Print Friendly, PDF & Email

De brutte løftene til “Fram”-mennene

Brutte løfter til «Fram»-mennene

De brutte løftene til «Fram»-mennene

Morgenbladet 28/8 1913

Roald Amundsens forhold til kameratene på Sydpolsfærden har hele tiden været udmerket i alle dele. Han har alltid behandlet dem alle ens – og likeså meget været deres ven som deres chef.

Derfor var der noget som undret os ved fordelingen av stortingets nationalbelønning til «Fram»-mændene. Der er flere end os som har undret sig over denne fordeling. Der har været både talt og skrevet om den. For at få klarhet over forholdet opsøkte vi Roald Amundsen og gik ham direkte på klingen:

– Er det ikke så, at De har lovet hver av de mænd, som gik sydover med «Fram» fra Madeira, at de skulde sikres en stilling når de kom hjem igjen? Er dette løfte holdt?

– Det er sandt at jeg har lovet dem alle en stilling. Og når De spørger mig om løftet er holdt, får jeg fortælle Dem, hvordan det der­med forholder sig:

I oktober ifjor opsatte jeg på anmodning av statsministeren en li­ste over alle mine folk som hadde fulgt mig sydover fra Madeira. Og på denne liste hadde jeg efter bedste skjøn indstillet mine kamerater til passende stillinger ved hjemkomsten. De som skulde følge med nordover, blev lovet stillinger når de kom tilbake derfra. De andre skulde få sine ansættelser straks. Ved samtaler underveis var jeg kommet, undervær med hvad de helst ønsket at bestille efter hjemkomsten. De kan gjerne få se listen hvis De vil. Her er den:

Thorvald Nilsen – kaptein og bibehold av gage 29 måneder.

Kristian Prestrud – pengebelønning.

Hjalmar Gjertsen – stipendium til utdan­nelse som flyver.

Knut Sundbeck – pengebelønning.

Ludvig Hansen – assistent fyrvæsenet.

Olav Bjaaland – pengebelønning.

Jørgen Stubberud – pengebelønning.

Jacob Nødtvedt – fyrvogter så snart som mulig.

Sverre Hassel – forfremmelse så snart det lar sig gjøre.

Helmer Hanssen – forfremmelse til toldbetjent – helst sydpå.

Halvardus Kristensen

Adolf H. Lindstrøm

Oscar Wisting                              fyrvogtere

Andreas Beck 

Martin Rønne

Karenius Olsen – toldassistent.

Hjalmar Johansen – en passende stilling.

Listen blev forelagt statsministeren som lovet mig at folkene skulde få sine stillinger. For det tilfælde at et andet ministerium imidlertid skulde avløse det da sittende, lovet stats­ministeren mig at han sammen med sine kolleger i regjeringen skulde utfærdige et dokument, som skulde være bindende også for kommende regjeringer.  

– Er dette så sikkert – spurgte jeg statsministeren at jeg kan med­dele mine kamerater det

Han svarte, at det kunde jeg trygt gjøre.

Så holdt jeg da den lille fest for mine folk på Grand Hotel. Og der tok jeg hver av dem for mig og sa at jeg kunde glede dem med, at de nu var sikret den stilling de ønsket sig.

Så kom ministerskiftet. Min bror gik til den nye statsminister for at overbevise sig om at den nye regjering følte sig bundet av det for­rige ministeriums dokument. –

Han kjendte ikke til noget sådant dokument. Den forrige statsminister mener at det skal findes i departe­mentet. Men man har forgjæves søkt efter det.

Hvor er dokumentet?

Nu skjønner De min stilling. Jeg har ialfald gjort, hvad jeg har kunnet for mine folk. – –

Vi gik over til at tale om nationalbelønningerne: Det har undret mange, at fordelingen er ulike. Man finder at De her ikke har handlet efter de samme likhetsprincipper, som De ellers altid har hævdet.

