Print Friendly, PDF & Email

Om oppdagelsen av Svalbard

Gunnar Isachsen

Om oppdagelsen av Svalbard

Kilde: Det Norske Geografiske Selskabs Årbog 1906-07

INNHos de gamle nordmænd hørte det med til god skik af og til at færdes udenfor den snevre hjemlige kreds. De, der stadig holdt sig hjemme, ansåes for at mangle folkeskik. Selv i det oldnorske sprog finder vi dette udtrykt. Betegnende i så henseende er ordet heimskr, der både betyder en hjemføding, en, der ikke har været udenfor hjemmet og en dumrian, tosk. Således heder det i Hávamál:

Slugvorren mand, sanser han ei sig, æder sig livs forlis; tidt gjør maven tossen til nar, kommer blatidt kloge han¹. [fontnote1] opt fer hlægis, er með horskum kemr, manni heimskun magi.

(kfr. Ældre Edda oversat af G. A. Gjessing, Kristiania 1899).

INNMed havet var vore forfedre fortrolig. Over det gik veien såvel ved krigerske foretagender som ved fredelig samfærsel. INNKrænkede magthaverne den personlige frihed, søgte de gamle nordmænd sin tilflugt til havet. Traditionen havde lært dem, at noget måtte der vel altid komme ud af reisen, enten nu veir og vind ledede dem ind til kjendte kyster eller kastede dem ind til de fjerne og ukjendte Havets mystik tiltalte dem og præged dem. De var omflakkende, agtpågivne, vågsomme og i deres karakter havde det lunefulde såvel som det grænseløse en fremtrædende plads, alt egenskaber, der var erhvervet med livet som indsats.

INNNordmændene brød sig lidet om lande, der ikke vendte mod havet. Kyst og mesen kyst måtte der være. INNNordmændene beherskede i vikingetiden fuldstændig sjøen. Det var først deres egne efterkommere i det vestlige Europa, der senere gjorde dem rangen stridig. INNVed slutningen af det 13de århundrede strakte det norske vælde, sig fra Gøtaelven til Kandalaks, over øerne Mali, Øngulsey (Anglesea), Suderøerne (Hebriderne), Orknøerne, Hjaltland (Shetlandsøerne), Færøerne, Island og Grønland. Desuden havde de opdaget Helluland (Labrador), Markland (New Foundland) og Vinland. De befor kysterne omkring den bugt, der nu kaldes Baffinsbugten, ligesom de også befolkede og beherskede store dele af England, Skotland og Irland.

_ _ _ _

INNMed det nævnte i erindringen falder det vanskeligt at tænke sig, at vore forfædre under sine færder ikke skulde være kommen til Spitsbergen også. En engelsk forfatter, Sir Martin Conway (No Mans Land. Cambridge 1906), finder det endog næsten umuligt at tænke sig, at “så kjække sjøfolk som de, der opdagede Island og Grønland, ikke skulde have våget sig nordover også. Hvis de har opdaget og landet på Spitsbergen, så må de have seet, at landet var fuldstændig værdiløst for dem, ligesom den beretning, de kunde bringe hjem om Spitsbergen, utvilsomt måtte være slig, at den meget hurtig måtte drukne i mythe og fabel”. INNEn svensk forfatter, professor A. G. Nathorst, har i Svenska Dagbladet for 19de oktober 1906 udtrykt sin forundring over, at ikke nordmændene har opdaget Spitsbergen: “Såsom af ofvan lemnade redogörelse framgår, hafva normännen icke upptäckarens rätt till Spetsbergen; de æro tvärtom den sista nation, som där infann sig, mer är 200 år efter öns upptäckt, och dette fastän Spetsbergen ligger närmare Norge än nogot annat land i Europa”.

_ _ _ _

I vor historie findes der flere ting, som synes at tyde på, at vore forfædre har opdaget og kjendt Spitsbergen. Det er dette, der nedenfor er gjort til gjenstand for; særskilt behandling.

