(Meddelt efter Danielsens egen Beretning af Kaptein Hans Johannesen, Tromsø. Kilde: «Spitsbergen Gazette»)
I Året 1852 forliste en Trondhjemsjægt på Folden og drev nordover for en Storm, der varede i flere Dage. Endelig strandene den på en øde Kyst, som Folkene troede var en af Lofotøerne, men som senere viste sig at være Beeren Eiland, og de kom frælste i land, medens Jægten drev op og blev halvt knust af Is, som lagde sig over Agterskibet og gjorde umuligt for dem at komme til deres Proviant. Men den påfølgende Nat skal Isbjørn have været ved Skibet og revet Flagene væk. Således fik de Mad og holdt nu du Vinteren over i en gammel Hytte, som stod der ifra Russsernes Tid. Med sine dårlige Redskaber drev de Fangst; thi Hvalrossen tyede did den Vinter i mængde, og de fortalte blant andet, at medens Hvalrosflokken snart var i Land og snart ude efter Føde, var der en gammel Hvalroshan, som i 7 uger lå på Land uden Afbrydelse.
Næste Sommer kom Skipper Daniel Danielsen med en Skonnert op til de kanter. Han agtede langst Vestkysten og lå nu og krydsede i fordelt Is; ”men hvor jeg snudde og vendte mig,” fortalte han, så skralte Vinden bestandig, og det var mig umuligt at komme opover. Sådan lå jeg og holdt på i tre Dage uden Resultat. Da blev jeg kjed, vendte om og gik ned langs Sydvestsiden, til jeg kom til et Ankringssted, lod så falde Anker og gik med engang tilkøis, for jeg var svært træt. Men neppe havde jeg lagt mig, før Kokken, en Trønder, kom og vækkede mig i min første Søvn med de ord: ”Skipper der kommer tre Mand i en Stambåd roende!” ”Op med Sludderet,” siger jeg, ”og lad mig få Ro!”, han brummede noget mer og gik. Men en Stund efter kommer han atter ohg melder om de tre Mand i Stambåden, ”og de har røde Luer”, da fór jeg op med en Ed og efter ham for at dænge ham (Danielsen var en stor røslig Kar), men Sengetæppet viklede sig om Benene på mig, og jeg tumlede overende på Gulvet. Jeg stødte mig stygt og blev således lidt kjøligere i Blodet, så det faldt mig ind, at manden kanske havde ret, jeg burde derfor se efter. Jeg går da op på Dækket, i sammen Øieblik kom Båden med de skibbrudne hen til Skuden. Aldrig skal jeg glemme de stakkars Mænds Taksigelser til Herren og mine egne underlige Føleser over denne mærkelige Hændelse. Det var let at se Guds vindunderlige styrelse, i at jeg ikke havde kunnet komme videre nordover, men tilslut måtte vende og kaste Anker netop der.
Så gik jeg med dem i land og fyldte Båden med deres Fangst og Eiendele, men da jeg atter skulde ro ombord med en Vending, var det umuligt at få dem til at være igjen alene; de vilde ro med, og tilslut måtte jeg selv være hos dem, før de kunde bekvemme sig til at blive. Da vi var færdige, fik vi strygende Bør, så vi kom til Tarehalsen på 48 Timer. Ja, det var en Guds Styrelse.”