Hvalfangeren og hasselnødden

Hvalfangeren og hasselnødden

Af Ingerid Lütken (Handels-og Søfartsmuseet skrifter 1992?)

Sommeren 1984 havde en dansk/norsk arkæologisk ekspedisjon lejlighed at undersøge et område på Danskøya, hvor der findes velbevarende begravelser og rester fra 1600 –årenes hvalfangst. Af særlig intersse for ekspedisjonens deltagere var muligheden  for at finde hverdagstøj fra tiden. Tekstilforskeren Ingerid Lütken giver i sin artikkel en levende skildring af såvel fundene som mødet med vore knapt 400 år gamle forfædre.

 

Trippelgrav på Danskøya. Manden til venstre er iført to par strikkede uldstrømper over hinanden og har strøpebånd bundet i sløjfe under knæet. På hovedet har han en strikket hat, hvorunder han bærer lammeskindsparyk. Han har været halvskallet. Yderligere fandtes spor efter en blå og hvidtternet skjorte. Manden i midten er iført strømper og jakke, medens manden til højre kun har en strikket hue i behold.

Der ligger de så, tre på rad. Ham til venstre ser næsten forsoren ud med uldstrømperne op over knærne og hatten ned i panden. Ham til højre har strikket hue på og ligger og gaber med de nedsudte tænder, der afslører hans flittige kridtpiberygning. Manden i midten er iført jakke og lange fintstrikkede strømper. Han har ingen hovedbeklædning, og resterne af det næsten skulderlange hår er gledet bagover med hovedhuden. Han er, med sine knapt 400 år, simpelthen smuk.

Jeg sad nede i arbejdsteltet ved søen, da skuddet lød. Jeg var ved at emballere diverse tekstilfragmenter fra de grave, der indtil nu var udgravede. Foran mig havde jeg en hasselnød fra en ho­vedpude, der var gået helt i opløsning. Hasselnødden var både hullet og revnet, og dog var der et eller andet ved dens tilstede­værelse netop her, der gjorde de døde derude i deres mere eller mindre ødelagte grave meget nærværende. Forsigtigt lagde jeg nødden fra mig og lyttede.

Alle ekspeditionsmedlemmene, undtagen jeg, var bevæbnede på grund af risikoen for isbjørnebesøg, og jeg havde fået besked på at holde mig i ro, hvis der blev skyderi, men stemmerne oppe fra udgravningsfeltet på højen ud mod havet lød nok lidt op­hidsede, men bestemt glade, så jeg gik ud. Oppe på højen stod ekspeditionslederen med riflen i hånden og vinkede. Ude ved det andet gravfelt for enden af odden ved søens nord-østlige hjørne dukkede et par hoveder op fra gravene. Det var dog ikke de hedengangne, der var blevet interesserede i, hvad der mon foregik, men to arkæologer, der arbejdede ved gravene der. Kort efter var der opløb omkring trippelgraven. Alle øens ind­byggere (seks ekspeditions-medlemmer) var samlet omkring tre af deres forgængere.

Vi befinder os i sommeren l984, hvor der for første gang fo­retages egentlige arkæologiske udgravninger på Danskøya. Tilløbet har været langt. I en artikkel i «Skalk» i 1967 gør den nuværende leder af Svalbard Museum i Longyearby­en på Spitsbergen, Bolette Petri, opmærksom på Danskøya og forsøger derefter at arrangere en dansk-norsk ekspedition, men tiden var endnu ikke moden. Først da der i begyndelsen af 1980’erne kommer et samarbejde igang mellem Kulturværnet for Svalbard, Jan Mayen (Tromsø Museum) og Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg, går der skred i sagen. Også på Nationalmuseet i København er der interesse, og ar­kæologen, museumsinspektør Svend E. Albrethsen fra Natio­nalmuseet, er leder for det dansk-norske udgravningshold.

