Spitsbergenekspeditionen 1907

Gunnar Isachsen:

Gunnar Isachsen:

Spitsbergenekspeditionen 1907.

I Det norske geografiske selskabs årbog XVIII for 1906–07 er Spitsbergen-ekspeditionen 1906 skildret i korte træk.

En ny ekspedition fulgte i 1907. Hensigten med denne var at komplettere og fortsætte foregående ekspeditions arbeider på Nordvest-Spitsbergen.

Deltagere i ekspeditionen var følgende: Cand. real. Adolf Hoel, stud. real. Hanna Resvoll Dieset, korporalene Alv Strengehagen og Karl Jakob Hovin.

Cand. min. Horneman, der deltok i 1906-års ekspedition, studerede derunder væsentlig det faste fjeld, medens kandidat Hoel i 1907 især ofrede sig for glaciologiske undersøgelser.

Fru Dieset foretog botaniske undersøgelser og indsamlinger på flere lokaliteter inden vort område. Hovin var ny med mig, medens Strengehagen også deltog i 1906-års ekspedition.

Vor udrustning var i det store hele som i 1906. Provianten bestod væsentlig af almindelig hermetik, idet den tørre og koncentrerede slædeproviant var mindre påkrævet i år, da vi væ­sentlig kom til at arbeide fra kysten af.

Ligesom i 1906 havde jeg leiet den lille fiskedamper «Kvedfjord».

Ekspeditionen bekostedes som i 1906 af Fyrst Albert af Monaco.

Fyrst Alberts yacht, «Princesse Alice», og «Kvedfjord» gik fra Tromsø 9de juli. Den 12te mødte vi, 90 kvartmil nordvest for Bjørnøen, dampskipet «Erik Jarl», der kom nordenfra. Vor islods, Johan Kjeldsen, og jeg gik ombord i «Erik Jarl» for at høre, hva man havde at berette om isforholdene nordenfor. Disse var nemlig af de til Tromsø fra Spitsbergen tidligere i år ankomne fartøier skildret som usædvanlig vanskelige. Flere af de norske i Bellsund stationerede hvalfangerkompanier var således på grund af sydfra kommende is, bleven nødt til at rømme nordover med sine flydende kogerier

«Erik Jarl», der var leiet af et selskab af tyske zoologer under ledelse af professor Kunig, kom fra Isfjorden. Efter kaptein Herstads beretning lå isen helt ud til ca.3 grader lengde øst for Greenwich. Vi fik også bekræftet, hvad vi havde hørt på Tromsø, at der i år ikke kunde fåes kul på Spitsbergen, og at der i vinter havde været streik blandt arbeiderne ved kompaniet på østsiden af Advent Bay. Kompaniet på vestsiden hadde endnu ikke kul at sælge.

Da fyrst Albert aldeles ikke vilde risikere at bli fast i isen, og da det viste sig nødvendigt at fragte en ladning kul opover til Spitsbergen for senere behov, returneredes til Tromsø. Imidlertid var det at håbe, at vinden vilde feie isen væk. Den lange kulslugende omvei rundt isfeltet vilde isåfald også kunne spares.

18de juli gik vi atter nordover. Nordenkuling stansede os i Skarø, så vi først slap ud den 20de. Overfladevandets tempe­ratur måltes 20de og 21de nokså regelmæssig 7 à 8 grader varmt. Kl. 8 eftermiddag sidstnævnte dag gik den ned i -0,7 °. En times tid efter såes 4 fangstjagter. Der var altså iskanten. Det er der, fangsten gjøres.

Vi søgte derpå vestover langs iskanten. Som regel vil man stå sig på at komme vestenom, udenom isen. At sætte kursen gjennem den kan være risikabelt, foruden at det kan være høist tvilsomt, om man vinder tid derpå.

22de og 23de havde vi tåge. Vi befandt os nu ifølge bestikket på høiden af Vogelhoek, nordspidsen af Prince Charles Foreland. Kl. 12 middag sidstnævnte dag loddedes l064 meter, kl. 2 eftermiddag 950 meter. Det grundede op østover, kl. 6 eftermiddag lik vi blot 220 meter. Kl. 8 eftermiddag klarned det op, og vi fik over tågen se en del fjeldtopper i sydøst. Etterhånden forsvandt også tågen nede ved kysten. Vi styrede da opunder nordspidsen af Forelandet, hvor vi kom tilankers kl. 10 eftermiddag. Tågen lå endnu tæt over Kings og Cross Bay. Om natten måtte vi forlade vor ankerplads, da isen salte ned på os. Da Cross Bay var fuldstændig stængt at tildels meget grov is, ankred vi op mellem Coal Haven og Quade Hoek.

Tågen holdt sig tæt udover dagen. De opsatte registrerballonger viste imidlertid klart veir og solskin i 800 meters høide. Deroppe var der også sterk vestenvind, medens det nede var næsten stille.

Ud på eftermiddagen fik vi nordenvind, og tågen lettede lang­somt.

Frem på natten seg isen væk fra Cross Bay, hvorfor vi kl. 4 formiddag den 25de kunde ankre op på Ebeltofts havn.

Efter at have sat op telt i land for botanikeren, fru Dieset, der her fik sit første felt, gik vi andre med «Kvedfjord» ind til bunden af Lilliehook Bay.

Assisteret af Strengehagen kompletertes fjorårets triangulering af Cross Bay. Hensigten hermed var bl. a. dels at få gode punkter, hvorpå oplodningen af bayen kunde baseres, dels at få kystlinjen yderligere detaljeret. At opnå dette sidste er vanskelig ad fotogrammetrisk vei, da kystlinjen i så tilfælde indlægges etter fotogrammer, hvorpå denne linje ikke overalt fremtræder ganske klart.

