Hvorfra er Spitsbergenrenen kommet
Av Adolf Hoel.
(Naturen 1916)
Spitsbergenrenen (Rangifer Spitsbergensis) regnes for en underart av den typiske art (Rangifer Tarandus). Indtil ikke for så lang tid tilbake fandtes den utbredt over praktisk talt hele øgruppen, men en sterk jagt har i de senere år fordrevet den fra den let tilgjængelige vestkyst. Derimot er den enda talrik på nordkysten (fra vestsiden av Wood Bay og østover), på østsiden av hovedøen samt Barents Land og Edge Island. Nogen fare for at Spitsbergenrenen holder på at utryddes av norske fangstmænd – som det har været fremholdt fra enkelte utenlandske naturvidenskapsmænd – er det ikke. Dertil har den altfor mange vanskelig tilgjængelige tilholdssteder.
Der er to spørsmål vedkommende Spitsbergenrenens indvandring, som det er av interesse at få besvaret: Når er Spitsbergenrenen indvandret, og hvorfra er den kommet? Som bekjendt har bræerne på Spitsbergen under øgruppens istid hatt en langt større utbredelse end nu; de dækket dengang hele landet. Renen må altså ha indvandret efter denne tid.
Spørsmålet om hvorfra Spitsbergenrenen oprindelig er kommet, vil jeg ikke her gå ind på i sin almindelighet, men blot beskrive en del iagttagelser som tyder på at der i nutiden foregår en vandring av ren fra Novaja Zemlja over drivisen til Spitsbergen. En ren som jeg kom over i 1912 synes at bekræfte denne antagelse.
Renen, en usedvanlig stor okse, blev skutt i juli måned 1912 i en tverrdal til Sassendalen ca. 10 km. fra Sassen Bay av den bekjendte norske fangstmand og overvintrer Daniel Nøis fra Vesteraalen. Høire horn hadde 13 spidser, det venstre 15. Høire horns største længde i ret linje var 66 cm., det venstres 62 cm. Den største avstand mellem kronens spidser var 68 cm.
Fig. 1 Fig. 2
På spidsen av venstre horn var bundet fast med bomuldsgarn et stykke av mellemfoten av en fugl med en tå. Foten er bestemt av museumsinspektør Herluf Winge, Kjøbenhavn; den har tilhørt en ismåke (Larus eburneus). Der var desuten merker i renens ører. Nøis solgte hodet med hornet til kaptein H. B. Damm, som imidlertid fjernet hodet, så kun litt av pandebenet med hornene var igjen, da jeg fik se det samme sommer. Kaptein Damm har foræret det til Kristiania universitets zoologiske museum, hvor det nu befinder sig.
Det er indlysende at hornet må ha tilhørt en tamren. Kun 2 ganger er tamren ført til Spitsbergen av mennesker, nemlig i 1872 av A. E. Nordenskiöld og i 1913 av kaptein A. Staxrud, i begge tilfælde for at anvendes som trækdyr. Nogen av mennesker medført ren kan det følgelig ikke ha vært. Den må altså være kommet vandrende, og det lå da nær å tænke at det var en fra samojederne på Novaja Zemlja undveget tamren.
Jeg har derfor sat mig i forbindelse med 2 udmerkede kjendere av samojederne, den finske etnograf Kai Donner, som har tilbragt 2 år blandt samojederne og geologen dr. H. Backlund, i Petrograd. Den første skriver til mig:
”……Jag har mig visserligen ej bekant om de på Novaja Zemlja boende samojederna mojligen någon gang skulle ha besökt Spetsbergen, men jag anser det tamligen säkert, at den ifrågavarande renen blott kunnat komma från förstnämda plats. Under sådana förhållanden är det även någonlunda säkert att den är en av samojederna åt guderna offrat s. k. helig ren. For det mesta utmarkas dylika djur från andra genom inristningar i huden på ryggen, men det händer ibland att hornen prydas med allehanda föremål och amuletter.”
