Print Friendly, PDF & Email

Et intervju med Roald Amundsen i København

                                        Politiken 13/11 – 1913

Sydpolens Opdager, kaptajn Roald Amundsen opholdt sig i København på vej fra Kristiania til Tyskland. I Morgen Aftenholder han Foredrag i Kiel, i Overmorgen ta­ler han på Tysk i Flensborg og den følgende Aften på Norsk samme steds.

Vi havde i går Lejlighed til en lille Samtale med Hr. Amundsen på Paladshotellet.  Han er stadig rank som et Kongelys; men Ansigtet er blevet lidt træt, siden han sidst besøgte Kjøbenhavn. Ustraffet holder man ikke 250 Foredrag i alle Verdensdele alle Sprog. Kaptajnen så i Virkeligheden raskere ud, da han kom hjem fra Sydpolen.

– Særlig Turen gennem Ameri­ka var anstrengende, sagde han, derovre holdt jeg over 150 Foredrag. Havde det været om forskellige Emner, vilde jeg endda ikke have beklaget mig; men det virker slappende stadig at lire de samme Sætninger af. Jeg følte mig til sidst som en Automat.

– Hvorledes blev De berørt af Forbudet mod at tale på Norsk i Flensborg?

– Jeg fik det at vide gennem Udenrigsdepartementet i Kristiania og tog mig det ad notam. Hvad skulde jeg gøre? Nægte kan jeg dog ikke, at jeg blev glad, da jeg hørte at forbudet atter er hævet. Imidlertid vet jeg kun dette gjennem Pressen, jeg har ikke fået noen officiel Meddelelse derom. Det har også glædet mig af Politiken at se, at de danske i Flensborg vil afholde sig fra Demonstrationer af enhver Art. Jeg taler jo om et videnskabeligt Emne, og Demonstrationer ynder jeg i det Hele ikke. Men de danske Sønderjyder er jo kendte for deres takt, så alle bemærkninger af denne Art er i Virkeligheden overflødige.

– Hvor rejser De hen, når De er færdig i Flensborg?

– Først til Berlin og derfra videre til Schweiz og Østrig-Ungarn. Jeg skal i alt holde 11-15 Foredrag endnu, men så er det også forbi med min Foredragsvirksomhed for denne gang.

– Kommer den tyske Kejser til Foredraget i Berlin?

– Jeg vet ikke endnu ikke. Under mit sidste Besøg i Rigshovedstaden var han optaget af Manøvrer. Men han sendte mig en kordial Hil­sen.

Fremtidsplaner.

– Når De er færdig med Deres Foredragsvirksomhed, hvilke er da Deres Planer?

– Jeg vender tilbage til Norge for at holde ferie, inden jeg definitivt begiver mig ud på Nordpols-Ekspeditionen. «Fram» ligger for Tiden i Co­lon parat til at stikke gennem Panamakanalen. Skibet afsejler så snart som muligt og går derefter i Dok i San Francisco for at få de rådne Bundplanker erstattede med andre. Om hvor stor Skaden er, kan jeg endnu ikke danne mig noget Begreb, og ligeledes mangler jeg fuldstendige Oplysninger om, hvor stor en Del af Konservesen der er rådnet og hviken Del. Men jeg forstå dog at Ulykken ikke er så stor som skildret.

I Juni Måned 1914 afgår Ekspeditionen fra San Francisco, og i August-September er vi inde i Driv­isen. Besætningen bliver 14 Mand, overvejende Nordmænd, dog med en Svensker, vor Maskinist. Fra Dan­mark har jeg ikke modtaget Anmodninger om at komme med. I Alaska køber vi 25 Hunde. Disse er ikke fuldt så gode som de grønlandske; men vi må hjælpe os med dem. Den Hund, som jeg havde med til Sydpolen og som nu – den eneste Tilbageblevne af det Kobbel – har sine gode dage i mit Hus ved Kristiania, skal ikke denne Gang ulejliges. Den har haft Strabadser nok. Inden vi forlader San Francisco, er jeg af den derboende danske Auronaut Christophersen blevet uddannet til Flyver. «Fram» medfører to Biplaner, der allerede står fuldt montered i San Francisco. Jeg venter mig meget af disse Flyvemaskiner, der uden Tvivl vil være os nyttige ved Rekognoscering. At Kulden skulde hindre os i at flyve, kan dog jeg dog ikke tro. Som De vet, tager vi Proviant med for 7 år; men forhåbentlig vil det lykkes os at drive over Polarbassinet i betydelige kortere Tid. Sidste Gang, da «Fram» gjorde Rejsen, tog det 3 År. Verst er det naturligvis for os, hvis vi undervejs driver på Land og ikke kan komme af Stedet. Så må vi klare os hjemover, som bedst vi kan. Der er i den sidste tid foretaget en Række Tidevandsberegninger af Amerikaneren D. Harris, der på Grundlag heraf har fremsat en interessant Teori om, at der i nærheden af Polen må findes et stort Konti­nent. Det er muligt, at dette Land ligger under Havets Overflade, og i så Fald vil det ikke genere os. Jeg er i øvrigt ikke videre bange for at stole på Land, thi Erfaringen siger, at Strømmen følger Kysten. Vi vil derfor antagelig drive udenom Kontinentet.

Scott, Peary og – Cook.

– Hvorledes stiller Ekspeditionen sig økonomisk?

– Syd- og Nordpolsekspeditionen må tages under et, og vi har da en Udgift på ca. 600,000 Kroner. Til Dækning har den norske Stat givet 130,000 Kroner og Private 170,000. En Del håber vi at få ind ved Salg af Postkort, der på den højeste Bredde­grad stemples af et om Bord i Skibet værende Postkontor. Og så er der Fortjenesten på mine Foredrag. Dis­se har dog ikke givet en så stor Sum som forventet, og vi kommer derfor til at mangle Penge. Cook har tjent betydeligt mere på Nordpolen end jeg på Sydpolen. Han holder stadigt Foredrag i amerikanske Varietélokaler, og efterhånden er der, så mærkeligt det lyder, flere, der tror på ham end på Peary. Havde jeg været lige så dygtig Forretningsmand, var jeg kommet ud af det med Overskud. Nu synes det atter, som om jeg skal starte med Gæld, hvad jeg har gjort to Gange før, men hvad jeg grumme nødigt gør igen.

– Har De læst Scotts efterladte Papirer, der lige er udkomne?

– Jeg har endnu ikke set Bogen. Men jeg forstår så godt, at han i sine Dagbøger taler om den store Skuffelse, det var ham, ikke at nå først til Polen. Denne Skuffelse har måske været medvirkende til, at han så hurtigt bukkede under. Den dybere Årsag må dog ses i hans efter min Formening ikke helt gode Udrustning. Han savnede vore glim­rende Hunde.

– –