Danskøya

Mellem 79º og 80º nordlig bredde ligger 2 små øer, Danskøya og Amsterdamøya, ud for Spitsbergens nordvestlige hjørne. Spitsbergen er hovedøen i Svalbard-øgruppen. I 1596 opda­gede Wilhelm Barentz, da han søgte efter Nordøstpassagen, hvad han kaldte «Het niuwe land», også kaldet Spitsbergen.

Idag, hvor Norge har overhøjheden over øerne, har de fået deres gamle nordiske navn, Svalbard, tilbage som hovednavn for hele øgruppen. Navnet er kendt siden 1194.1 den islandske Landnamabok fra ca. 1230 er også afstanden fra Island til Sval­bard (Landet med den kolde kyst) omtrentligt angivet.

Tilsammen omfatter Øerne et areal, der er ca. 1½ gang så stort som Danmark. Blandt de mange øer er Danskøya ganske uanselig, knapt så stor som Amager, men dermed er også enhver lighed forbi.

Danskøya er en højarktisk klippeø. Kun ca. 20 højere plantearter kan klare sig her, ellers blot frytle og masser af mos og lav. Dette sidste giver føden til nogle Svalbard-rener. Ud over dem er pattedyrene repræsenteret af polarræven. Sæler aflægger dog også visit af og til, ligesom isbjørnen kan komme et smut forbi. Men om sommeren er øen fuglenes. Søkongerne sludrer uafbrudt, de har åbenbart, ligesom solen, afskaffet natten. Ed­derfugle ruger på alle klippeskær, medens den store rovmåge lurer på dens æg og unger. Kjoven holder til på de lave sten- og tundrasletter og massevis af rider i fjeldet, medens ternerne dykker i vandkanten, hvor gæs kommer svømmende.

Når alt dette liv kan udfolde sig her så nær Nordpolens faste iskappe, skyldes det en gren af Golfstrømmen, der har lagt vejen om ad Svalbard. Derfor er der som regel isfrit noget af sommeren, hvor temperaturen ved Danskøya kommer op mel­lem 0 og +6º. I gode somre kan der af og til være hele 12 plus­grader eller lidt mere, men med varmen stiger fordampningen fra isen, så lægger skyerne sig lavt over øen, grå og klamme, per­mafrostens udstråling får atter temperaturen til at falde, og der kan komme storm, og faldvindene komme drønende som eks­prestog i fuld fart ned langs fjeldsiderne.

Danskøya er skilt fra Spitsbergen ved Sørgattet i syd og Smee­renburgfjorden mod øst. På Smeerenburgfjordens østside går Vasahalvøen op, og herfra kælver bræer ud i Fjorden. Mod vest er øen åben ud mod Ishavet, og mod nord skilles den af det smalle sund Danskegattet fra naboøen Amsterdamøya, der stik­ker Hollændernæsset med den flade Smeerenburg-slette mod syd-øst ud til Smeerenburgfjorden.

Hvalfangsttiden

I 1607 sendte den engelske købmandssammenslutning «Mus­covy Company» Henry Hudson ud for at lede efter nord-øst passagen. Herunder stødte han på Svalbard, hvor han sejlede nordover langs Spitsbergens kyst og gjorde landgang flere ste­der. I sine optegnelser fra turen skriver han: «And this I can assure at this present, that betweene 78 degrees aud ½ and 82 degrees by this way, there is no passage: but I thinke this Land may bee profitable to those that will adventure it. »

Den sidste bemærkning fik voldsomme følger, idet den blev startsignalet til kampen om spækket, d.v.s. olien. Der var brug for såvel lampeolie som smøreolie samt for olie til sæbeproduk­tion. Også efter hvalbarder til korsetstivere og hvalrostænder var der megen efterspørgsel. Så de to store handelsnationer England og Nederlandene udrustede hurtigt efter hinanden skibe til fangst af hval og hvalros. Dermed startede den ofte vol­delige konkurrence ved den kolde kyst. Snart søgte også andre nationer at få del i udbyttet, men som regel uden større held.

