Kaptein Roald Amundsen:
En påtænkt Undersøgelsesreise til den
magnetiske Nordpol.
Foredrag den 25. november 1901.
(Kilde: Norske Geografiske Selskabs Årbog 1900-1901)
Mine Damer og Herrer.
Som bekjendt findes der i Jorden magnetiske Kræfter, der bringer Kompasnålen til på ethvert Sted på Jordoverfladen at indtage en bestemt Stilling. Nålens Nordende peger nordover, men ikke nøiagtig i Retning mod den geografiske Nordpol. På nogle Steder peger den østenfor det sande Nord, på andre Steder vestenfor, Misvisningen er snart østlig, snart vestlig. Hvis man nu kunde tænke sig, at der fra forskjellige Steder på Jordoverfladen udgik en Expedition, som bevægede sig stadig fremover i den Retning, en medbragt Kompasnåls Nordende til enhver Tid viste, vilde tilsidst alle disse Expeditioner træffe sammen i et Punkt beliggende på Boothia Felix, det amerikanske Fastlands nordligste Halvø. Dette Punkt kaldes Jordens magnetiske Nordpol. Havde omvendt de nævnte Expeditioner fulgt den Retning, som Kompasnålens Sydende viste, vilde de tilsidst have truffet sammen i et Punkt på det antarktiske Kontinent, Victoria Land, nedover mod Sydpolen; dette Punkt kaldes Jordens magnetiske Sydpol.
Disse to magnetiske Poler er også merkelige i den Henseende, at en såkaldt magnetisk Inklinationsnål, det vil sige en Magnetnål, der er bevegelig om en Horizontalaxe, som på disse Steder vil stille sig ret op og ned. På den magnetiske Nordpol med Nordenden nedover. På den magnetiske Sydpol med Sydenden nedover, medens den overalt ellers på Jorden indtager en Skråstilling, det vil sige danner en større eller mindre Vinkel med Horizontalplanet. Den Vinkel kaldes den magnetiske Inklination; i Jordens to magnetiske Poler er altså Inklinationen 90º.
De linjer, der går gjennem alle de Steder, hvor Inklinationen er den samme, kaldes Isokliner. Isoklinerne løber Jorden rundt i øst-vestlig Retning, som sluttede Linjer. Den Isoklin, som går gjennem alle de Steder, hvor Inklinationen er 0º, hvor altså Inklinationsnålen stiller sig horisontal, kaldes Jordens magnetiske Ækvator; den skjærer den geografiske Ækvator i to Punkter således, at omtrent den ene Halvdel af den, på den vestlige Halvkugle, ligger søndenfor Ækvator, den anden Halvdel, på den østlige Halvkugle, nordenfor Ækvator. Jo mere man fjerner sig fra den magnetiske Ækvator, desto mere dupper Inklinationsnålens Nordende ned på den nordlige Halvkugle og dens Sydende ned på den sydlige Halvkugle, indtil man kommer til de magnetiske Poler, hvor, som nævnt, Nålen stiller sig lodret, Inklinationen er 90º.
I August 1897 drog den belgiske Sydpolarexpedition med sit Skib «Belgica», på hvilket jeg havde den Ære at være første Styrmand, nedover mod de antarktiske Farvande. Expeditionens Mål var at nå Syd Victoria Land og der søge at bestemme det nøiagtige Sted for den magnetiske Sydpol, hvis Beliggenhed man kun kjender så omtrentlig. Senere trufne Bestemmelser førte os imidlertid ned i Isen omkring Grahams og Alexanders Land, hvor vi i 13 Måneder lå indefrosset i den antarktiske Drivis vest af Grahams Land. Her – på 72º s. br. – var det, at Tanken om at komme frem til den magnetiske Nordpol og udforske dens Omgivelser første Gang fremstod hos mig.
