En postflyvers – Carl Eilsons – oplevelse i Alaska
På villspor i luften.
Morgenbladet 10/5 1924
En postflyver av nordisk byrd, Carl B. Eielson har nylig gjort sig bemerket under en oplevelse på en forsøksflyvetur over en ny luftpostrute i Alaska, meddeler postdepartementet i New York. Ruten var lagt mellem byerne McGrath og Fairbanks, en avstand som tidligere med hundforspand tok 16-18 dage at tilbakelegge. Eielson gjorde turen fra Fairbanks til McGrath på mindre and tre timer uten uheld. Tilbakeflugten kunde han ha ventet med til den påfølgende dag, men for at undgå muligheten av en kold motor næste morgen begyndte han hjemturen klokken 2.35 samme dags eftermiddag uten at ta det tidlige Alaska-vintermørke i betragtning.
Sine oplevelser på tilbaketuren over Alaska fjeldvidder i bælgmørke og i en temperatur av omkring ÷ 20 grader celsius beskriver Eielson i en beretning til det amerikanske postdepartement på følgende måte:
”Jeg ventet at være hjemme kl. 5.10 ettermiddag,” forteller han. ”Det var akkurat i skumringen. Jeg fløi over Appel Mountain og en time og femten minutter senere nådde jeg indsjøen Minchumina. Jeg hadde da næsten tilbakelagt halvveien, tenkte jeg. Den rette kurs trodde jeg jo, jeg hadde. Senere fløi jeg over en elv, som ikke var avmerket på kartet, og jeg tenkte at det måtte være Kantishna River. Også senere passerte jeg den samme elv, men tenkte da, at det måtte være Tanana River. Til venstre så jeg en steil fjeldvæg som lignet Nana-fjeldet. Jeg avmerket den på kartet, da jeg så en elv løpe rundt fjeldet. Da jeg senere la merke til en elv som løp ind i Nenana på det sted, hvor Nenana går ind i Tanana ved byen Nenana, var jeg aldeles sikker i min sak. Jeg satte kursen for fjeldvæggen, og alt var i fuld orden med undtagelse av at byen Nenana ikke var på sin plads. Jeg visste at jeg måtte ha drevet noget tilvenstre, så jeg begyndte flugten op langs Tanana. Jeg fulgte den omtrent en halv times tid – det er femti engelske miles.
Nu var det aldeles mørkt. Jeg kunde ikke tro at jeg var drevet 50 miles ut av min kurs. Jeg kunde ikke se et eneste lys i Nenana, fløi derfor videre i østlig retning. Så tænkte jeg, at jeg måtte være kommet over Katishna River og at jeg nu fulgte den tilbake til Mt. McKinley, da landskapet så aldeles flatt ut. Himmelen var overskyet og der var ikke en stjerne at se. Jeg fløi rundt en hel time uten at vite, hvor jeg befandt mig. Men nu visste jeg, at elven som jeg hadde forlatt var Tanana. Omtrent på den tid så jeg også et lys; jeg fløi nedover til det. Det må ha været en liten jagthytte nær Chatanika River. Jeg var sterkt fristet til at lande der og finde et deilig sted, hvor jeg kunde sove, men jeg visste også, at hvis jeg prøvet på det, vilde jeg ødelegge maskinen, så jeg besluttet at vente lit. Jeg fløi tilbake til den store elv jeg hadde forlatt, og mens jeg fulgte den nedover så jeg et lysglimt i det fjerne. Jeg fløi mot lyset, som viste sig at være mit hjemsted. Der var lys foran hangaren.”
Under landingen brak Eielson en ski og propellen på maskinen, men ellers kom han fra det med livet. Ute ved hangaren fandt han hele byens befolkning, som ventet spendt på ham. Han hadde da væt i luften i 7 timer og hadde tilbakelagt en strækning som fra Fairbanks, Alaska til Sibirien. Dette høres utrolig i Alaska, for det tar en hel måneds hård reise på denne tid av året at komme fra Fairbanks til Nome med den hurtigste rute, nemlig ved hjælp av hunde og slede.
Flyvningen blev foretat under en temperatur av ÷ 20 grader celsius, men allikevel klaget Eielson over, at han hadde vært ”altfor varm”. Grunden var at han brukte gode varme klær og et specielt opvarmningssystem for cockpiten. Opvarmningen består i et rør som er 1¼ tomme langt og er fæstet til avløpsrøret. Dette lille rør er åpent i den ene ende og løper ut i ”the cockpit”, hvor flyveren sitter. Den kolde luft som kommer ind i røret blir opvarmet, og når den kommer dit, hvor føreren sitter, kan den varme luft ved tre forskjellige indretninger dirigeres til flyverens føtter, til hans hender og ansigt, ettersom han måtte ønske det. Eielson sa, at han kunde flyve med et slikt utstyr uten vanskelighet i en kulde av 40 grader under nul.
Blandt de breve som Eielson bragte fra McCrath var der et som var adressert til Paul Henderson, anden assisterende generalpostmester. Dette brev kom til Washington 16 dage tidligere end hvad tilfældet vilde vært, hvis den første del av reisen var blit gjort med hundeslede istedenfor med flyvemaskine. Generalpostmester New fandt beretningen så interessant at han læste den op for præsident Coolidge under et kabinetsmøte. Både presidenten og generalpostmesteren sendts Eielson gratulationsbreve.