Print Friendly, PDF & Email

En samtale med “Fram”s kaptein Torvald Nilsen

im”-karerne

(Aftenposten 22/4 1913)

– Ja, jeg er blevet fotograf også nu, siger kaptein Nilsen. Det er godt at kunne lidt af hvert, når man skal ud på en slig tur (den planlagte Nordpolekspedisjonen). De par sidste måneder har jeg gået i lære hos fotograf Wilse. Og nu klemmer jeg af alt mulig mellem himmel og jord. Jeg har ligget i en båd ude på fjorden og fotograferet de sidste dage, – der skal et eget snit til at tage gode sjøbilleder.

– Men De går jo i buntmagerlære også samtidig?

– Ikke akkurat det, nei. Men jeg driver på med at præparere en del fugleskind og den slags. Det kan være mange slags skind at få tag i deroppe i isen, og man vil jo nødig have dem ødelagte med en gang.

– Og forøvrigt er De proviantmester og chef for udrustningen her hjemme?

– Ja. Vi har liggende 630 kasser, vesentlig med middagsproviant, borte i Historisk museums kjelder. Kjød og flesk i forskjellige udgaver, supper, blandinger, grøntsager osv. Grøntsagerne er fra Tyskland og endel af provianten fra Danmark, men det allermeste er fra Thorne i Moss. Derfra skal vi også have en hel del hundepemmikan. Og af fiskepemmikan for hundene har vi allerede omtrent 300 kasser. Men det bliver jo til sammen meget mere end dette. De “historiske” kasser veier hver en 50 – 60 kg., grøntsagkasserne omkring 70 kg. Vi har middagsmad for 14 mand i ca. 5 år.

– Og når skal al denne maden gå sydover?

– Beck reiser med den i slut­ningen af mai. Fred. Olsens «Brakar» skal ned til Buenos Aires da, og der bliver Beck og provian­ten med. Forøvrigt bærer det mod opbrud på forskjellige kanter nu. Omkring midten af mai reiser Wisting, Rønne, Helmer Hansen og Stubberud sydover. De går med Johnson-linjens dieselmotorskib «Suecia» og er fremme i Buenos Aires i midten af juni. Lindstrøm, Christensen og Sundbäck er, som De ved, allerede om­bord på «Fram». Og selv reiser jeg førstkommende mandag.

– Til Buenos Aires?

– Nei, foreløbig til Horten. Jeg har jo vært udenfor marinen så lenge nu, at det rimelig, de vil have tag i mig igjen. Først var det til koffardis i nogle år og nu med «Fram» i 3 år ”og vel så det”. Men den 30te april begynder jeg tjenstgjøringen ombord på «Norge» og bliver der antagelig til i slutningen af september. Det bli­ver det vanlige sommertogt langs kysten, ingen langtur, såvidt jeg ved.

– Men kommer ikke dette lidt på tverke med Deres egne planer?

– Tja, – jeg skulde jo havt stor lyst til at være med på den turen gjennem Panama. Men ”busi­ness before pleasure”, vet De, og det er ingenting at gjøre ved det. Såsnart jeg er ferdig med tjenstgjøringen, skal jeg forresten ned til Deutsche Seewarte i Hamburg og gjennemgå et kursus i trådløs telegraf.

– Ja, «Fram» skal jo have trådløs telegraf om bord?

– Jada. Og 2 flyvemaskiner. Og et helt kinematografverksted. Det bliver en ganske merkelig tur, kan De tro, og helt anderledes end tidligere isdriftsexpeditioner. Der har været snakket om, at det mu­ligens ikke var fornuftig at tage alle disse nymoderne greier ombord. Men jeg synes Roald Amundsen gjør aldeles rett i at tage dem med. Man skal da drage sig til nytte, hvad udviklingen og fremskridtet kan byde en. Og det er ikke tvivl om, at vi kan have stor nytte af disse forskjellige ting, både direkte og indirekte. Og slig afvexling de vil kunne skaffe os da?

– Hvordan kommer man til at ordne sig med trådløsdepecherne om bord?

