Korset i Skansbukta

(Magasinet for Alle nr. 38 1967 av B.S.N.)

Det er ikke langt mellom gravene langs Svalbards kyst. Men flere og flere av korsene faller ned, og det er ingen til å røyse dem opp igjen. Det er ensomme, kalde graver i et ensomt og kaldt land. Bak hvert kors står en tragisk menneskeskjebne.

Skansbukta heter en liten arm av Isfjorden på Svalbard. Den ligger ca. 20 km fra Longyearbyen. På en morenehaug høgt over fjorden med bratt fjell bak seg og bratt fjell på fjordens andre side, står et gammelt; men vakkert kors. Det har følgende innskrift:

HER UNDER

HVILER

HANSINE NILSEN FURFJORD

Født (i 1880) .Død den 22. Mars (1905)

FRED MED DITT MINNE.

Hansine Nilsen Furfjord var fra Nordland. Hun kom nordover hit høsten 1904 sammen med sin mann og to mannlige slektninger av ham for å overvintre på fangst. Longyearbyen fans ikke den gang. Utover vinteren ble hun syk, og den 22 mars døde hun, 25 år gammel. Et par hundre meter fra fangsthytta , som det i dag bare er rester igjen av, ble hun gravlagt.

– – * – –

I Lofotposten 18/9 1905 skriver Hans Furfjord bl.a. om sitt besøk til Hansines gravsted i Skansbukta.

– Da «Lofoten» læses overalt i Vesterålen, vil jeg gjennem den få lov til at sende en hilsen dem, som lidet har hørt fra os.

Vi forlod Norge den 17de juli kl. 12 eftermiddag. Så snart vi kom udom Ingø, fik vi nogen kuling af OSO, så gamle Norge forsvandt snart. Vinden tilt og småt, så skøiten fik god anledning til at give bygmester R. Gabrielsen den bedste attest for sit arbeide. Da vi kom under Bjørnøen aftog vinden og vi fik is, så vi måtte seile i vest et par mil. Derpå var vi klar og fik ny frisk vind, så vi gjorde næsten en eventyrlig snartur over havet.

Den 20de kl. 7 formiddag var distansen udseilet til Hornsund, hvor vor kurs lå. Vi var alle mand beskjæftiget med at se efter land; thi hele turen havde vi tåge. Det lettede da lidt, så vi fik landkjenning såpas, at vi fik peile og fortsatte nordover langs kysten. For Bellsund traf vi hr. P. Nilsen, som overvintrede sidste vinter her. Han bragte os både glæde og sorg. Hans hustru var bleven tilbage heroppe og hviler der til Opstandelsens morgen.

Efter en times samtale drog vi hver vor vei. Det blev nu så svag vind, at vi nåede Advent Bay først den 21de. Her var af kulcompagniet bygget flerre barakker og udtaget en del kul, så alt var blit ligesom forandret deroppe siden den tid, da vi var der alene*. Jeg traf en og anden kjending deroppe fra Tromsø, også styrmand C. Pettersen fra Nordmæle, Dverberg. Han var den samme kjække kar som før og var os til stor tjeneste.

Vi tog så turen forbi Sassen Bay for at skaffe os Vinterkjød (drive renjagt). Renen var meget skjær og langt op til lands, men fik dog snart sin bekomst.

På reisen forbi Skans Bay var vi i land og beså Hansines Grav. Vi havde med os fra Norge meget grønt, som vore passagerer, der fulgte os til Harstad, pyntede skøiten med. Dette tog vi med os, stille og sagte bar vi det opover til gravstedet, som var meget pent beliggende, satte en buske på hver side fast til monumentet og hele graven udsattes med rognkviste. Vi stod en stund stille, tausheden blev afbrudt ved en udtalte ønske til nådens råd om, at ingen af os måtte blive levnet heroppe. Sagte bar det ned til båden igjen. Vi kom til at erindre, hvad vi svarede en mand i Harstad, som spurgte hvor hen? da han så så meget grønt. Svaret blev: at plante grønt på Andrées grav. Der grønne blev dog ikke den grav, som det egentlig var tiltænkt.

Veiret har været meget vekslende fra 24de juli til 6te august. Fin sommer med jevnt + 20 – +23º C, senere meget uroligt fra SW med regn og i sidste 3 uger sneklette. Nu i 3 dage ONO storm og sne.

Med kuldriften heroppe siges der at gå godt, og jeg tør vel ikke længere sige som kjærrringen: det går aldrig.

På grund af dårligt veir og nær is har vi bygget vort vinterhus i Green Harbour. Skøiten har vi fåt på land med damp fra hvalfabriken.

Her er 3 mand, som har drevet hvalfangst, 2 med flydende fabrik og 1 med fabrik på land, nemlig J. Bryde og N. Nilsen fra Sandefjord og L. Iversen fra Tønsberg. Disse østlændinger har været meget kjække og imødekommende, lige fra bestyrerne og ned til flenserne. De tilbød straks at hjælpe os med at få skøiten på land. Og om det var noget andet vi tiltrængte, stod de til tjeneste. Mon vi nordlændinger ikke står tilbage for disse?

Hermed en venlig hilsen til venner og kjendte samt alle dem, som i tanker følger os.

Green Harbour 5. September 1905

Hans Jørgensen Furfjord

*(Furfjord overvintret på Hotellneset 1898-99. Svalbardminner nr. 28).