I dagene 25de til 29de udtagde og bestemte Hoel og Hovin flere merker tvers over Lilliehöökbræen. Hensigten hermed var ved hjælp af senere observationer af stenene at få et mål for denne ganske mægtige bræs bevægelse i en sommermåned.

Ligeså udsattes merker for at måle overfladeafsmeltningens størrelse.

Da vi 26de juli arbeidede i station 15, nordvest for Signes havn, kalved Lilliehöökbræen nær indunder Kong Håkons halvø. Hele den lengst fremstikkende tunge gik efterhånden i vandet. Dette var den største kalving, vi så på dette sted i år. Den kunde dog ikke sammenlignes med den store kalving den 29de august ifjor. Det var i det hele små kalvinger i år, medens ifjor det ene store stykke etter det andet faldt under tordenbrak. Som ifjor foregik den store kalving i år også ved omtrent halvt faldende vande.

Indunder bræerne var der ifjor meget sæl at se. I år derimod fore­kom den meget sparsomt. Det skal altid være tilfælde, når der er megen is tilhavs, idet sælen pleier at holde sig til isen.

Den 28de besteg vi Pic Grimaldi eller Tetraedret, som vi også kaldte toppen på østsiden af indløbet til Cross Bay. Vi angreb toppen gjennem botnen på nordsiden. Det var en ganske hård tørn at komme op, belæsset med instrumenter. Hele fjeldsiden var nemlig en eneste forvitret masse, der raused udover ved den mindste berøring. Vel oppe, belønnedes vi imidlertid godt for vor møie, idet toppen var et herligt punkt, hvorfra der havdes en vid udsigt. Vi blev deroppe i stadigt arbeide i henved 4 timer og gik så ned i skaret på sydsiden af toppen, derpå over basisøren og ombord.

Etter aftale med Fyrsten gik vi så over til det aftalte mødested, Ebeltofts havn, for at enes om det videre arbeidsprogram.

Ud på kvelden bragte vi fru Dieset fra Ebeltofts ind til Signes havn, hvor hun skulde arbeide i og ved indsjøregionen. Fyrst Albert lovede at føre hende over til forskjellige lokaliteter i Cross Bay, medens vi var fraværende ytterst i fjorden. Efter som vanlig at have reist fru Diesets telt og ordnet all for hende, gik vi ind til bunden af Lilliehöökbay og henlede Hoel og Hovin, hvorpå vi nat til 29de gik til Blomstrands havn i Kings Bay, hvor Hoel sattes i land med sine sager for at foretage undersøgelser ved den bræ, der falder ud i uævnte havn. Vi lod Hoel tilhage alene og gik så med «Kvedfjord» over til yttersiden af Blomstrands halvø, hvorfra vi besteg det høyeste af halvøen. Oppe på denne ligger flere næsten mandshøie flytblokke.

Nede ved sjøkanten findes flere huler i fjeldet, udvasket af sjøvandet. Scoresbygrotten er en af dem bleven kaldt. Lignende grotter findes også andre steder i Kings Bay.

Enkelte af øerne i denne bay er så slidt af vand og is, at omkredsen nedentil ved havfladen på flere af dem er mindre end oventil. Der er temmelig dypt klods ind til flere af øerne. På disse, der kun er nogle meter høie, hakker masser af ærfugl.

Fra Blomstrands halvø gik vi i herlig, stille veir over til sydsiden af Kings Bay, øst for Coal Haven. Vi havde en voldsom danning, som lydede på, at der tilsjøs var kuling af nordøst.

Ved stranden stod en hytte. ”Home for the lost” stod udenpå med svære bogstaver. Inde i huset var der kul, ståltråd, krudt, planker etc. Huset var lidet skikket til overvintring, idet det enkelte lag planker stod med ca. 1 cm mellemrum.

Ved 9-tiden om kvelden havde vi nået toppen mellem de to nevéer søndenfor Coal Haven. Turen nedover gik udskillig hurtigere, idet vestsiden af fjeldet var bedækket med fint materiale, der let sattes i bevægelse på den bratte fjeldside.

Klods under bræen kom vi over en kulgang, hvorover der stod et skilt, som bekjendtgjorde, at den var taget i besiddelse af ”aktieselskabet Bergen”. Denne kulforekomst har vistnok længe været vel kjendt. Flere norske fangstmænd har således forsynet sig med kul her og vistnok også Nordenskiöld og James Lamont.

Efter at have bragt Hovin tilbage til Hoel i Blomstrands havn udpå morgenkvisten den 30te juli gik vi atter over til syd­siden af Kings Bay, hvor jeg havde udseet mig el punkt på plateauet ovenfor det lave forland. Den tyske journalist Theodor Lerner pas­serte os på formiddagen. Da han fik vide, at Fyrsten var inde i Cross Bay, fortsatte han med sin damper «Expres» indover bayen for at høre etter post.

Det er en stor slette, en hel exercerplads, der ligger foran nævnte plateau, indenfor Quade Hoek. Den er på sine steder vel vandet og opunder fjeldet også overmåde vel glødet af de talrige her hækkende fugle.

På sletten, der ikke ligger mange meter over havet, fandt vi en ældgammel grav. Tæt ved denne stod skilter, der tilkjendegav, at landet omkring var laget i besiddelse. De herrer, der så letvindt havde svunget sig op til godseiere heroppe, var den engelske Lord Morton og Robert Douglas.

Efterat vi var færdig med vort arbeide i stationen på det nævnte, over sletten liggende plateau, gik vi med «Kvedfjord» til Prince Charles Foreland, hvor jeg agtede mig op på en isoleret top, der så ud til at ligge heldig til som station.