– Jeg, siger De! Ja, naturligvis tror man at jeg har hat noget med belønningerne at gjøre. Men det er netop det jeg ikke har. For det første har jeg aldrig holdt på pengebeløn­ninger. For det andet: Kan De tænke Dem at jeg vilde la de fire mænd som fulgte med til polen få 4000 kr og de andre bare 3000 kr. Den forskjel vilde jeg aldrig gjort på folkene. Hvem led mest tror De – enten de som fulgte med til polen eller de, som måtte drage ut på sjøen igjen. Det var nok de sidste. Arbeidet i isen var det hele interessen dreiet sig om, og det vilde alle sammen helst være med på. Løitnant Gjertsen f. eks. – Han siger, at del var noget av det hårdeste han har været med på, da han blev kommandert tilsjøs igjen istedenfor at få bli med sydover. Og nu blir for det første hans gage trukket fra i nationalbelønningen og han får ikke det stipendium han blev lovet. Løitnant Nilsen fik først løfte om at bli forfremmet til kaptein. Og dette blev ham med­delt. Senere erklærte statsministeren at loven forbød hans forfremmelse. Så fik han løfte om at få St. Olav, hvilket også blev ham meddelt. Dette løfte blev som alle vet ikke opfyldt – og uten forklaring fra utenriksmini­sterens side. Det undrer mig at ikke jeg blev spurgt i en sak, som denne med belønningene, hvor der var forskjellige hensyn at ta, som berodde på kjendskapet til hver enkelt mand. Min bror anmodet den sekretær i kirkedepartementet, som hadde med saken at gjøre, om at vente til jeg kunde bli spurgt. Jeg kom hjem den 22de juli og fordelingen av belønningen til «Fram»-mændene ble vedtat i statsråd 5te august.

  Tro ikke at jeg har noget at bedreide stortinget. Det har været storartet. Alt som er foreslået har det vedtat enstemmig. Mine kamerater og jeg vil altid være stortinget taknemlig for dets holdning overfor os.

Det er let at forstå, at Roald Amundsen var nedslåt over de brutte løftene og fordelingen av belønningerne. Pengegaver er igrunden hver­ken halvt eller hel. Hvad gavn får en «Fram»-mand av de 3000 Kr. Dem ser han intet igjen av, når han kom­mer hjem om fire-fem år. Og når det først skal være tale om en penge­belønning er det litet smakelig at subtrahere gagen. Nansens 12 led­sagere på første «Fram»-færd fik uavkortet 4000 kr. hver. Der blev ikke gjort forskjel og ikke foretat fradrag. Der et adskillig uklart ved utdelingen av belønningerne til Amund­sens mænd. For at ta et eksempel: Hvorfor får Wisting beholde sine 4000 kr. uavkortet, uagtet han også han trukket gage, mens han var borte.

Nu skal «Fram»-mændene legge sig ind i isen for en årrække. De kunde trænge at ha bare gode minder og lyse forhåbninger med sig ombord. Men så vel er det ikke nu – desværre! for første gang føler folkene sig ulike behandlet – disse folk, som altid har været stil­let helt på like fot. Det er slik imot et av Amundsens bedste principper. Og de har ikke længere de sikre stillinger at trøste sig til i fremtiden. Den evindelige drift i polarisen er ikke egnet til at skape lystelige tanker.

Alle tanker, som kan vække splid eller mistrøstighet er farlige. De får tid og anledning nok til at slå rot og brede sig der oppe i isen og de kan anta faretruende dimensioner.

Roald Amundsen kom selv ind på det i samtalens løp: Efter etpar års drift i isen er vi jo ikke så normale, som når vi går omkring hernede, sa han. Alt som kan sætte ondt blod kan bli skjæbnesvangert for en ekspedition som denne.

Tænk Dem nu, at der efter to års drift dukker op i en av deltagernes bevissthet, at han engang er blit lovet en stilling og at dette løfte senere er brutt – simpelthen blåst bort. Hvor­dan tror De en slik tanke vil arbeide sig frem i det tredie år og i det fjerde. La os ikke tale om det femte! – Der fordres absolut rene papirer på en ferd som den vi nu er i begrep med at foreta. Jeg skulde meget ønske, at jeg kunde få papirerne i den stand, at jeg klart og greit kunde forelægge dem for mine kamerater, når jeg næste gang træffer dem.

