Aftenposten 3/7-1901
Russernes polarferder
Admiral Makarow på «Jermak»
Aftenposten 3/7-1901
af
vor russiske medarbeider.
Den 24de juni reiste viceadmiral Makarow fra Kronstadt over Stockholm, Trondhjem og Tromsø afsted til Ishavet, hvor han nu i sommermånedene agter at gjøre en expedition på sin meget omtalte vældige og kostbare isbryter «Jermak». Som bekjendt forsøgte denne sig på alt i fjor i polarisen, men uden heldige resultater. Dens stevn med en propell til at knuse isen viste sig upraktisk og ikke sterkt nok, og også andre mangler ved den sterke kolos kom for dagen. Den har derfor i våres gjennemgået en grundig reparation og ombygning hos Armstrong, og nu skal den altså til pånyt.
De vældige masser af kull og proviant, som admiral Makarow har ladet «Jermak» tage ind før afreisen, har givet anledning til mange og mange slags funderinger hos det russiske publikum. Man har ment, at admiralens planer har været langt videre gående end han vilde sige, og at han egentlig agtede sig til Nordpolen. En medarbeider i Novoje Vremja har havt en samtale med Makarow om dette og andre ting, og denne samtale fortjerner at gjengives, da den både giver os den russiske admirals planer og hans mening om forskjellig, der vil påskjønnes af alle polarinteresserede.
*
På medarbeiderens fortelling om de mange rygter om Makarows egentlige plan svarede denne:
”De kan selv dømme, hvorvidt jeg kan tænke på en Nordpolsferd under de betingelser, hvorunder expeditionen står. «Jermak» har taget ind 3200 tonns kull. Mer tillodt verken rum eller deplacement den at tage. For hvor lang tid kan dette forråd strække til? Ved fuld fart, når man må bryde tyk is, bruger «Jermak» 100 tons i døgnet; og ved en reise til polen måtte man for største delen få at gjøre med fast is. Ja, selvfølgelig vilde man have kul for 32 døgn. Er nu en expedition til polen mulig under sådanne betingelser? Lad oss tænke, at jeg kunde tage mer kul; og så da vilde det være vovet at give sig ud på en sådan ferd med en isbryder alene: Selv det varmeste temperament må have grænser, som det er farlig at overskride. Min opgave er en anden. Hele den nordlige del af Novaja Zemlja, omtrent en trediedel af øen, er ikke udforsket, ikke beskrevet, og dog har det meget stor betydning for videnskaben at få udforsket dens geologiske bygning, da disse undersøgelser skal afgjøres spørgsmålet om det firkantede arktiske kontinents oprindelse, hvori Spitsbergen, er en del af Norge og Novaja Zemlja inngår som dele. Denne undersøgelse vil netop beskjæftige os med”.
”Men hertil har De jo for lidet kull?
”Ja, men vi vil da ikke hele tiden gå med fuld fart. I småis kan man også gå med sagte fart, og da bruger «Jermak» til alle sine behov halvanden tons i døgnet. Altså kan «Jermak» være på vei 32 op til 2000 døgn; og vi regner at være borte bare tre måneder”.
”Tør man få et indtryk i programmet for Deres undersøgelser?”
”Et søkart over den udforskede del af Novaja Zemlja, en geologisk beskrivelse, dets flora og fauna. Under veis vil vi naturligvis studere floraen i selve havet, vandets temperatur og vegt på forskjellige dybder, havets dybdeforhold, biologiske data om havbunden, og endelig bestemme magnetiske elementer. Dette er vort program; men arbeidets fremgang afhenger af is og veir. Tænk Dem en uendelig, tæt tåge – en almindelig foreteelse i de egne – og vi er lammede.”
”Vi vil have det bedste: drivisen vil ikke hindre Dem, tåge ikke lægge sig i veien, deres arbeide på Novaja Zemlja vil De heldig bringe til ende.”
”I såfald skjærer jeg over Det kariske hav den korteste vei til Port Dixon. Denne vei er ny, ingen har endnu faret den, selvfølgelig venter der os her meget, taknemligt arbeide.
”Vi vil søge at udforske havet i denne del?”
”Vel, De har udforsket denne vei, er kommet heldig over til Dixon.”