Vi ankred op ved indløbet til en stor lagune, der har fået navnet Richards lagune. Denne lagune, der er ca. 10 km. lang og et par km. bred, står ved et trangt sund i forbindelse med sjøen.

Tidevandet bevirker en voldsom strøm gjennom dette sund, så sterk, at det som regel er umulig at ro op imod den.

Strømmen fossed ud gjennom åbningen, da vi kl. 8 om kvelden forsøgte med båden at komme op i lagunen. På siderne af indløbet var strømmen noget slakere, men selv der var det umuligt at ro op imod den. For ikke at drive af igjen måtte vi i en fart hoppe ud af båden og trække den langs land gjennem åbningen. På sandrevlerne nær indløbet holdt masser af ærfugl til, meste­parten hanner.

Vor islods, Søren Svendsen, der tidligere havde været på dette sted, fortalte at åbningen i lagunen da havde været sydligere end nu. Vi roede næsten op til den sydlige ende af lagunen og gik her vestover på en bræ, der skjøv en moræne foran sig nordover, mod dybet af den foranliggende dal. Det dybeste af dalen optages at et vand.

Den top, vi agtede os op på, lå nærmere Forelandets vestside end dets østside. Fra toppen så vi, at der langs vestkysten på dette sted var et nogle kilometer bredt, fladere terræng med flere sjøer.

Det var fra toppen underligt at se, hvorledes og med hvilken fart tågen dannede sig langs Spitsbergen, fra Forelandssundet og nordover forbi De 7 isfjeld. Først en tågedot, der i en fart voksed sig til et langt bånd, der stadig var i bevægelse og skifted form ophørte på et sted, begyndte på et andet.

Da vi ud på natten til den 31te skulde ombord igjen, var strømmen ligeså hård som da vi roede i land, men gikk nu den anden vei, ind i lagunen. Vi måtte trække båden ud på samme måde, som vi kom ind. Dertil et godt stykke sydover, før vi lagde fin land. Og endda var del, såvidt vi undgik at trækkes ind i lagu­nen igjen, til trods for at, vi roede af alle kræfter.

Ud på ettermiddagen gik vi nordover og ankred op øst for Kap Mitra. Det var vakkert veir, men en stiv kuling fra nord satte høi sjø og vasked den lille «Kvedfjord» over fra for til agter. Vinden øked stadig og det tykned etterhånden til. Næste morgen 1ste august snedde det, og fjeldene omkring var kridhvide. Snestormen vared hele dagen. Da det om morgenen den 2den ikke var bedre, gik vi over til Blomstrands havn for at hente Hoel og Hovin for så at gå tilhage igjen. Jeg var nemlig bleven bange for at lade dem viere henger alene. De var nemlig uden gevær, og muligheden for et bjørnebesøg var jo ikke udelukket.

Ved middagstider var vi atter til ankers øst for Kap Mitra igjen. Da veiret var blit noget hedre, gik alle mand op på toppen af ”Vørterkaka”, vest for Ebeltofts havn. Herfra så vi Cross Bay klar, medens tågen lå nokså tæt på vestre side af vandskillet på Mitrahalvøen. Vi måtte derfor opholde os på toppen til henimod kl. 11 om kvelden og arbeide i gløtterne, når tågen letted noget. Da vi ved midnatstid kom ombord, havde vi atter kuling af nordenvind med snefok, der varte hele natten og den følgende dag. Ved mid­dagstid søndag 3die august kunde vi endelig komme løs og indover Kings Bay. Det var min hensigt at få en station i den inderste del af Kings Bay. Da der var adskillig sjø, og da vi frygtede for, at farvandet mellem øerne var urent, gik vi ind og ankred inderst i sydvestre hjørne af Kings Bay. Vi fik lige under Mt. Nielsen en ganske bra station, men trods vi gav os god tid, passed tågen vel på, at vi ikke skulde få se De 3 kroner.

Mellem Fyrsten og mig var det aftalt, at vi skulde mødes i Green Harbour, Isfjorden, 5te august. Der var nemlig i Tromsø sluttet kontrakt med Bergenske dampskibsselskab om, at en kulbåd den dag skulde indtræffe på nævnte sted. Ud på kvelden den 4de gik vi derfor med «Kvedfjord» sydover gjennem Forelandssundet til Green Harbour, hvor vi ankred kl. 6 om mor­genen den 5te, på vestsiden. Da Forelandssundet ikke er oploddet, men ansees for at være temmelig grundt, og da veiret desuden ikke var ganske sigtbart, måtte der ofte stanses for at loddes.

Ret i land stod en gamme og et udhus. I gammen stod smør på bordet og madrester lå strøet rundt omkring. Uryddigheden syntes at tyde på, at beboerne i hast havde måttet forlade stedet. Jeg hørte siden, at beboerne havde været Tromsøskipperen Mattilas, der om vinteren havde ligget med sin jagt i Safe Harbour eller «Sauehavna», som den kaldes af fangstfolk. Efter at fartøiet var forlist havde mandskabet tyet hen til Green Harbour, hvor det efter nogen tids forløb var bleven optaget af et forbipasserende fartøi.

Nævnte Mattilas er en brorson af den Mattilas, der døde ved Gråhuk vinteren 1872-73.

Omkring jordstykket udenfor gammen gik en indhegning. Ved denne stod et skilt, der angav, at marken var indhegnet for Leif Bryde, Sandefjord.

Ca. 30 m. længer nord stod et større skilt med den mystiske indskrift «Vermessungen S. M. S. «Olga». Ca. l km. længer nord fandtes 2 kirkegårde omtrent 100 m. fra hinanden, den ene på omkring 30. Den anden på omkring 10 grave.