**

Roald Amundsen forklarer sig om de brutte løfter

Morgenbladet 30/8 1913

Roald Amundsen har idag til en medarbeider i Morgenbladet git følgende redegjørelse for spørsmålet om de brutto løfter til «Fram»-mændene.

På grund av de forskjellige misopfatninger, som er kommet tilorde i pressen ønsker jeg at gå tilbake og lægge stillingen klar fra det øieblik da jeg i marts 1912 kom tilbake til Hobart. Der er nemlig dem, som svæver i den misforståelse at jeg ved avreisen fra Madeira har git mine folk løfte om stillinger, når de kom hjem.

Da jeg kom til Hobart gik jeg sammen med løitnant Prestrud, som fungerte som min sekretær, i land for at besvare alle indløpne telegrammer. Etpar dage senere fandt vi en morgen et telegram fra Christiania om, at der tænktes oprettet professorat for mig. Det var første gang, jeg hørte tale om noen nationalbelønning. Vi var begge enig om at dette måtte være en avisand. Og jeg tænkte ikke mere på det hele.

Da vi kom til Auckland på New Zealand mottok jeg fra præsident Hal­vorsen et telegram om stortingets bevilgning til dækkelse av ekspeditionens gjæld. Så sker der intet før vi kommer til Buenos Aires. Der fik vi en masse aviser, hvor der stod at spørsmålet om nationalbelønning var oppe. «Fram» kom dagen efter mig til Buenos Aires og snart var temaet nationalbelønning på alle folkenes læber. Jeg søkte mest mu­lig at dæmpe dette rygte og gjorde gutterne opmerksom på, at vi bare var halvveis og at vi hadde, den største del av vor ferd for os. Jeg bad dem ikke være for optimistiske overfor spørsmålet om belønning, sa til dem at de måtte ta det med ro og ikke gjøre sig større forhåbninger.

Jeg tror at mine formaninger til­slut virket, så folkene så mere nøgternt på det.

Så kommer jeg hjem. Jeg fik da redet på den måte, hvorpå nationalbelønningen var foreslåt både til mig og mine folk. Jeg fik også høre, at spørsmålet om professor­posten til mig ved apoteker Lothes mellemkomst var utsat. Han hadde trodd at jeg hellere så min og mine folks nationalbelønning behandlet under et. Og derfor er jeg apoteker Lothe overordentlig taknemlig.  Jeg hadde i denne tid meget at gjøre. Jeg skrev bl. a. min bok; i denne måned. Jeg var meget optat og tænkte ikke på nogen nationalbelønning.                                      

Da fik samtlige ekspeditionens medlemmer en dag, indbydelse til en officiel middag. Efter middagen hadde jeg den glæde at treffe statsminister Bratlie, og hadde for første gang en samtale med ham. Han lot mig i samtalens løp forstå at regjeringen vilde stille sig velvillig overfor ekspeditionens deltagere. Og ved den­ne anledning fremkom jeg for første gang med noget som helst ønske. Statsministerens holdning var så opmuntrende at jeg fremkom med to ønsker. Først og fremst at løitnant Nilsen måtte bli forfremmet til kap­tein i Marinen. Løitnant Nilsen hadde ståt mig nærmest og gjort et arbeide som aldrig vil kunne påskjønnes nok, når talen er om den 3die «Fram»-færd.

Dernest bad jeg om at min gamle kamerat fra «Gjøa»-færden Helmer Han­sen, som var ansat som toldopsynsmand i Tromsø måtte bli forfremmet til toldbetjent så snart som mulig.

Med hensyn til det første spørsmål, svarte statsministeren: ”Dette angår netop mit eget departement.”

Jeg hadde det bestemte indtryk av statsministerens uttalelser dengang at løitnant Nilsens forfremmelse til kaptein var sikret. I den grad sikker var jeg i min opfatning at jeg dagen efter i et brev – muligens telegram – til Nilsen i Buenos Aires og gjorde ham opmerksom på at der var al  sandsynlighet for at han vilde bli forfremmet til kaptein.

