Spitsbergentraktens undertegnelse
Spitsbergentraktatens undertegnelse
Fra høitidligheten på Quai d’Orsay i går
Festen hos minister Wedel Jarlsberg.
Aftenposten 10/2-1920
Paris, 10de februar.
Som tidligere telegraferet foregik den høitidelige undertegnelse af Spitsbergentraktaten i går eftermiddag kl. 4½ på Quai d’Orsay. I den berømte klokkesal, som har vært skueplads for så mange verdenshistoriske begivenheder, satt idag stormagternes og de interesserede landes representanter om det bekjendte hesteskobord. Og på det lille bord i midten stod det pregtige sølvblækhus, som den norske koloni havde anskaffet for anledningen.
Blandt de tilstedeværende såes foruden minister Wedel Jarlsberg, den franske ministerpresident Millerand og de forskjellige landes ambassadører med undtagelse af Englands, Italiens og Japans, som var blevet kaldt til London. Desuden såes en række af spidserne i den norske koloni i Paris, generalkonsul Pellerin, legationsråd Jakhellen, major Sverre og oberst Angell, doktor Charles Rabot m. fl. I salens baggrund havde fru Wedel Jarlsberg og det overordnede personale ved de interesserede landes ambassader reserveret plads.
Den høitidelige akt indlededes af Millerand, som erklærede mødet for åbnet og udtalde stormaktene tilfredshed ved at kunne gå til undertegnelse af denne traktat til fordel for Norge.
Derefter udtalte minister Wedel Jarlsberg: Hr. president. Mine herrer, ambassadører og ministre. Med dyb taknemlighed vil det norske folk modtage meddelelsen om, at de gamle ønsker om vort lands suverænitet over Spitsbergen øgruppen, nu er opfyldt. I det norske folks navn og i den norske regjerings navn takker jeg dem for den høie retsindighed og de venskabelige følelser, som de her har givet bevis på.
Dermed reiser den amerikanske ambassadør, Wallace, og går bort til det historiske bord, hvor de to traktater ligger. Han sætter sig og undertegner. Efter Wallace går Millerand frem og fæster sit navn stående og med kraftige pennestrøg. Derefter undertegner den danske minister, Bernhoft, den hollandske minister, M. London, så den svenske minister, grev Ehrensvärd, tilslut minister Wedel Jarlsberg, som rolig og værdig går frem og undertegner det viktige dokument, som først og fremst skylder ham sin tilblivelse.
Dermed er undertegnelsen tilendebragt, enkelt og værdig. Forsamlingen, hvori man også ser flere representanter for verdenspressen og flere norske blade, spreder sig i de tilstødende salonger, hvor der serveres forfriskninger. Statsmændene underholder sig med de tilstedeværende og minister Wedel Jarlsberg modtager gratulationer fra alle kanter.
Reseption i den norske legation.
Umiddelbart efter samledes – etter elskværdig indbydes – en del af den norske koloni i ministerens prægtige hjem for at feire den for Norge så vigtige dag. Blant de tilstedeværende såes minister, Bernhoft, generalkonsul Pellerin, oberst Angell, billedhuggeren, professor Stephan Sinding, maleren Diriks, professor Rabot, medlemmer af legation og konsulat, major Sverre, tidligere vicekonsul Wiel og en lang rekke medlemmer af Pariserkolonien.
Under det hyggelige samvær bad koloniens senior, grosserer Herlofsen, om ordet og udtalte en varm tak til ministeren for, hva han havde gjort for Norge, og bad ham samtidig fra kolonien modtage som gave det skrivestell, hvormed han netop havde undertegnet traktaten.
Ministeren holdt deretter følgende tale:
Stormagterne på fredkonferencen og vore gode naboer, Sverige og Danmark samt Holland, har netop undertegnet den pagt, som giver Norge fuld og uindskrenket politisk suverænitet over Spitsbergen, det gamle Svalbard. Håkon Håkonsens krav er dermed endelig anerkjendt. Lad os modtage, hvad vi således har opnået, med en sådan national forståelse, at historien skal kunne sige, at i Håkon den 7des tid er over århundredernes mørke dal en bro blevet bygget mellem Norges fortid og dets fremtid.
Jeg forstår, at den norske koloni i Frankrige og specielt i Paris, hvor underhandlingerne om traktaten er foregået, har ønsket at give et udtryk for sine patriotiske følelser, og ved det storartede skrivestell og den gyldne pen har Dere i tankerne villet være med ved undertegnelsen. Når De nu, mine kjære landsmænd, har villet, at denne gave skal være en erindring for mig om den nationale tilfredstillelse, vi har oplevet i dag, så kan jeg kun takke Dem af mit hjerte. Jeg har jo bare gjort, hva jeg har anset for min pligt, og jeg fortjener ingen takk, men når Eders godhed og vennlige følelser har villet betro denne gave til mig, så vil jeg modtage den i samme ånd som den er givet og som et dyrebart bevis på, at norske mænd forstår og skatter arbeidet for Norges nationale mål.
Efter at minsteren derefter var blevet takket for det uvurdelige arbeide, han havde nedlagt, udtalte han: De har venligen takket mig for, hva jeg har kunnet udrette til opfyldelsen af vort nationale ønske om Spitsbergens overdragelse til Norge. Tillad nu mig på min side at fremføre en varm tak til mine nærmeste medarbeider.
Det var dr. Ræstads fremragende videnskabelige forarbeider, som gjorde det mulig i en velbegrundet form at fremsætte vore historiske krav på det gamle norske land; ligesom det var dr. Ræstad, som gav sin uvurderlige hjelp til formuleringen af vores ønsker. Videre var det rittmester Isachsen, som med sin aldrig svigtende beredvillighed og omhu, stillede sin rige erfaring og indgående geografiske kundskaper til vor disposition. På denne dag beder jeg Dem forene Den med mig i at sende udtryk af sand taknemmelighed til disse to gode nordmænd.
Tillad mig også her til legationens personale og i første række til min kjære ven legationsråd Jakhelln at fremføre min varme anerkjendelse for trofast hjælp og opfordrende arbeide. En spesiell tak til legationens fortræffelige bibliotekar frk. Lippestad, dossierernes strenge vogter, og som trods alt det jeg rodede i dem, alligevel med aldri så svigtende venlighed holdt dem i orden.
Så vil jeg til slut fremføre Norges dybfølte tak til doktor Rabot, hvis hjerte banker for vort fædreland, således som jeg er sikker på, at vore hjerter banker for hans underbare Frankrige.
Ministerens udmerket fremførte taler ble modtaget med strekt bifald, og det ”Leve minister Wedel Jarlsberg!” som major Sverre derefter udbragte, fik den mest umiddelbare tilslutning.
Efter at have indtaget forfriskninger så samledes man i musiksalongen, hvor fru Blikstad-Bang frydede selskabet med sin herlige sang.