”…..Vad samojedbesättningen på Novaja Zemlja angår, så vet jag at huvuddelen av dessa nomader bo i de sydligare delerna av landet, men jag tror att de för bedrivande av jakt och fiske besökt även de mest i norr befintliga trakterna.”
” Jag vill ännu tillägga at de s. k. heliga renerna hos samojederna ej i allmänhet stabbast genast. De användas fastmer för at draga gudernas slädar. Renen i fråga maste ha varit juvak–samojedisk eller möjligen lappisk, ty de mera österut boende samojederna märka dem aldrig i öronen.
Dr. Backlund er av samme mening idet han siger, at samojederne benytter sig av særskilte rener til at trække sine såkaldte troldslæder. Disse rener bærer ofte troldmerker på hornene.
Man må vel efter dette kunne anse som nogenlunde sikkert at renen er en tamren som er kommet fra Novaja Zemlja. Men hvilken vei har den gått?
Luftlinjen fra Novaja Zemlja til Spitsbergen – (Kong Karls Land) er 770 km. Tiltrods for at renen er et hurtig og utholdende dyr, synes dette å være en lang vei å tilbakelægge i et uten mat. En rimeligere antagelse synes å være at den fra Novaja Zemljas nordspids har gått over til Franz Josefs Land og herfra over til Spitsbergen (Kong Karls Land).
Den korteste avstand fra Novaja Zemljas nordspids til Franz Josefs Land er bare 380 km. og fra Franz Josefs Land til Kong Karls Land 340 km. Fra Kong Karls Land til Edge Island er der 90 km. Professor Nansen har på forespørsel meddelt mig, at der på Franz Josefs Land er nok føde til at ren kan leve der. Endvidere har han henledet min opmerksomhet på at der på Jackson-Harmsworth-ekspeditionen blev fundet rester av ren på Franz Josefs Land. Det er W. S. Bruce som har beskrevet disse fund (1).
Han skriver:
”I slutten av juli 1897 gjorde jeg en interessant opdagelse av rensdyrhorn og ben på en terrasse 80 til 100 fot over havflaten ved Cap Flora. De er beskrevet av mr. James Simpson. Leigh Smith opdaget rensdyrhorn, og andre blev fundet før min ankomst til Franz Josefs Land i 1896. Spørsmålet er: Hvordan kan disse horn og ben av rensdyr findes på Franz Josefs Land? Jeg tror at den sandsynligste forklaring kommer fra Mr. B. N. Peach, F. R. S., som mener at de er fragtet dit på isflak fra Sibirien og strandet på terrassen, da denne lå i havets niveau. På samme måte kan vi sandsynligvis også i stor utstrækning forklare os forekomsten av ben av sæler, hvaler og bjørne, som findes på mange terrasser.”
Efter Bruces oplysninger ser det altså ut som om rensdyrrester ikke er sjelden på Franz Josefs Land. Hans forklaring av deres forekomst finder jeg imidlertid ikke meget sandsynlig. Det synes rimeligere at anta at de skriver sig fra ren, som er kommet over fra Novaja Zemlja. Livsvilkårene for renen på Franz Josefs Land er rimeligvis så hårde at den omkommer deroppe, hvis den ikke inden vinterens indtræden er kommet sig over til Spitsbergen.
Der er også andre iagttagelser som tyder på, at der i nutiden skjer en indvandring av ren fra Novaja Zemlja til Spitsbergen. Den bekjendte ishavsfarer H. C. Johannesen har på min anmodning meddelt mig endel av sine iagttagelser. Han skriver i et brev blandt andet:
«At rensdyrene som lever på Spitsbergen er kommet fra Novaja Zemlja, kan vel ikke betviles. …. Det sikreste bevis derfor har man deri, at der er skudt rensdyr merket med forskjellige slags merker i ørene, og dette udelukkende på Edge Island, hvor den jo først lander efter reisen. I 1864 da jeg reiste med min far, blev der skudt flere rensdyr som var merket, og i 1889, da jeg hadde Gjøa, skjøt jeg 100 rensdyr på Edge Island, hvorav der var 3 eller 4 som var merket. Det må jo ubetinget være dyr som er løpet bort fra samojederne.