Man mente på den tid, at Grønland strakte sig langt mod øst, og at Spitsbergen var en del af dette sammenhængende landområde. Dermed var Christian IV stærkt impliceret som konge over Danmark og Norge, hvortil også hørte Færøerne, Island og Grønland. Han forsøgte da også at hævde sin suverænitet så­vel med en mindre flådeenhed ved Spitsbergen i 1615 som ved diplomatiske forhandlinger. Væsentlige for kongen var tre spørgsmål. For det første: anerkendelsen af hans suverænitet. For det andet: en toldordning, hvorved han fik sin del af de fremmede hvalfangeres fortjeneste. For det tredie: at hans egne undersåtter fik adgang til det nye erhverv.

Det første spørgsmål kom han til at slås med hele sit liv. Snart anerkendte man dansk overhøjhed, snart ikke, alt efter hvad der for tiden kunne betale sig. Det andet spørgsmål fik han al­drig held med, men det tredie gik det bedre med, og den dansk­norske hvalfangst ved Spitsbergen blev en realitet, omend i mindre i målestok, i årene 1617 til 1658. D.v.s. i en tid, hvor fangsten foregik ved Spitsbergens kyster med faste trankogerier i land. Efter 1660 var disse kogerier ikke mer af større betydning. Man havde udryddet de fleste fangstdyr her og måtte til havs på jagt efter resten.

Den først kendte danske hvalfangstreder (1617) var Københavns borgmester Mikkel Vibe. I 1619 gik Christian IV selv ind som fangstreder for at støtte erhvervet. I den forbindelse møder man navnet på den senere så kendte storkøbmand Johan Braem. I 1620 blev Johan Braem, sammen med bl.a. Mikkel Vibe, direktør for «Det Grønlandske Kompagni», og fra 1623 havde Johan Braem kongeligt privilegium på fangsten ved Spitsbergen, som man, som før nævnt, anså for en del af Grøn­land. Herefter tegnedes den danske hvalfangst af Johan Braem og hans broder Goddert. Goddert Braem blev borger i Helsing­ør, (begge brødrene var født i Hamborg), og hans søn blev se­nere byens borgmester, hvad vi har et minde om i det helsingør­ske gadenavn Bramstræde.

Da den danske hvalfangst startede ved Spitsbergen, holdt man først til i Hornsund på den sydlige del af øen, men man trak hurtigt nordover og byggede et kogeri på Amsterdam-øya et stykke vest for det allerede eksisterende hollandske. Da Chri­stian IV trak sig ud af hvalfangsten og overlod den til Johan Braem, blussede der dansk-hollandske stridigheder op, bl.a. fordi Braem havde allieret sig med nogle baskiske redere, og var der nogen, man var bange for, var det netop baskerne eller biskayerne, som man mest kaldte dem. Baskerne var i starten de eneste, der forstod sig på hvalfangst, alle de andre nationer måtte i begyndelsen hyre baskiske fangsthold. Efterhånden lu­rede man dem kunsten af, men da de nu engang var speciali­sterne på området, var konkurrence fra deres side særdeles uønsket. Hollænderne fordrev de baskiske skibe, og da der året efter, i 1624, ikke var råd til at sende skibe op til den vanlige danske fangstplads i Smeerenburg (Spækbyen) på Amsterdam-øya, benyttede hollænderne chancen og ødelagde det danske kogeri.

Herefter er der en del huller i vor viden. Vi ved, at Goddert Braem ledede et hvalfangsttogt i 1625, idet han aflagde rapport om ødelæggelserne i Smeerenburg. Vi ved også, at de drev hval­fangst i området, men ikke fra det gamle sted. Hvor de slog sig ned, melder historien imidlertid intet om. I de følgende 5 år lå den danske hvalfangst i «Det Grønlandske Kompagni»s regie stille på grund af Christian IVs engagement i 30års-krigen med de for Danmark så alvorlige følger. Først i 1631 genoptog Brae­merne hvalfangsten og byggede et nyt kogeri i Kobbefjorden, dengang Københavnsbay, på vestsiden af Danskøya. Her blev de danske hvalfangere frem til 1659, da fangsten fra faste landstationer ikke mere kunne svare sig.