Under den lange forholdsvis uvirksomme Overvintring blev naturligvis vor oprindelige Plan, om Bestemmelsen af den magnetiske Sydpols Beliggenhed, stadig drøftet, og dette førte igjen med sig, at Spørgsmålet om de jordmagnetiske Forhold i Almindelighed og specielt da Beliggenheden af den magnetiske Nordpol også ivrig blev diskuterer. Af Videnskabsmændene ombord mente nogle, at den magnetiske Nordpols Plads var sikker efter de af Sir James Ross i 1831 udførte Bestemmelser, medens andre mente, at den sandsynligvis havde flyttet sig noget i løb. Disse Diskussioner vakte min levende Interesse, og da jeg fik Anledning til at se Behandlingsmåden af de magnetiske instrumenter vi havde med og også af og til kom til at assistere ved Observationernes Udførelse, kom der mere og mere over mig en Lyst til selv at drage op til det arktiske Nordamerika og undersøge Forholdene omkring den magnetiske Nordpol, hvor ingen hadde været efter Ross.
Ved min Hjemkomst fra den belgiske Expedition i 1899 søkte jeg straks at samle alt, hvad der fandtes af Literatur angående denne Sag. Den Bog jeg søgte længst efter, men dog tilsidst fik Tag i, var Sir James Ross egen Beskrivelse af sin Reise og sine Undersøgelser vedrørende den magnetiske Nordpol.
Ved Læsningen af denne Bog blev min Higen mod det så lidet kjendte jordmagnetiske Centralterritorium end yderligere stimulerer. Jeg bestemte mig nu til straks at rådføre mig med kyndige Mænd om, hvorledes jeg skulde gribe Sagen an og høre deres Mening om, hvorvidt mit Forehavende overhovedet kunde tænkes at ville bringe noget nævneværdigt Udbytte for den magnetiske Videnskab. Jeg henvendte mig da først til Underbestyrer ved det meteorologiske Institut, Herr Axel Steen, som jeg vidste netop holdt på med Bearbeidelsen af de magnetiske Observationer fra «Fram»- Expeditionen. Herr Steen, der straks ydede min Plan sin fulde Tilslutning og velvillig lovede mig at bistå med Råd og Oplysninger, mente, at jeg først burde gjøre mig bekjendt med det herværende Observatoriums magnetiske Instrumenter og deres Behandling og dernæst søge Anledning til videregående magnetiske Studier ved Deutsche Seewarte i Hamburg. Da jeg, følgende dette Råd, henvendte mig til det herværende Observatoriums Bestyrer Herr Professor Geelmuyden, blev jeg modtaget på den mest forekommende Måde, og Professoren viste mig selv Instrumenterne og gav mig en kjærkommen Undervisning i de forskjellige Observationsmetoder til Bestemmelse af de jordmagnetiske Elementer.
Høsten 1900 drog jeg til Hamburg for at opsøge Direktøren for Deutsche Seewarte, den berømte Magnetiker Professor Neumayer, til hvem Herr Axel Steen velvillig havde medgivet mig Anbefalingskort. Jeg skal altid erindre mit første Møde med den navnkundige Geheime Admiralitätsrath, og må få Lov til at omtale det med et Par Ord. Jeg blev meldt og ført ind i et karakteristisk udstyret Arbeidsværelse og befandt mig lige overfor en ældre Herre med langt, hvidt Hår. Efterat de vanlige Høflighedsytringer var gjordt, mærkede jeg snart, at det begyndte at slippe op med mit Forråd på tyske Ord. Forgjeves anspændte jeg min Hukommelse, men stod fast. Hvor behagelig overrasket blev jeg ikke derfor, da Professoren, der hurtig opfattede Situationen, kom mig til Hjælp ved at føre Konversationen over i det engelske Sprog. Jeg greiede mig nu forholdsvis bra og fremlagde min Plan for ham. På mit Spørgsmål om det vilde være af stor Interesse at få den magnetiske Nordpols Beliggenhed nærmere undersøgt, svarede han:
«En nøiagtig Bestemmelse af Jordens magnetiske Nordpol vil være af umådelig Værd for Videnskaben.»