”Der vil vi forsøge at få efterretninger om baron Tolls expedition. Jeg tænker, vi der vil få vide noget, og derpå vil jeg, om kullforrådet bliver tilstrækkeligt, forsøge perpendikulært på Dixon at trænge frem mod nord. Jeg vil seile om norddelen af Frans Josefs Land og besøge de mellem dette land og Spitsbergen formodede øer. Finder jeg sådanne, vil jeg forsøge at beskrive dem, så vidt tid og kullforråd rækker.”
”Men om De møder unødvendig is, eller De ikke har kull nok?”
”Da vil jeg omseile Frans Josefs Land fra syd og alligevel forsøge at finde eller ialfald få en kjendning af de formodede øer”.
*
Admiralens planer om at gjøre spor af baron Tolls expedition – fortsætter det russiske blads medarbeider –, en expedition, om hvis farefri situation Makarow ikke nærer tvil, bragte mig at mindes Andrées sørgelige expedition. Jeg syntes, at havde jeg været deltager i den af admiralen foretagne expedition, så havde jeg der på bunden af min sjel skjult sig en tanke: kanskje kunde det lykkes at komme på spor efter den dristige luftskipper! Jeg udtalte mine tanker for admiralen.
”Ja, alt det er naturligvis mulig, skjønt jeg har mine tvil. Efter min reiseplan er det i det mindste vanskelig at vente dette. Som De ved, vidnede de fundne Andrée bøier ved uafklarhed og ubestemmeligheden af nogen påskrift om, at luftskipperne, da de kastede dem ud, havde mistet hovedet. Øiensynlig har de kastet, om ikke midt under forliset, så da dette stod dem uundgåeligt for øie. Man må ubetinget antage, at de har lidt forlis. Spørgsmålet er, hvor. Som bekjendt blæste vinden strax efter ballongens opstigning mod øst, følgelig er havareret østenfor. Er ulykken ikke hændt længere borte end den østlige del af Frans Josefs Land, da kan man naturligvis nære håb om at træffe på et eller andet spor; men er forliset foregået fjerne borte, da kan jeg ikke have nogetsomhelst håb, idet min vei ikke går over de fjerne egne øst for Frans Josefs Land. Hvis de har fundet et tilfluktssted på Frans Josefs Land, er muligheden ligeledes tvilsom, da øgruppen er stor, og jeg bare vil seile omkring den. Kanskje vil derfor verken Andrée og hans følgesvend eller jeg da få noget begreb om, at vi er hverandre nær. Endelig er der mulighed for en tredie formodning: mellem Frans Josefs Land og Spitsbergen vil der vise sig at være øer. Andrée og hans følge har kunnet komme ned på dem. Men også denne formodning går i stykker. Luftskipperne havde med sin atletiske legemsbygning og sundhed i såfald om vinteren over isen kunnet nå frem til Spitsbergen, og da havde vi havt efterretninger om dem. De er tydeligvis omkomne.”
*
Medarbeideren nævnte videre om ”Jermak»s havari mellem Spitsbergen og Grønland og spurgte admiralen, om han nu stolede på isbryderens styrke.
”Det var en prøve, som viste os mangler. Både laboratorieforsøg og Sverdrups anvisninger holdt på, at ferskvannsis er sterkere end saltvandsis. Efter disse data blev da også «Jermak»s styrke beregnet. Men i virkeligheden viste der sig noget andet. Ved øxehug brister saltvanndsis virkelig lettere end is af fersk vand, men når den brydes af isbryder, giver den først efter, presses derpå sammen og går over til en kompakt masse, sig som tjære. Desuden var konstruktionen af «Jermak»s stevn ikke afpasset efter, færd i polarisen. Denne konstruktion var også grunden til havariet; men nu er stevnepartiet gjort om, og selve isbryderens styrke øget.”
”Vi skal vende tilbage i september” – sluttede admiral Makarow –; ”men kanskje bliver vi forsinkede; dette betyder ikke, at der hændt os en ulykke, – vi kan kommer både i oktober og i november. Provistioner har vi nok af; af dem tager vi med oss for at år.”
*
Om admiral Makarows expedition kan vi fra anden kant meddele, at han i den indgår geologen Weber, botanikeren Palibin, astronomen Reupokojev, lægen og zoologen Tfhernyshew, kemikeren Bukslow og topografen Rovinskij. Den sidste har alt i nogen tid opholdt sig i Archangelsk for hos fangstmænd dersteds at samle efterretninger om Novaja Zemlja.