– En enkelt mand – og det bliver da formodentlig mig – må sende og tage imod alle meldinger. Det kommer jo an på, hvorvidt og i hvilken udstrækning man kan bejendtgjøre de ankomne nyheder om­bord. Chefen vil naturligvis få vite altsammen, men forøvrig kom­mer del an på. Sygdom, dødsfald og lignende kan det være hensigtsmessigst ikke at melde noget om. For de videnskabelige observationer vil naturligvis radiotelegrafen være af den aller største betydning.

– Og kinematografen?

– Ja, det er jo indlysende, hvor megen nytte og hygge både vi selv – og forhåbentlig mange andre – vil kunne have af den. Jeg havde tenkt at få gjennemgået et virkelig kursus her hjemme i billedeoptagning m. v., men det har desverre vist sig vanskelig. Enten i Ham­burg eller i Amerika vil jeg deg prøve at blive sat ordentlig ind i det. Men billeder, – det er sandt! Har De seet Wilses 5 store pregtige Norges-billeder, som hen­ger i «Fram»s saloner? Det er noget af det vakreste jeg har seet. Og allesteds, hvor vi kommer, bli­ver folk begeistret for dem. Tenk, ser Det virkelig slig ud i landet der nord? Jeg tror s’ku sydamerikanerne bliver Norges-turister bare på de billederne –.

– De skal blive flyver også?

– Roald Amundsen skrev i et brev og tilbød mig det, ja. Men jeg får neppe tid. Både han selv og Helmer Hansen skal imidlertid lære at flyve. Han har kjøbt 2 aeroplaner i Amerika, skrev han, og udpå våren 1914 skal flyveøvelserne begynde udenfor San Francisco. De vil vare en 3 måneders tid. Helmer Hansen skal være forferdelig ivrig efter at lære at flyve. Han bliver sikkert udmerket dygtig også. Og Sundbäck, som allerede er en udmerket ”motormand”, skal specielt studere flyvemaskinmotorer derover. Han skal som bekjendt være med nordover.

Apropos kinematografen, – gjennom Leon Amundsen medtog jeg for en stund siden indbydelse fra det store kinemotograf-firma Gaumont, Paris, om som selskabets gjest at komme til Paris og få gjennemgå et 3 måneders filmsfotografikursus. Men hvordan skal man få tid til alt mulig! – Jeg burde også egentlig have lært mere ocoanografi og hvad dermed hører sammen. Men trådløskurset ved Seewarte vil formentlig vare til ud i marts måned. Og i San Francisco må jeg være i god tid for at tage imod proviant osv. Jaja, vi får nu se, hvordan det går –.

– Hvordan står det til med «Fram» nu?

– Hun har det udmerket. Hun har været i tørdok, er gået nøie efter i alle sømmer og befundet i udmerket stand. Riggen er udbedret og delvis fornyet, – det gik jo hårdt på den i stormen under hjemseilingen fra isbarrieren sidste gang. Ny mersere er sat på, den var i 3 stykker, klyverbommen var og­så sterkt medtaget, og 3 andre nye bommer har den fået. Opsynsmændene ombord har desuden havt en extrajob –: at rydde ud alle de rotter, vi engang havde fået om­bord. Men det er gasset bra, skriver en af karerne. Og så har de fiffet op skuden igjen, skrabet den og malet den. Jeg skrev netop igår nedover til karerne og bad dem holde skibet i finfin stand. De må skinne af «Fram», når den seiler gjennem Panamakanalen.

   –  Ja, når vil det finde sted?

–  Direkte har jeg ikke hørt noget, men i Aftenpostens tele­gram stod det jo, at åbningen skulde foregå i september. Før i oktober bliver det dog vel neppe. I slutningen af juli går formodentlig «Fram» fra Buenos Aires, – den skal vare i Colon, ved indseilingen til Panama fra Atlanterhavet, en gang i september. Og hvis så gjennemseilingen foregår i oktober, vil «Fram» være fremme i Frisco i november. Fra Panama til Frisco tager det ca. en måned, – det pleier at være meget modvind på den strekning.

– Kommer alle «Fram»-karerne til at være med på turen gjennem Panamakanalen?

