Hvad der kan læses ut av Roald Amundsens første beretning

av Adolf Hoel
(Morgenbladet 20. juni 1925)

«Heimdal», Spitsbergen, 19. juni.

Den av ekspeditionens delta­gere, som turen har tatt mest på, er Roald Amundsen selv. Hans træk er endnu mere strenge og markert end de pleier at være. Men så kan også de andre deltagere fortælle, at han har været den ihærdigste av alle til at ta i.

Selv siger Amundsen til Morgenbladets at turen til Sydpolen var ingen ting mot den netop tilbakelagte færd. Han trodde det ikke mulig, at nogen kunde ha det slik i tre uker som hans kamerater og han had­de hat det. Og han håbet ikke, at noget menneske måtte kom­me til at få det slik mere. Der var tider, da man bokstavelig talt sat som i en rottefælde og mange gange så det slik ut at en kunde fristes til at opgi alt. Og da starten hjemover fandt sted var hver eneste mand klar over at her gjaldt det liv eller død. Isforholdene var jo umu­lige.

Da Morgenbladets korrespondent nævnte for Amundsen at alle trodde at flyverne nu var på vei til Kap Columbia svarte han at isen var slik, at en færd tilfots dit vilde ha været den visse død.

Av ekspeditionens deltagere er det Ellsworth, som er mindst forandret. Riiser-Larsen, Dietrichson, Omdal og Feucht har alle mistet mange kilo. Men ellers er alle friske og helbredstilstan­den var fortrinlig under hele turen.

Vi begynder så småt at bli fortrolig med eventyret efterhvert som de tilbakekomne fortæller om sine oplevelser. Vor mottagelsesfest varte til ti-tiden i går morges, hvorpå de seks hjemvendte fik lov til at ta dampbad, skifte klær og barbere sig. Så nu har de ingen andre ytre minder fra den arktiske færd end virkningen av den kraftige avmagringskur.

Da hele ekspeditionen igjen samledes i går aftes var det før­ste de gjenværende av landpartiet gjorde at spørge om polflyverne var skuffet over at Nord­polen ikke var nådd.

– Nei, vi er ikke det! lød svaret. Selvfølgelig hadde vi jo alle håbet at kunne lande på selve polpunktet, idet dette vilde ha sat kronen på verket. Men allikevel er vi alle fornøide over de opnådde videnskabelige re­sultater.

De væsentlige opgaver eks­peditionen hadde sat sig, er og­så nådd, idet den har fåt kon­statert de geografiske forhold i 160,000 kvadratkilometer av det ukjendte område av den norske del av Polhavet. Videre har den fåt fyldige observationer fra det sted, hvor man landet. Den­ne stemning deles også ubetin­get av Amundsen selv.

Det mest spændende øieblik under selve turen var starten for hjemflyvningen og såvidt vi kan forstå, var også da ene­ste gang flyverne virkelig var ængstelig for sin skjæbne. Hvis maskinen var blit ødelagt under hjemstarten, vilde situationen ha været mere end kritisk for samt­lige, idet det praktisk talt vilde ha været håbløst med de små forråd at nå land over isen.

På hjemveien førtes «N 25» av Riiser-Larsen med Dietrichson som obser­vatør.

Hjemkursen sattes for Verle­gen Hook og da Spitsbergens nordkyst kom i sigte, viste det sig at retningen stemte på streken. Alle er enige om at Riiser-Larsens føring av maski­nen og Dietrichsons navigering under yderst vanskelige forhold var fremragende bedrifter. Den sterke vind bevirket imidlertid, at da kysten kom isigte, blev retningen sat for Nordkap, idet stabiliseringsrørene hadde sat sig så fast, at de ikke kunde bevæges, så maskinens stabili­sering var umulig. Riiser-Larsen besluttet derfor at lande i sjøen, hvilket skjedde omkring 40 kilo­meter nord av Nordkap. Herfra kjørtes så maskinen på vandet en times tid hvorefter den fortøiet ved et isflak i Fuglebukten.

Under flyvningen sat Amund­sen ved siden av Riiser-Larsen, Ellsworth sammen med Omdal og Feucht i benzinrummet.

Landingen fandt sted ved 7-tiden den 15de juni. En times tid efter at de var kommet i sikkerhet i Fuglebugten, just mens man holdt på at tilbere­de et måltid, fik flyverne øie på «Sjøliv».

Samarbeidet mellem de seks deltagere har været det bedste under hele turen og besætningerne på begge maskiner er klar over, at hvis de ikke hadde væ­ret sammen deroppe, vilde det ha blit yderst vanskelig for et enkelt parti at klare sig, forutsat at der ikke var blit start umiddelbart efter landing.

Forøvrig har stemningen un­der hele turen været den bedste. «Hobby» hadde 28 timer før maskinen kom til Fuglebugten været der. «Heimdal» går idag nordover med Riiser-Larsen, Dietrichson, Omdal og Feucht, som flyver maskinen til Kingsbay, mens Amundsen og Ells­worth ikke blir med.

Deltagerne i flyvningen er forberedt på at få se maskinen i dårlig forfatning, idet de fortæller at den var blit sterkt medtat under opholdet i isen. Den er dog i fuldt flyvedygtig stand. Omdal medbragte nedover på «Sjøliv» en kjeksboks med 600 film. Der blev tat mange foto­grafier fra arbeidet i isen. Bil­lederne vil hjælpe godt til forståelsen av det overmenne­skelige arbeide som blev utført med at rydde startplads ved hjælp av så primitive redska­per som små økser, isankre og knive på skistave. For at ha mindst mulig vegt ved starten for hjemflyvningen efterlodes foruten alt gods, effekter og ski også videnskabelige instru­menter for omkring 20,000 kr. Alt dette lastedes ind i «N 24» som der dog er liten chance for at man nogensinde skal få se igjen, da den antagelig alt er nedskrudd. I en benzintank nedla flyverne før hjemstarten breve. Denne tank er så let, at den ikke vil bli nedskrudd, så den muligens kan gjenfindes ad åre.