Statsministeren siger i et interview følgende:

”Hvad specielt angår løitnant Nilsen, så har jeg aldri lovet, at han skulde bli utnævnt til kaptein. Jeg har tvertimot straks uttrykkelig erklæret, at det ikke lovlig lot sig gjøre.”

Hertil skal jeg bemerke at Bratlie ved den nævnte officielle middag aldeles ikke kjendte den paragraf i loven, som forbød denne forfrem­melse. Først flere dage senere gjorde statsministeren mig opmerksom på at Nilsen ikke kunde forfremmes.

Imidlertid hadde jeg hat tid rak at sende Nilsen underretningen til Buenos Aires.

– Helmer Hansen underrettet jeg også. Om hans forfremmelse hadde Bratlie uttalt, at den sak ikke egentlig lå under hans departement. Men han lot mig forstå at vedkommende departementschef sandsynligvis ingen vanskeligheder ville gjøre. Jeg under­rettet altså Helmer Hansen om hans sandsyndlige forfremmelse til toldbetjent.

Statsministerens elskværdige imøtekommenhet overfor ekspeditionen åpnet pludselig for mig store muligheter. Jeg så i tankerne alle mine folk dels anbragt i faste stillinger dels lovet faste stillinger, hvor meget dette hadde at si for mig kan De selv forstå når jeg forteller at flere av deltagerne er folk, som inden hjemkomsten fra Nordpolsfærden er 50– 60 år gamle. De er da selvfølgelig for gamle til at påbegynde noget nyt arbeide for sig selv. De kom­mer hjem med to tomme hænder og uten støtte. Min glæde var derfor overordentlig stor da jeg øinet en mulighet av at kunne love mine folk sikre stillinger i statens tjeneste ved tilbakekomsten efter 5 års drift i Isen.

Jeg gik i den anledning nogen dage senere til Bratlie i departementet og traf ham der. Om det ved denne anledning eller senere at Bratlie gjorde opmerksom på at løitnant Nilsens forfremmelse var stri­dende mot loven, kan jeg ikke avgjøre. Men før var det ialfald ikke.

For Nilsens vedkommende ønsket jeg gjerne en speciel utmerkelse og bad derfor om at han måtte bli dekorert med St.Olav, da forfremmelsen til kaptein gik fløtten. Hvad statsministeren hertil svarte, kan jeg ikke erindre. Derimot optok jeg spørsmålet nogen dage senere med utenriksrigsminister Irgens, som lot mig forstå, at jeg kunde betragte det som en avgjort sak og at jeg kunde underrette Nilsen herom.

Dette gjorde jeg da Nilsen møtte mig på min foredragsreise i England, under mitt ophold i departementet hos Bratlie lovet statsmini­steren mig, at de folk, som ikke gik med ut igjen f. eks. Ludvig Han­sen, Nødtvedt o. s. v., snarest skul­de indsættes i stillinger, hvilket og så er blit gjort. Mens vi for de andres vedkommende kom til det resultat, at det vilde være galt, nu straks at sætte dem inn i stillinger, da følgen kunde bli, at de muligens vilde træde ut av ekspeditionen. De kunde tænke, at nu var de vel anbragt og ønsket ikke at gå ut igjen. Men for at der skulde bli likhet mellem dem som hadde fåt stil­linger efter to års deltagelse i eks­peditionen og de andre blev det lovet mig, at de som fulgte mig videre skulde få løfte om stillinger i sta­tens tjeneste – selvfølgelig sådanne stillinger som staten finder dem skikket for ved hjemkomsten efter driften over Polhavet. Vel at merke: Efter hjemkomsten, ikke straks.

Statsministeren berørte da, at det var uvisst hvor længe regjeringen blev sittende, men at han for at også løftet skulde gjælde de etterfølgende regjeringer, vilde utstede et dokument, og forekogge det for sine kolle­ger, som ganske visst vilde gi det sin tilskitning og være med på at undertegne det således, at det vilde forpligtede etterfølgende regjeringer.

På mit spørsmål om jeg nu kunde anse denne sak absolut sik­ker, så jeg kunde gi meddelelse til mine kamerater, fik jeg et uforbe­holdent: Ja.

