(Aftenposten 2/11 1921)
Et telegram har meddelt, at den skotske polarforsker William Speirs Bruce er død i Edinburgh, 54 år gammel.
På sine mange ekspeditioner brugte Bruce i stor udstrækning norske fartøier og norsk mandskab. Hjalmar Johansen var således med Bruce i 1907. Det kan også nævnes, at Bruce var med i den ekspedition, som påtraf Nansen og Johansen, da de kom tilbage fra turen fra «Fram» mod nordpolen.
Vi har bedt Spitsbergen-forskeren docent Adolf Hoe1 fortelle lidt om William Bruce’s mange ekspeditioner:
– Bruce’s første tur til ishavsfarvande fandt sted i 1892, da han som læge var med en hvalfanger fra Dundee. Turen gik bl. a. til Grahams Land.
Hans næste reise var som deltager i Jackson-Harmsworth-ekspeditionen, som overvintrede på Frantz Josefs Land. Det var, som nævnt, denne ekspedition, som traf Nansen og Johansen. Harmsworth, som bekostede ekspeditionen, er nu bedre kjendt under navnet lord Northcliffe.
I 1898 kom Bruce for første gang til Spitsbergen, sammen med fyrsten af Monaco. Også det følgende år fulgte han med fyrsten did op.
Fra 1902 til 1904 ledede han ”The Scottisch National Antarctic Expedition” med «Scotia», – det var dengang han opdagede Coats Land.
I 1906 var fyrsten af Monaco atter på Spitsbergen. Fyrsten drev selv oceanografiske undersøgelser. Samtidig arbeidede på Spitsbergen to andre ekspeditioner, en under ledelse af rittmester Isachsen og en under ledelse af Bruce. Den første arbeidede på det nordvestre fastland, den anden på Prins Carls Forland. Fyrsten bekostede alle ekspeditioner, både i 1906 og 1907.
I 1909 var Bruce atter på Spitsbergen, nu med skibet «The Conqueror», – en tidligere norsk hvalfanger – og påny gjaldt det Prins Carls Forland. Fyrsten af Monaco ydede ekspeditionen økonomisk støtte.
Både i 1912 og 1914 ledede Bruce mindre ekspeditioner med norske fartøier. I 1914 fik han ikke udrettet stort, da isforholdene var vanskelige. I 1919 var han sidste gang på Spitsbergen, heller ikke da blev noget større arbeide udført, thi Bruce var allerede den gang syg.
Bruce stiftede i 1909 ”The Scottish Spitzbergen Syndicate”. Dette selskab satte sig i besiddelse af hele Prins Carls Forland, landet mellem Klaus Billen Bay og Temple Bay, videre sundet mellem Temple Bay og Storfjorden samt endelig Barents Land, – tilsammen 1650 engelske kvadratmil. I Skotland var Bruce direktør for et laboratorium for oceanografiske under sjøeiser, som han oprettede.
– De kjendte Bruce personlig?
– Jeg har truffet ham ofte og kjendte ham meget godt. Han var en enthusiatisk beundrer af de arktiske egne. Selv om han var meget syg, lokkede naturen deroppe ham til at reise. Bruce interesserede sig for alle mulige sider af den arktiske natur, han var geolog, zoolog såvel som kartlægger. Sit syn på polarforskning nedlagde han i en god liden bog ”Polar Exploration”.
– Og hans mening om polarforskning var?
– Han ivrede sterkt mod al rekordjagt. Hans opfatning var, at rekordstrævet ingen betydning havde. Hovedsagen var en grundig og systematisk udforskning af polaregnene.
Senere fik vi også anledning til at veksle nogen ord med rittmester Gunnar Isachsen, som var en gammel ven af Bruce.
– Første gang jeg traf Bruce var i 1902, da han kom tilbage fra sin antarktiske ekspedition. Vi mødtes i Monaco, hvor vi begge var fyrstens gjester. Opholdet i Monaco var for Bruce også rekreation – allerede dengang var han ikke frisk.
Bruce’s egentlige felt var zoologien. Men de arbeider, han udførte fra og med 1909, havde væsentlig økonomiske formål.
Bruce var en ualmindelig elskværdig kar, og fremfor alt var han skotte.