Tromsø, oktober 1920
Spitsbergen og dets rigdommer
Aftenposten 1/11-20
(Forfatteren er trolig Gunnar Isachsen)
Tromsø, oktober 1920.
I engelske aviser såes nylig, at det ikke mindst i Norge bekjendte engelske The Northern Exploration Co. stod i underhandling med en skandinavisk gruppe, der skulde reflektere på kjøb af kompaniets herligheder på Spitsbergen. At dette selskabs aktionærer må holdes i ånde er jo nødvendig, men at selskabet i form af cirkulære drister sig til at fremkomme med så utrolige ting er forbausende. Hvilke strækninger N. E. Co. gjør krav på er vel kjendt. Vi skal derfor ikke gå nærmere ind på det her, men kun se på selskabets arbeide sidste vinter og sommer.
N. E. Co. har sine hus på følgende steder: Tusenøyan, kjøbt fra Joh. Hagerup i Tromsø, Davis Harbour ved Storfjorden, to steder ved Hornsund, Dunøyan, Dunderbay, flere hus ved Calypsobay, hvor der også på stranden ligger materialer til 18 hus, s. f. Calypsobay et hus kjøpt fra Johs. Giæver, 5 hus østsiden Recherchebay, Eders øy, Kap Violet, Van Keulenbay, Mitterhuken i Bellsund, 6 hus mellem Lavnesset og (..,) Kap Norton, Stordalen. (St. Johnbay), 6 hus på Marble Island, (..), Tinayrebay, Hamburgerbay, 2 hus Magdalenabay (nordsiden). Trådløse telegrafstationer er opsat ved Calypsobay og på Marble Island af Marconiselskabet.
Sidste vinter har N. E. Co. havt sin hovedstation ved Calypsobay, på vestsiden af Recherchebay. Her overvintrende 11 mand, hvoraf 4 norske, med mr. Harrison som chef. Det siges, at denne station nu vil blive opgivet, og det er visstnok også på tide. Idet kulfløtsen her ikke måler ½ meter en gang. Desuden ligger den i havniveauet, helder indover og indslaget er fuldt af vand. Ved kompaniets hus på Dunøyan lå 3 norske som vagt. I husene på Marble Island lå 12 mand, hvoraf 8 norske. 3 svensker bevogtede huset ved Camp Morton og 2 nordmænd huset ved Dunderbay.
I sommer har 4 mænd holdt til ved Tinayrebay. 26 på Marble Island. 6 ved St Johnsbay, 6 ved Calypsobay og 6 ved Davis Harbour. 10 mand, hvoraf 4 geologer, har stadig reist mellem stationerne med den leiede skøite «Ørnen 2» og damperen «Isfjeld». Begge fartøier havde trådløs telegraf. Kompaniets eier dessuden galeasen «Magdalena» og fartøierne «Mina 1» og «Vesleanna». Leder i sommer var J. A. Bevan. Selskabet har ikke været sparsomt med indkjøb. Her i Tromsø ligger endnu fra ifjor sommer et hydroplan Rolls Royce på 260 hk., der skulde bruges mellem stationerne på Spitsbergen. Flyvere har rigtignok vært der oppe og studeret forholdene, men hydroplanet til over £ 4000 bliver nok liggende der det ligger en god stund. De på felterne hidtil udførte arbeider er meget beskjedne, og den hele drift kan kun karakteriseres ”waste of money”. Det er derfor helt naturlig og forståelig, at selskabet må ty til kraftige stimulanser for at stive op den elendige aktiekurs. Og et skjærpeselskab, der arbeider med salg for øie, bør vel også etter gammel god opskrift vifte med mange liebhabere. Kun må ikke disse i dette tilfælde søges i Skandinavien, hvor N. E. Co.s verdier og virksomhed er altfor vel kjendt.
Et visst samarbeide er der mellem N. E. Co. og selskaberne Spitsbergen Marble Co. og Northern Petroleum Syndicate Ltd., idet disse på visse betingelser får udnytte N. E. Co.s felter. De eiendomme, der tilhører disse kompanier, og de arbeider, de har udført, går ind under omtalen af N. E. Co. Leder af Scottish Spitsbergen Marble Co.s arbeider i sommer var H. C. Leec og af N. P. S.’s W. J. Reynolds. Sidstnevnte selskab undersøgte i sommer med den leiede skøite «Terningen» N. E. Co.s claimer. Ombord var 12 englændere, hvoraf 6 oljeeksperter. Som vi husker, kom disse i sommer i skade for at tage feil af N. E. Co.s claimer og Store Norskes, men de veg dog for overmagten.
At N. E. Co. har vidst at sætte pris på sine sager har jo lenge været bekjendt. Det samme har visstnok også været tilfældet med et andet selskab, der dog ikke har været fuldt så klar over verdien af sine talrike annektioner – vi forudsetter disse bekjendt – som N. E. Co.
Dette selskab er The Scottish Spitsbergen Syndicate Ltd, der eier motorskonnerten «Lady of Avenal» og den 3-mastede motorskonnert «Easonian». Syndikatet havde i sommer også leiet Austads kutter «Autumn», skipper Kristian Johannesen, der i begyndelsen af mai gik fra Granton til Tromsø og derfra til Spitsbergen medio mai. Ingeniør Campbell og endel grubearbeider medfulgte. «Lady of Avenal» med nogen ingeniører gik samtidig med «Autumn» fra Granton, men måtte gjøre vendereis og reparere. Fartøiet gik så fra Tromsø til Spitsbergen i slutten af mai. Omtrent samtidig gikk «Easonian» til Spitsbergen med mr. Scott og nogen ingeniører, hvorefter dette skib i midten af juli var i Tromsø og hentede bestyrelsesmedlemmer og eksperter, hvoriblandt herrene J. Maxtone Graham, H. M. Cadell, colonal Cadell, C. H. Armston, A. N. Skelton, dr. Meakins, T. L. Usher, A. N. G. Altken, dr. W. S. Bruce og dr. B. N. Rudmose Brown. Disse herrer returnerede medio august undtagen dr. Bruce, der blev til midten af september.
