Av Gunnar Isachsen
Aftenposten 27/3-1920
Vor ishavsfangst synger visstnok nu på sit sidste vers. Udrustningen er blevet for dyr, og der er liden sandsynlighed for, at prisene på produkterne vil stå i forhold hertil i den tid, som kommer. Længst vil nok de større fangstskøiter kunne klare sig, men kostbare ”kontorskuderne” med sin kostbare administration har nok havt sine bedste dage. Af betydning er derfor alle bidrag, som kaster lys over denne bedrift, der har været så rig på eventyrlige hændelser.
Sælfanger «Hekla» af Tønsberg var i begyndelsen af 90-årene – visstnok det første norske skib, som var på fangst, under Øst-Grønland. Som harpuner på denne tur var engageret flere fra Hammerfest, hvoriblandt gamle skipper Virkola, som på denne ekspedition for første gang mødte moskusokser. ”Vi blei reint fælen”, sagde Virkola, ”han ligne jo mest den tykje”. Parlamenterede så med kameraten sin, om han skulde skyde. . . .”Å sitt æ skjyt aa æ skaut, aa han datt, aa da æ skjønte, at de va ikke han tykje.”.
Skipper Julius Svane med kutter «Aspo» var det første fartøi nordpå, som fangede under Øst-Grønland. Fuld fangst: 380 klapmyds og sæl, 57 bjørne, hvor af 9 levende, 2 moskusokseskind og 216 tønder spæk. Da priserne omkring 1900 var lave, ble hele denne store fangst kun udbragt til ca. 10,000 kr. «Aspo» forliste i 1903 med Isak Aronsen som fører. Alle omkom, 10 kjække unggutter fra Hammerfest, Aronsen, der etter gammel skikk ikke vilde gå tilsjøs på en fredag, gik sent torsdagskvelden og forliste om natten i et overhængende veir udenfor Sørøya.
I 1900 fangede skipper Fredrik G. Olsen med jagt «Christiane» under Øst-Grønland. Bl.a. fik han 24 bjørne, hvoraf 2 levende, 34 moskusokser, hvoraf 1 levende. Denne sidste gik i lengere tid tjoret på Fuglenes ved Hammerfest og opførte sig ganske pent. Rasende ble den imidlertid, da daværende forsvarsminister Peter Holst aflagde den en visit i uniform. Generalen kom sig dog unda, og tjoret holdt, så episoden endte komisk.
Vore gamle hvalrosharpunere nordfra stak som fremmede fangstfolk hvalrossen på land, når de kunde komme til. Det almindelige var dog, at hvalrossen harpuneredes i vandet, ikke bare én, men en 4-5 efter hinanden. Så ble det en kjøretur med båden efter, til dyrene havde maset sig ud, hvorefter de lansedes. At skyde, før de ble sat fast, ansåes meget forkastelig, da skydningen skræmte de andre dyr. Denne fangstmåde uden skydning har dog udelukkende vært anvendt af norske fangstfolk. Fremmede fangtsmænd vil ikke engang tro, at det er sandt.
Skipper Julius Svane med jagt «Sølivet», tilhørende konsul Robertson, mistede – visstnok i 1897 – harpuner og 2 mand ved, at en harpuneret hvalrossvæltede båten. 4de mand i båten, en finlænder, flød på luften i oljeklærne en times tid, før han ble berget af bedstemanden med en anden af båtene. Da den harpunerede hvalross også lagde på denne båt, måtte hvalrossen skydes, før finlænderen kunde bli taget op.
En hvalroshud kan veie op til 300 kg. og er ofte så tæt og tyk, at en remingtonkule har vanskelig for at slå igjennem. Opskåret i strimler anvendes huden nordpå også som taugverk. Lassreip af hvalros hud varer i en menneskealder.
I 1900 gik den første engelskbyggede kutter på fangst fra Hammerfest. Disse kuttere har efterhånden fortrængt de tidligere anvendte jagter. I 1906 fik den første sælfanger fra Hammerfest indsat motor, nemlig den engelskbyggede kutter «Syvende juni», ca. 90 ton brutto, skipper Karl Larsen, reder G. Robertson, motoren, en 16 hk. ”Alphn”, ble siden ombyttet med en 70 hk. 8 år senere havde alle sælfangere fra Hammerfest hjælpemaskine, motor eller damp.
I 1900 – 10 overvintrede Lars Gundersen med 4 mand fra Vesterålen på Spitsbergen. Fangsten – ca. 3500 kr – var: 1 bjørn, 101 sæl og 137 kg urænset dun. Priserne var den gang annerledes end nu. For blåræv betales 5-30 kr efter kvaliteten, for hvidræv 2-8 kr, renskind kr. 2,50, sælskind 30 øre pr kg, spæk 20 kr pr tønde og renkjød 30 øre pr kg. Denne fangst vilde i 1919 ha vært udbragt til mindst 30000 kroner.
Skipper Tahlberg fra Vardø, som senere omkom på Ishavet, bragte i 1897 hjem 6 levende bjørne fra Kong Karls Land. Bjørnene brød sig på hjemtur ofte ud af sit primitive bur af skind og tøndestav, men til Norge kom de da. Tyskeren Th. Lerner bragte i 1900 også med sig 2 levende bjørne fra Spitsbergen til Hammerfest. Her ble bjørnene udbud til salg, men Lerner, der fandt tilbudet for lavt, tog bjørnene med til Tyskland, hvor de imidlertid straks ble eksekvert for at dekke regningen for den (”Kaisersect”), Lerner havde havt med sig på turen.