Om jeg tidligere havde næret nogen Tvil om at vove mig på Virkeliggjørelsen af mit påtænkte Foretagende, så blev nu alle Betænkeligheder med et Slag kuldkastet ved denne Udtalelse af vor Tids vistnok største Autoritet på de jordmagnetiske Undersøgelsers Område.
I den Tid jeg nu arbeidede ved Deutsche Seewarte blev jeg mere betragtet som en velkommen Gjest end som en ukjendt Fremmed, og personlig ledede den gamle, elskværdige Direktør mine Studier den hele Tid. Den magnetiske Pavillon blev stillet til min Disposition, og de nødvendige Instrumenter blev mig overladt. Denne Pavillon var det samme Sted, hvor Kaptein i Marinen Scott-Hansen havde arbeidet før sin Afreise med «Fram». Jeg arbeidede nu her hver Dag og blev snart kjendt med Instrumenter og Observationsmetoder. Beregningen af de udførte Observationer studerede jeg med Professor Neumayers Assistent Dr. Maurer. Det var med tungt Hjerte jeg et Par Måneder senere sagde Deutsche Seewarte med dets hyggelige og forekommende Personale Farvel for at reise hjem. Ved min Tilbagekomst hertil opsøgte jeg Professor Nansen og forelagde ham min Plan. Professoren lovede mig sine ifulde Råd i Udrustningsspørgsmål. Uerfaren, som jeg jo selv er, føler jeg mig dybt taknemlig over dette venlige Tilbud Nutidens første Polarforsker.
I Januar Måned i År reiste jeg til Tromsø for at se mig om et passende Fartøi til min påtænkte Reise. Jeg indkjøbte er Fangstjagten «Gjøa», der er bekjendt for at være et af Ishavsflådens sterkeste og bedst seilende Fartøier. Når jeg kjøbte den så tidlig, så var det, fordi jeg havde Lyst til først at gjøre en Tur med den Ishavet og lære den at kjende, forinden jeg skal prøve den for Alvor. Jeg fik på denne Ishavstur, der varede fra April til September, udmerket Anledning til at bedømme Fartøiets Egenskaber.
Kjenskabet til de jordmagnetiske Kræfters Ytringsformer går langt tilbage i Tiden. Vistnok nævnes Flaris Gioia, en Italiener, der levede i Begyndelsen af det 14de Århundrede, som Kompassets Opfinder, men det påståes, at Kineserne har kjendt og anvendt en egen Form af dette Instrument end også længe før vor Tidsregning. Imidlertid er det egentlig først i Begyndelsen af forrige Århundrede, at de jordmagnetiske Studier og dermed følgende Indsamling og Bearbeidelse af Observationsmateriale fra de forskjellige Egne af Jorden tog Opsving. Jeg skal her blot nævne Navne som vor Landsmand Hansteen og Tyskeren Gauss. De talrige engelske Expeditioner, der udsendtes for at finde en N. W. Passage, bragte Spørgmålet om den magnetiske Nordpols Beliggenhed stærkt på Bane. Således blev der på Ross, Pearrys og Franklins Expeditioner lagt særlig an på Observationer til Bestemmelse af de jordmagnetiske Elementer. Vistnok spillede dette Spørgmål en meget underordnet Rolle i Sammenligning med at finde den attråede N. W. Passage, men der indsamledes dog et ganske righoldigt magnetisk Observationsmateriale.
