Russisk Spitsbergfangst 1797–1852

Russisk Spitsbergfangst 1797 – 1852

Tromsø Stiftstidende 3/11-1898

I slutningen af forrige og indtil begyndelsen af vort århundrede var den russiske ishavsfangsten underkastet en ganske streng registratur.

Forinden afreisen måtte rederne ansøge ”Hans Høie Keiserlige Majestæt” om at få udleveret rugmel, bygmel samt behørig passagebillet (leidebrev) for fartøi og besætning til at drive fangst på ”Grumant” (Spitsbergen) og Novaja Semlja.

I regelen udleveredes til hver Pomor 3 Tchetverdi (kornmål: 1 Tchetvert = 2097 hl) mel for året, men på foranledningen af guvernør Golovtsin indvilgede Kommerce kollegiumet 4 Tchetverti til hver mand ombord i sådanne fiske- og fangstfartøier, der kunde blive borte halve året eller blive nødsaget til ”ufrivillig overvintring”.

Guvernementskontoret førte fortegnelse over de med tilladelse forhyrede mandskaber til Spitsbergen og Novaja Semlja og over det til disse fartøier udleverede mel.

Af disse bøger erfares, at i 1797 afreiste til Spitsbergen og Novaja Semlja følgende fartøier:

St. Andrei den første” med 18 mand, St. Nikolei” med 17 mand, begge fra Archangel, og St. Demitri Tsarevitsch” til Novaja Semlja.

St. Nikolei” til Novaja Semlja og overbygget dæksbåd St Nikolei” til Spitsbergen med til sammen 50 mand, samtlige tre fartøier fra Kem-distriktet.

Ligeså fra samme distrikt: St. Johs. den døber” med 10 mand samt St Nikolei” med 9 mand.

I 1798 afreiste følgende fartøier: St. Feodor” fra Archangel med 19 mand, St. Andrei” fra Kem-distriktet til Novaja Semlja, St. Daniel” fra samme sted til Novaja Semlja og St. Andrei Stralitat” til Spitsbergen, i alt med 54 mand.

St, Andrei” fra Archangel med 12 mand.

St. Nikolei” fra Archangel med 18 mand.

Mikail Archangelsk” fra Archangel med 19 mand.

Solovetski” og St. Nikolei” fra samme sted med 26 mand.

I 1799 afgik fra Archangel:

St. Antoni” med 15 mand.

St. Johs. den døber” med 10 mand St. Nikolei” med 18 mand, og St. Demitri Tsarevitch” med 18 mand til Spitsbergen .

St. Nikolei” med 18 mand til Novaja Semlja, St. Andrei den første Døbte” med 18 mand, og Nadeschda” med 20 mand.

Samme år opmuntrede regjeringen – i Ukas af 13. marts – til forsøg på hvalfangstdrift, for at man med tiden kunde nyttiggjøre sig fortrinsretten af denne fangst i Oceanet, som omskyller de russiske kyster. Denne Ukas ledede imidlertid ikke til noget. Fangsten og fiskerierne blev fremdeles drevet i det gamle spor og med de gamle fartøier. I juni måned reiste de til ”Grumant” og returnerede almindelig næste år i september.

Året 1800 afseilede til Spitsbergen, foruden de vanlige fartøier, også St. Nikolei” fra Vologda med 12 mands besætning.

De verdenshistoriske begivenheder i de tre første decennier af det 19de århundrede var hindrende for en større virksomhed i Nordishavet. Først i 1830 blev interessen for disse fangstfelter vakt påny, idet Kem-kjøbmanden Fedor Mikailovitsch Antonoff indsendte til keiseren et prosjekt om at annektere Spitsbergen. Dette prosjekt, der ånder af en inderlig begeistring og patriotisme, fremholdt på det indstændigste den store fordel, folk og land vilde have af Spitsbergen. Antonoff foreslog: Udrustning af et eller to krigskibe i komplett stand medhavende geografer, astronomer etc og udrustning for et helt år, fra Archangel skulde medbringes færdigbyggede huse for opførelse til kaserne og logements på Spitsbergen. Lapper og Samojeder med er tilstrækkeligt antal rensdyr med tilbehør skulde medtages og benyttes på reiser i det indre af øen. En sådan grundig undersøgelse samt anlæggelse af koloni på Spitsbergen vilde efter Antonoffs mening anspore mange af kjøbmandsstanden til udrustning af fangstexpeditioner.

Et udvalg af fangstudrustere, der blev nedsat til udtalelse om de spistbergenske forholde, udtaler, at der indre af det spitsbergenske arkipelag var russerne fuldstændig ukjendt, eftersom deres fangstfelter kun havde været henlagt til øens sydlige del, men anså den nordlige del for et rigere fangstfelt. Den mørke polarvinter havde taget helsen, og mandskaberne blev ofte et offer for skjørbugen, hvorfor disse fiskerier nu ganske forfaldt, uagtet et fartøi, der afseilede 1829 og overvintrede med 27 mands besætning, hjembragte en fangst til en værdi af 19200 rubler foruden en levende hvalros, som eieren med megen omsorg førte til St. Peterburg og foreviste H.M. keiseren og siden solgte for ganske betydelig sum. Allerede samme år – 1830 – sendte denne mand 2 fartøier til Spitsbergen med 36 mand.

Antonoffs projekt blev af Guvernementsstyrelsen oversendt til en ministriel komite med bemerkning, at efter oven omhandlede udtalelse kunde styrelsen ikke komme til nogen bestemt afgjørelse med hensyn til samme, men formente, at den interesserede kjøbmandsstand selv burde tage intiativet til disse fangster, og troede, at dersom de to nu afseilede fartøier hjembragte en god fangst, vilde der viselig ikke mangle dem, som vilde udnytte denne geskjeft – og i denne opfatning erklærede også Den ministrielle Komite sig enig.