På nordsiden af Danskøya i det, der nu hedder Virgohamna byggede folk fra Harlingen «Nederlandener» et kogeri i 1636.

Om den dertil knyttede gravplads kan man lese i «Spitsbergische oder Groenlandische Reise Beschreibung» af Friderich Martens, der besøgte stedet i 1671. Ligeledes på nordkysten, men længere mod vest, ligger søen Jensenvatnet, og her findes der også gravpladser, men hvilket kogeri, de hørte til, har været uklart. I de senere år er der imidlertid fundet rester af et kogeri på et plateau vest for søen, så de må formentlig høre dertil. Spørgsmålet er så, hvem der har bygget dette kogeri. Var det mon her, Goddert Braem slog sig ned i 1625? Og/eller var der andre dansk-norske hvalfangere, der så deres chance i de kaoti­ske år, hvor det privilegerede hvalfangstkompagni havde andet for? I krigs- og dyrtid er der også brug for olie. Det kunne vel være fristende, om man ellers kunne skaffe skib og mandskab.

Manden i midten

Når man foretog de dansk-norske udgravninger i 1984 netop af gravene ved Jensenvatnet, er der naturligvis flere grunde. Gravpladserne er under stærk nedbrydning, og mere og mere forsvinder for stedse. Dette gælder også resterne af kogeriet på plateauet. Ville man vide noget, så hastede det.

Hertil kom, at tidligere foretagne analyser af dragtfragmen­ter fra nogle af de ødelagte grave havde tydet i nordisk retning, idet uldanalyserne viste, at den anvendte uld formentlig

måtte stamme fra en nordisk fårerace. Danmark-Norge eksporterede ikke slige varer dengang, tværtimod importeredes der masser af udenlandske stoffer. Bl.a. derfor stod vi her omkring de tre kister.

 I alt blev der udgravet toogtyve grave. Af disse har jeg arbej­det med de seksten, der indeholdt dragtdele eller andet med tekstiltilknytning, f.eks. reb, fjer til hovedpudefyld, knapper m.v.

Når mennesket for længst er blevet stumt, kan resterne af dets dragt og hele «kistemilieuet» fortælle, både umiddelbart, når man første gang ser det, og senere ved de nærmere under­søgelser efter hjemkomsten. Det bliver mange historier, men da vi nu er ved trippelgraven, så lad os se på en af dem, f.eks. manden i midten, og hvad hans tøj kan fortælle.

Han var, som tidligere nævnt, iført jakke og strømper. Strøm­perne er et par fint strikkede eksemplarer med strømpebånds­kant foroven, d.v.s. en rillet kant, der standser strømpen, når den er ved at glide ned. Der er markeret en søm ned bag ad be­net og strikket pilmønster ved anklerne.

Alt dette var dog ikke umiddelbart synligt, for strømperne er så lappede og stoppede, at det eneste, man kunne se med al øn­skelig tydelighed, var, at de ikke havde været egnede til det hårde slid ved kogerierne.

 

                                               Jakken sett fra ryggen

Også jakken er slidt, og også den er stoppet og lappet, så gu­derne må sig forbarme. Den er kraveløs og figursyet med kiler over hofterne. Ærmerne, der er ret snævre forneden, har slid­ser til at knappe ved håndleddene og lufthuller under armene, som vi idag kender det fra sportstøj og visse frakker. Den er syet af et tæt kippervævet uldstof, der i dag er brunt, men som en­gang har været rødt. Nogle stofbelægninger ved ærmeslidserne har været blå, og knaphullerne er svede med suke, der forment­lig også har været blå. Yderligere er den forsynet med foer af lærredsvævet uldstof. Ved fundet lå der en række knapper i knaphullerne ned foran. De fleste er af træ, enkelte af ben. Træknapperne har været polerede og er drejede af havtorn (Hippóphaë rhamniodes). Den må have set ganske godt ud engang, den jakke, men sliddet har sat sine spor.