Æren for ved sine Undersøgelser at have bestemt Beliggenheden af den magnetiske Nordpol tilkommer, som allerede før nævnt, Engelskmanden Sir James Clark Ross. Hans Onkel, Sir John Ross, var Expeditionens Leder, medens James Ross var Næstkommanderende. Expeditionens Formål var med Seil- og Hjuldampskibet «Victory» at finde og trænge igjennem den såkaldte N. W. Passage. Expeditionen forlod England i 1829. Gjennem Lancaster Sund trængte den sydover gjennem Prins Regent Strædet, hvor man håbede at finde en Vei vestover. De blev imidlertid indesluttede af Isen i Boothia Sund og måtte tilbringe fire Vintre i disse Egne. Under dette lange, ufrivillige Ophold i Isen havde man ofte Anledning til at træffe Eskimoer, som aldrig havde seet en Europæer før. «Victory» kom aldrig ud igjen og Befal og Mandskab måtte søge sin Vei tilbage ved Hjælp af Fartøiets Både. De fik tilslut ved Udløbet af Lancaster Sund Undsætning af Barkskibet «Isabella», der da var sendt ud for at søge efter den savnede Expedition. Mislykkedes således Hovedøiemedet, opnåedes dog glimmerende videnskabelige Resultater.
Det var efter en af de før omtalte Overvintringer, at James Ross, den 27de Mai 1831, iværksatte en Slædeexpedition med den magnetiske Nordpol som Mål. Jeg skal ikke trætte med at gå i Detaljer, dog skal jeg citere enkelte Brudstykker af hans Beskrivelse af Færden. Den lste Juni heder det således:
«Vi begyndte en hurtig Marsch og idet vi opbød alle vore Kræfter, nåede vi den beregnede Plads, den magnetiske Nordpol kl. 8 Morgen den 1ste Juni. Jeg tror, jeg må overlade til andre at forestille sig den Stolthed, med hvilken vi tilslut fandt os ankomne til vore Ønskers Mål. Det syntes næsten, som om vor Reise og alle dens Anstrængelser nu var tilende, og at vi intet andet havde at gjøre end at drage hjem igjen til England og være lykkelige for resten af vort Liv.»
Efter derpå at have udtalt sin mening om, hvorledes en anden Expedition burde indrette sig for å en mere nøiagtig Måde; at få bestemt den magnetiske Nordpols Beliggenhed, heder det:
«Idet jeg således har angivet, hvad er endnu står tilbage at observere, og som bør pådrage sig de Mænds Opmerksomhed, i hvis Magt det ligger at fremme et sådant Forretagende, kan jeg ikke andet end ønske, at den Nation, som allerede har bragt sine Opdagelser så vidt, at vort eget Land, som allerede har etablerer sit Overherredømme såvel på de fysiske Videnskabers som på Geografiens Område, ikke nu vil stanse er og tillade andre at høste, hvad England har sået.»
James Ross kom altså den 1ste Juni 1831 til et Sted, hvor Inklinationsnålen viste 89º 59’, eller med andre Ord kun et Minut afvigende fra den absolut vertikale Stilling. I og for sig spiller dette ene Minut ingen Rolle, og Ross mente da også, at han nu virkelig var nået til det magnetiske Polpunkt, hvis geografiske beliggenhed han nøiagtig bestemte til 70º 5’ n.br.; 96º 47’ v.l. Tilfreds med dette Resultat standsede han med videre Efterforskninger, og kom derved ikke til at levere noget Bidrag til Løsningen det Spørgsmål, som senere er fremstået, nemlig om den magnetiske Pol i Virkeligheden kun er et Punkt, eller om ikke måske den Eiendommelighed, at Inkliniationsnålen stiller sig vertikalt, strækker sig over et større Fladerum. De senere Tiders theoretiske Studier peger afgjort i denne Retning. Et andet Spørgsmål, som også kræver sin praktiske Løsning, og som jeg før kortelig har berørt, er det, om den magnetiske Pol er stillestående eller forandrer sin Plads. Det er disse to Spørgsmål, jeg har sat som min Opgave at forsøge på at få løst.