_ _ _ _

INNI “Islandske Annaler indtil 1578″, der er udgivet ved G. Storm (Kristiania 1888), nævnes for året 1194: INN”Svalbards fundr”, det vil sige opdagelsen af Svalbard. Svalbard betyder “landet med de kolde kyster”. (I det oldnorske sprog betyder svalr (adj.) kold, kjølig. Bard (subst.) betyder brem, kant, her kyst). INNDe islandske annaler er fremkommen derved, at man på Island, efterat den egentlige sagaskrivnings tid var forbi, henimod slutningen af det 13de århundrede, begyndte at optegne de enkelte begivenheder i landets historie uden at tage noget hensyn til den indre sammenhæng. Man tog kort og godt et latinsk annalverk og indførte i dettes tekst de islandske begivenheder. Den latinske tekst faldt efterhånden bort, og den islandske blev stående igjen. INNI ovennævnte annaler forekommer opdagelsen af Svalbard anført sammen med nogle andre begivenheder i året 1194, såsom at Sverre det år blev kronet til konge i Norge. Dette, såvel som at opdagelsen nævnes i 6 af de 10 annal-recensioner, viser, at den var en nyhed, der vakte en vis opsigt. INNStorm anfører i navneregisteret til annalerne, at Svalbard er “et polarland nordøst for Langenes, (det nordøstlige kap på Island).

INNLandnámabók giver os midler til at komme noget nærmere ind på spørgsmålet, såvel i den bearbeidelse af nævnte bog, der skyldes lagmand Haukr Erlendssøn, død 1334 (Hauksók), som i den bearbeidelse, der tillægges Sturla Tordssøn, 1214-1280 (Sturlubók). I disse bearbeidelser af Landnámabók står der: “Så siger kloge mænd, I. at ud fra Stadt i Norge er der 7 døgr’s seilads til Horn på østsiden af Island, II. men fra Snæfellsnes [fontnote2] er der 4 døgrs seilads til Hvarf [fontnote3] på Grønland i vest (der hvor det er kortest over) [fontnote4]. INNFra Hernar [fontnote5] i Norge skal man seile stadig ret vestover til Hvarf på Grønland. Man seiler da nordenom Hjaltland (Shetlandsøerne), netop så meget at man skimter land,

INNmen søndenfor Færøerne, så meget, at kun øvre halvdel af fjeldene sees, men således søndenfor Island, at man er nær nok til at se fugl og hval derfra. INNIII. Fra Reykjanes på sydsiden af Island er 3 (5) [fontnote6] døgrs seilads til Jøldulaup [fontnote7] (Øldulaup) i Irland, i syd, men INNIV. (fra Langanes på nordsiden af Island) [fontnote8] 4 døgrs seilads til Svalbard nord i Havsbotn, men INNV.1 døgrs seilads er det til de ubebyggede dele (“Ubygder”) af Grønland fra Kolbeinsey [fontnote9] og nordover”.

INNSom ovenfor nævnt angiver Hauks afstanden fra Reykjanes til Irland til 3 døgrs seilads, medens Sturlubók har 5. Der er måske ikke direkte beviser for at foretrække Sturlubóks talangivelse 5 for Hauksbóks 3, men Sturlubók er ældre i sin oprindelse, om ikke netop ved det eksisterende håndskrift. Da dens læsemåde også findes i andre håndskrifter, er det således sandsynligt, at Sturlubóks 5 er det oprindelige, idet det må erindres, at det ikke er Hauksbók selv, man har, men Jon Erlendssøns afskrift deraf, fra det 17de århundrede. INNFor at forstå de citerede steder af Landnámabók må vi forstå betydningen af ordet “døgr” i den nævnte forbindelse. INNMan er ikke berettiget til at opfatte døgr anderledes end som halvdøgn (dag eller nat); men det er et spørgsmål, om ikke døgn i ovennævnte forbindelse er ensbetydende med nat + dag. Ved kystfart seilede man nemlig kun det halve døgn og hvilte det andet halve. Her bliver da et døgrs seilads ensbetydende med et døgns seilads. Ved havsreiser har imidlertid vore forfædre sikkerlig også seilet om natten; men udtrykket døgr kan være bibeholdt uforandret, skjønt det nu fik betydningen nat + dag. De udseilede distanser på flere af ovenanførte tider betinger også, at døgr her betyder døgn, etmål. INNMod dette strider måske oversættelsen i Ivar Bårdssøns “Grønlands Beskrivelse” (fra det 14de århundrede). I denne gjengives “4 døgrs seilads” med “2 dages og 2 nætters seiling”; men dette er måske kun en bogstavelig gjengivelse. INNAf interesse kan det være at minde om, at nu på norsk bruges dag ofte i betydningen døgn. Vi siger således ofte “I dags reise” istedetfor “1 døgns reise”.