Det er jo heller ikke usandsynlig at dyrene tar veien over Franz Josefs Land og Kong Karls Land og så tilslut lander på Edge Land, hvor den bedste beitemark findes, og hvor der også rindes mest av dyr.
Jeg erindrer, at russere, som jeg traf på Novaja Zemlja i 1869, fortalte at de i flere år hadde iagttat 4 store rensdyr på nordenden av Novaja Zemlja; men tilslut kom de bort . . .
I 1898 så jeg flere rensdyr på lavlandet østenfor nordspidsen av Novaja Zemlja.
Er ganske enig med Dem i at vandringen foregår sidst på vinteren….. Fra 1864 til 1872 var Olgastrædet ikke opbrukket.”
Andre beretninger om merkede ren på Spitsbergen omtales av Holmsen(2):
”På Spitsbergen foretar renen store vandringer. Da nordmændene først kom til Kong Karls Land, var der nok av renspor; men på Nathorsts ekspedition i 1898 fandtes ikke en eneste ren tilbake. At isbjørnen skal kunne ha utryddet bestanden, er ikke trolig. De har heller vandret over fastlandet. – Under Nordenskiölds overvintring på Nordspitsbergen rømte omtrent 40 kjøreren, hvormed man skulde kjøre til Nordpolen. En av disse merkede rener blev skutt på Edge Island 11 år senere.
Der er kommet ren til Spitsbergen helt fra Novaja Zemlja. Skipper C. Kulstad beretter, at han sommeren 1852 hadde skutt flere merkede rensdyr på Spitsbergen. ”Dyrene har utvilsomme merker i ørene, idet nogen var tvert avklippet, andre merket i form av et M, og det med så rent snit, som kun en saks eller skarp kniv kan frembringe«. I Tromsø Tidende for 19de september 1852 står herom følgende: ”Da disse Dyr på Spitsbergen naturligvis går i fuldkommen vild Tilstand kan man ikke andet, end formedelst det iår og fleregange før fundne Bevis billige den Slutning, at Rensdyr fra de tamme Hjorder, som ligge på Nowaia Semlia, om Vinteren have taget Veien over den faste Is og gjort den lange Udenlandsreise uden Proviant – sandelig en høist vidunderlig Vandring.”
Også fra andre egne har man eksempler på at renen foretar lange vandringer over drivisen. Således fandt von Toll ved sin ankomst til Bennet-øen en flok på 30 rensdyr, hvorav han næret sig i længere tid og sydde klær(3).
Den korteste avstand fra Bennetøen til de Nysibiriske øer, hvor der om sommeren lever ren, som vandrer over til fastlandet om høsten, er 125 km. Vilkitski nævner intet om rensdyr på øen (4).
Man må efter de anførte iagttagelser anse det som bevist at der i nutiden skjer en vandring av tamren fra Novaja Zemlja til Spitsbergen, sandsynligvis med Franz Josefs Land og Kong Karls Land som mellemstationer.
Til slutning vil jeg få fremføre min ærbødige tak til alle dem som har biståt mig med råd og oplysninger.
* * *
[1] ) Bruce, William S. and Clark, William Eagle, The Mammalia and Birds of Franz Josef Land.
I. Bruce, William S., Mammalia with Notes by mr. James Simpson. Proceedings of the Royal Physical Society of Edinburgh. Vol. XIV, pag. 81.
2 Holmsen, Gunnar, Spitsbergens natur og historie. Kristiania 1911. Pag. 74. 43
3 von Toll, Baron Edouard, Die russische Polarfahrt der »Sarja« 1900 –1902. Berlin 1909. Pag. 591.
4 The Russian Hydrographical Expedition to the North of Siberia: The New Land. Geogr. Journ. London 1914. Vol. X LIII, pag. 64