Helge Ingstad forteller om sine oplevelser i 1930.
Bergens Aftenblad 19/7-1930
For 5 år siden var der en ung sakfører i Levanger, bergenseren Helge Ingstad, som blev lei av at praktisere Hagerup. Han solgte sin forretning og drog til Frankrike. Så blev heller ikke verdens hovedstad eventyrlig nok for ham. Efter et års ophold i Paris drog han sporenstreks til Canada.
Forleden kom manden ind i «Tidens Tegn»s redaktion. Vi skal hilse og si at der var ikke meget igjen av den fordums jurist, skriver bladet. – En jernhård næve, et brunt og værbitt ansigt under strie krøller, en gammel pipe som har set mere tobak end kontorkrakkens folk vilde hat godt av. Det var pelsjægeren, cand. jur. Helge Ingstad, en av de få hvite mænd som har greiet at leve trapperens hårdføre liv mellem indianere og eskimoer på de vældige viddene øst for Yukon. Ingstad har adskillig at fortælle fra sit fire års ophold ved den vældige Great Slave Lake, Slavesjøen. Det første året var han sammen med en norsk-kanadier, Hjalmar Nelson fra Dale i Sunnfjord, en utrolig hardhaus av et menneske som endog satte sig i respekt hos de indfødte med sine livsfarlige vågestykker. Siden var Ingstad et par år sammen med indianere, levet indianernes liv med jagt og atter jagt, bare henvist til sig selv og sin egen færdighet. Og det sidste året var han helt alene i vildmarken i ti måneder uten andre levende væsener til selskap end fem trofaste hunder.
X Elgsjøen hvor Helge Ingstad bygde ei hytte
– Det var et vældig bjergland jeg levet i, fortæller hr. Ingstad, – av natur omtrent som Hardangervidden, og jeg tænker der var ti-tolv hvite trappere der, men spredt over et så vældig område at det var sjelden vi så hverandre. Om sommeren er det forbausende varmt, men uhyggelig meget mygg; da drog jeg ned til Slavesjøen og bodde sammen med halvindianerne der. Om høsten drog vi så opover elven, sikret os det nødvendige forråd av rensdyr, og drev så jagt på ulv og ræv hele vinteren. Renen kommer sydover hver høst i millioner, den dækker simpelthen landet, og gir mat både til folk og bikkjer. Når man så har fåt en passende forsyning av skind, drar man nedover til handelspladsen og selger fangsten. Det kan ofte bli en hundre mil eller slik at gå, så man gjør det ikke mere end en eller to ganger om vinteren. Ellers beror det jo meget på held og dygtighet, hvor meget den enkelte kan få, men der er nok av både ulv og ræv, bare man får tak i dem. Det sidste året var der ikke en natt uten at ulvene hylte utenfor teltet mit. Jeg var tilslut så vant til dem, at jeg savnet dem, når de manglet.
– De var ikke ute efter guldet?
– Ikke særlig meget, men jeg hadde en gang en claim, hvor det viste sig at der var sølv og bly for en 25000 dollars. Jeg fik imidlertid ikke iagttat de nødvendige formaliteter, og såsnart fristen utløp, var mineselskapet på pletten. Ellers gir fjeldformationene store betingelser for guld, og mineselskapene nedlægger millioner for at få tak i det. Sidste år hadde de et utlæg på 400000 dollars bare til ødelagte flyvemaskiner.
– End indianerne, er de venligsindet?
– Well, de liker ikke egentlig hvite, og det hænder man finder en trapper skudt, men det er sjelden nu. Jeg for min del har ingen grund til at klage. Jeg lærte meget av dem, og har blandt andet fåt tak i adskillige av deres folkesagn.
– End den indianske jus?
– De har jo sin egen eiendommelige retsopfatning, og jeg tør si at der oppe ved Slavesjøen er det eneste socialistsamfund i verden, hvor alt går fint og naturlig for sig.
– Blev det ikke ensomt, da. De var ganske alene inde i vildmarken?
– Well, jeg hadde hundene, uten dem gik det ikke. Men jeg vil ikke anbefale nogen at reise derover. Det hænder at man dør av det; det hænder også at man blir mere eller mindre gal, og det er næsten verre. Sidst nu i vinter var der tre engelske trappere som sultet og frøs ihjel. Nei, De må ikke opmuntre folk til at reise.
– Har De tænkt Dem tilbake?
– Det blir vel til det, men først skal jeg være hjemme et års tid, blandt andet prøve at lage en bok om forholdene. Fra disse distrikter har det nemlig aldrig vært gjort før.
Både vedkommende forlag og læserne kan sikkert ha noget at glæde sig til, når sakfører Ingstad begynder at gå Jack London i næringen.