(Aftenposten 28/8-1897)
Bestyreren af turisthotellet i Advent Bay på Spitsbergen hr. E. Ellingsen, har i ”Posthornet” skrevet om forholdene og trafiken deroppe. Han meddeler følgende:
Advent Bay poståbneri.
Spitsbergen den 6te august.
Hvad for det første beliggenheden angår, så er der vel ikke så mange postkontorer, der kan kappes med mit: beliggende på en bred, flad øre lige under Mount Nordenskiölds spidse tinde og Augusta Victoriabjergs brede kam, har det ret foran sig Isfjordens nordkyst med vældige bræer og jøkler og spidse tinderad, hvor den store Nordfjord og Sassen Bay åbner sine vide gab.
Omgivelserne er altså kolosale, men selve postkontorets rum er en ren lilleput; thi dets længde er 7½ fod og bredden 7 fod, så De skjønner, det vel kunde tjent til gravkapel for en eller anden konge, men er lidet skikket som postkontor. Det er nemlig samtidig mit soverum og salon, mit spiseværelse og expeditionslokale. Der står to senge (jeg har en af mine sønner her i sommer, en disk, en servant og liden ovn. På væggen er diverse hylder, og to stole tjener til vederkvægelse for mine trætte lemmer.
Ja, De kan tro, det var spil her den 11te juli. Da kom ”Augusta Victoria” og væltede 270 passagerer foruden en hel del af besætningen udover stranden. De strømmede herop, og i et nu var hele posthuset så fuldt af kunder, at jeg i 5 timer på rad var aldeles beleiret og indestængt med tysktalende ”Vaterländere”, som alle vilde expederes på en gang og med den yderste udholdenhed vilde pine mig til uden ophold at imødekomme deres kjøbelyst. Det surede mig om ørene med gloser som: ”Postmeister”, ”Wechseln”, ”Deutsches geld”, ”Norwegisch”, ”Zwanzig mark”, ”Achtzehn kronen”, ”nein nicht diese”, ”Spitsbergen-karten”, ”den Eisbär”, ”Stempel, ich selbst, für Sammler; so sehen Sie!” – – Og når De tænker, at jeg vel er den nordligste, men også den mest uøvede ”Postmester” i verden, så kan de forstå, at jeg svedede angstens og ergrelsens sved. Min tolk kunde ikke komme mig til hjælp; thi de havde nok at gjøre med at servere i salen, der var dørgende fuld af gjester, som i perlende champagne feierede kaptein Sverdrup. Der havde også jeg mer lyst til at være, og det kunde også været ønskeligt; for det viste sig bagefter, at der nok var mange, som havde bestilt og drukket, men ikke alle, som havde husket at betale; begeistringen var så stor, at de formentlig med foragt overså noget så prosaisk som at betale.
Imidlertid var der inde på postkontoret solgt omkring 1500 Spitsberg-brevkort, flere var der nemlig ikke den gang. Senere har jeg solgt 200, og af frimerker er der gået 2000 norske og et lignende antal spitsbergenske.
Arbeidet på de almindelige postdage, det vil sige fredagene, når ”Lofoten” kommer om morgenen og går om aftenen, er jo en ubetydelighed mod en ”Augusta Victoria” dag. Men også da tager det sin tid; thi alle passagerer skal naturligvis sende brevkort herfra, og før den 11te juli kom der en betydelig post til ”Svensksund”, som måtte sorteres og sendes videre – – .