Som en interessant enkelthet fortæller flyverne fra opholdet i råken at de på den høie bred­degrad første dag så en stor­kobbe på isen. Senere så de også alker og to gjæs. Dyreliv er ikke tidligere iagttat nordenfor 85 grader.

Da Amundsen fløi fra Kings Bay, var det solskin og stille. Han tok veien op langs vestkysten til nordvesthjørnet av Spitsbergen. Her hadde han et sikkert avfarende sted, som det heter, og han kunde sætte sin kurs sikkert både ved hjælp av sit solkompas og ved hjælp av et almindelig kompas. Ved Danskegat kom han imidlertid ind i tåke og nordøstlig vind. Han fortsatte at fly over et tåkebelte som var ca. 300 km. bredt. Efterat ha fløiet endnu 2 timer i klart veir fandt han ut, at han var for langt vest, hvor langt siger han ikke, hvor­for han forandret kurs, fløi i 3 timer og gik ned på 87 gr. 44 min. n. br. og 10 gr. 20 min. vest for Greenwich. Fra dette sted fløi han så direkte til Nordkap på Spitsbergens Nordostland.

Spørsmålet er nu: Kan man på grundlag av Amundsens be­retning konstruere op den rute han har fulgt?

Fra Kings Bay til Sydgat er veien grei. Han har gåt langs kysten. For resten av ruten opover har man 2 faste  punkter – Sydgat og landingsstedet. Der­imot kjender vi ikke kursforandringspunktet. Dette kan imid­lertid også bestemmes nogen­lunde når man gjør visse forutsætninger. Vi har her Amund­sens opgave over hastigheten som et sikkert holdepunkt. Den anden faktor som bestemmer det ukjendte punkts beliggenhet er den tid han brukte mellem de to punkter. Den tredie faktor, som man må regne med, nemlig vin­dens retning og styrke, er det værre med. Amundsen siger, at flyverne hadde nordøstlige vinde, men nævner intet om dens styrke. Imidlertid har vi også her et holdepunkt. På Norskøerne lå nogen norske fangst­folk, som ved siden av at drive fangst også foretok meteorologiske observationer. Ifølge Fredrik Ramms telegram hadde man startdagen på Norskøen frisk nordøstlig vind. Beteg­nelsen frisk om vinden vil si at den har en styrke på ca. 9 meter i sekundet. Forutsætter man at denne vind også blæste i 1000 meters høide hvor Amundsen fløi og at den stod hele veien, kan man regne ut, at vore polflyvere fik en vestlig avdrift som førte dem op til et punkt på ca. 84 gr. 20 min. n. br. og ca. 2 grader længde øst for Greenwich. At dette er helt rigtig er ikke sannsynlig, men resultatet synes på den an­den side heller ikke at være uri­melig. Avdriften i kursforan­dringspunktet beløper sig til ca. 150 km. At Amundsen har ob­servationer som helt nøiagtig be­stemmer hans kursforandrings­punkt er litet sandsynlig – der­til er vel observationer fra flyvemaskine for vanskelige – hel­ler ikke har han kunnet foreta absolute målinger av vindens styrke og retning. Det er vel derfor neppe nogen sandsynlighet for at verden nogensinde får vite den nøiagtige beliggenhet av vore polflyveres kursforandrings­punkt. Ovenstående kart og tabel gir en oversigt over flugtens sandsynlige forløp.

Om de videnskabelige resulta­ter er at si, at de er meget store. Konstateringen av tåkemasser, f. eks.; vi visste jo, at tåken var sterk og meget almindelig oppe i isen. Men at den hadde så stor utstrækning visste vi ikke. Amundsen har fund et, at den breder sig over uhyre områder på en gang, men vi trodde, at tåkeforekomsterne kanskje var på mere isolerte strækninger. Denne opdagelse er av den stør­ste betydning for kommende ark­tiske ekspeditioner, idet man må ta specielt hensyn til tåken.

Distancer

Kingsbay–Sydgat  80 km
Sydgat-kursforandringspunkt 84° 20’  560 km
Kursforandringspunktet landingsråken 87° 44’  380 km
Landingsråken-Nordkap  855 km

Tid

21/5 kl. 5,15 em. kl. 5,50 em. = 50 min  150 km/t
21/5 kl. 5,50 em. – kl. 10 em. – 4 timer 15 min  130 km/t
21/5 kl. 10 em. 22,5. kl. 1 fm. = 3 timer  126 km/t
15/6. kl. 10,40 fm. – kl. 7,15 em. = 8 timer 35 min  100 km/t

For flyvningen over Ishavet er polarisens uskikkethet for landing av fundamental betydning. Amundsens resultater her bekræfter dem man kom til ombord på «Maud».

Amundsens dybdemålinger er også av stor betydning. Det viser at der ligger et stort hav nordenfor Spitsbergen, og at dette sandsynligvis breder sig også over polen med omgivelser. Amundsen målte en dybde av 3766 meter. Det bekræfter Nansens teori om, at der er dypt vand i hele Ishavet. Nordenfor Spitsbergen er der et hurtig fald ned til over 3000 meters dybde allerede på 81 grader. Det er endvidere konstatert av Peary under hans lodninger nordenfor Grønland, at der er store dybder. Altså breder der sig et dypt hav i det triangel som dannes mellem Nord- Spitsbergen, Nordpolen og Nord-Grønland.

Adolf Hoel.