Jeg skal derpå gå over til i Korthed at omtale Udrustningen, Ruten og den Måde, hvorpå jeg har tænkt at udføre min Plan. Jeg drager afsted til Våren 1903 på mit Fartøi «Gjøa». Alt i alt blir vi 7 Mand ombord. Når jeg foretrækker et lidet Fartøi, som dette, så sker det, fordi de Farvande, som vi skal befare, meget ofte er krappe og grunde. Det gjælder da at have et Fartøi, som ikke stikker dybt og samtidig lader sig manøvrere på Flekken, som det heder. Et lidet Fartøi, specielt af Jagtbygningen, trænger mindre Mandskab og blir, som Følge deraf, billigere at udstyre. «Gjøa» har kun Seilkraft, men jeg skal til næste År forsyne den med Petroleumsmotor. Dette anser jeg for ganske nødvendigt, når jeg tager i Betragtning de vanskelige Farvande, vi får at gjøre med. Af Udstyr medbringes de vanlige Gjenstande for en Polarreise, som Skindklæder, Telte, Ski, Snesko, Truger, Slæder, Kajakker o. s. v. samt Proviant for 4 År. Af magnetiske Instrumenter medbringes et Reisemagnetometer af Professor Neumayers Konstruktion. Dette Instrument vil komme til at ligne det Instrument, som findes ombord på «Fram», men blir udstyret med endnu flere Forbedringer end dette. Det har allerede været under Arbeide hos Deutsche Seewartes Instrumentmager, Herr Carl Seemann, et År og vil først bli færdigt til Våren. Professor Neumayer har, takket være den varme Interesse han nærer for mit Foretagende, konstruert det specielt for denne Anledning og personlig overtaget Tilsynet med det. Jeg har derfor ingen Tvivl om, at dette Instrument vil bli i enhver Henseende fuldkomment. Hos Instrumentmager Dover i London er ligeledes et Inklinatorium under Arbeide. Dr. Charles Chree, Bestyrer af Kew Observatorium, har på den elskværdigste Måde lovet mig at overtage Tilsynet med Konstruktionen og Forfærdigelsen af dette Instrument. Hvad således magnetiske Instrumenter angår, tror jeg med Sikkerhed at kunne sige, at jeg medfører et så komplet og hensigtsmæssigt Udstyr, som Løsningen af min Opgave forlanger.
Af meteorologiske Instrumenter medbringes Borograf, Barometre og Termometre. Af oceanografiske Instrumenter håber jeg at kunne medføre Loddemaskine, Dybvandstermometre, Vand- og Bundprøve-hentere. Af andre Intrumenter kan nævnes de nødvendige for Navigation og Slædereiser, som Sextanter, kunstige Horizonter, Kronometre og gode Lommeuhre. Til Opvarmning af Fartøiet under Gang benyttes Petroleum. Jeg tager desuden så meget Kul med, som Pladsen tillader, til Brug for Kabyssen. Under Overvintringen håber jeg at kunne støtte Brændselforrådet med Rækved.
Jeg har til Hensigt på Veien vestover at søge en af de danske Kolonier på Grøndlands Vestkyst for herfra at medtage nogle Eskimohunde, der jo vil bli os en stor Hjælp. Derfra sættes Kurs for Lancaster Sund, hvor jeg håber at være i Midten af Juli. Gjennem Lancaster Sund går Reisen videre gjennem Prins Regent Strædet til Bellot Strædet, hvor Hr. McClintock på sin Undersøgelse efter Franklin-Expeditionen standsedes af Isen i August 1858. Viser Isforholdene sig gunstige, agter jeg at fortsætte gjennem Bellot Strædet og snige mig langs Boothia Felix’ Vestkyst, idet, om muligt, Depot nedlægges på det Sted, hvor Ross i 1831 fandt den Magnetiske Pol, hvorefter jeg vil søge en passende Vinterhavn enten under Mattyøen eller Kong William’s Land. Magnetiske Observationer vil bli gjort, så ofte Anledning gives.
Høsten 1903 tænkes anvendt til Nedlægning af Depoter for kommende År. Vinteren anvendes til magnetiske og meteorologiske Observationer. En speciel Interesse vil jeg ofre de magnetiske Kræfters Virkning under forekommende Nordlys. Desuden vil daglige Iagttagelser af Isdannelsen, Høi- og Lavvand o. s. v. gjøres. Jeg tvivler således ikke på, at enhver skal få Tiden optaget.