Statsministeren bad mig ved denne anledning at opsette en liste over ferdens deltagere og over hvorledes jeg ønsket dem belønnet. Listen har været offentliggjort før. Denne liste blev straks gjort istand og jeg overgav den til min bror med ordre om at kopiere den og sende den til statsministeren. Originalen er i min besiddelse.

Det er nu næsten et helt år siden dette foregik, og da jeg spurgte min bror, om han kunde mindes at ha sendt listen, svarte han, at han ikke specielt kunde erindre det. Muligens har han glemt at sende den. Eller den er blit borte ved den noget tvilsomme postbefordring på fjordbåtene. Hvordan det end der­med forholder sig, så forekommer det mig, at statsministeren legger en påfaldende sterk vegt på denne liste. For mig har listens tilværelse mindre betydning, idet jeg går ut fra at statsministeren før listens tilblivelse hadde gjort en likeså hurtig og resolut helomvending, som han har gjort i Dagspressen ved at er­klære, at han aldrig har git løfter i den av mig påpekte retning.

Men var det nu end så, at stats­ministeren dengang fremdeles hadde i sinde at opfylde sine løfter, så var jo ingen liste nødvendig, idet folkene under et kun skulde loves ansættelse i statens tjeneste ved hjemkomsten. Intet behøvedes specificeres. Den liste statsminister Bratlie nævner, at utenriksminister Irgens skal ha været i besiddelse av, er frem­kommet på følgende måte: Jeg søgte Irgens angående to dekorationer: kaptein Nilsens og en nød­vendig dekoration til en utlænding – de to eneste jeg har bedt om. Utenriksminister Irgens var ved den an­ledning så elskværdig at gjøre opmerksom på at regjeringen gjerne vilde søke at anbringe i imidlertidig tjeneste de «Fram»-mændene som nu gikk hjemme og ventet på at gå om bord i «Fram». Dette var jeg Irgens meget taknemlig for, og jeg gav ham en opgave over folkene og de stillinger som muligens passet dem. Således kom denne liste i stand.

Inden vi slipper løitnant Nilsen og St. Olavs Orden må jeg ta fatt i en avisuttalelse av statsminister Bratlie. I følge denne skal han ha udtalt:

Og når det heter, at jeg subsidiært hadde lovet, at han skulde bli dekorert med st. Olav, så er dertil at sige, at spørgsmålet om dekorerationer til «Fram»-karerne har været diskutert i ordenskapitelet, og der kom vistnok det, at der kunde bli spørgmål om st. Olav til løitnant Nilsen. Og da så Amundsen spurgte mig, om Nilsen kunde bli dekorert, har jeg vistnok sagt, at det kunde der vistnok bli tale om. Men noget bestemt løfte kan jeg ikke er­indre at ha git. Såvidt jeg erindrer var dette før det var besluttet at ut­dele en ny «Fram»-medalje. (Statsmi­nisteren mener formodentlig Sydpols-medaljen).

Dertil kan jeg oplyse om at vi alle var dekorert med Sydpolmedal­jen inden min første samtale med statsministeren efter den nævnte officielle middag fandt sted.

Som før antydet kan jeg ikke erindre Bratlie gav noget løfte om St. Olavs orden til Nilsen; men jeg kom nærmere ind på saken sammen med utenriksministeren, og efter en samtale med ham fik jeg et bestemt løfte av ham om at hvis forfremmelsen til kaptein glap skulde Nilsen isteden bli Ridder av st. Olav. 

Efterat disse forskjellige løfter således var mig git og syntes at ligge klart for mig, indkaldte jeg alle mine kamerater til en fest på Grand for der ifølge; given tilladelse at  meddele dem, hvad der var skedd.

De kan nok selv forstå at jeg ikke kalte folk ned fra Tromsø – en 8 dages reise frem og tilbake – for at gi dem et måltid. Der lå vigtigere saker under. Efter festen kaldte jeg hver enkelt mand til mig og meddelte hvad der var skedd.

