Spitsbergens indfødte
Av Arne Staxrud
Brev til Aftenposten (3/8-12).
Sydskap, Spitsbergen, 22de juli 1912.
Vil man lære et land med alle dets eiendommeligheder at kjende, må man gå til de indfødte. Kun hos dem kan man tilbunds lære at forstå livet og naturen på det fremmede sted. Spitsbergen indfødte er de overvintrende fangstfolk. De er trækfugle – i lighed med næsten alt andet liv heroppe.
År efter år tilbringer de i dette is-og tågeland. Her har de merkværdig nok. Isen og sjøen er deres nærmeste naboer, ensomheden deres bedste kamerat. Deres tal er ikke stort, og de formerer sig ikke; landet er ikke skabt for mødre. Dødelighedsprocenten er større end noget andet sted i verden, hvor mennesker bor. Fra de korte ophold i Norge har de mest dårlig minder.
Der er en eiendommelig og interessant race, som har fået preg af den natur, hvori de har levet. Mådehold er et begreb, som ikke existerer for dem. Regelmessighed enda mindre. Farverne er kun sort og hvidt, alle mellemliggende nuancer er væk. Man gjenfinder disse træk i naturen heroppe. Er der mådehold i nordostkulingen, når den døgn efter døgn raser, så man ikke kan komme ud af døren.
Og er der så mådehold, når solen bryde frem, og dens stråler reflekteres fra de skinnende ismasser, så man må gå sommerklædt i flere kuldegrader!
Og er der nogen regelmæssighed i isen, når den kommer seilende – milevis utbrendt over havet – og lægger sig som en ugjennemtrængelig mur rundt omkring – for så atter en dag at drage videre på sin vei fra det ukjendte mod det ukjendte!
Og kan vente farvenuancer, når året har 4 måneder sort nat og 4 måneder lys dag, og vinteren i 10 måneder indhyller alting i sin snehvide kappe!
De er svage for civilisationens fristelser disse folk. Den første velkomstrus i byen varer ofte, indtil de atter er på vei nordover mod en ny vinter, Og her er de sterke og seige. Med en udrustning som ofte er mer end slet, gjør de turer over is og sjø, som fuldt ud – hvad fysisk udholdenhed angår – kan sidestilles med de mest lysende, polarbedrifter.
Jeg skal nævne nogle exempler på slige ture fra de senere år.
I 1909 måtte 5 mand, som i 1908 var sat op til Kong Karls Land, østenfor Spitsbergen, med udrustning for et år, redde livet ved at foretage en reise over drivisen til Spitsbergens østkyst.
Delvis kunde de ro; men en stor del af veien måte de trække båden over isflagene.
Fra Urensbugten i Storfjorden tog de over til Advent Bay, hvor de kom ned til amerikanernes kulgrubeanleg. Den tilbagelagte afstand er mer end 200 km. over åbne havstrækninger, derpå 70 km. gjennem et for dem ukjendt indland. Udrustning og proviant var elendig. Bare den ting at tilbringe nat efter nat, våd og sliten, under åben himmel, uden andre klæder, end de, man går og står i, vilde være nok til at tage livet af et almindeligt menneske.
I 1910 reiste 2 mand, som var sat op til Storfjorden i 1909, fra Whales Bay rundt Sydkap til Green Harbour i en liden sjægte, med nogle klappekager ( bagte af mel og vand ) som proviant. Store dele af veien måte de slæbe båden over isflagene. Den tilbakelagte afstand er nær 500 km.
En dødsmarch i vinter.
Nu iår kom der marts måned en mand til Advent Bay. Man fandt ham en morgen besvimet på kjøkkengulvet. Han var sterk angreben af skjørbug og fuldstendig afkræftet. Lidt efter lidt kom han dog til krefter igjen, takket være doktor Paulsens anstrengelser. Hans historie var den vanlige. Sammen med tre kamerater, hvor iblandt Anton Eilertsen, som var en af dem, der gikk fra Kong Karls Land 1909, havde han overvintret i Wijdebay fra 1910 til 1911. Fangsten var dårlig, og Anton Eilertsen og denne mand besluttede at friste en vinter til heller end at komme hjem uden fangst. Provianten var elendig både hvad kvalitet og kvantitet angik. Ud på vinteren kom skjørbugen, og Anton Eilertsen blev dårligere, for hver dag som gik. Det sidste han gjorde var at diktere sit testamente, hvori han fordelte sine få eiendele blant kameraterne. Han var da så afkræfte, at han knapt kunde skrive sit navn læseligt. Et døgn senere var han død. Hans kamerat trak liget ud i sneen, nogen anden begravelse var umulig at foretage.
