”De arktiske kul”
av Gunnar Isachsen
Aftenposten 9/10 1920
Ofte spørges der i disse tider, om vi ikke snart skulde kunne vente lidt kul fra Spitsbergen. Det har vi imidlertid fået helt siden 1908. I følge Norges off. statistikk var kullimporten fra Spitsbergen – øgruppen til Norge – bunkers og transit ikke medregnet:
1908 4,980 tonn
1909 2,316
1910 3,448
1911 20,427
1912 19,860
1913 30,282
1914 31,161
1915 21,624
1916 16,068
1917 18,809
1918 51,770
1919 71,323
Skibningen i år er endnu ikke afsluttet, men importen 1920 vil antagelig blive – udenom bunkers og transit over Narvik til Sverige, fra Sveagruvan, ca. 30.000 tonn
Selskab:
Bjørnøen (Østervåg) 20,000 tonn
Store Norske Spitsbergen Kulkompani (Longyear City) 10,000
De Norske Kulfelter (Hiorthavn) 10,000
Isefjord Kulkompani (Kap Boheman) 2,000
Kings Bay Kul Comp. (Ny Ålesund) 30,000
De Russiske Kulfelter (Green Harbour) 15,000
Anglo Russian Grumant Co. (Coles Bay) 2,000
Altså i alt ca. 89,000 tonn. Disse selskaber er norske, undtagen de to sidste, russiske. De britiske selskaber The Northern Exploration Co. og The Scottish Spitsbergen Syndicate har endnu intet skibet.
De vigtigste kommunikationer nord for Trondheim er hurtigrutene og lokalrutene. Trods hurtigrutene fra 1ste. oktober iår er indskrænket med en tur ugentlig fra Bergen til Kirkenes, er deres antal nu det samme som i 1913. Disse ruter vil iår, mener Dampskibskonsulenten, bruge ca. 50,000 ton kul. Og lokalrutene nord for Trondheim ca. 30,000 ton, mod 44,000 ton i 1913. Det mindre forbrug nu skyldes innskrenkninger i farten, nedsettelse af fartshastigheden og delvis fyring med ved, torv og sagflis. Ligeså er der iår anvendt nogen motorfartøier i denne fart. Ialt skulde der således iår til kommunikationerne nord for Trondheim trenges ca. 80,000 ton kul.
Som nevnt i en artikkel, Aftenposten nr. 487, er landets nuværende behov af kul og koks beregnet til 2,8 mill. ton. Af dette kvantum trænger hele vor industri omtrent halvparten, og vor industri nord for Trondheim henved 100,000 tonn.
Kulimporten fra Spitsbergen og Bjørnøya har altså iår dækket hurtig- og lokalrutenes behov nord for Trondheim, eller, om man vil, industriens behov nord for Trondhjem – et resultat, der ikke er at foragte.
Hvad vi dernest må undersøge, er i hvilken udstrekning vi fremtidig kan regne med de arktiske kul.
Disse forekommer på Spitsbergen i mindst tre forskjellige geologiske lag og der eksporteres for tiden tre forskjellige sorter kul. Af disse kommer den hidtil vigtigste fra den store tertiærforekomst, som bearbeides af Store Norske ved Longyear City og A/B Spetsbergens Svenska Kolfälts anlæg Sveagruvan ved Braganza Bay. De mindre selskaber, Anglo Russian Grumant Co. ved Coles Bay og De Russiske Kulfelter i Green Harbour, arbeider også i denne forekomst, rigtignok under protest fra Store Norske, der har kjøpt bl. a. hele området mellem Advent Bay og indløbet til Isfjorden. Ifølge anstillede analyser udtaler dr. J. Gram, at disse kul er gasrige fyrkul med lidet askeindhold, nesten helt vandfrie, derfor med brandværdi som gode engelske kul. De brænder med lang flamme og er derfor gode dampkul, også for lokomotiv og dampskibsbrug.
En anden type uddrives af A/S De Norske Kulfelter ved Hiorthavn. Disse kul er meget askefattige, men deres indhold af fugtighed og bundet surstof nedsætter brændværdien, så at den neppe kommer over 76-80 pct. af ovennævnte tertiærkul. Også disse kul har lang flamme og er gode fyrkul. Dog er de vanskelig anvendelig, hvor der kræves de kraftigste kulsorter.
Den tredje sort Spitsbergenkul bearbeides af A/S Kings Bay Kul Comp. ved Ny Ålesund. Disse kul er af den meget sjeldne type, der kaldes cannel kul, som på grund af sit store indhold af forgasbare og destillerbare stoffer burde finde sin anvendelse, ikke som fyrkul, men som råmateriale for en destillationsindustri, der kunde skaffe landet store mængder brændsels- og smøreoljer.
Det kullag, der bearbeides af A/S Bjørnøen ved Østervåg på Bjørnøya, tilhører en helt anden geologisk formation end ovenfor nævnte sorter, nemlig devonformationen. De er af meget høi alder og i modsætning til Spitsbergenkullene – jeg støtter mig fremdeles på dr. Gram – gasfattige, af type som røgfrie Cardiffkul. De brænder med kort flamme og intens hede. Da skeidningsforholdene har været vanskelige, har det hidtil ikke altid lykkedes at holde askegehalten nede, til trods for at en større zone i kulfløtsen er næsten askefri. Kullene vil antagelig være meget skikket som kokskul, når de tekniske vanskeligheder er løst. Disse kul vil således på en heldig måde kunne supplere de gasrige Spitsbergenkul.