_ _ _ _

INNI. Mellem Stadt og Horn er henved 550 kvartmil, hvilke udseilet på 7 døgn svarer til en fart af vel 3 knob.

INNII. Fra Snæfellsnes til Hvarf er korteste vei 700 kvartmil, der tilbagelagt på 4 døgn er gode 7 knobs fart. INNDe gamles kurs fra Snæfellsnes til Hvarf omtales også, som nedenfor anføres, at have gået over Gunbjørnsskjær. Dette sted at have ligget i nærheden af eller ret øst for den nuværende koloni Angmagsalik [fontnote10] , der ligger på ca. 66º n. br. på Grønlands østkyst. Afstanden fra Snæfellsnes til Hvarf over Gunbjørnsskjær er betydelig længere end den bene sjøvei mellem de to førstnævnte steder, og den opførte fart bliver således betydelig større, så stor, at man næsten tvinges til at forstå denne kursforskrift derhen, at det var afstanden Snæfellsnes til Gunbjørnsskjær (“der, hvor det er kortest over”), der tog 4 døgn. INNAt vore forfædre først søgte at komme over havet på det korteste stykke er jo i overensstemmelse med, hvad vi ellers ved om deres seilads. INNIvar Bårdssøn opfatter da også nævnte kursforskrift, som den ovenfor er opfattet. INNGjennemsnitsfarten tversover Danmarksstrædet – havstykket mellem Grønland og Island – blir da ikke over 3 knob. INNDen derpå i Landnámabók følgende seilanvisning fra vestkysten af Norge til Hvarf på Grønland viser os, at vore forfædre søgte først at få fat på øerne nordenom Skotland for desto sikrere at kunne sætte kursen videre. At de så lagde veien i en bue nordover, til de fik kjending af Island, har naturligvis også været af samme grund. At dette også var beneste vei, har de ikke kjendt til, da de naturligvis ikke forstod sig på storcirkelseilads og dens fordele. INNVi har imidlertid også beviser på seilads direkte fra Grønland til Norge, altså uden at søge opom Island. Denne “den første store Atlanterhavsfærd”, der udførtes af Leif Erikssøn i året 999 året før han opdagede Amerika – er, ikke uden grund, bleven sidestiller med Columbus store reise. INNSkrevne seilanvisninger som de ovenfor nævnte har, foruden sol og stjerner, vistnok været vore forfædres eneste retledning. Ravne førte de desuden også ofte med sig. Disse blev da sluppen for i tilfælde at kunne få greie på retningen til, nærmeste land. Vi må erindre, at nordboerne ikke kjendte kompasset før i det 13de århundrede. Seilanvisningerne (de egentlige “portolaner”) fortsattes ned gjennem tiderne, og den dag idag udgives jo også sådanne “sailing directions” ved siden af sjøkarterne.

INNIII. Mellem Reykjanes og Jøldulaup er bortimod 700 kvartmil, der tilbagelagt på 5 døgn svarer til henved 6 knobs fart. INNDette er, hvad “kloge mænd” siger; dvs. de, der har havt greie på disse ting, har udtalt, at erfaringen har vist at ovennævnte tider som regel har været nødvendige for at tilbagelægge de nævnte strækninger. INNSom det fremgår af Kongespeilet [fontnote11] , søgte vore forfedre altid at gjøre sine reiser med god bør. “Ligesom alle have tèr sig på forskjellig vis, er de heller ikke lige store. Nogle have er små, vanskelighederne ved at befare dem ligeså. Derfor kan de beseiles til alle tider, idet man kun har at se sig om efter et par dages god vind, hvilket er en let sag for folk, der er veirkloge”. INNPå større distancer, der krævede længer tid end et par dage (døgr), måtte de erfaringsmæssig også regne med modvind. De opgivne tider for de forskjellige veistykker må derfor antagelig ikke alene opfattes som et mål for anstanden, men også som et udtryk for den lethed, hvormed havstykket ansåes at kunne passeres i den angivne retning. INNHvad Landnámabók her beretter om, hvad “kloge mænd” på den tid har udtalt, stemmer også ganske godt med nutidens erfaring. I farvandene mellem Island på den ene side og Norge og De britiske øer på den anden er det vanskeligst at komme vestover: vestlige vinde er fremherskende. Den dag idag vilde således sjøfolk erfaringsmæssig regne med at kunne komme forholdsvis dobbelt så fort frem mellem Island og Irland som mellem Norge og Island. INNMellem Island og Grønland er derimod nordenvinden den langt overveiende, ligesom polarstrømmen sætter sydover langs Grønlands østkyst. Det er imidlertid, som antydet ovenfor, på den anden side vanskelig at bedømme de gamles seilads på dette stykke, hvor der rimeligvis ofte har været ishindringer, selv om det forudsættes, at isforholdene, som nedenfor omtalt, senere kan have forværret sig.

