Russernes okkupasjon av Frans Josefs Land

Bergens Tidende 12/8 1929

En artikkel av professor Samoilowitch, som fuldstændig ignorerer den norske indsats og de norske interesser.

Ruslands okkupation av Frans Josefs Land, som for ca. 14 dages tid siden meddeltes officielt, må betegnes som et overgrep og en krænkelse mot norske interesser.

Russerne har arbeidet målbevisst i den sidste tid på at til­egne sig øgruppen. Allerede den 15de april 1926 utsendtes et de­kret av de russiske folkekommissærers råd ifølge hvilket hele den polsektor som ligger nordenfor russisk land, blev er­klært for russisk. I denne med­regnes også Frans Josefs Land.

Russerne har likeledes sat igang i utenlandske aviser og geografiske tidsskrift en stor propaganda for at bevise, at Rus­land hadde ret til øgruppen. I de russiske historiske oversigter er systematisk undlatt at nævne Norge. Alle utenlandske og russiske ekspeditioner er nævnt, men ikke de norske. Rus­land har latt som de norske ikke eksisterte. Man har gjort like­frem forsøk på at kaste blår i verdens øine.

Betegnende er en artikkel av professor R. Samoilowitch i det officielle russiske blad Isvestija den 14de juli 1929, hvori okkupationen av øgruppen forberedes og bebudes. Det fremhæves først hvilken stor betydning polarlandene har fåt i de sidste år og den dumhet, at Rusland solgte Alaska til U. S. A. omtales. Bladet nævner så, at Frans Josefs Land ligger i den russiske polsektor og gir derpå en kortere beskrivelse av Frans Josefs Land. Det nævnes, at øgruppen er opdaget av østerri­kerne Payer og Weyprecht, som i 1873 nådde og opdaget dette indtil da ukjendte isdækkede bergland. Det meddeles derpå, at det var russerne, som reddet ekspeditionen, idet ekspeditionsskibet «Tegethoff» blev sittende fast i isen i to år, hvoretter besætningen forlot skibets nådde Novaja Semlja efter 62 dagers marsj og førtes av pomoren Fjodor Voroni i hans skonnert til Norge.

Videre nævnes, at skotlænderen Leigh Smiths ekspeditionsskib «Eira» gik under med næsten alt forråd ved Frans Jo­sefs Land i 1881. Efter overvintring og en overfart med slæder og båter, som varte i 6 uker, lykkedes det at nå Novaja Semlja – altså russisk terri­torium.

Om F. Jacksons ekspedition 1894 til 1897 nævnes, at Jackson tidligere hadde været i Archan­gel, nemlig blandt samojederne i tundraen.

Efter at ha nævnt såvidt Nansen, Wellmann og Baldwins, hertugen av Abruzzernes og Fialas ekspeditioner fortsætter det russiske blad:

 Russiske opdagere har nedlagt et stort arbeide ikke bare ved utforsking av Barentshavet, som omskyller Frans Josefs Lands sydlige kyst, men også ved utforsking av selve øgruppen,

Nord for Frans Josefs Land ut­førte Brussilow-ekspeditionen i 1912 værdifulde hydrologiske iagttagelser og opdaget store dybder. Makaroff gjorde i 1901 hydrografiske under­søkelser mellem Novaja Semlja og Frans Josefs Land, nådde dets syd­lige kyster og landet ved Kap Flora.

Her overvintret i 1913–1914 i Tikhoibugten Sedovs ekspedition. Av den blev der utført meteorologiske observationer hver time, geologisk ut­forsking og topografisk arbeide.

På fartøiet «St. Foka» nådde G. J. Sedov gjennem Britanniastrædet næsten til 81 gr. nordlig bredde, men av mangel på brændsel og som følge av tæt is, vendte han mot syd og påbegyndte overvintring ved Hookerøen. I februar 1914 startet Sedov ledsaget av to matroser, til Nordpo­len. Utmattet og syk døde han un­derveis og blev begravet på Kron­prins Rudolfs ø nær Kap Brorok.

Samme år gjennemseilet et parti under styrmand Albanov, medlem av Brusilovs ekspedition på »St. Anne«, isen langs Alexandra-øens vestkyst.

