Forberedelserne på Spitsbergen til Amundsen-Ellsworths polflyvning. Da plassen for luftskibshallen og fortøiningsmasten blev fundet

blev fundet

av

Premierløitnant John Høver.

Morgenbladet 19/11 1925

– Brev til Morgenbladet –

Vi stod i ved Kongsfjorden i grålysningen den 17de oktober 1925 og måtte sno og vri os ind mellem masser av kalveis fra bræerne; disse kunde ha en høide over vandet på indtil 6–8 meter. Det var særegent for året at bræerne kalvet så sent, og det fortsatte med bulder og brak så længre jeg var deroppe.

Kl. 10 landet vi. Efter jeg hadde hilst på driftsbestyrer Sherdal, befarte jeg steder jeg efter kartet hadde antat måtte bli at velge mellom. Kl. ½4 var det mørkt, men jeg hadde vært overall 2 gange. ”Dette var dårlige greier,” tænkte jeg med mig selv gjentagne gange, da jeg noget træt i knærne ruslet hjemover. Mit elskværdige vertskap, bestyrer Sherdal og frue, delte imidlertid ikke min opfatning; der måtte da være tomter nok til både hus og mast, men­te de.

Jeg hadde truffet de rette folk at diskutere saken med. Ingeniør Sherdal hadde vært ved Kings Bay-gruberne i 6 år, og kunde fortelle mangt og meget om for­holdene av stor værdi. Vinden blåser altid rett ut fjorden fra bræen Kings Highway. En en­kelt gang blåser det motsat – fra nordvest – og kun meget sjelden, ved ordentlig stormvær, blåser vinden sydvest fra fjel­dene, og Brøggerbræerne ned over ”leiren” – grubebyen Ny Ålesund.

Næste dag – søndag – var det fremdeles fint vær, og næsten snebart på lavlandet. Jeg var lemster efter gårsdagens pludselige traving efter 14 dages reise uten særlig meget motion, men med ingeniør Sherdals behagelige følge gik jeg en ny ”runde” på 3 timer hurtig og let. Jeg laget situationer og Sherdal måtte de­monstrere og antyde virkningen. Så skridtet vi 300 meter hit og 400 meter dit osv, og kom til at her burde det ene hjørne ligge. Retningen til næste hjørne måt­te gå i den fremherskende vind­retning – ut fjorden og samtidig over nogenlunde horisontalt terræng i 120 meters lengde. 120 meter er langt i terrænget, især når man skal ha størst mulig distance ved begge ender. Hallen som er på 110 x 34 meter dækker altså 3¾ mål. Nu angav to små stenvarder det søndre og vestre hjørnes omtrentlige plads. Men der måtte soves på denne be­slutning og sees på det en gang til. For mastens vedkommende var der endnu for meget i veien til at endog nogen foreløbig be­stemmelse kunde tages, – ”og så var den dag spolert.”

Næste dag var det tæt snedrev og temperaturen holdt sig som for på ca. 10 grader. Jeg stavret atter til mit ”hellige sted” nu med en hjælper, målebånd og theodolit. Jeg kunde imidlertid ikke gjøre mere end at ombytte de to stenvarder med jernpæler og anbringes endnu to, så de fire hjørner derved foreløbig blev markert. På grund av sneværet om dagen fik jeg endnu sove to nætter på beslut­ningen. Men da så onsdagen kom med klarvær og 20 graders kulde, som endnu ikke føltes koldt, fandt jeg alt såre vel og gik igang med nivellering av terrænget og utstikningen av tomten. Den­ne er altså beliggende ca. 450 meter SSO av direktørboligen (villaen), med længdeaksen omtrent i SO –NV ca. 25 meter over havet, og nær 300 meter fra stranden.

«Alekto» med tømmermændene kom til Kings Bay fredag mid­dag den 23de oktober efter en fin tur i magsveir. Der var både humør og liv i de guttene. Man­ge av dem var reisevante karer, næsten halvparten hadde fulgt tømmermester Arild og formand Andresen til Rio ifjor, hvor de reiste Norges paviljon. ”Ikke tale om klima,” sa gutterne som ifjor var i troperne på 23 gra­der sydlig bredde og nu på 79 grader nordlig. Istedenfor middagslur tok de fleste avgårde til Amundsens mindesten og ”tom­ta”. Om eftermiddagen installerte man sig i ”Polbarakken” og ”Vaterland” og kl. 6 eftermiddag var lossingen i fuld gang. Med to skift lossedes fra kl. 7 morgen til midnat indtil onsdag aften, da al last var bragt i land. Det var en slump pene hauger på begge sider av jernbanesporet som meld­te om at nu var arbeidet med Amundsens næste ekspedition i fuld gang. Fra Kings Bay-selskapet kunde vi deponere tre heste – små nordfjordinger – men da dette knapt var halvnok hadde vi allerede onsdagen gåt igang med at lægge jernbanespor til tomten, ca. 400 m. fra nær­maste tilknytningspunkt. Dette blev desværre først færdig sam­tidig med at lasten var losset.

Den videre transport op til byggepladsen måtte så tages som en forfaring for sig. Hele losningen foregik i det fineste vintervær og utsigterne for at været skulde stå, var de bedste.

Mens «Alekto» om torsdagen fik kul og vand, la jeg sidste hånd på verket og stak ut pladsen for mastens fundament.

Med sin vel utrustede ekspedition og den udmerkede assistance tømmermester Arild har i de velutstyrte verksteder og lagere til­hørende Kings Bay-selskapet samt den elskværdighet og hjelpsomhet som blev vist os, har jeg god tro på at alt nu skal bli færdig i ret tid – hvis ikke været blir altfor urimelig! Sneskufning på arbeidspladsen kan nemlig bli et meget plagsomt onde. Tømmermænd og cementstøpere har nemlig hver især nok at gjøre. Hallens skelet skal reises og alle grundarbeider samt støpning av mooringsmastens og hallens for­ankringsblokker, ialt ca. 200 kubikmeter betonstøpning, skal være ferdig til april. Det gjælder så at se masten og hallens seildukstræk kan komme op i god tid.

En uvurderlig stor nytte for arbeidet og stor glede for hele leirens indbyggere var det at Luftseiladsforeningen fik disponere selskapets kraftstation og det nylig anlagte vandforsyningsarrangement.

Det er nyt og eget i sit slags. Fra Tvillingvandet som har den egenskap at det ikke bundfryser på grund av varm kilde, har man i alle år kjørt vand til leiren el­ler smeltet sne og is. I sommer tok man imidlertid skridtet fuldt ut og la en pumpeledning de ca. 2 km. Isolationen som består av hvitmose og hø i dobbelt indkapsling, er så god at når man i 20 graders kulde anvendte 4 kilowatt elektrisk energi gjennem en isolert ledning langsmed selve røret, så fik man så at si hele energien igjen som temperert forhøielse i vandet – fra 1 varme­grad til 4 varmegrader.

Vore folk – 32 mand – skal neppe lide noget savn under sin overvintring. Man forestiller sig forholdene meget værre end de føles på stedet. Freia chokoladefabrik, Tiedemann og andre som også denne gang viste sin gavmildhet, har også bidraget til at gjøre forholdene bedst mu­lige.

Horten, 12te november 1925.

J. E. Høver.