Foruden de nævnte kulsorter – som er de, der ligger heldigst til for drift – er der såvel på Spitsbergen som Bjørnøya mægtige, endnu uudnyttede kullag fra stenkulsformationen.
Når sikre, sannsynlige og mulige forekomster medregnes, antages Spitsbergen at indeholde 9000 mill. ton kul. Og Bjørnøya alene over 100 mill. ton. Uagtet en sådan beregning jo er meget problematisk, er der ingen tvil om, at der er kul nok til grubedrift i stor stil og for en meget lang fremtid, selv om driften omfatter forholdsvis små områder.
En tilfredsstillende udnyttelse af de arktiske kul er dog ikke bare afhængig af kullenes kvalitet, mængde eller geologiske optræden, men også af momenter af ren geografisk og psykologisk natur. Selve kulbrytningen foregår således under langt bedre forhold end i de fleste gruber andetsteds. Forkastninger optræder forholdsvis sjelden og vandpumpning bortfalder, da fløtsen er frossen, hvilket også gjør taget i gruben holdfastere. Temperaturen inde i gruberne, ca. +4 gr., er også heldig for tungt kropsarbeide. Den farlige grubegas synes man af være fri for. Og da gruberne ligger over havets niveau, kan transport til kai foregå på heldende plan.
Den største vanskelighed ved kulbrydningen forårsages imidlertid af mørketiden og polarklimatet. På Isfjordens bredde er der 4 måneder stadig dag og 4 måneder stadig nat. Og temperaturen svinger årlig mellem +14 grader og – 45 grader. Dette er jo ikke så afskrækkende, at det bør legge uoverstigelige hindringer for grubedriften, hvilket det jo heller ikke har gjort. Men forholdene er dog alligevel sådanne, at ingen søger hidop for moro skyld. Det, der lokker, er de store lønninger, hele statsrådsgasjer er det jo nu, hvoraf praktisk talt alt kan lægges tilside. Og vigtig er det under slige forhold at arbeiderne lever godt og har det hyggelig indendørs, hvilket vore kulselskaber er fuldt opmerksom på.
Så har vi de vanskeligheder, der berører skibningen. Storm og tåge kan være generende nok i skibningssesonen, men ishindringerne er dog de vigtigste. Isforholdene er stadig vekslende og uligheden mellem et godt og et dårlig isår er meget stor. Etter isens forskjellige optræden de forskjellig år kan man regne med en årlig skibningssæssion af mellem 2 og 5måneder.
Intet kulområde ligger geografisk bedre til for at forsyne det nordlige Skandinavien med kul end Spitsbergen og Bjørnøya.
Det selskab der har vært forlænget i drift og arbeidet sig frem, er Store Norske. Dets produktion har de sidste 4 år – regnet fra høst til høst – vært:
1916/17 23, 647 tonn
1917/18 29, 327
1918/19 50, 314
1919/20 18,711
Produktionen er gået betydelig ned i sidste driftsår, væsenlig som følge av grubeulykken i vinter, men også på grund af nyanlæg. Når grube nr. 2 er gjort ferdig, skal der anlægges ny kai med de mest effektive lasteapparater ved Adventpynten. Efter planen skulde der til næste år kunne eksportere 60,000 ton, 1922 omkring 100, 000 ton og i 1923 skulde den planlagte årsproduktion, 200,000 ton, være nået.
Da hele dette årskvantum er beregnet skibet på ca. 50 døgn, skulde man også ved de øvrige anlæg kunne regne med en årlig ydeevne af ca. 200,000 ton pr anlegg, forudsat at kai og lasteapparater gjordes ligeså effektive som planlagt ved Store Norske.
For vore andre kulselskaber, der ikke er så langt fremme med sine anlæg som Store Norske, vil det naturligvis tage tid at få produktionen op. Men urimelig burde det ikke være ud fra de nuværende forhold at kunne påregne en årlig import til Norge af arktisk kul på henved 1 milliom ton inden udløbet af de første 10 år. At nå dette mål er imidlertid ikke bare et spørgsmål om tid, men det kommer også an på om vi vil ofre den nødvendige kapital.
Den mængde kul, der hos os ikke kan erstattes af den elektriske kraft, er de, som anvendes til dampskibstrafikken, til karbidfabrikation og for en del til opvarming i den koldeste årstid. Anslagsvis kan dette, ifølge beregning af Centralkomiteens sekretær, ingeniør Utheim, sættes til ca. 800,000 ton, en mængde, vi altså om en 10 års tid burde kunne have begrundet håb om at kunne dække med vore aktiske kul.
Imidlertid må al kraft sættes ind på snarest mulig og i størst mulig udstrækning at løse vort brændselsproblem. Midlerne har vi – foruden i vore arktiske kul – i vore torvmyrer, skogsprodukter og i affaldsprodukter af sulfitluten. Men først og sidst – vandkraften.