Og der ligger nu en af de kjækkeste fangstfolk, som har trodset is og sne og storm og frost deroppe. De blå og hvide ræve, hvis kamerater han har fanget så mange af, holder nu måltid på hans jordiske levninger, kanske forstyrret af en sulten isbjørn, som jager væk dette småkryb for at undersøge, om der er noget for hans gane.
Den gjenlevende så nu ingen anden udsigt til redning end at komme over til Advent Bay. Den første vanskelighed var at finde den rette vei gjennem et flere mil bredt ukjendt innland, hvor fjelrygge og dale gik på kryds og tvers. Og kommen over dette ned til Isfjorden, havde han endda en 70 km. at gå, før han var i Advent Bay.
Men når man intet valg har, må man tage endog det værste.
Hvordan han fandt over til Dickson Bay, hvordan han sulten og frosen vaklede frem de 3 døgn turen varede, om han havde sovet eller kun ligget i en døs, når han gravede sig ned i snedriverne for at få lidt ly og hvile – alt dette kunde han ikke rigtig selv forklare. Han huskede tydelig, at kan nogle få kilometer fra Advent Bay var faldt overrende og troet, at alt var forbi. Men så havde han pludselig vågnet igjen og ved en sidste anstrengelse slæbt sig frem til husene. Hos det amerikanske kulselskab blev han pleiet på bedste måde.
– – –
Som exempel på denne mands energi kan nævnes, at han, da han var kommet til krefter igjen alene gik tilbage til Wijde Bay og hentede sine reveskind, som han så trak på en kjælke til Advent Bay – en afstand over 100 kilometer.
Der kundes nævnes mange lignende ture; men den ene er jo temmelig lig den anden.
Der er den samme kamp med is og frost og sult og sygdom, den samme rent uforklarlige udholdenhed og seighed, som er en nødvendig betingelse for, at slige ture skal ende med andet end døden.
Lotterispill med liv.
Når man hører om alle disse ting, må man uvilkårlig spørge sig selv, om en slig lotterispillen med menneskeliv er nødvendig, selv i de fangtsforhold, man har heroppe.
For at besvare dette spørgsmål, må jeg gå lidt nærmere ind på, hvordan overvintrings-expeditionerne som regel er organiseret.
Man har da to sorter – de, som udruster sig selv, og de, som udrustes fra et firma i Norge. Det er på disse sidste, at det overveiende antal ulykker er hændt. De bliver til på den måde, at firmaet går i kompagni med en leder, og denne igjen leier et vist antal fangstmænd. Firmaet holder udrustning, sætter expeditionen op til fangstfeltet og henter den igjen, samt lægger ud forskud for provianten, som folkene selv må betale. For dette sit udlæg har firmaet ret til halvparten af bruttofangsten.
Disse betingelser kunde der være nogen rimelighed i, hvis udrustningene var beregnet efter de forhold, hvori den skal bruges, og hvis firmaet gjorde, hvad det kunde, for at opfylde sin hentepligt.
Hvad provianten angår, fraskriver firmaet sig ethvert ansvar for denne. Folkene har derfor her kun havt lederen at holde sig til, når de først et kommer optil Spitsbergen på bristende forudsætninger, og hos lederen har der intet været at tage, og desuden har han selv delt skjæbne med folkene, når der er gået galt på grund af mangelfuld proviant.
Hver sommer der nu en række år kommet meddelelser om ulykker heroppe fra.
En gang er det skjørbugen, som har krevet sine ofre, en anden gang er det ret og slet sult, og en tredje gang er ingen tilbake, som kan berætte om tragedien. – – – Et civilisert land har tilsyn med livsfarlige bedrifter.
Overvintringsfolkene på Spitsbergen har for Norge dannet en undtagelse.
Staten bør gribe ind.