Såsnart den strengeste Del af Vinteren er over, drager jeg afsted med tre Mand, 2 Slæder og de Hunde, vi måtte have og sætter Kurs for det Sted på Boothia Felix, hvor Ross observerede Inklinationsnålen at vise 89º59’, idet jeg anstiller Observationer den hele Vei. Her foretages nu først en længere Række omhyggelige Observationer, hvorefter jeg agter, med dette Sted som Udgangspunkt i alle Retninger at udforske Omegnen i magnetisk Henseende ved Bestemmelsen af Misvisning, Intensitet og Inklination, idet jeg vil forsøge på ved Valget af Stationer at få indcirklet den magnetiske Pol eller det Område, indenfor hvilket Inklinitionsnålen stiller sig vertikal. Den anden Slæde sendes tilbage så snart, som dens Assistance ikke længere påkræves og får Ordre til at sørge for Depoternes Vedligehold. Jeg håber nu inden Vinterens Frembrud at have gjennemført den væsentligste Del af mit Program. Skulde så bli Tilfældet, agter jeg at tilbringe den næste Vinter 1904-05 så nær den magnetiske Pol som mulig med en Ledsager. Proviantspørgsmålet for os to tænker jeg ordnet således, at Depoterne i Løbet af Sommeren og Høsten forstærkes så meget, at de vil bli tilstrækkelig også for Vinterbrug.
Til Observatorium og Beboelseshus for min Ledsager og mig under denne Overvintring agter jeg at opføre Snehytter på Eskimovis. Vi blir isåfald ikke de første civiliserede, der tilbringer en Vinter under Snetag, idet nemlig en af Hudson Bay Selskabets Reisende, Dr. Rae, tilbragte en hel Vinter med sine Folk her på Amerikas Nordkyst, og fandt det at være en udmærket Måde at overvintre på. Selv har jeg havt Anledning til at anstille Iagttagelser herover og fundet, at en sådan Bolig, selv i en Kulde af ÷ 40º C. yder et lunt og godt Opholdssted. Såvel denne anden som den første Vinter vil jeg forsøge på at få opstillet både Inklinatoriet og Deklinatoriet som Variationsinstrumenter således, at der kan foretages regelmæssige, timevise Aflæsninger i Forbindelse med Nordlysobservationer. De meteorologiske Observationer vil altid bli at besørge ombord.
Våren 1905 tænker jeg, som Kontrol, at gjentage den forrige Sommers Arbeide, idet jeg systematisk opsøger de gamle Observationspunkter og foretager på selve disse eller i deres umiddelbare Nærhed en ny Række absolute Bestemmelser af de jordmagnetiske Elementer. Kan dette gjennemføres, vil jeg anse Reisens Mål at være nået fuldt ud. Det gjælder da at komme tilbage igjen til Fartøiet, og hvis det lader sig gjøre endnu i den navigable Del af Sæsonen, og Isen vestover skulde vise sig fremkommelig, så vil jeg fortsætte med Fartøiet den Vei, idet jeg fremdeles foretager magnetiske Observationer så hyppig som mulig. De meteorologiske Observationer håber jeg at kunne vedligeholde den hele Tid uafbrudt. Tilbagereisen er det da min Mening, hvis alt går godt og Omstændighederne derfor er gunstige, at foretage gjennem N. W. Passagen.
Jeg har nu i korte, flygtige Træk skildret den Plan, som det er min Hensigt at søge realiserer, det er jo muligt, at Omstendighederne kan tvinge mig til at forandre den i vesentlige Punkter, og jeg er heller ikke blind for de mange Vanskeligheder, jeg vil få at kjæmpe med, men jeg drager fortrøstningsfuldt afsted og håber at komme hjem med Resultater, som i allefald i nogen Grad må kunne bli af Betydning for den videnskabelige Forskning.