I 1914 nådde kaptein Islamov på «Hertha» Kap Flora, hvor han heiste det russiske flag.

I 1915 nådde skonnert «Androme­da» frem til 70 mil av Frans Josefs Land, men kom ikke frem.

I 1923 og 1926 hadde det flytende havinstitut en ekspedition til Frans Josefs Land med «Persei» og i 1927 var fartøiet «Sarnitza», tilhørende Institutet for utforsking av norden, ved Kap Flora.

Sluttelig nådde i 1928 ekspeditionen på «Krassin» til Alexandraøen og Prins Georgs ø, hvor på Kap Neale det russiske sovjetflag heistes.

Derpå slutter bladet:

Vi ser således at russiske videnskapsmænd og reisende har nedlagt et stort arbeide i utforskingen av denne fjerne polaregn og de hav, som omskyller den. Dette forklares hovedsagelig ved at Frans Josefs Land ved sin geografiske beliggenhet er knyttet til vore nordlige egne. Fra et geologisk synspunkt er Frans Jo­sefs Land en del av det vidtstrakte platå, som i fjerne geologiske perio­der optok den nordlige del av Europa og Asia sammen med Novaja Semlja og vort europæiske norden.

Vor naturlige tilknytting til Frans Josefs Land bekræftes delvis også ved at de to vigtigste utenlandske ekspeditioner (Weyprecht & Payers og Leigh Smiths) reddet sig takket være den omstændighet at de drog til vort territorium og den tredje betydningsfulde ekspedition, Jacksons, begyndte sit arbeide fra vort nordlige territorium. Allerede i 1870, det vil si tre år før opdagelsen av Frans Josefs Land, uttalte vor fremragende geograf og revolutonær Kropotkin i sit betydningsfulde forslag til ut­forsking av polarlandene, den formod­ning, at der nordenfor Novaja Semlja måtte findes et endnu uopdaget land, som strækker sig endnu nordligere end Svalbard og som holder tilbake isen.

*

Som man ser er også her alle norske interesser uomtalt. Skil­dringen udmerker sig ved en en­sidig fremhævelse av de få og næsten stadig mislykkede russi­ske ekspeditioner som ingen nye opdagelser har gjort.

Det virkelige faktum er, at Frans Josefs Land er opdaget før av nordmænd før Kropotkin så landet i ånden eller øster­rikerne betrådte det.

Vi har hat anledning til at se en utredning som er utarbeidet av Norges Svalbard- og Ishavskontor, hvorav fremgår føl­gende:

Ifølge norske fangstfolks be­retninger er Frans Josefs Land først opdaget i 1865 av fangstskipper Nils Fredrik Rønnbeck og harpuner Aidijär­vi, begge fra Hammerfest. Den sommer seilte de omtrent 180 kvartmil østover fra Syvøya på nordøstsiden av Nordostlandet på Svalbard og fandt et nyt land, som de kaldte for Nordost­-Spitsbergen og som er det sam­me som Frans Josefs Lands vest­ligste øer, Alexandra eller Prins Georg-øen. Da imidlertid de fleste ældre skibsjournaler som fandtes i Nord-Norge blev ødelagt ved en ildebrand for en del år siden, findes der nu ingen skriftlige oplysninger om dette. Skipper Sivert Brækmo har dog i februar måned iår oplyst, at han i tidligere år hadde en matros ved navn Leonard Norem fra Innerøy i Trondhjemsfjorden. Denne No­rem fortæller, at han som mandskap med skipper Rønnbeck fra Hammerfest, hadde besøkt det se­nere såkaldte Frans Josefs Land flere år før det blev kjendt gjennem den østerrikske ekspedition.

Når Hammerfestskippernes opdagelse ikke blev almindelig kjendt og påagtet, var årsaken sandsynligvis den, at opdagelsen av et nyt og godt fangstfelt blev hemmelig av hensyn til konkurrenterne.

Likesom nordmændene såle­des har opdaget landet, har de også i overvældende grad frem­for nogen anden nation besøkt landet og kjendt det bedre end nogen andre. Norske fangstfolk kjendte praktisk talt enhver vik og pynt på øgruppen, før de fremmede ”opdagere” efterhvert kom.