INNEndvidere angiver Landnámabók:

INNV.1 døgns seilads fra Kolbeinsey og Forlover til de ubebyggede dele af Grønland (“Ubygder”). INNKolbeinsey er en temmelig ukjendt ø, der nu heder Mewenklint og ligger henved 60 kvartmil i nordvest for Grinisey i Eyjafjardarsyssel på Island. Sidstnævnte ø ligger på parallelcirkelen. INNDe ubygder, der her kan være tale om, er trakterne omkring Scoresbysund og nordover. INNNår denne strækning har kunnet tilbagelægges på 1 døgn, kan der ikke have været regnet med ishindringer. INNA. E. Nordenskiöld antager i sin avhandling om “Brødrene Zenos reiser” [fontnote12] , at Grønlands østkyst ved den tid 14de århundrede har været mere isfri end nu, da denne “nu utilgjængelige kyst (Grønlands østkyst) er bleven rigtig indtegnet på kartet”. Som støtte for denne antagelse, anfører Nordenskiöld Ivar Bårdssøns Grønlands beskrivelse: INNI denne beskrives kursen fra Snæfellsnes til Island som gående over Gunbjørnsskjær. “Dette var den gamle kurs”, står der, “men nu er is kommen nordfra og så nær dette skjær, at man ikke uden livsfare kan seile denne gamle led”. INNFlere beretninger taler imidlertid imod, at isforholdene Tidligere skulde have været bedre i nogen væsentlig grad. Således nævner den irlandske munk Dicuil, at seilere (omkring året 790) på 1 dags reise nord for Island havde påtruffet det tilfrosne hav (mare congelatum). INNI Kongespeilet siges: INN”Såsnart man kommer over det vilde hav,” (under seilads til Grønland nemlig), “da er sjøen så fuld af is, at folk ikke ved af magen i hele verden. En del af isen er flad, som om den var frossen på selve havet og er dels 4, dels 5 alen tyk og ligger så langt fra landet, at man må reise 4 eller endnu flere dage over isen for at nå land. Denne is ligger mere mod nordøst eller mod nord for landet (Grønland) end mod syd og sydvest eller mod vest. Derfor må enhver, som vil nå landet, seile omkring det i sydvest og vest, til han er kommen forbi alle disse steder, hvor man kan vente is, for derpå at seile tillands. Det har imidlertid ofte hændt, at sjøfolk har søg landet for tidlig, og at de således er kommen ind i isen. INNNogle er så omkommen, medens andre er bleven reddede. Med nogle af disse har jeg talt. Alle, der er kommen ind i drivisen, har gået fra sit skib og gods og søgt land med bådene, som er bleven trukken over isen. Nogle har holdt på i 4 eller 5 dage, andre endnu længer, før de har nået land. INNUndertiden ligger denne is stille med større eller mindre råker, men til andre tider kan den drive med en fart som et skib i god vind, Den driver ligeså ofte mod som med vinden. I dette hav forekommer også en anden slags is, som, er dannet på en anden måde, nemlig fjeldjøklerne, som Grønlænderne kalder dem. De ser ud som fjelde, der står op af havet”……… INNEn naturrevolution, der på forholdsvis kort tid skulde bevirke en så stor forandring af strømretningerne i havet som ovenfor antydet, måtte være så gjennemgribende, at vore sagaer sikkerlig vilde indeholdt noget derom. Noget sådant er imidlertid ikke fundet. INNSkjønt de gamle beretninger om isforholdene, under Grønland således synes modstridende, har de dog vistnok sit fulde værd, idet der vel i disse tider har været gode og dårlige isår, således som i vore dage. Af at flere gode eller flere dårlige isår følger efter hinanden, deraf kan ingen almengyldig regel udledes. INNI vore dage vil isen udpå sommeren, mere eller mindre spredt, ligge omtrentlig som antydet på det avbildede kart. INNFra ca. 75º n. br., og nordover ligger på forsommeren isen landfast og sammenfrossen længer tilsjøs, end langs kystensydover. Det er dog sandsynligt, at kysten vilde kunne nåes temmelig tidlig, i mai, på ca. 75º à 76º n. br. INNMellem 730 og 750 n. br. er der forholdsvis tidlig på året, i juli, et belte af spredt is, den såkaldte Nordbugt, hvorigjennem man kan komme ind til Grønlands østkyst. Senere på året kan land ofte nåes helt ned til ca. 70º n. br. (Scoresbysund).

