sede jeg bare nogle få timer, an­kom did om natten og fortsatte om morgenen til Queensborough, der­fra til Vlissingen, tog så over Wamdrup til Kjøbenhavn. Reisen er gået raskt og godt. På damp skibet var jeg helt ukjendt.

Hr. Amundsen blev heller ikke på toget gjenkjendt, og da han fra Østbanestationen gik ud gjennem ventesalen og fra jernbanetorvet tog trikken udover Dram­mensveien, var der heller ingen, som kjendte ham.

Men da han skulde svinge ned til sin brors bolig i Hansteens gade nr. 9, stødte han på professor Geelmuyden. Og de to var kjendte. Som bekjendt er de me­teorologiske observationer fra sydpolsfærden oversendt professor Geelmuyden til bearbeidelse, så dette møde var morsomt nok.

Hjemme hos sin bror blev Amundsen imidlertid bare nogle få minuter. Så begav ham sig lige til slottet, hvor han blev til klokken 3.

På vort spørgsmål om, hvad den nærmeste tid vil bringe, svarede han:

– Nu skal jeg med en gang afsted og arbeide. Ude i Bundefjorden skal jeg gjøre min bog færdig. Så begynder foredragsturneen. De forskjellige datoer for denne er jo allerede offentliggjort. Jeg begynder her i Kristiania, antagelig 9de septem­ber. Min bror hadde ikke ventet mig hjem før i slutten af neste måned, så huset er under reparation. Men det går vel.

– Og når begynder så tu­ren nordover!

– I juni eller juli næste år, tænker jeg, at vi starter fra San Francisco.

– Og hvem bliver med Dem?

– Ja, det er endnu ikke ende­lig afgjort. Der kan komme så mange forandringer i disse planer endnu, så jeg nødig vil udtale mig derom nu.

Roald Amundsen havde fortalt os dette, medens vi fra slottet fulgte ham ned til hans brors bolig i Hansteen gade.

Roald Amundsen havde ingen­ting hørt om den storartede modtagelse, som hans folk havde væ­ret gjenstand for både i Bergen og her i Kristiania.

Vor medarbeider var således den første, om kunde fortælle ham herom, og det glædede ham øiensynlig meget at høre om den be­geistring, hvormed de var blevet modtaget.

**

Hos Roald Amundsen i Svartskog

Aftenposten 1/8 1912

Det blev selvfølgelig byens store samtaleemne i går, at Roald Amundsen var kommet hjem. Vi har jo vænnet os til overraskel­ser fra ham; men alligevel vir­kede den første melding utrolig; den blev simpelthen vist tilbage med overbærende hånd.

Ingen ventede ham, alle tro­ede ham vel forvaret nede i Syd­amerika, og så stod han pludselig på Østbanestationens perron som den ensomme mand. Hvor det lignede ham! En anden vilde ialfald have meldt fra, en anden vilde kanskje have taget festlighederne med, ikke han. Selv ikke hans broder og sekretær vidste andet, end at han skulde komme her på samme tid neste måned. Roald Amundsen er ingen ordknap mand; men han er taus, når det gjelder. Men hvad gjaldt det nu? Bare den lille ting, som i grunden kun vedkommer ham selv; at han vilde være i fred, mest muligt og længst muligt. Det er slige ting, som gjør, at han blandt vore berømte mænd kanskje er det greieste og mest rakryggede mandfolk. Og det er denne hans tilknappede beslutsomhed og målbestemt vilje i det små, som forklarer hans held i det store.

Roald Amundsen fik ikke længe være i fred, da han først var kommet hjem. Han gik alene fra stationen; han tog trikken der­fra. Før lignede han statsminister Michelsen lidt af udseende; nu viser det sig, at han nok lig­ner ham meget af sind. Michel­sen tog også trikken i kritiske øieblikke i 1905. Men, som sagt Amundsen fik ikke længe være i fred. ”Aftenposten”, som bragte et interview med ham i gårsdagens aftenummer, var, næst efter kongen, den første han talte med. Og siden havde han nok eftermiddagen fuldt optaget med ut snakke med avisfolk.

Først ved åttetiden i går aftes kunde han nå ud til sin vakre villa ved Svartskog. Bundefjordsbåden var flagsmykket, og på bryggen og villaen skinnede også de glade norske farver i den rød­lige kveldsol.

En halv times tid efter hjem­komsten satt jeg ude hos Roald Amundsen i den lune verandastue. Han ønskede mig sikkert langt bort; men han var bare ligefrem, hyggelig, elskverdig, slig som første gang jeg talte med ham efter «Gjøa»-dåden. Det havde sande­lig ikke anfegtet ham den ting, at han havde slået alle, uden undtagelse, alle arktiske og antarktiske sportsrekorder og gjort en mands dåd, som sætter alle olympiske lege i den uendelig skygge.

