Politiken 5. november 1913
Sydpolens Opdager, Roald Amundsen, der i Oktober har været på en Foredragsrejse i Tyskland, vilde den 15de November i Kolosseum i Flensborg holde et offentlig Foredrag på tysk om Expeditionen til Sydpolen. Den påfølgende Aften vilde han holde det samme Foredrag på norsk. Politiet i Flensborg, der først havde givet den ønskede Dispensation fra den tyske Rigsforeningslov, har senere taget Tilladelsen tilbage.
Amundsens Representant, Koncerndirektør Sachs Berlin, bad den 1ste November telegrafisk den prøjsiske Indenrigsminister om at hæve Forbudet, da Foredragets Indhold selvfølgelig vilde være rent videnskabeligt og uden nogen som helst politisk Karakter. Den 2den November svarede Indenrigsministeriet. at Ansøgningen var sendt til Regjeringspræsidenten i Slesvig. Den 3dje November fik Direktør Sachs et Telegram fra Regjeringspræsidenten med Meddelelse om, at der ikke kan gives Tilladelse til, at Roald Amundsen må tale på norsk i Flensborg. Der er ikke meddelt noget som helst om hvorfor Forbudet opretholdes.
Efter Forlydende vil Foredraget imidlertid alligevel blive holdt i Flensborg. Danskerne har nemlig anmodet Amundsen om at tale for en indbudt Kres, hvilket de prøjsiske Myndigheder ikke kan forhindre.
*
Et Overgreb, der har Karakter af en Fornærmelse mod den verdenskendte Opdagelsesrejsende og den Nation, som han tilhører.
Kristiania, tirsdag
Privat for Politiken.
Meddelelsen om, at det er blevet nægtet Roald Amundsen at tale norsk, kommenterer en række Blade.
Statsminister Knudsen udtaler, at det Hele synes at tyde på en forbausende Mangel på common sense hos Tyskerne.
Aftenposten har forelagt Sagen for en af vore første Autoriteter på international Rets Område. Han udtaler:
– Dette ser unægteligt ud som et Overgreb. Foredraget holdes jo ikke på dansk, men på norsk, som også i folkeretslig Henseende er et fra dansk forskelligt Sprog. Selvfølgelig kan de prøjsiske Myndigheder i Sønderjylland nægte Tilladelse til Afholdelse af et hvilket som helst Foredrag, og for så vidt er der intet at gøre, men dette Forhold er en Krænkelse af de Hensyn som man ellers overalt i Verden tager til et andet Lands Undersåtter. Endvidere er der jo ikke den ringeste Grund til at tro, at Amundsens Foredrag om Sydpolen skulde have noen som helst Forbindelse med dansk Progaganda, hvilket er det eneste Moment, som kunde gøre et sådant Foredrag forklarligt.
Morgenbladet skriver:
– Når den prøjsiske Indenrigsministerium på Forhånd er underrettet om dette Forbud og ikke får det forhindret, får Sagen Karakter af en Fornærmelse ikke blot mod den verdenskendte Opdager, men også mod den Nation han tilhører. Man vil i Norge vente, at både Kejser og Forbundsråd vil have et Ord at sige. Det er givet, at Roald Amundsen ikke kan ønske at rejse til Tyskland, hvis der skal opretholdes et Forbud mod, at han får lov til at tale på sit eget Sprog, hvor som helst han ønsker det.
Dagbladet skriver:
– Tyskland har i dag opnået at vise Verden, hvor skammelig det behandler et erobret landområde. Det er lykkedes at prostituere det middelalderlige Voldsherredømme, som de tyske Myndigheder udøver i Sønderjylland, og man har samtidig på en aldeles enestående effektiv Måde fået Verden til at le. Siden ikke Köpenick-Affærens Dage har man aldrig moret sig bedre over de tyske Embedsmænds Optræden end i dag, hvor der i Sønderjylland er sat en Rekord i Dumhed. Regeringspræsidenten i Slesvig levner ikke sin Efterfølger noget at erobre.
*
Den berlinske Presses Kommentar til Forbudet.
Forbudet har vakt betydelig Opsigt i Berlin.