Først har den fået en indvendig forstærkning over hele skul­derpartiet samt en udvendig på højre skulder af samme slags stof, så følger lap på lap på begge skuldre. Det er tydeligt, at manden har båret, trukket eller slæbt tunge byrder med et reb eller et åg over skuldrene. Den afslidte nederste kant på højre ærme og en stor stopning på venstre bryst viser, at han fortrins­vis har trukket eller holdt med højre hånd.

Stopningerne og lapningerne af hans tøj er i begyndelsen udført med stor akkuratesse. Han har lagt vægt på at se ordentlig ud. Selv om de første reparationer jo nok er foretaget, før han kom til Danskøya, måske af hans kone – hvis han da ikke har væ­ret skrædder engang – så viser de senere lapninger, at han også selv kunne. Når stopningerne på strømperne gik i stykker, lap­pede han dem omhyggeligt med tyndt stof på indersiden af et tykkere stykke stof på ydersiden af strømpen. Og når tæerne gik igennem dem, syede han stofstrimler af tykt filtagtigt stof under forfoden og bøjede dem op om tæerne efter at have skå­ret dem til i fodform. De sidste lapper på jakkens skuldre og un­der armene er ikke specielt tilpassede. Det ligner ikke vor mand at være sjusket, så det er vist begyndt at knibe med kræfterne.

Tre ca. 20 cm lange, lige stykker forsynede med store silkesy­ede knaphuller er syet på i armhulerne. Man kunne tro, de var beregnede til at lukke lufthullerne med, men knaphullerne har ingen funktion her. Alle tre lapper er klippet af samme stof­strimmel, der stammer fra venstre forkant af en forhenvæ­rende meget fin jakke syet af blomstermønstret ulddamask. Strimmelen består af den indvendige knaphulsbelægning plus så meget af det fine yderstof, som der bliver igen, når foer og yderstof klippes fra hinanden langs knaphullernes inderste en­der. Det spændende ved disse stumper er foeret, for den for­henværende fine jakkes foer er magen til det stof, den nuvæ­rende arbejdsjakke er syet af. Ser man så nøjere på arbejdsjak­ken, så godt som det er muligt gennem stopninger og lapper, så ser man, at den er stykket sammen. D.v.s. at man har syet flere mindre stykker sammen for at få stykker, der var store nok, til at man kunne skære mønstret ud. Mandens arbejdsjakke er altså nok, i a1 fald delvis, lavet af foeret fra den fine jakke. Og den har sikkert også været hans, for ellers havde han næppe haft de reststykker, fra da den blev syet, der må have været nød­vendige, da man sammenstykkede arbejdsjakken. Med vanlig omhu har han passet godt på sine rester og taget dem med sig som lappetøj, da han drog på hvalfangst. Det ser vi ikke blot af kantstykkerne, men også af de yderste skulderlapper, der er af samme stof.

Hvem er han mon, denne omhyggelige, hårdt slidende mand? Korset ved hovedenden af kisten er knækket ved jordo­verfladen, og havet har for længst taget hans navn med sig. Hans tøj tyder på, han har kendt bedre dage. Det er ikke man­ge, der har silkesyede knaphuller eller en arbejdsjakke af så tæt­vævet godt stof, selv om den er stykket sammen af fordums herlighed. Hans strømper har været alt for fine og tynde og bærer dermed også på en gang vidne om både gode og dårlige tider. Han har på et eller andet tidspunkt haft råd til at købe fine, tynde strømper, men ikke grove, varme, da han drog på fangst. Eller også har han ikke anet, hvad han gik med til.

Han var en lille håndværksmester, – måske borger i Køben­havn, Helsingør eller Bergen. Det gik ham rigtig godt. Tiderne, her i begyndelsen af Chr. IVs regeringstid, var ikke dårlige. Ved højtiderne kunne han promenere i blomstermønstret da­maskesjakke, og fintstrikkede strømper havde han også råd til at holde sig med.