– Alle, med undtagelse af Birkeland og mig selv, som først ste­der til i San Francisco. Amund­sen selv må naturligvis være med, og han skal have Peary med sig som sin gjest. Nordpolens og Sydpolens opdagere på «Fram»s kommandobro gjennem Amerika! Desuden bliver det altså «Fram»-karerne Helmer Hansen, Wisting, Rønne, Beck, Stubberud, Lindstrøm, Halvardus Chri­stensen og Sundbäck.

Da vi reiste fra Buenos Aires ned til isbarriæren sidste gang for at hente overvintringspartiet, blev der forhyret 2 norske matroser Halvorsen og Olsen fra Bergen. De har vært på «Fram» hele tiden siden. Sammen med 2 andre norske sjømænd har de passet «Fram» i Buenos-Aires. Disse fire kommer også til at blive med på turen til Frisco. De to bergensere – udmerket dygtige og hyggelige folk – har fået løfte om at blive med nordover også, hvis der skulde blive et uformodet forfald blandt nogle af de allerede engagerede faste folk.

– Hvor mange deltagere kommer selve Nordpolsexpeditionon til at telle?

– Fjorten. De elleve ovenfornevnte “gamle” «Fram»-karer og tre til. Hvem disse tre andre bliver er endnu ikke afgjort. Nærmest skulde der da trænges en lege, en styrmand og en fuldt uddannet oceanograf. Men, som sagt, dette er endnu uafgjorte spørgsmål. Den ameri­kanske doktor Edmons blev jo engageret til Nordpols-turen for 3 år siden, men hvordan det er med ham nu, vet jeg ikke. Han var jo både dygtig læge og dygtig magnetiker. Der har også vært nevnt en norsk lege. En oceanograf burde vi jo have, – naturligvis kan også vi andre gjøre de nødvendige indsamlinger og tage prøver af forskjellig slags, men det burde jo undersøges sagkyndig med en gang. Den slags samlinger tager også svær plads. Og hvad endelig styrmanden angår, – nu ja, både Roald Amund­sen, jeg og Helmer Hansen har jo styrmandsexamen, men for sjøreisen ialfald kunde det være godt at have en fagmand til. På den anden side vil det kanskje være mindre brug for ham, når vi kommer op i isen, og Roald Amundsen søger – og med fuld ret – at gjøre mandskabet så lidet som mulig. Det anbefaler sig af mange grunde, ikke mindst fordi vi derved får fuldt op at gjøre hele tiden alle mand. Det får vi da også sik­kert, heldigvis.

– Expeditionen skal jo vare 4–5 år?

– Efter planen, ja. Men at angive det nærmere, er aldeles umu­lig. Det, som er nogenlunde sikkert er, at vi i juni 1914 går fra Frisco til Nome, hvor ca. 25 Alaska-hunde og en masse tørfisk for hundene tages ombord. Derfra går «Fram» til Point Barrow, det sidste anløbssted ved Behrings-strædet. Og så bærer det ind i isen – –.

– Hvor er Roald Amundsen for tiden?

– Han holder på med sine foredrag i Dakota netop nu. Det sidste Amerika-foredrag holder han begyndelsen af juli, og i slutnin­gen af juli eller begyndelsen i august kommer han hjem til Norge en tur. Men det bliver jo ikke lenge. I september er han i Panama.

Panama, ja! – og kaptein Nil­sens øine lyser af begeistring, – tenk hvilken Norgesreklame det bli­ver. «Fram», hele verden kjender det navn allerede, og skulde der være en bortgjemt krog, som ikke vet, hvad Norge eller «Fram» er for noget, så får den nok vite det, når Amerikakanalen åbnes. Jeg synes, jeg ser skuden den dag. Vi har et umådelig stort silkeflag om bord i «Fram», – det var norske kvinder med fru professor Uchermann i spidsen, som gav os det, før vi drog ud fra Kristi­ania i juni 1910. Det har vært heist et par gange, og jeg tror at folk ikke glemmer det flaget, når de har set det en gang. Med silkeflaget i toppen skal gamle «Fram» som den første skude i verden åbne veien mellom de to oceaner.

Det bliver en æresdag for «Fram» og en æresdag for Norge. Det er ikke ueffent for et land at have en skude som «Fram».