Fra Advent Bay

Fra Advent Bay

Fra Advent Bay

(Husmoderen 1906)

Denne øgruppe der langt, langt nord (under 76-80º grader nordlig bredde) har vistnok indtil de aller seneste år stået temmelig fremmed for mange af os. Vi har kanske vidst, at hollænderne fandt den i 1596. Vi har vidst, at den berømte svenske nordhavsfarer Nordenskiöld i 1860 årene fastslog, at Spitsbergen ved en undersjøisk bro stod i forbindelse med det nordligste Europa. Men forøvrigt har kjendskabet indskrænket sig til de snaue beretninger fra dem, som om sommeren her ligget deroppe på fangst efter hval, hvalros, sæl, isbjørn og ræv. Kanskje også beskjæftiget med indsamling af edderdun, hvoraf der jo engang var en utrolig masse. At hvalros nu i de vestlige dele af øgruppen er «en saga blot», og at der bliver mindre og mindre såvel af edderfugl som af blåræv, kommer vel af den herreløse tilstand, hvorunder øgruppen har befundet sig. Jagten og jagtningen har som bekjendt i flere hundrede år været drevet vildt, uden antydning til nogensomhelst indskrænkning og aldeles rovlystent mangen gang.          

Nu, da der er fast bosiddende folk på Spitsbergen, må vi vel kunne håbe, at man omgåes rimeligere med jagtvildtet. Vi læser i premierløitnant Staxruds meddelelser, at der nu er fredlyste territorier, ialfald omkring kulekspeditionernes stationer. Og vor doktorfrue – eller rettere fru doktor – som nedenfor skal presenteres, fortæller, at hun på ingen måde vil kunne imødekomme de anmodninger, veninder har rettet til hende om at besørge dem billige blårævskindbesætninger og edderdunsdyner. Af den enkle grund, at slige ting koster enormt, fraseet, at det vilde falde meget vanskeligt at få fat i dem. Et blårævskind koster utilberedt 90-100 kroner.

Foruden at være fiske- og jagtrevier har Spitsbergen gjennem lang tid været et meget søgt turistland. Det har sin eiendommelige og ganske betagende skjønhed, siger de, som har besøgt øerne. Under en til sine tider blendende belysning stiger dette øland med sine forrevne og takkede toppe op af havet, hvori de blåliggrønne gletschere, som i en høide af 2-300 fod træder frem mellem bjergenes sagtænder, påny lodret styrter sig ned. Disse skinnende og glitrende bræer bevares uforandrede selv under den sterkest mulige sommervarme, thi luften er altid rå og fugtig. Således tør heller ikke marken op dybere end til et par fod under overfladen. Trær findes ikke, ei heller buske, ikke såmeget som en vidje engang. Græs vokser ikke deroppe, kun en art mos, men den gror så tyk Og tæt, at man vandrer på den som på det blødeste, tykkeste brüsselerteppe.

Fjeldmasserne har en gulgrå farve, omkring Advent Bay vekslende med brunligrødt. Indimellem kan komme brede sorte striber – det er for det meste der, hvor kulgraverne har trængt ind. – At bestige bjergene er nokså besværligt, de gule stenmasser er nemlig af en sådan beskaffenhed, at det bliver som at traske i en løs skiferhaug. Stenene glider væk under foden.

Allerede meget tidlig opdagedes stenkulleier på Spitsbergen; men der blev ingen grubedrift sat igang før for ganske få år tilbage. Nu er der to kompanier, et engelsk-bergensk og et amerikansk-trøndersk.

Det engelske har sine kulleier på østsiden af bugten, den os nærmest liggende side, når vi ser på foranstående billede. Det beskjæftiger ca. 60 arbeidere, næsten alle sammen norske. Der er bygget over indgangen til stollen for at beskytte den mod snefald og uveir. Herfra har gået en taugbane til udskibningsstedet, men nu bygges her en kraftstation for elektrisk bane. Mellem disse punkter ligger, som man vil kunne se «byen». Den er i sommer døbt «Advent-city». Foreløpig består den kun af 7-8 huse, hvoriblandt «butiken», der bestyres af 2 kvinder, en norsk og en engelsk.

På den anden side af bugten ligger det amerikanske selskabs grubefelt, hvor 20-25 mand arbeider under 2 ingeniører. Her ligger også «turisthytten», som er den ældste af de nu bestående bygninger og benyttes til bolig for arbeiderne. Af tidligere bebyggelse sees – fortæller hr. Staxrud – levninger efter russehytter fra russernes fangsttid deroppe i slutningen af 18de århundrede og indtil 1820.

«Huset» – betegnelsen synes at være bibeholdt som egennavn, skjønt der 30 nu er mange huse – er bolig for det engelsk-bergenske selskabs driftsherre, Mr. Muschamp, for lægerne og nogle flere. Chefen sees stående på pallen. På væggen hænger postkassen, der om sommeren spiller en meget fremtrædende rolle, men om vinteren går i glemsel – i kraft af forholdene. Dette er verdens nordligste poststation. Al post går over Norge – altså benyttes kun norske frimerker.

Den ene af de to hjemmelsmænd, fra hvem disse meddelelser skriver sig, lægen, som skal bo der i «Huset» året om, siger, at de lever på engelsk manér, I «Huset»s kjøkken beredes maden for alle beboere, om de end ellers kan leve så afsondret fra hverandre, som de måtte ønske. De har en mandlig kok, men desserter, finere bagverk m. m. besørges af koloniens tre damer: den kvindelige læge og de to forretningsdamer. Materiale har de i overflod. Den anden hjemmelsmand, som også har leveret os to af de reproducerede fotos, havde under sit besøg lagt merke til, at arbeiderne levede på god kost, speget sine rensdyrlår og tørret fisk.

Overvintrer deroppe i grubeleiren skal ca. 85 personer – deraf 7 kvinder – , 4 heste, 2 svin, 4 hunde og l gjed. – Blandt de 85 er vore to unge norske læger, som i august modtog ansættelse deroppe – en for hver af de her omtalte kulekspeditioner. De indgav til kompaniernes agent sin ansøgning en torsdag aften (9de august), fik ansættelsen lørdag, egteviedes mandag 13de august og gik ombord samme aften. Ekviperede sig i vore nordlige byer, skinddragten iførte de sig i Tromsø. Her har vi dem i den.

Den 7de september ankom de til Spitsbergen, havde herligt sommervejr, plukkede end og blomster i mosen 10de og 11te, men 12te september brød storm og uveir løs og rasede vildt. Stolt og imponerende rullede havbølgerne ind over bugten. –