INNMellem nævnte bredde og Kap Farvel kan man kun undtagelsesvis komme ind til kysten i slutten af september eller i begyndelsen af oktober. Så sent på året må imidlertid høststormene ventes, og nætterne er blit mørke. Enten det er et godt eller et dårligt isår, forekommer der på denne strækning mange isfjeld, ligesom større ismasser kan komme nordenfra nårsomhelst. INNAt beseile landet på denne årstid vil derfor være temmelig risikabelt. INNEn undtagelse herfra er kolonien Angmagsalik på ca. 66º n. br. Som regel vil kysten her kunne nåes i slutningen af august måned, til trods for at isen ligger tæt pakket såvel nordenfor som søndenfor [fontnote13].

INNDen grønlandske drivis kommer enkelte år ned til nordkysten af Island om vinteren og bliver liggende til udpå sommeren. I andre år kan den indfinde sig sent på våren eller end også aldeles udeblive. Af de 84 vintre 1800-1883 udeblev isen aldeles i de 20, i 21 år kom den i januar, i 12 i februar, i 18 i mars, i 7 kom den i april, i 4 kom den i mai og i 2 endog først i juni, meddeler dr. Thoroddsen [fontnote14].

INNSåledes har, som det fremgår af ovenstående, også forholdene rimeligvis vekslet i ældre tider, hvilket også fremgår af de islandske annaler, INNSelv om isforholdene på Grønlands østkyst i ældre tider ikke havde været bedre end nu, vilde vistnok vore forfædre ikke have betænkt sig på at lægge gjennem den spredte drivis for at nå kysten, hvis målet måtte have været denne. INNFør år 1200 var nordboerne langt dygtigere som sjøfolk og mere fortrolige med sjøen end i de næst påfølgende århundreder. Denne omstændighed kan også have bevirket, at isen langs Grønland efter nævnte tidspunkt syntes dem at byde på større vanskeligheder end tidligere. INNDet kan i denne forbindelse være interessant at nævne, at 2 små fartøier fra Tromsø, fangstjagterne “Severin”, skipper Næssø og “Søstrene”, skipper Grødahl, opholdt sig optil 1 måned ved Kap Bismarck under Grønlands østkyst i juli og august 1905. Så langt nord vides tidligere intet seilfartøi at have været på denne kyst.

_ _ _ _

Ved et blik på medfølgende kart vil det sees, at Landnámabók med de nævnte steder tydeligvis har havt til hensigt at give en anvisning for seiladsen i flere, forskjellige retninger fra Island. Det er med andre ord kursforskrifter med tidsangivelse. Først omtales seilads østover (Stadt – Horn), så vestover (Snæfellsnes – Hvarf), dernæst seilads sydover (Reykjanes – Jøldulaup) og tilslut nordover (Kolbeinsey og nordover, Langanes – Svalbard). INNSom ovenfor nævnt kjendte vore forfædre forholdsvis godt Grønlands østkyst og næsten ligeså meget af den, som vi i vore dage. Den er således temmelig rigtig, i hovedtrækkene, indtegnet på de skandinaviske-byzantiske karter over Norden. INNSvalbard opgives at ligge “nord i Havsbotn” [fontnote15], regnet fra Langanes. Opfattes nord her bogstavelig, vilde stedet være at søge på østkysten af Grønland. Denne mening fremsættes også i Grønlands hist. Mindesmærker III, udg af det kgl. nord. Oldskr.selsk. Kj.hvn 1845. Finnur Jónsson derimod tviler herpå, idet Svalbard ikke findes i den af denne fortjente forsker udgivne “Grønlands gamle Topografi efter Kilderne” i Medd. o. Grønl. 20de hefte. Kjhvn 1899. Det er dog ikke rimeligt at søge Svalbard på Grønlands østkyst, da retningen Langanes – Grønlands østkyst i så fald vilde blive omtrent samme kurs som retningen Kolbeinsey og nordover. Endvidere vilde en landing på Østgrønland, efter det kjendskab vore forfædre havde til denne kyst i 1194, neppe noteres i annalerne som en opdagelse. INNHele det nuværende Norge var på nævnte tid kjendt af vore forfædre. At søge Svalbard i Frantz Josephs Land eller Novaja Zemlja er umuligt, bl. a. af den grund, at afstanden er for stor til at kunne tilbagelægges på 4 døgn fra Island.