Det er til liden hæder for myndighederne, at de i en årrekke har været stille og uinteresserede tilskurere til alle disse dramaer.
Man må forbauses over, at fangstfolk har indladt sig på slige eventyr år efter år. Hvis man har lært dem at kjænde, vil man delvis forstå dette.
I byen er mange af dem at regne blant «mors ikke bedste børne.» Det falder let at udnytte deres svagheder. Så vel under kontraktskrivning som under proviantering og utrustning vanker der alkohol, ofte i så rigelig mængder, at de ikke ved, hvad de er gået med på, før de er ude i sjøen på vei nordover.
Mange stoler på rederiets erfaring i disse ting. Rederiet har jo havt en række overvintringsexpeditioner tidligere, hvoraf mange har greiet sig bra.
Hvad tror man så udbyttet er for folkene efter en «slig vinters utrolige slit?»
Jo i heldigste tilfælde en 7 a 800 kr. En expedition på f.ex. 8 mand, der gjør fangst på 18000 kr. vil neppe give mere end 1000 kr. i mandslot, hvoraf går 3 a 400 kr. for provianten.
Har de så taget lidt på forskud, trænger der ikke stor regning for at sige, hvad utbyttet bliver, når de har anskaffet sig det nødvendigste til gjenoptage livet i civilisationen. Det ender da med, at de hyrer påny på samme betinger.
Thi hvilket valg har de!
Fangstmændenes land.
Og så kommer jeg tilbage til, hvad jeg begyndte med – de er blevet «indfødte» på Spitsbergen. De kjender landet med de kolde kyster, de afskrækkes ikke af ismasserne, tågen og snestormen. Selv ikke skjørbugen, som spøger deroppe i den lange mørke nat, kan skræmme dem. Her oppe føler de sig først som mennesker.
En fangstmand, som overvintrede på Hopen Island østenfor Spitsbergen fra 1908 til 1909, skriver i sin dagbog for 18de november:
«Ja nu er polarnatten omtrent begyndt, den to måneder lange nat, som al skabning flygter bort fra. Det er intet at undres på heller: thi den er rent uhyggelig, når snestormene raser med skrækindjagende suk og hyl, som om alle helvedes onde magter var sluppet løs fra sine pinesteder. Da er det godt at være inde i en varm stue. Og ve den, som bliver overfaldt af en sådan snestorm heroppe.
Man skal ikke fæste sig bare ved polarnattens uhyggelige side, men ved dens storslagne skjønhed, når stormen hviler efter at have feiet himlen ren for de mørke skyer og månen smilende kaster sit magiske lys over den uendelige store, hvide ismark, og de majestæstiske stolte fjelde med sine hvide kyser på – og fremtryller alper, alpepiger, nøkker, kjæmper og dverge, trold og hexe, ryttere osv. en af hver eneste is. Det er først noget at fæste sig ved; thi en sådan vidundernat går aldrig af ens minde, sålænge man lever.
Vinduslemmen er nu muret til med sne, og den bliver ikke fjernet før midten af februar næste år.»
Man ser af dette, at der findes lyse punkter i det hårde liv, de fører deroppe.
I kampen mod de vældige naturkræfter, udvikles deres bedste egenskaber i jagten efter de værdifulde pælsdyr udviser de et spille, som i sine primitive former mindre om, hvad man ser på museer fra naturfolkenes liv. – I sine prøvelser lægger de for dagen et samhold og et kameratskab, som er rent rørende.
De mænd, som med alle moderne hjælpemidler sætter en rekord, enten det nu er mod himlen eller polen, hæves til skyene af en beundrende mængde – og ofte med rette. Thi der skal mandsmod til at sætte slige rekorder, selv om man kun deltager rent fysisk.
Fangstfolkene her på Spitsbergen har sat rekorder, som kun den kan slå, der vil træne i årevis, så han kan have sin seng og søvn i sneen, og som bliver nødt til at kjæmpe, ikke for at slå en rekord, men for at redde livet.
Det er i sandhed sørgelig, at så mange kjække mænd har måttet bukke under denne kamp og nu ligger som afgnavende skeletter rundt omkring heroppe.
Det er et tungt ansvar, vore myndigheter påtager sig, hvis de nu venter længere med at indføre kontrol med disse expeditioner.