Syndikatet har bl. a. drevet boringer i Billenbay syd for Nordenskiölds bre og i Ebbas dal på Svenska Superfosfatfabrikens claim. Syndikatet ligger bl. a. også i strid med A/B Spetsbergen Svenska Kolfält om en claim på Bünsow Land og området ved Pyramidefjeldet i Billenbay.
Trods de kolossale rigdomme, begge de britiske selskaber melder at have fundet på Spitsbergen, er det hidtil ikke blevet til nogen eksport, hvilket jo netop nu skulde være mere lønnende end nogensinde. Det ser ud, som om det skotske selskab også er et skjærpeselskab som det engelske, dannet i spekulationsøiemed. Det er letvintere at annektere end at drive felterne. Og letvint vilde det også i politisk henseende være, om den britiske påstand om at nævnte to britiske selskaber eier dobbelt så meget land som alle andra nationer tilsammen, vilde kunne vise sig lønsom.
Anglo Russian Grumant Co. heder fra iår det tidligere russiske Grumant Co., der siges at være startet i 1911 af russeren Simoilovitsj. Selskabets claim ligger mellem Colesbay og Bjørndalen, oppe i Store Norskes område. Furness, Withy & Co. skal være blandt selskabets nuværende interessenter, og det ledes af tidligere russisk bergkonsul Nachimson. På feltet har i vinter arbeidet 5 mand, i sommer 20 mand under ledelse af stiger Engen. Da der drives med primitive midler og der i sommer har kunnet eksportere 2000 tonn, har det økonomiske udbytte været godt. Hovedkontoret er 23, Ledenhall Street, London.
De Russiske Kulfelter i Green Harbour blev oprindelig claimet af Stavanger-folk i 1912. Ved M. Lewin ble feltet, der også ligger inden Store Norskes område, solgt til Ullmann og Weymam, Petrograd, der sies for kr. 700,000. Arthur S. Lewin, finansieret først af T. Jervell, Ålesund, senere af Chr. Nielsen & Co., Larvik, forpagtede feltet og brød kul syd for Kap Heer 1913 og 1914, derpå i den såkaldte Gladdal fra 1915-1919. Lewin, der ledede i syv somre og to vintre, solgte så hele anlegget til feltets eiere, der fra og med 1920 driver for egen regning under ledelse af Ingeniør Vahrming. Iår er der eksporteret henimod 16,000 ton. Selskabets kontorer Drammensveien 23, Kristiania.
A/S Isefjord Kulkompani af 1920 har norsk og hollandsk kapital. Hovedfeltet er ved Kap Boheman, men kompaniet gjør også krav på A. Lewins claim på Green Harbours vestsida. Med «Mont Cenis» sendtes opover i juni 90 mand, hvoraf de 50 var grubearbeidere fra Westphalen. På grund af dårlige havneforhold ved Kap Boheman grundt vand, tog det 14 dage at indlaste 2000 ton kul, der blev solgt til Tromsø for kr. 190 pr. ton. På feltet overvintrer 15 mand. Kontoret er i Kongens gade 14, Kristiania, og hos H. Dresselhuys, Rotterdam.
Spitsbergen Minerals Ltd. gjør gjennem Arthus S. Lewin krav på hele Green Harbours vestside, idet Lewin skal have givet nævnte selskap option på nevnte felt, og desuden på Dicksonbays vestside. Green Harbour-felterne – Hecla hamn og Russekjeila – er af Lewin kjøbt fra Lars Hansen jr. og H. L. Norberg, Tromsø, og de er i Norge indregistrert under A. Lewins navn, men i Petrograd under navn af M. Lewin & Co. Foruden prøver fra Dicksonbay er der i sommer ført til Tromsø 2 laster kul a 70 ton med skøiten «Ringsæl». Selskabets kontor er hos E. Bullard Gaul, 4 Tokenhouse Buildings, London.
A/B Spetsbergena Svenska Kolfält har 4 felter: Braganzafeltet, Pyramidebergs-, Büsnowlands- og Erdmannsfeltene. Af disse er der drift på førstnævnte felt, hvor anlegget Svenskagruvan ligger. Herfra er i år til Sverige udført 35000 ton. Modsetningen mellem S. S. K og Northern Expl. Co. løstes for et ås siden ved at begge selskaber overtog af hverandres aktier for kr. 90000. Så vidt vides, har S. S. K. vært forudseende nok til i tide at sælge sine aktier i N. E. Co. Fotografier fra det svenske anlæg har også måttet tjene som illustration af N. E. Co.s ”eiendomme”.
Det svenske selskab er stort anlagt og synes at være af en helt anden art end de fleste af de andre ovenfor nævnte. Skulde imidlertid disse udvikle sig videre eller i det hele taget sætte drift i gang, vil dette heroppe kun blive hilset med glæde. Men foreløpig er vi desværre nødt til kun at regne med det nævnte svenske og vore egne selskaber, der alle så sent som den 12te oktober, havde skibe på Spitsbergen eller på vei til Norge.