Ud på ettermiddagen kom «Princesse Alice» ind og ankred op tæt ved os. Fyrsten, der havde forladt Cross Bay om morgenen, havde nu tilendebragt oplodningen af Cross Bay. Det havde laget længer tid end fra først af beregnet, idet oplodningen havde beredt flere overraskelser.

Fru Dieset havde arbeidet ved Signes havn og ved bunden af Møller Bay.

I Signes havn havde hun seet en ganske interessant luftspeiling, ligesom hun fra dækket på «Princesse Alice» i Møller Bay en nat havde seet et stort hvidt dyr, der løb nordover over morænen og op på den bræ, der går ned mod Møller Bay. Noget andet end bjørn kan det vel vanskelig have været. Renen er for grå, og ræven for liden til at kunne blive observere! på flere kilometers afstand. I vore dage er jo bjørnen i sommertid overmåde sjelden på vestsiden af Spitsbergen. I Kings Bay skal den holde sig længst udover sommeren, fortæller fangstfolk. I nævnte bay så jeg i slutten af juli nokså ferske bjørnespor.

Den 5te august kom der, som ventet, ingen kuldamper til Green Harbour. Det var tidligere aftalt, at nævnte damper i tilfælde den på grund af isforholdene ikke kunde nå Green Harbour inden den 9de – skulde gå til Virgo Bay på Danskeøen, hvor isforholdene vanskelig vilde kunde tænkes at hindre den i at nå frem.

Midt på østsiden af Green Harbour ligger Finnæsset, på hvis sydside «Aktieselskabet Spitzbergen» – der disponeres af K. Råum, Tønsberg – har sin hvalfangststation. Dette selskab er det eneste af de 6 kompanier som driver hvalfangst med Spits­bergen som basis – der har kogeri på land. De øvrige har fly­dende kogerier, som regel et gammelt seilskib. Hvert af selskaberne driver fangsten med 2 a 3 både, ganske små jernbåde. Desuden har hvert selskab en større dampbåd, der bugserer hvalkadavrene ind til stationen.

 Af nævnte 6 kompanier var der i år, 1908, kun 3, der drev fangst der oppe fra, idet Albert Grøns selskab er opløst, Giævers både solgt og Joh. Brydes har optaget fangsten andetsteds.

Geologen og botanikeren fik ganske god anledning til at undersøge trakterne heromkring, idet kuldamperen lod vente på sig.

Da den endnu ikke var kommen den 8de, gik jeg med «Kvedfjord» til Advent Bay for at undersøge, om der muligens skulde være noget kul at få ved kulkompanierne derinde.

Det amerikanske kompani ved Advent Point kunde i tilfælde levere omkring 30 tons i løbet af et par dage, og det engelske kom­pani på østsiden vilde i nødsfald også kunne levere lidt.

Da jeg ud på natten kom tilbage til Green Harbour bestemtes det, at jeg næste dag skulde gå til Virgo Bay med «Kvedfjord» for at undersøge, om der muligens skulde være kommen nogen kuldamper.

Dette slap vi imidlertid, idet «Mars» endelig kom kl. 6 om morgenen den 9de. Alle 3 skibe gik så til Advent Bay, hvor der var bedre ankerplads.

«Kvedfjord» måtte vente til «Princesse Alice» havde fået sine kul, der lå øverst i lasten, hvorfor vi først blev færdig i løbet af den 10de. Alle, der på nogen måde kunde undværes ombord, var flere gange oppe på det 1100 m. høie Nordenskiolds berg efter fossiler.

Da en mand ombord på yachten havde fået blindtarmbetændelse, og Fyrsten vilde ligge stille, indtil krisen i sykdommen var over, gik jeg den 11te kl. 5 om eftermiddagen ud at bayen for at fortsætte med vort arbeide nordpå. Jeg medtog kaptein Hjalmar Johansen, der havde fulgt «Princesse Alice» den hele tid fra Tromsø

i håb om at blive sat i land på Prince Charles Foreland, hvor han efter aftale skulde støde til Bruces ekspedition.

Vi havde vakkert solskinsveir med frisk bris af nordøst du Isfjorden, men kommen forbi Daumandsøren var det imidlertid stille. Det pleier nesten altid, fortæller fangstfolk, at være stille i Forelandssundet, når vinden står ud Isfjorden. Kl. 9 om kvelden ankred vi på 3 favne vand syd for Point Poole, som denne lave odde på østsiden af Prince Charles Forland nu kaldes. Den flade del, «the Foreland Laichs», som Bruce har kaldt den, hæver sig vistnok ikke over 5 m. o. h. Vi fulgte straks Johansen vest­over. Vi gik i retning af øerne på vestsiden, som kunde sees, når vi kom op på en og anden knaus et par meter over sletten. Vi håbed nemlig at træffe på Bruces leir straks indenfor øerne. Vi havde heller ikke gået længe, før vi så en bordhytte og 3 telte. Efter en marsch på l time og 25 minutter brød vi ved midnatstid ind i leiren. Af en at Bruces folk, ingeniør Burn Murdoch, der var ladt tilbage i hovedleiren, hørte vi, at Bruce tilligemed Ross, Kerr og Johannes Svendsås fra Tromsø var fraværende ved Kap Gold. Da jeg havde lovet at tåge Bruces ekspedition med tilbage til Norge, aftalte jeg det fornødne med Burn Murdoch og Hjalmar Johansen. Alt blev drøftet, nedskrevet og underskrevet. En misforståelse skulde således synes udelukket. Jeg lovede at komme tilbage en af dagene mellem 25de august og 10de septem­ber. Bruce måtte, hvis han vilde følge os til Norge og ikke over­vintre, være på pletten den førstnævnte dato.

Kl. 5 formiddag den 12te gik vi så nordover, op gjennem Forelandssundet. Vi benytted anledningen til at få os en lur og tvers af Kings Bay blev jeg purret.