En vænnes igrunden nu omstunder let fra at beundre. Men ut han tager det slig, sin dåd og sin berømmelse på den så enkle måde, det kan jeg ikke lade være at be­undre. Det røber karakteregenskaber, som er sjeldne i denne berømmelsenes tidsalder.

Roald Amundsen er alligevel forandret ikke bare det, at han har raget sit skjæg af; men der er kommet noget skarpere, mer furet og jeg kan sige – det lyder kanskje rart – noget betydeligere over hans ansig. Det er ligesom han har vokset, som om der er kommet noget endnu mere udpræget og naturligvis også noget ældre over ham. Som han sad der jevn og elskværdig, havde hans væsen noget fremmed, noget af en større verden end før, en rolig overlegenhed, som understregede ved hans amerikaniserende udseende.

Modtagelsen der hjemme havde stemt overens med hans egen jevnhed. Flagene smeldte ganske vist, og hans gamle barnepige, som har været et halvt hundrede år i fa­milien tjeneste, var rørt og bevæget og stum ved det første gjen­syn. Og Roald Amundsens broder og svigerinde var naturligvis ikke mindre glade. Og ”Rex”, den store St. Bernhardshund, som skal vogte ham, mens han nu søger arbeids­fred dernede, ja den havde kanskje gjort det største indtryk på ham.

– Det er ganske eiendommelig, sagde Roald Amundsen, den kjendte mig igjen med en gang, og det er da to år, siden jeg reiste. Den holdt sandelig på at rive hele huset ned.

– Den likte mig ikke, da jeg kom.

– Nei, De ser der står på en tavle, at hunden ikke er sikker. Det nytter ikke herefter at komme hid og søge mig.

– Ja, jeg har en dårlig samvittighed.

– Blademænd har ingen samvittighed; det har jeg ialfald lært.

– Har De været svært udsat?

– Ja, i Buenos Aires, men på hjemveien undgik jeg lykkelig alle. Det var jo for at være i fred at jeg ragede skjegget af mig. Og det gik over forventning. På dampskibet kjendte ingen mig. Og forresten er der ikke noget nyt at få vide heller. Jeg fyldte 40 år på hjemveien, men det ved De vel.

– Hvorledes havde De det, da festlighederne var over der nede i Sydamerika?

– Jeg boede ude på Don Pedro Christophersens landsted. Der er meget pent, det er en uhyre eiendom. Jeg kan ikke finde varme og vakre ord nok til at udtrykke min taknemlighedsfølelse mod Don Pedro, han hjalp netop, da det kneb som værst. Og dernede var jeg, ja vi alle og «Fram» også hans gjæst og det er han, som bekoster «Fram» til San Francisco. Han har den rette følsomme gavmildhed, som hjelper når og hvor det trænges.

–De fik jo ikke bogen færdig der nede?

–Nei, men der er ikke svært meget igjen. Men det er ligesom først her hjemme, at jeg kan samle alle trådene og få laget den rigtige afslutning. Imidlertid vil jeg nu arbeide herude på villaen, in­tenst og i ro, og snart vil det sidste manuskript ligge rede.

– Bogen foreligger altså afsluttet før jul?

– Det er jo ikke min sag; men jeg tror nok det; ialfald er der intet iveien fra min side.

– Og det første foredrag hol­der kapteinen jo, efter hvad De oplyser, her i Kristiania den 9de september.

–Ja. Om jeg kommer til også at holde foredrag i de andre større byer i Norge, vet jeg ikke.

Men over til Bergen reiser jeg i ethvertfald; jeg skylder ber­genserne og deres store interesse det. Så bliver jeg jo nødt til at reise til Stockholm, København, Berlin, Paris og London, og der er vist flere steder. En kan jo ikke vide, hvorledes det vil gå på den reise. Vi er jo alle mennesker. Det vilde ikke være rigtigt af mig, ikke at have holdt disse foredragene, om der skulde hænde noget på færden mod Nordpolen.

– Greier det sig med de pen­ge, som er kommet ind til Nordpolsfærden?

– Det kan jeg ikke svare absolutt sikkert på. I et hvert fald kommer vi overmåde langt, og jeg tror nok, at vi skal klare os. En slig reises udrustning er imidlertid ikke så ganske let at be­regne helt på forhånd.

– Når bogen er færdig, vil De vel ofre Dem for forberedelserne til Nordpolsturen?

– Den har jeg allerede ofret mig for i stor udstrækning pr. tele­graf fra Australien. En stor del er allerede gjort. Udrustningen sker forresten efter samme princip som før. Kun en ting vil jeg have forandret. Jeg vil have virkeligt smør i stedet for margarin.