I ældre tid – 1870-årene til 1890-årene – vet man at nord­mænd – væsentlig fra Tromsø – drev fangst henimot og ved Frans Josefs Land, særlig i de gode isår. Følgende skippere vites at ha været på fangst ved Frans Josefs Land: Magnus Ar­nesen, Henning Andreassen, A. Jensen, I. N. Isachsen, G. Larsen, O. Næssø, Hans Beck, Andr. Beck, H. C. Johannesen, Ole Mæhle, alle fra Tromsø. Desuten fanget også endel fartøier fra Hammerfest. Således var Karl Johan Wirkola fra Ham­merfest i 1886 ved Frans Josefs Land og kom hjem med fuld last med hvalros. I 1898 var sælfan­ger en «Hertha» av Sandefjord, skipper Brækmo med «Nora», Wirkola med «Venus», Jens Øien med «Ingeborg» av Tromsø og Søren Kræmer med «Victoria» av Tromsø, samt «Avance» av Hammerfest, jagt «Marie» og bark «Capella» av Sandefjord deroppe.

Senere har flere norske fangstmænd været der praktisk talt hvert eneste år.

Ifølge en statistik, som er op­tat over fartøier og ekspeditio­ner over Frans Josefs Land har siden 1865 til iår ialt 104 nor­ske fartøier besøkt øgruppen. Av russiske fartøier eller ekspe­ditioner har bare 11 været der­oppe. Av britiske har der været 7, av amerikanske 6. Italien, Hol­land og Østerrike møter med hver 1 ekspedition.   

Alene i 1908 var der 10 norske fartøier deroppe og i 1928 12, altså flere på et år end rus­siske ekspeditioner i det hele tat til øgruppen.

Der er utarbeidet et kart over de ruter som sidstnævnte 12 norske fangstskibe ifjor til­bakela ved Frans Josefs Land og det fremgår av dette at bare i løpet av forrige sommer besøkte norske fangstfartøier næsten alle øer i øgruppen. De eneste som ikke blev besøkt, var de ytterste nordligste øer.

Det vil herav fremgå til evi­dens at Norge har betydelig større interesser på øgruppen end noget andet land og at Nor­ge også har førsteretten der­ved at norske borgere har fundet øgruppen.

*

Av russiske blad fremgår, at Sedov-ekspeditionen som ok­kuperte Franz Josefs Land, byg­get en meteorologisk station og et overvintringshus på Kap Sedov 80 gr. 19 min. nordlig bredde og 52 gr. 48 min. vestlig  længde. (Det angivne punkt må ligge på Prins Georges ø’s nordosthjørne.)

Videre uttalte ved flag­heisingen ekspeditionens leder, Schmidt, ifølge Istvestija, føl­gende:     S. S. R. S.’ regjering har bestemt at anerkjende Frans Josefs Land med hele polsekto­ren som utgjørende en del av forbundsrepublikken. I kraft av den mig tildelte fuldmagt er­klærer jeg Frans Josefs Land som S. S. R. S.’ territorium.”

*

Man må gå ut fra som en selvfølge, at Rusland ikke vil lægge hindringer i veien for den store norske fangstflåte på Frans Josefs Land. Det må ikke gå som på Novaja Semlja, hvor fangst er forbudt og i Hvitehavet, hvor vore fangst­skuter må ha koncession for at drive en fangst, som vi tidligere har drevet i århundreder. Vi håper, at den norske ekspedi­tion, som i disse dager kommer til Frans Josefs Land, vil vareta de norske interesser, såvidt den formår og at den norske regje­ring vil følge det program som statsministeren satte op i sin tale i mars i Stortinget iår, da han uttalte:

– ”Rusland har praktisert sektorprincippet indenfor sine egne grænser, idet det har er­klært alt land nordenfor sig, frem til Nordpolen, for at være russisk og dermed også Frans Josefs Land. Den norske re­gjering har protestert mot dette. Den kan ikke godkjende, at et land som nordmændene har ut­nyttet, skal bli lagt under her­redømme til et andet land. Det sier sig derfor selv, at norske fangstfolk – det norske folk – ut fra det norske syn på Frans Josefs Land har fuld ret til at arbeide deroppe, fange og opholde sig der akkurat som før.”