Jeg arbeidede i løbet af dagen i 4 stationer ud for De 7 isfjeld. Luften var forbausende mild denne dag, stille, grå og blytung. Et helt stim af storkobbe passerte os. Besynderligt at se denne sæl i flok og følge. De pleier ellers gjerne at optræde alene.

Om kvelden loddede vi os forsigtig op under land, ved 3dje isfjeld søndenfra, og ankred et godt stykke fra land. Det er nemlig meget langgrundt udenfor De 7 isfjeld.

Vi roede alle land. Jeg havde her en station foran den sydlige del af nevnte isfjeld, der ender på land.

Levninger af en russebod fandtes på banketten foran bræen. Det var såvidt hyttens plan kunde skimtes: firkantet, 4 skridt i side. Som vanlig på disse gamle tomter lå teglsten spredt rundt omkring. Ved to-tiden om natten kom vi ombord og gik straks sydover og ankred op søndenfor 1ste isfjeld. Da veiret etterhånden tykned til, roede vi i land kl. ½5 om morgenen den 13de og stationerede. Da vi 3 timer efter kom ombord, regnede det temmelig sterkt. Vi gik så nordover og ankred på Kvedfjords bugt, nord for 5te isfjeld. Her havde jeg en station, medens de andre arbeidede i land, omkring selve isfjeldet.

Hoel og Dieset efterlodes, medens vi med «Kvedfjord» gik nordover og loddede os op og ind i Hamburgerbay. Bayen er ved indløbet ca. 250 m. bred med en 4 a 5 m. dyb rende i midten. Indenfor udvider bayen sig, ligesom også dybden tiltager, på et sted endog op til 18 m. Bayen er en fortrinlig havn for fartøier op til 12 fods dybgående.

Hovin og jeg gik i land og begyndte vort arbeide på nord­siden, medens «Kvedfjord» gik sydover for at hente de andre hidop. Da det blev lidt længe for os at vente i duskregnet, gjorde vi op et herligt bål og kl. l formiddag den 14de kom «Kvedfjord» tilbage og ankred op på bayen. Skjønt vi var både sultne og søvnige, målte vi dog alligevel over til sydsiden af bayen forat se, om der var noget merkeligt. Vi fandt her levninger etter et par russehytter. Den ene målte 11 x 14 skride og den anden 7 skridt i firkant. Desuden var her flere gravhauge. Ligene var sat ned i kister, der stod inde i en stor stenhaug. Tælen havde antagelig været til hinder for, at kisterne kunde graves ned.

Næste morgen satte vi i land op 2 telte for fru Dieset, Hoel, Hovin og vesle Jakob, kapteinens søn, som skulde være ”flisegut” for Hovin, der skulde gå op bayen med distancestang.

Jeg gik så ud med «Kvedfjord» og arbeidede fra en række af stationer langs kysten. Udpå kvelden gik vi til Virgo Bay for at aflevere post, som vi havde med fra Advent Bay til Wellman. Vi traf her Theodor Lerner igjen. Han havde med sine to tyske generalstabsofficerer, der var sendt hidop for at prøve nogle nye topografiske instrumenter. Da Lerner som journalist havde interesse af at ligge i Virgo Bay for at skrive om Walter Wellman, kunde de to officerer ikke godt få sit ønske om at arbeide på jomfruelig mark, opfyldt.

Ud på dagen den 15de kom vi atter tilbage til Hamburger Bay, hvor vi fortsatte vore arbeider.

16de regn og tåge.

Da det begyndte at klarne ved 4-tiden om morgenen den 17de gik vi med «Kvedfjord» op til Magdalena Bay, hvor Hoel ledsaget af Svendsen arbeidede på bayens sydside, medens Strengehagen og jeg besteg en top på nordsiden af bayen. Veiret blev herligt, og på nedturen kunde vi ikke negte os den fornøielse at tåge et snebad. Det var en udsøgt nydelse at vælte sig nøgen i sneen. Om ettermiddagen returnerede vi til Hamburger Bay, hvor Hovin og Jakob fremdeles arbeidede. Om eftermiddagen ved 5-tiden statio­nerede jeg i et punkt syd for bayen. For en masse ræv der er omkring Hamburger Bay! Nok at leve af er her vist også tid­ligere på året. Skarer af fugl hækker her, og der lugter sterkt af guano i fjeldsiderne. Hvor ikke heldingen er for sterk, er der godt mosedække. Kysten langs De 7 isfjeld – især på stykket Magdalena Bay – Drivtømmerbugten, er meget takket, udsat som den er, for virkningen af det åbne hav. Klods under kysten går en krans af blindskjær. Bølgeslaget arbeider stadig i fjeldkløfterne, og man hører den dumpe og skrallende lyd af stenene, der ved bølgeslag og dragsug føres frem og tilbage på bunden.

Da vi pakked vore instrumenter sammen, begyndte det at regne, jevnt og varmt.

Udover natten den 18de gik Hovin, Hoel og Strengehagen op kystlinjen til Magdalenahuken. Regnet hørte etterhånden op og efterfulgtes af en voldsom, varm sydøstvind med en temperatur af fra 13° op til 19° C. Der, hvor kysten svinger ind i Magdalena Bay havde karene fundet en kirkegård med mindst 30 grave. Ud mod sjøen var der af sten opført en mur. Kisterne var så sat på indsiden af muren, mellom denne og fjeldsiden. Over det hele var så lagt sten. Denne begravelsesmåde var jo meget bekvemmere, end at kaste op en grav i den frosne jord.