Etterat alt således var i glim­rende gjænge reiste jeg ut på min foredragstourne og overlot min bror det videre arbeide med disse ting. Under ferden i Europa og Amerika skrev jeg stadig til ham for at være sikker på at han arbeidet med disse

Det første støt fik jeg da jeg mottok meddelelse om, at ministeriet Bratlie var gåt uten at løftet om dekorationen til Nilsen var indfriet. Det næste fik jeg i Seattle på vestkysten, hvor jeg i et brev fra min bror blev underrettet om, han straks det nye ministerium var dannet avlagde dets chef et besøk for at forvisse sig om, at det dokument som skulde være utfærdiget av Brat­lie, virkelig fandtes. Bratlie har efter hvad min bror oplyser, gjentagne gange sigtet til at et sådan dokument skulde findes. Sandsynligvis – så utrolig det lyder – må det være den skrivelse, som er indtat i Morgenbladet – dette dokument, som istedenfor at sikre de løfter, han gav mig, synes at kuldkaste dem alle.

Jeg går ut fra, at Bratlie i denne tid, da disse løfter blev mig git, var sterkt optat og hans tid så beslag­lagt, at han har glemt formen for de løfter han gav mig. Nogen anden forklaring er det mig for øieblikket umulig at se.

Dette er altså min forklaring så­ledes som jeg har at gi den. Skulde mit ord ikke være til troende vil jeg når og hvor som helst  være villig til at beedige mit utsagn.

**

                                        En forklaring fra Bratlie og et svar fra Roald Amundsen

Morgenbladet 2/9 1913

Det behøves ikke at tages så sterkt i, synes jeg, som hr. Roald Amundsen gjør. At tale om, at ens ord kanskje ikke står til troende, og at han er villig til at avlægge Ed. Det er jeg også, om det behøves. Men der er aldeles ikke nogen, som tviler på hr. Amundsens ord og forment­lig heller ikke på mit. Når vi får avgit vore forklaringer, tenker jeg misforståelsene vil opklares.

Det første, hvorom der er uoverensstemmelse mellem hr. Roald Amundsen og mig er ”løftet” om løitnant Nilsens utnevnelse til kap­tein. Da hr. Amundsen første gang talte til mig derom, efter festmiddagen for «Farm»-ekspeditionen, kjente jeg aldeles ikke den paragraf i loven, siger han, som jeg senere uttalte gjorde løitnant Nilsens forfremmelse umulig. Tør han virkelig avlegge Ed på det?

Det er ikke nogen ”paragraf i loven”, der her er tale om, men det almindelige princip i alt militærvæsen, at enhver officer av de lavere grader har sin bestemte plads i en avansementsrekke. Det er kjendt av alle militære; jeg for mit vedkommende hadde dessuten hat speciel befatning med dette prinsipp ved tidligere lignende anledning, den gang der var spørsmål om at utnævne Hjalmar Johansen til kaptein.

 Det forholder sig aldeles rigtig, at jeg stillet lot mig imøtekommende likeoverfor hr. Amundsen og at jeg, da han nævnte løitnant Nilsen, svarte, at det, som kunde gjøres for ham netop vedkom det departement, jeg var chef for. Jeg erindrer, at det var i min tanke dengang, – jeg tror også jeg nævnte det for hr. Amundsen, men det tør jeg ikke si sikkert, – at løitnant Nilsen muli­gens stod så lang oppe i avansementsrekken, at hans tur til forfremmelse sikkert vilde kome under hans forestående fravær på nordpolsfærden. I så fall tænkte jeg mig, at det kanskje kunde gå an at gi ham utnævnelse før avreisen med forbehold av anciennetenten for de foranstående. Han vilde nemlig, da ikke kunne komme i tjenesteforhold til over ham stående officerer som kaptein, mens de var løitnanter. Da jeg i departementet fik undersøkt løitnant Nilsens anciennetet, viste det sig imidlertid, at han stor altfor langt ned i rekken.