År 1850 tilbød en fænrik Froluff sin tjeneste til Spitsbergens undersøgelse og ansøgte i dette øiemed regjeringen om 10000 rubler, som selvfølgelig ikke blev bevilget.

Af mest interesse i dette prosjekt er de forhold, hvori Froloff søger årsagen til ”at ingen russisk lodje i de sidste ti år har været på Spitsbergen”. Disse er dels mangel på kapital og erfarne og dygtige førere, eftersom de gamle er døde og ikke erstattet af nye, dels at de, der har kapital anvender den på mer lette og langt mindre risikable forretninger. Hertil kommer også den ubetydelige betaling, rederne nu vil yde mandskaberne, og dette bevirker, at de bedste af disse heller forhyrere sig til de omkringliggende sagbrug eller også til de almindelige fiskerier. Følgen heraf er, at kun ”uduelige pak og drukkenbolter, som vil komme til at forlise lodjerne eller bemægtige sig og sælge lasten på andre steder”, forhyrer sig til disse fangster. Alt dette gjør, at Spitsbergenfangsten kommer i miskredit.

Froloffs udtalelse om mandskaberne viste senere at være meget profetisk.

Året efter indtraf nemlig en begivenhed der, med sin uhyggelighed, afsatte en rædsel af frygt, som berøvede enhevr lysten til for fremtiden at fortsætte fiskerierne på Spitsbergen.

Ivan Gvosdareff fra Soroka afseilede våren 1851 til Spitsbergen med 9 mands besætning. Fartøiet returnerede høsten samme år, men af hele besætningen, inklusive skipperen Gvosdareff, kom kun 3 mand tilbage, nemlig matroserne Vasili og Jacob Isakoff samt Peter Druschinin, hvilke berettede, at to af mandskabet var døde, og at Gvosdareff selv med de andre fire matroser havde reist ud med fangstbåden og var siden ikke set eller vendt tilbage. En kort tid efter dette modtog militærguvernøren i Archangel fra en af de russiske vicekonsuler i Finmarken, hr. Noodt, en rifle, fundet på Spitsbergen sammen med ligene af to mænd. På kolben var en kniv indridset, at Gvodareff var skudt af sin gudsøn, og at de selv gjensat øen, prisgivne til den visse hungersdød.

Efter dette blev forhør i sagens anledning optaget, hvorved forbrydelsen blev konstanteret, og bragtes endvidere for dagen, at på hjemveien blev – ifølge dom af kjeltringerne – en mand levende kastet over bord, dernæst blev, på foranledning af opstået trætte mellem de tilbageværende, Gvodareffs morder samt styrmanden, den ene efter den anden, levende slængt over bord, og endelig – forinden fartøiet nåede Norge – lykkedes det brødrene Isakoff at dræbe endnu en matros. Forbryderne blev idømte en forfærdelig straf: 6000 slag spidsrod!

Denne forbrytelse efterlod er undsletteligt indtryk.

Froloff udtaler sig sluttelig om fiskeriets og fangstens forfald på grund af de dårlige fartøier og det ufuldkomne kjendskab til Spitsbergen og dens natur. Her må tilføres den store hindring for fartøier i de dage – den under disse breddegrader frygtelige og dræbende skjørbug.

De gamle arkivdokumenter viser os et afskrækkende billede i så henssende. I 1851 afseilede St. Nikolei” til Spitsbergen med 17 mand, horaf 12 døde af skjørbug.

I 1835 afseilede til Spitsbergen Feodor” med 18 mand, der alle rammedes af en sørgelig skjæbne.

Herom berettes: Hamburgskipperen P. Eschel oh Hammerfest-skipperen P. Weshim, som begge mistede sine fartøier i isen, fandt på Whales Point en lodje tilankers i isen, halvfyldt med vand og is, samt ligene af 18 mand. I hytten, hvor de ulykkelige havde opholdt sig, fandt de et på russisk skrevet stykke papir, hvorpå dødsdagen for hver enkelt var nedskrevet. Den skrivende selv havde tilslut tilføiet: Nu er det kun jeg, som er tilbage, men så syg, at jeg ikke kan røre mig ud af hytten”.

Ikke bedre gik det på Novaja Semlja. Våren 1831 afseilede kjøbmand Kornejeffs fartøi med 8 mand for overvintring. Alt var bra en tid, indtil en matros blev angrepen af skjørbug og døde. Efter ham måtte den ene efter den anden bukke under for sygdommen. Da våren kom, var der kun en eneste mand, Jegor Burkoff, tilbage. Efterat have begravet sine kamerater, tog han den største fangstbåd, satte seil til og nåede efter 6 døgn lykkelig frem til Jokanski på Murmankysten. Der fik han for 6 rubel en fisker med sig, fortsatte reisen med ham og ankom til Archangel i bedste velgående.

I vor tid – slutter forfattern – kan vi sorgfrit puste ud. Gjennem en række polarexpeditioner har vi lært at kjende midlerne og måden til at beseire den dødbringende skjørbug. I Norge anses nu denne sygdom for en skam, da den har sit udspring af skjødeløshed og uvidenhed. De ovenfor nævnte expeditioner, opmuntret af den russiske og den norske regjering, og nu de gjentagne dampskibsreiser rundt om i Nordishavet, har borttaget karakteren af den gamle tomhed og øde. Nu kan enhver i Polaregnene virke og færdes med tryghed for person og eiendom.

Det er sandt: Polarhavenes felt forarmes, men de videnskabelige undersøgelsesreiser og de internationale overenskomster indehar i sig en sikker mulighed for at sætte en grænse for en ubetænksom nyttiggjørelse af naturens gaver.