Da karene kom tilbage, klarnede det noget. Jeg gik straks i land på sydsiden af bayen, hvor jeg havde en station på Daumandsstenen, som vi kaldte den. Flere ligkister var sat klods indtil stenen og over det hele var lagt en haug med mindre stene. Det tykned efterhånden til, og det begyndte atter at regne. Vi benyttede derfor dagen til oplodning af bayen, skjønt det var så usigtbart, at vi knapt kunde se fra land til land. Ud på kvelden gik vi til Magdalena Bay, hvor vi salte fru Dieset i land på nordsiden Såa kl. 4 formiddag den 19de tilbage til Hamburger Bay for at afslutte vore arbeider. Først efter kl. 8 om kvelden blev det såvidt klart, at delte blev muligt og kl. 4 om morgenen den 20de toges alle ombord ved Drivtømmerbugten, ud for 7de isfjeld. Tågen var stunde­vis temmelig læt. Da der langs De 7 isfjeld desuden er udgrundt og urent, måtte vi lodde os meget forsigtig op under land. I det hele bør der af fartøier udvises den største forsigtighed på denne kyststrækning. Landing bør kun foretages i stille veir. At forlade et landsat parti kan være risikabelt, da det på grund af den sterke brænding er uvist, når det kan lages ombord igjen.

Da vi nu havde gjort os såvidt færdige her, som tiden tillod, gik vi nordover. Hensigten var at nå Wood Bay. Med dette års vanskelige isforhold var det vel tvilsomt, om vi kunde nå dette sted, men vi måtte dog forsøge. Veien faldt forbi Wellman. Her var netop kommen de to norske turistskibe «Neptun» og «Kong Harald» og med disse fik vi post. Disse to dampskibe samt den østerrigske damper «Thalia» – der havde været her 26de juli – var de eneste, der såvidt mig bekjendt, nåede frem til Spitsbergen med turister denne sommer. Isfjorden var 1907 ikke besøgt af en eneste turistdamper.

Hos Wellman fortaltes, at alle fangstfartøier havde forladt nordkysten for i år.

På min anmodning lovede Wellman, at han skulde afhente vor botaniker i Magdalena Bay, hvis vi med «Kvedfjord» ikke returnerede nordfra inden en nærmere fastsat tid.

Den 21de gik vi så i kuling af nordenvind østover mellem Amsterdamøen og Danskøen, ud Smeerenburgsundet nordover og ankred i sundet mellem begge Norskøerne. Vi gik straks op på toppen af ytre Norskø for at se på isen. Lidt disig var det, men en 10-15 kvartmil så vi nu alltid. Ingen is var at se. Vi lettede straks, gik el par timer med kurs for den lille ø Moffen for om muligt at få kjendskab til, hvorledes isen lå. Da sjøen imidlertid gik høi, og det blev vel megen vasking, forandrede vi kursen mod Wellcome Pt. og gik ind i Wood Bay, hvor vi kl. 11 om kvelden kom tilankers på vestsiden af Eiderholmen, ved bunden af bayen.

Tidlig den 22de var vi i arbeide, men veiret var desværre disigt. Det gik siden over til regn. Vi hang dog i til kl.11 om kvelden, da tågen var bleven så tæt, at vi ikke kunde se mere end bredderne på begge sider af bayen, i høiden var alt indhyllet i tæt låge. Da jeg ikke turde risikere at bli stængt inde her, bestemte jeg mig til at benytte stygveiret for at gå til Magdalena Bay og hente bota­nikeren.

Den 23de kom vi derned. Fru Dieset var fornøid med, hvad hun havde fået udrettet til trods for det dårlige veir.

Etter at have fyldt vand gik vi atter nordover til Norskøerne for at afvente klarere veir for så atter at prøve på at komme ind i Wood Bay

24de august samme tågede og usigtbare veir. Medens islodsen, kapteinen og jeg gik tiltops for at se på isforholdene, besøgte de andre Gloven Cliff.

Her på sydsiden af ytre Norskø, nede ved stranden, fandt vi levninger efter 8 a 10 russehytter. Ovenfor en masse stenhauger, begravelsespladser. Flere kister lå åbnede i dagen.

Barometret var fremdeles i jevn stigning, lige fra 19de ds., hvilket her betyder mere nordenvind og tåge.

Søndag 25de lættere tåge end nogensinde. Da barometret frem­deles steg så småt, og islodsen mente, at der så sent på året som nu var liden udsigt til andet veir, bestemte jeg mig til at gå sydover for at gjøre os færdig ved Cross Bay. Om ikke mange dage vilde vi jo bli nødt til at indstille arbeidet og gå hjemover. Man kan nemlig som regel på vestkysten af Spitsbergen ikke påregne godt arbeidsveir mer end ud august, kanske en uge udi september Kl 10 formiddag ankred vi op i Virgo havn. Her blæste nordenvinden endnu være end på længer nordpå. Hvis det ikke var, fordi stedet var historisk, vilde vist turisterne betakke sig for at komme til dette sted. Det er det styggeste og uhyggeligste sted, jeg har truffet på Spits­bergen.

Min melding om, at vinden var spakere konger nord, havde tilfølge, at Wellman bestemte sig til at gå opp.

Selfangeren «Frithjof» sendtes rundt til østsiden af Amsterdamøen, hvor den gik tilankers i påvente af opstigning; hundene førtes under voldsom hylekonsert frem til ballonghuset, de sidste breve og ordres gjordes færdige etc.

Småballonger (ballons pilotles) opsendtes af og til for at erfare vindens retning og styrke. Tågen blev imidlertid tættere igjen, og det var tydeligt, at nogen opstigning blev der ikke idag. Da Wellman fjerne så, vi skulde bli til imorgen, gik jeg ind herpå.