INNEfter ovenstående har man da intet andet valg end at søge Svalbard i en anden retning end de øvrige nævnte, nemlig i nordøst. INNSvalbards beliggenhed, “nord i Havsbotn” i forhold til Langanes, strider ikke herimod. Det var nemlig almindeligt, at man på disse tider forlagde nord over imod øst, omtrent i nordøst, Heraf fulgte da atter, at de øvrige himmelegne forrykkedes. Vi har mange eksempler herpå, uden derfor at kunne gå ud fra, at det altid fandt sted; men man må allid erindre dette for at forstå de gamle beretninger. INNDenne omstændighed ved siden af, at der ovenfor i Landnámabók er tale om forskjellige retninger, kurser, samt at udgangspunktet Langanes peger nordøst over, synes bestemt at vise, at Svalbard må søges i denne retning. INNSvalbard kan vanskelig være identisk med Jan Mayen. Denne lille ø ligger ca. 300 kvartmil nordøst for Langanes. INNEn af storm fordreven farkost – det var som regel disse, der gjorde geografiske opdagelser – vilde desuden have overordentlig vanskelig for i oprørt hav at lande på Jan Mayen. Ligeså vanskeligt vilde det under sådanne omstændigheder være at lande på den ø, der nu bærer navnet Beeren Eiland. Såvel denne som Jan Mayen er desuden af så liden udstrækning, at en, der var stormdreven til disse øer, snart vilde have kommet underveir med disse øers ubetydelige størrelse. Fundet af dem vilde således vanskelig kunne tænkes at skulle blive almindelig noteret som en opdagelse af et nyt land. INNEfter ovenstående må man således antage, at Svalbard er det nuværende Spitsbergen.

_ _ _ _

INNIV.”Men fra Langanes på nordsiden af Island er det 4 døgrs seilads til Svalbard nord i Havsbotn”. Det står nu tilbage at undersøge, hvorledes de opgivne 4 døgrs seilads vil passe på denne distance.

_ _ _ _

INNVore forfædres geografiske opdagelser skyldtes som regel tilfældigheder: INNPå reisen fik de storm af mere eller mindre kontrær vind, der nødte dem til at bære af for at redde sig. Blev uveiret stående i flere dage, kunde det således bære ganske langt undaf. INNVar det en kortere reise, der skulde foretages, kunde de nok – sjøvante som de var – som ovenfor nævnt vælge tidspunktet for at stikke tilsjøs således, at medbør kunde påregnes et par dage. Skulde derimod længere havsreiser gjøres, var det vanskeligere at beregne noget på forhånd. INNKongespeilet siger således herom [fontnote16]: “På steder, hvor farten er farligere, over et langt hav, der er fuldt af havsvælge, eller når man skal til lande med dårlige havne eller der findes blinde klipper, grunde eller store sandbakker, kan man ikke være noksom agtpågivende. I sådanne tilfælde bør man ikke reise til stige lande sent på året. Det er under sådanne omstændigheder neppe gjørligt at gå tilsjøs i oktober måned og værre og verre blir det udover vinteren. De aller fleste have, undtagen de største, kan godt befares fra begyndelsen af april, men bedst er det at vente til sommeren”. INNPå lange havsreiser, ja trods al veirklogskab endog på de kortere, hændte det naturligvis ofte, at der røk op en storm, der tvang fartøiet ud af sin kurs. Under slige seiladser for at berge livet var det, at vore forfædre som regel opdagede de nye og ukjendte lande. INNDet er da derfor overveiende sandsynligt, at opdagelsen af Svalbard har foregået under lignende omstændigheder.