– Har De kunnet få marga­rin til at holde sig?

– Det har været meget vanskeligt. Men ordentlig smør får man til at holde sig. Jeg så noget smør, som havde været i Brasilien et år; det var fuldstendig som nyt. Danskerne er så flinke til at bevare sit smør.

Ikke lide af udrustningen, som tidligere er gjort istand iland, vil nu blive gjort ombord. Seilmageren Martin Rønne er så utrolig flink til alt muligt: han kan al ting den mand.

– Kapteinen ved vel så nogenlunde, hvem det er som bliver med nordover?

– Det bliver Jørgen Stubberud, Helmer Hansen, Oscar Wisting, Andreas Beck, Martin Rønne, Halvardus Kristensen, kaptein Nilsen er jo ombord på Fram, og han bliver med. Så har vi kokken Adolf Lindstrøm. Jeg vil forsøge at få en norsk læge med mig; det ser ud til, ut den amerikanske svigter mig. Af videnskabsmænd kommer kun me­teorologen Birkeland med. Den svenske maskinist kommer sandsynligvis også. Og da er vi jo næsten fuldtallige. Jeg trænger bare 3–4 sjøfolk, som kan fungere som allmuligmænd. Men det kan stå hen nokså længe med at engagere dem.

– Når må mandskabet reise over?

– I midten af oktober må gutterne afsted igjen. Og ved denne tid næste sommer håber jeg, at vi er oppe i isen igjen. I som­mer havde det jo under alle omstændigheder været umuligt at komme ud igjen. Nordpolsfærden vil forøvrigt foregå fuldstændig efter den oprindelige plan.

–Å jo og nei; en bliver igrunden en maskine. Man snakker om melankoli; jeg har ikke et øieblik følt den. Man siger, at polarfarere bliver glemsomme, at de ligefrem mister hukommelsen; min erfaring er ganske omvendt.

Det var virkelig så hyggeligt nede på den isbarrieren, at jeg og flere med mig bare ønskede, at vi kunde have vadret der et år til for at få fuldført vort arbeide dernede, slig som vi havde lystet; men jeg kunde jo ikke vide, hvor­dan man vilde optage det herhjemme. Det gjaldt jo om at få udført den oprindelige plan såsnart som muligt.

– Var det ikke lettere at gå mod Sydpolen, da det store mål vin­kede, end tilbage?

– Nei, jeg tror ingen af veiene generte os meget. Og det er jo også et mål at komme hjem. Tiden faldt os ikke lang hjemover heller. Og vi var jo aldrig syge. Forkjølet er det umuligt at blive.

– Og da flagget heistes på Sydolen?

– Vi syntes jo, det var ganske hyggelig at være nået frem (så nøgternt ser altså Roald Amundsen på det stolteste øieblik under den store færd).

– Var der betagende naturscenerier på veien mod polen?

– Ja, prægtige naturscenerier med et strålende spil af farver; men hvis jeg nu siger mere bliver jeg ødelagt af min forlegger.

Man kunde jo sidde og spørge og spørge; men selv Roald Amund­sen trængte ro efter den sidste reise, som har været i uafbrudt 25 døgn. Men endnu blev vi siddende en stund og snakkede om den gang, da budskabet kom og begeistringsbølgen nåede tilbage til dem dernede på Tasmanien gjennem telegrambunkerne.

Gladest havde de kanskje været for kongens telegram som kom først. Og Aftenposten, som kun indeholdt ordene: ”Hela Norge flagger” havde grebet dem stærkt. Det gav jo igrunden den bedste beskrivelse af stemningen hjemme, sagde Amundsen.

Kongen havde igår været den første, Roald Amundsen talte med. Kongen var meget interesseret. Siden ofrede Amundsen sig for aviserne og fotograferne. Det foto­grafi som Aftenposten bringer idag, var det første og det blev taget i Amundsens hjem i Hansteens gade.

– Nei, nu får De ikke vide mere, sagde han, og nu vil jeg være i ro en stund herude. Det er et deiligt sted, ikke sandt?

Men du Leon, granhækken er ikke kommet sig. Å nei, den står for udsat. Vi må have en ny hæk. Og hvorledes er det med roserne? Høistammede roser er min yndlingsblomst. Jeg bryder mig ikke om blomsterbed forresten, men roser er jeg glad i.

     – Ja, De må undskylde, her er malet overalt; de ventede mig jo ikke endnu. – –

Jeg undskyldte så gjerne al ting, da jeg endelig overlot Roald Amundsen til hans familie, til ”Rex” og til den lune kveldsfred derude på Svartskog, med det deilige udsyn over fjorden.