26de august frisk nordenvind, 6 meter i sekundet, usigtbart og tildels sne, temperaturen ca. 1°. Da der ingensomhelst udsigt var til opstigning denne dag heller, kunde vi ikke vente længer.

Da Lerner havde aftalt med Johansen om at overvintre sammen med sig på Spitsbergen, loved jeg Lerner at sætte Johansen fra Forelandet over til Advent Bay, hvis det måtte være muligt.

Med flag i top gik vi så ud sundet vestover og sydover.

Vi havde frisk kuling agterud, så det gik godt undaf. Straks vi kom ind i Cross Bay, fik vi løi vind og klart veir. Det er besynderlig med Cross Bay: som oftest vakkert veir, selv om det udenfor er tåge og stygveir.

Det kan ikke slå feil, at Cross og Kings Bay jo fremtidig vil bli meget besøgt af turistskibe til Spitsbergen. Både fordi de er så vakre, og fordi – som nævnt – veiret der er forholdsvis godt, sammenlignet med andre lokaliteter på Spitsbergens vestkyst. Når vore karter nu udkommer, vil man også kunne navigere trygt og finde gode ankerpladse i Cross Bay. Hidtil har det været meget risikabelt at gå ind i denne bay. I 1906 så jeg således en hvalbåd gå ind og ankre ved Ebeltofts havn så nær ind på et blindskjær, at båden havde hugget i skjæret, hvis vinden havde gået rundt.

«Antarctic» med professor De Gieers ekspedition stødte i 1901 på grund ved indløpet til Cross Bay. Heldigvis var veiret godt, så de fik den af grunden efter nogle dages arbeide.

Vi ankred i Ebeltofts havn, hvor Hoel i farten vilde undersøge en strandlinje.

Ligeså satte jeg Hovin og Jakob i land for at gå op kysten udover til Kap Mitra med distancestang.

Derpå gik vi indover fjorden til sydendes af fuglefjellet, Kong Håkons halvø, hvor fru Dieset landsattes. Hun vilde nærmere undersøge den frodige, bratte sydhelling.

Det var forholdsvis stille rundt i fuglefjellet nu. Kun en og anden stormtåge, lundefugl og krykke var tilbage. Alkene var derimod reist. Det er merkeligt, hvor alkene er præcise. De drager sydover fra Spitsbergens vestkyst 20de august, og dette slår som oftest næsten altid til på dagen. Allerede en god tid før denne datum er ungerne kom men på vandet. Temmelig tidlig, endnu før alkeungen kan flyve, tager moderen ungen mellem benene og løber på vandet med den. Mor og unge holder længe sammen – anderledes med teistungerne. De spaserer selv tilsjøs. Dukke kan de med det samme, de kommer på vandet, og moderen forlader dem snart.

Vi gik derpå ind til bunden af Lilliehöökbayen. Hoel og Strengehagen drog straks opover bræen for at bestemme de tidligere udlagte stenes beliggenhed. Selv gik jeg igang med theodolitarbeide på vestsiden af bayen.

Kl. 1 formiddag den 27de august gik vi udover til fuglefjeldet og tog fru Dieset ombord. Derpå udover og ankred ved Kap Mitra kl. ½3 om morgenen. Henimod kl. 3 eftermiddag var Hovin nået helt ud til Kap Mitra, hvorpå vi gik over fjorden og ankred ved Tinayres bugt, hvor endnu endel arbeide stod igjen. Det var også nødvendig at slukke af under kjedelen, da en af rorene lækkede.

Kl. 3 formiddag den 28de var arbeidet såvel i land som ombord endt, hvorpå vi gik indover Lilliehook bay. Hoel var netop kommen tilbage fra bræen, og da jeg havde noget arbeide igjen herinde lod jeg de trætte brævandrere sove ud. Kl. 12 middag var alle sammen atter i arbeide og kl.6 gik vi udover til viken nord for Ebeltofts havn, hvor Hoel målte strandlinjens høide. Så tvers over fjorden til punkt 7, hvor fjorårets arbeide kompletteredes Hoel målte også her strandlinjens høide (omkring 100 m. o. h). Fru Dieset undersøgte alkefjeldet på nordsiden af 14de julibræen. Det var det frodigste sted, hun hidtil havde seet på Spitsbergen. Foran 14de julibræen lå der en masse mindre kalvisstykker, hvorpå enkelte sæl havde lagt sig op til soling.

– – –

Kl. 1 formiddag 29de august tørnede vi ind, men kl. 6½ formiddag var vi atter på’n. Efter at have gjort os færdig her, gik vi over til fjeldet ved Kap Mitra, hvor fru Dieset havde fundet en ca. 15 m. dyb hule i fjeldet. Vi fotograferte den og satte så kursen mod nordspidsen af Forelandet. Herligt veir, aldeles blikstille, men en døn­ning så svær, at det vilde være umuligt at komme i land på Forelandet med instrumenterne uskadt. Vi forandrede derfor kursen og gik til Quade Hoek, hvor vi ankred op i en liden bugt på vestsiden af odden. Hovin og jeg arbeidede så i flere timer på Quadehoek-knappen, 589 m. o. h., mens Hoel og fru Dieset gjennemstreifede lavlandet. Kl. 11 om kvelden var vi atter ombord, hvorpå vi gik til English Bay, hvor vi kom ved midnatstider.