INNVore forfædres fartøier kjender vi nu temmelig godt efter fundet af Gokstadskibet. INNDette, der stammer fra det 9de århundrede, har samme linjer som vore nordlandsbåde. Med de skarpe, høie stevner, de lange, lave og smidige former, de hule og skarpe linjer kan denne type føres tilbage til de gamle grækere. Vi må således opgive denne type som specifik norsk og nøie os med det tilfredsstillende i at vide, at selv om den antike kultur er gået under, så lever vi dog den dag idag på dens resultater. INNTil trods for at både af denne type er meget letroet, vil det dog i en pludselig opstående storm være håbløst at ty til årerne. At kjæmpe mod stormen under seil lader sig neppe gjøre. Der er ingen anden udvei end at lade det stå til for stormen, og erfaring har vist, at disse både kan holde det gående utrolig længe for veiret [fontnote17]. INNBetegnende er det, at der i det græske sprog intet ord findes for at krydse [fontnote18]. Om vikingerne fortælles der dog, at de i modvind kunde komme tillands og gjøre strandhug – til indbyggernes store forskrækkelse. I den oldnorske litteratur brugtes ordet beita, egentlig lade bide, om at krydse . Både af denne type egner sig dog forholdsvis dårlig for krydsning. Det blir at “seile på øsekarret”, som det heder i Nordland. I storm og undaf veiret derimod danser disse smidige fartøier henover bølgetoppene, hjulpet af en liden råseilsstump.

INNSkjønt vistnok Gokstadskibet ikke har været af de store skibe, hvorved lange havsreiser blev gjort, har dog typen for disse været den samme som Gokstadskibets [fontnote19].

_ _ _ _

INNFor at seile fra Langanes til Spitsbergen på 4 døgn fordres en gjennemsnitlig fart af henved 9 knob. Dette kan ved første øiekast synes at være en svær fart; men med kjendskab til den omhandlede fartøistype vil den dog ikke forbause, INNDet skib, Norge i 1893 sendte til Amerika, “Viking”, var med hensyn til form og dimensjoner en nøiagtig kopi af Gokstadskibet. Under overreisen til Amerika var “Viking”s bedste etmål en udseilet distance på 223 kvartmil, altså over 9 knobs fart. Skibet gjorde ofte 10, ja af og til 11knobs fart, til trods for at rig og seilføring til det 26 meter lange skrog var forbausende liden [fontnote20].

INNMellem disse ubygder, Grønlands østkyst, og Bjarmeland skar da “Havsbotn”, det sted, hvor havet ender, sig ind. En yderligere grund til at have antaget en sådan landforbindelse mellem Grønland og Europa kan også tænkes i den omstændighed, at vore forfædre ikke alene kan have fundet Spitsbergen, men de kan også på flere steder have påtruffet iskanten, der da km være bleven opfattet som is langs et land (se kartet) og således givet dem idéen om ovennævnte landforbindelse. Ud fra denne opfatning er det let forståeligt, at Svalbard kunde placeres “nord i Havsbotn”. INNTroen på land rundt “Havsbotn” kom ind i den europæiske kartografi ved den danske geograf Claudius Clavus’s karter og bevirkede, at de dansk-norske konger gjorde krav på suverænitet over Spitsbergen som sammenhængende med Grønland [fontnote21].