Berliner Tageblatt gør opmærksom på at Roald Amundsen, der er bleven udnævnt til Æresmedlem af første videnskabelige selskaber i Verden, og som er bleven modtaget af den tyske Kejser, sålede på prøjsisk Område behandles, som om han er en almindelig fredsforstyrrende politisk Vandretaler. Nordmændene vil sikkert blive henrykte ved denne Æresbevisning overfor deres berømte Landsmand, tilføjer Bladet og spørger samtidig, om man på ledende Steder er blind for, at den moralske Skade, som denne Forholdsregel tilføjer Tyskland, er af langt større Vægt end den, som Politiet i Flensborg mener at kunne afværge ved sit Forbud. Til hvilken Nytte opstiller man under sådanne Omstendigheter Fridtjof-statuen på Norges Kyst? Et moderne Kulturfolk foretrekker, at man ærer dets levende Helte frem for de døde.
**
Politikens kronikk 5. november
Rundt om vil det vække en almindelig og for Prøjsen ikke særlig smigrende Opmærksomhed, at den berømte norske Forsker, Sydpolens Opdager Roald Amundsen ikke kan få Lov til at holde et Foredrag på norsk i Flensborg. Grundlaget for Forbudet har Myndigheterne i den bekendte Sprogparagraf fra 1908, man skulde dog synes, at det havde vært klogere for en Gangs skyld at give en dispensation fra paragrafen – således som Loven tillader det – end at henlede Europas Opmerksomhed på det prøjsiske Regimente og de Mærkeværdigheder, hvortil det kan føre. At forbyde en af de berømteste nulevende nordmænd at holde Foredrag i Flensborg på sit eget Modersmål, fordi der i denne By lever en del Statsborgere, hvem norsk antages at ligge nærmere tysk, ja, det er meget småligt overfor de Danske, som man på denne Måde søger at ramme, og det er ikke videre elskværdigt og forekommende overfor den berømte Gæst, som man tilføjer en ufortjent Krænkelse. Overalt ellers i Verden tillades det en Foredragsholder at benytte sit Modersmål.
Det er sagt så ofte, at tyskerne ved disse små Trakasserier ikke opnår noget, og Kendsgerningene viser det. Man forstår derfor vanskelig, at de daglig holder fast ved en politikk, der kun avler Bitterhed og ikke bærer gode Frugter for noen. Men aldeles ubegribeligt bliver det, at de prøjsiske Autoriteter i deres blinde og frugtesløse Iver ikke tager i Betænkning at ramme Personer, der står ganske udenfor Spørgsmålet dansk eller tysk. Man vil dog vel nu overalt i Verden med et Skuldertræk spørge, om det virkelig er den Slags Midler, hvormed det store mægtige Tyskland bekæmper en Håndfuld Statsborgere, hvis Forbrydelse er den, at de taler dansk, og navnlig vil antage, at Forundringen i Norge vil få et vist Bipræg af Bitterhed. Man husker endnu, at den norske Forfatter, Løjtnant Coucheron-Aamot blev udvist for noen Tid siden; nu nægtes sydpolens Opdager – en af de nulevende Nordmænd, af hvem hans landsmænd er mest stolte – at holde sit foredrag på sit Modersmål. Man kan sige, hvad man vil, men meget høflig er det ikke, og Begivenheden er vel egentlig ikke egnet til at styrke norsk Sympati for vore sydlige Naboer. Berliner Tageblatt minder ikke uden Grund med noen Sarkasme om den kæmpestore Fridtjof-Statue, Kejseren i Sommer skænkede Norge, og Bladet tilføjer, at en Nation, endnu hellere ser sine levende Helte fejrede og anerkendte end sine døde. Det er utvilsomt rigtigt. Atter en gang har prøjsisk Ånd vist sig fra den Side, der mindst af alle er skikket til at skaffe den Sympati i Europa. Til gengæld er det lykkedes de slesvigske Myndigheder at forpurre et offentlig Foredra på norsk. Staten er reddet. Faren er drevet over. Man kan atter sove rolig i Regjeringsbygningen i Slesvig!