Næste dag, den 30te august, arbeidede Hoel og jeg på hver vor side af bayen, og kl. 7 eftermiddag var vi atter ombord. Lettede straks og gik sydover gjennem Forelandssundet, hvor vi ankrede syd for Pt. Poole kl. 11 eftermiddag, ved det med Burn Murdoch aftalte sted. Jeg sendte straks bud over til Bruces leir. Murdoch og Johannes Svendsås kom tilbage med mine folk, og vi fik da til vor overraskelse høre, at Bruce endnu ikke var kommen tilbage til sin leir. Jeg lod Murdoch få Hovin til hjælp, hvorpå vi med «Kvedfjord» gik nordover for at undersøge Forelandets østside. På vestsiden kunde vi ikke komme med «Kvedfjord», da sydvesten havde sat isen klods op under land. Vi ankred syd for Heemskerke Ness og roede straks i land. Der blæste en stiv kuling fra nord. Baden tog grunden et stykke fra land, hvorfor vi i en fart kom os ud af den og fik den på det tørre. Vi undersøgte så hele det lave land til forbi Bruces grundlinie 1906, men uden resultat. Straks nord om lagunen fandt vi levninger efter to russehytter, den ene 7, den anden 5 skridt i firkant.

Kl. 8 eftermiddag var vi tilbage igjen ved Pt. Poole og 3 mand gik over til Bruces hovedleir.

Kl. 11½ om natten til den 1ste september kom mine 3 folk tilbage. Murdoch havde sendt Johannes til Kap Cold, men denne var vendt tilbage uden at have seet noget til Bruce.

Det var ikke mer end vi greied at få tat folkene ombord, så voldsomt blåste og snedde det. Trods begge ankre var i bunden, drev vi; stillingen blev uholdbar. Under fuld fart forover mod nordenvinden toges ankrene ind, hvorpå vi lod det gå undaf og ind Isfjorden. Vi benyttede de følgende dage til at samle fossiler ved Kap Thordsen og i Sassendalen samt kulle i Advent Bay for hjemreisen.

Kl. 2 eftermiddag den 3dje september gik vi atter ud Isfjorden og til Pt. Poole. Endnu var ikke Bruce vendt tilbage.

At et uheld skulde være tilstødt partiet, der talte 4 kraftige, bådvante mænd, syntes lidet rimeligt.

En af dem måtte vel i så fald kunne have bragt bud, på så korte afstande, som der her var tale om. (Som bekjendt vakte siden journalisten Th. Lerners telegram angående Bruces parti en sensation, hvortil der etter dr. Bruces mening ikke var tilstrækkelig grund.)

Jeg troede derfor, at Bruce havde bestemt sig til at overvintre, hvortil der var tilstrækkelig proviant og udrustning. Bruce havde nemlig ved flere leiligheder ladet falde ytringer herom.

I løbet af dagen ankred kutteren «Johannes Bakke» fra Tromsø ved siden af os. Jeg satte kapteinen, Eriksen, godt ind i forholdene, hvoretter denne påtog sig at vente, til Bruces parti kom tilbage og så tåge dem med hjemover, hvis de måtte ønske det.

Bruces hovedleir, blev så sat under opsyn af Johannes Svendsås og to fangstmænd fra Tromsø, der holdt på at reise sin vinterhytte ved siden af leiren, medens B. Murdoch valgte at følge med os hjemover. («Johs. Bakke» kom med resten af Bruces ekspedition til Troms» den 22de september. Det viste sig, at Bruce alligevel havde misforstået den mellem B. Murdoch og mig trufne aftale derhen, at jeg skulde indfinde mig ved Pt. Poole en af dagene 25/8–10/9 – blive. liggende der til 10/9.)

I strålende veir gik vi så sydover ud på morgenen den 5te september. Vi satte ben kurs til Norge, men tvers af Bellsund målte vi vende og gå langt i nordvest for at komme rundt isbeltet.

9de september kl. 9 om kvelden kom vi til Tromsø.

– – –

Ved læsningen af ovenstående vil man have fået indtryk af, at arbeiderne har foregået snart hist, snart her. Grunden hertil er dels at søge i, at ekspeditionen havde at supplere fjorårets arbeider, dels i at is og veirforhold i 1907 var ytterst uheldige. Havde vi været nødt til at holde på hvert sted, indtil vi var blit færdige, havde sikkerlig ikke meget bleven udrettet. Da der ikke har været anledning til at lade det endelige kart medfølge disse linjer, vil jeg ikke her gå ind på nogen topografisk beskrivelse af det undersøgte område Dette har i det hele et fladeindhold af omtrent 5000 km.2 Af dette er området mellem Smeerenburg – Red Bay – Liefde Bay og Magdalena Bay kartlagt af løitnant Staxrud, resten af undertegnede. Kartet er for store deles vedkommende konstrueret i målestokken 1:25000, andre dele i 1:5000. Det rentegnes nu i 1:75000 for at publiceres i 1.100000 med 50 meters ækvidistance. Desuden vil der udkomme flere specialkarter i 1:12500 fuldstændig oplodning, der dels er udført af den franske marinekaptein Bourée, dels af undertegnede. Disse specialer bliver: Ebeltofts havn, Signes havn, Møller Bay i Cross Bay samt Hamburger Bay.

Under etterarbeiderne har jeg havt en udmerket hjælp af kaptein i generalstaben, Nicolay Ræder, løitnant Staxrud og ingeniør Koller. Jeg fremhæver specielt deres samvittighedsfulde arbeide, hvilket er af den allerstørste vigtighed ved fotogrammetriske arbeider.

Foruden de nævnte arbeider vil der udkomme en beskrivelse af reiserne og de trigonometriske arbeider. Endvidere afhandlinger af de i ekspeditionerne deltagende geologer, Horneman og Hoel; ligeså af amanuensis J. Schetelig og dr. Joh. Kiær. Sidstnævnte vil behandle de fossiler, der i 1907 fandtes i de devoniske lag ved Wood Bay. Disse fossiler opdagedes sidste dag, vi var på disse kanter. Vi måtte imidlertid i en fart rømme fjorden for at undgå at komme i beknib i isen, der seg ind nordenfra.