_ _ _ _

INNInteressant er det også at se den historiske forbindelse mellem vore forfædres opdagelsesfærder til Det hvide hav og hollændernes opdagelse af Spitsbergen 1596. INNEfter Ottars omseiling af Nordkap og opdagelse af Det hvide hav, – “Trollebotn” og Gandvik, som vistnok særlig dette hav kaldtes, – var der livlig forbindelse mellem nordmændene og karelerne ned gjennem hele middelalderen. Handelen gik fra Det hvide hav dels over Vardøhus, der blev anlagt 1307 – dels flodveien ind i Rusland. INNKeiser Maximilian’s og Karl V’s gesandt, Herberstein bereiste Rusland omkring 1520 og udgav efter hjemkomsten en skildring af Rusland østover til floden Ob samt bl. a. også af ovennævnte handelsveie. INNDenne reiseskildring, og det heder også i forbindelse med kjendskab til Olaus Magni kart over Norden, gav Sebastian Cabot den idé at søge veien til Indien og Kina nordenfor den gamle verden, nordostpassagen [fontnote22]. Muscovy Company stiftedes, og 1553 udsendte dette kompani 3 skibe under Sir Hugh Willoughby og Richard Chancellor for at finde den nye handelsvei. Resultatet blev, at de to skibe forliste, medens Chancellor kom tilbage med en fuld, kostbar ladning af russiske varer. Han havde også fundet havet åbent og isfrit, hvilket atter opfriskede håbet om at finde den nye handelsvei. INNFølgen af denne og senere reiser til disse trakter blev, at hollenderne også begyndte at konkurrere med englænderne, dels om handelen på Det hvide hav dels om at finde nordostpassagen. INNPå en af disse reiser var det da, at hollenderen Willem Barendszoon fandt Spitsbergen i 1596.

Mars 1907.

Fotnoter:

1. At nema land betyder at tage herreløst land i besiddelse og bebygge det. Landnámabók handler om og opregner de nordmænd, der i det 9de og 10de århundrede nedsatte sig på Island. Det af forskjellige mænd i det lite århundrede samlede materiale, er optegnet allerede i det 12te og i begyndelsen af det 13de århundrede, hvorefter en ukjendt mand har samlet det hele. Der er ingen tvil om, at Landnámabók er i høieste grad pålidelig. [Tilbake]

2. Kappet mellem Breidefjord og Faxefjord på vestsiden af Island. [Tilbake]

3. Hvarf betyder et sted, bag hvilket man forsvinder. Stedet svarer til Kap Egede, eskimoernes Kangek på sydvestsiden af øen Sermersok. [Tilbake]

4. Det, der står i parenthes, er udeladt i Hauksbók, men forekommer i Sturlubók. [Tilbake]

5. Hernar er den ø, der nu kaldes Hennø, i Manger, Nordhordland. [Tilbake]

6. I Sturlubók står 5. [Tilbake]

7. Et kap på nordsiden af Irland. [Tilbake]

< name=”8″>8. Det, der står I parenthes, er oversprunget af afskriveren af Sturlubók. [Tilbake]

9. Kfr. nedfr [Tilbake]

10. Grønl. Hist. Mindesmærker I. København 1838. [Tilbake]

11. Kongespeilet er, som bekjendt, et didaktisk skrift fra ca. 1250. Store dele af verket er lånt fra latinske kilder, især fra de, især i Frankrige, udbredte Specula, der i Kongespeilet er så selvstændigt behandlede, at direkte lån er vanskelig at påvise. De dele, der handler om nordiske forhold, er originale. [Tilbake]

12. A. E. Nordenskiöld. Studier och Forskningar. St.holm 1883. [Tilbake]

13. Meddelelser om Grønland, 27de hefte. Kj.hvn 1902 og Isforholdene i de arktiske have 1905. Kj.hvn 1906. Det norske geogr. selskabs årbog VII.- Kr.ania 1897. [Tilbake]

14. Det norske geogr. selskabs årbog VII.- Kr.ania 1897. [Tilbake]

15. Botn (subst.) bet. det inderste af en fjord. Havsbotn bet. det sted, hvor havet ender. [Tilbake]

16.P. O. Schiøtt. Philologiske afhandlinger. Kristiania 1896. [Tilbake]

17. Colin Archer: Forslag til fiskerskøite for Nordland og Finmarken i Norsk 14de årgang. Bergen 1895. [Tilbake]

18. A. E. Nordenskiöld: Periplus. St.holm. 1897. [Tilbake]

19. N. E. Tuxen: De nordiske Langskibe i Årb. f. nord. Oldk. og Hist. Kj.hvn 1886. [Tilbake]

20. Magnus Andersen: Vikingefærden. Kr.ania 1895.[Tilbake]

21. Spitsbergen kaldtes af hvalfangerne “East Greenland” endog så sent som i begyndelsen af forrige århundrede (Scoresby). [Tilbake]

22. G. S t o r m. Om opdagelsen af “Nordkap” og veien til “Det hvide hav”. Det norske geogr. selskabs årbog V. Kr.ania 1894. [Tilbake]