Han var en mand nær de 50, da det hele gik galt, og den geni­alske konge startede Danmarks déroute med sin deltagelse i 30års-krigen. Da Wallenstein i 1627 besatte Jylland, bredte elendigheden sig, og vor lille mester gik med i købet. Nu var han en mand med ikke ringe selvfølelse, og han sloges hårdt for sin eksistens. Så da en af hans gamle bekendte, der før i tiden havde sejlet på hvalfangsten, fortalte ham, at de var nogle stykker, der skulle af sted, og at det kneb med folk, så greb han chancen.

Et par af byens købmænd havde skaffet et mindre skib. Næ­sten alle større skibe var inddraget til hjælp for flåden, og unge mænd var kun i ringe omfang til rådighed. Men ældre erfarne folk og et mindre skib kunne vel også gøre det. Blev lasten mindre, var priserne til gengæld højere, og hvem havde i disse tider sans for «Det Grønlandske Kompagni»s privilegium eller lyst til at spørge om, hvor varene kom fra? Bare de kom. Var man heldig, kunne det give nogle penge.

Han var ikke heldig.

Han endte sine dage i en grav på Danskøya sammen med sine to jævnaldrende kammerater.

Hvis denne historie ikke er ganske sand, så kunne den i al fald være det, og slutningen er det.

Hvalfangeren og hasselnødden

Hvalfangsterhvervet var farligt, og resterne af gamle grave overalt ved Spitsbergens kyster vidner om det. Men døden var nu også en nærliggende realitet der hjemme. Bl.a. pesten var meget frygtet.

Da de kongelige skibe gik på hvalfangst først i 1619, havde de pest om bord. En epidemi var brudt ud i København, og islæn­dingen Jon Olafsson, der var med på togtet, fortæller i sine erin­dringer om Mogens Krabbe, en af de adelige løjtnanter på ad­miralskibet «Hector»: «Han blev syg af Pest og døde omtrent på den Tid, da vi skulle nord om Landet (d.e. Spitsbergen). Admi­ralen betalte da, efter gammel Sømands Skik og Brug, Mand­skabet for at føre hans Lig i Land, hvilket var meget vanskeligt, thi strax derefter kom der en rasende østenstorm, sa vi hær var forliste, og Stor-Mersstangen gik over bord. Denne vældige Storm drev Os bort fra de andre Skibe, vi saa dem ikke i en hel Uge, og vi tabte Landet af Syne – ».

Om pesten bredte sig videre ved denne lejlighed, melder hi­storien ikke. Men frygtet har den været, også blandt hvalfan­gerne.

I en udskredet grav, på vej ud i Danskegattet, fandtes de sør­gelige rester af en hovedpude. Puden havde været stoppet med småfjer og formentlig betrukket med stof lavet af hør. Stoffet var nu næsten helt opløst. Mellem pudens fjer lå en hullet, rev­net hasselnød, der tilmed gik midt over, da den tørrede lidt, og afslørede sin indskrumpne kerne. Alligevel virkede den umid­delbart som et strejf af noget varmt og levende, som om den for­talte en rørende historie om «hende derhjemme». En pige, der havde stået i en hasselomkranset hønsegård. Medens hun pluk­kede fjerene af div. høns og puttede dem i et pudevår, smuttede der en hasselnød med.

 

                               Hasselnød med trekantet udskrårne hull til at trække snor igennem.

 

Nødden blev pakket omhyggeligt ind.

Ved arbejdet med tekstilerne efter hjemkomsten dukkede den så op igen. Selv om den jo ikke havde stort med tekstil at gøre, så havnede den under mikroskopet, for hvordan ser så­dan en ca. 350 år gammel nøddekerne i grunden ud?