Dersom jeg har nævnt, hvad jeg således tænkte, for hr. Amundsen efter festmiddagen, er det jo mulig, at man her har forklaringen til hans misforståelse. Det kan hænde at han som ikke-militær har overhørt eller ikke helt forståt dette om anciennetetsrekke og forskjellen for løitnant Nilsens vedkommende, eftersom han stod høit oppe eller langt nede i rekken. At jeg ikke kan ha git noget løfte om Nilsens utnævnelse til kaptein, uanset hvor han måtte stå i løitnantsrekken, er jeg sikker på, at enhver militær vil forstå. Amundsens egen meddelelse til løitnant Nilsen den følgende dag om, at ”der var al sandsynlighet for at han vilde bli utnevnt til kaptein, synes jeg også tyder på, at der dog måtte være nævnt noget i retning av forbehold eller betingelse.

– Angående Helmer Hansen synes jeg at erindre, at Roald Amund­sen under vor første samtale uttalte, at Helmer Hansen allerede hadde været ansat i Toldvæsenet – oppe i Tromsø, tror jeg, det var –, før han drog avsted med «Fram». Under denne forutsetning har jeg ganske vist svart ham, at det departement, under hvilket Toldvæsenet sortere, sikkert ikke vilde gjøre noen vanskelighet ved at ta Helmer Hansen ind igjen. –

Det andet dissenspunkt mellem Hr. Roald Amundsen og mig angår det ”dokument”, som jeg skal ha lovet at opsette, bindene for efterfølgende regjeringer.

Det er rigtig med hensyn til dette, at jeg har uttalt til Roald Amundsen, at alt det som den regjering, hvorav jeg var medlem, hadde stillet i utsigt med hensyn til påskjønnelse for hans ledsagere, gjerne kunde bli meddelt ham skriftlig, og at jeg følte mig overbevist om, at der vilde bli tat like meget hensyn til dette av enhver efterfølgede regjering, som av os. Men det er ikke riktig, at vi skulde sætte op noget dokument, uten at noget videre foretoges fra Hr. Amundsens side. Han finder det påfaldende, at jeg har lagt vegt på, at jeg ikke fik den begjærte opgave fra ham, over, hvad det var for slags stillinger i statstjenesten, hans mænd ønsket. Men jeg synes, det må være klart, at jeg ikke kan ha lovet, bindende for både vor regjering og efterfølgende, at enhver av hans mænd skulde få den ansættelse i statstjenesten, han måtte ha pekt på like overfor hr. Amundsen, uten at jeg endog visste, hvad dette var for slags ansættelser. Det må jo bero på en misforståelse, når hr. Amundsen har trodd at kunne gå ut fra noget slikt.

 Forøvrig mener jeg for min del, at hele dette opstyr godt kunde været spart. Når Amundsens fortjente polarfarere i sin tid ansøker om sådanne ansættelser i det offent­liges tjeneste, som enhver av dem er skikket for, tænker jeg, at både han og de kan være forvisset om, at den fortjeneste, de har indlagt sig av fedrelandet, vil bli tat i fuld betragtning, hvilken regjering, der da sitter ved magten.

Christiania den 1ste Septbr. 1913.

Jens Bratlie.

*

Vi har forelagt statsminister Bratlies redegjørelse for Roald Amundsen som gir følgende Svar:

I Anledning av statsminister Bratlies sidste indlæg i saken om nationalbelønning til «Fram»-mændene skal jeg tillate mig at bemerke, at jeg er hr. Bratlie meget taknemmelig fordi han nu – hvad jeg har ventet på et helt år – har fremkommet med en utførlig forklaring om grunden til at løitnant Nilsen ikke kunde for­fremmes til kaptein.

Der foreligger derimot ikke nogen forklaring om, hvorfor den til løitnant Nilsen lovede St. Olavs orden ikke blev ham tildelt.          

Når hr. Bratlie finder, at jeg har tat vel sterkt i, idet jeg endog har erklært mig villig til at bekræfte min fremstilling med Ed, så vil jeg oplyse, at jeg fandt, at jeg – i man­gel av det av statsministeren lovede dokument – skyldte mine kamerater, som nu skal følge mig på muligens 5 år lang drift gjennem Polarhavet – foruten også deres hjemmesittende familier, en forklaring over, hvad der virkelig var foregåt og i sådan form, at enhver tvil for stedse var fjernet. Dermed føler jeg at ha gjort min pligt.

Roald Amundsen.