Det var en overraskelse, for der sad en smule stof på dens ene side, og i øvrigt virkede den metallisk. Kunne det virkelig være en nøddekerne? Samtidig kunne man tydeligt se, at hullerne i skallen ikke var fremkommet ved et tilfælde, men var skåret ud. De udskårne huller var imidlertid for små til, at kernen, eller hvad det nu var, kunne være puttet ind den vej, og skallens brudflader tydede ikke på, at den kunne have været limet sammen. Dertil kom, at kerne, trods det metalliske udseende, var for let til at kunne være lavet af metal. Så måtte det altså alligevel være nøddekernen. Måske var den lille stofrest på siden af den så bare en stump af den hinde, der er omkring en sådan kerne. Men trådene/fibrene i stumpen gik over og under hinanden som i en lærredsbinding, og sådan ligger fibrene ikke i en hinde.

På dette tidspunkt var der i grunden kun ett, der forekom sikkert. Det her måtte have med overtro at gøre. Hassel har gennem tiderne spillet en stor rolle i folketroen. Lad os da søge tilbage til 1600-tallet og se, om der er noget at finde.

I «Flora Danica» (Danske Urtebog) skrevet af Simon Paulli og udgivet i 1648 står der under Hassel: «Udi Petis Tid player mand at tage de afhaset Nøddeskalle / om de ellers ere noget store / oc opfylde dennem med Quøgsølff (Kvikksølv) / oc henge denem om Halsen/ at mand aff Pestilents / som er en saare meget smitsom Siuge / ey skal blive befengd.»

Samme råd anbefales ammende kvinder, der har mistet mæl­ken. Men det er nok ikke relevant her.

Efter dette blev nødden så undersøgt for spor af kviksølv. Som ikke var der. Det metalliske udseende skyldtes, at såvel ker­nen som den lille tekstilstump var gennemsivede af¨jernoxyd. Nødden har været båret i en snor, og det må være en rest af den­ne, der nu sidder fast på kernen. Snoren har fungeret som en slags væge, og jernet, der har været i det vand, der har gennem­sivet graven, har så udfældet sig på nøddekernen.

I 1600-tallet var kviksølv nok et ret kostbart metal, så måske har man snydt. Eller det er simpelthen en «fattigmands-nød». Lidt var vel bedre end ingenting.

Nødden havde som sagt været båret i en snor, og på puden lå der faktisk noget af en snor, ca. 20 cm. Den er af silke i smukt re­liefmønster og bare 3 mm bred. Nød og snor lå ikke sammen, men når betrækket på puden opløses, så synker de ting, der har befundet sig på overfladen, ned i fyldet i forskellig takt afhæn­gig af forholdet mellem genstandens vægt og dens overflade. D.v.s. at ting, der måske har hørt sammen, nu findes i forskel­lige niveauer i pudefyldet. Det er altså ikke umuligt, at snor og nød hører sammen. En smuk lille amulet har det så været – også uden kviksølv.

Det lille genrebillede af pigen i hønsegården med nøddekrat omkring krakelerede yderligere, da pudens småfjer viste sig at stamme fra andefugle. Det samme var forøvrigt tilfældet med en pude, der blev fundet i en af de andre grave. Og det var der måske en tanke med.

I «Dagligt liv i Norden i det sekstende århundrede» fortæller Troels-Lund, at hvis et menneske lå og ikke kunne dø, så skif­tede man hovedpude under vedkommende, for hvis der var fjer af vilde fugle eller hønsefjer i puden, så kunne man ikke sove og heller ikke dø. Man mente, at der på enhver høne fand­tes en fjer kaldet uro-fjeren, og den måtte mand undgå. Videre fortæller Troels-Lund, at denne tro, der dengang var alminde­lig europæisk, holdt sig langt op i tiden her i Norden.

Så det er vel forståeligt, at man har brugt fjer fra den hjemlige andegård. For alle tilfældes skyld.

En hasselnød og nogle andefjer bærer således vidnesbyrd om hvalfangerens forsøg på at besværge den altid nærværende død.

En historie om overtro – og omsorg måske. Også ender vi nok alligevel ved «hende der hjemme».