Av Knud N. Russeltvedt. (Tromsø Stiftstiende 1903, nr. 69, 70 og 71).
Hr. Redaktør!
Efter Professor Birkelands Anmodning skal jeg give en kort Redegjørelse fra Spitsbergenstationen.
*
Overreisen.
Det var den 3die Juli ifjor, jeg forlod Kristiania for at støde til den af Skipper Hagerup i Tromsø planlagte Fangstexpedition til Axeløen på Spitsbergen. I Tromsø, hvor jeg kom den 7de, traf jeg sammen med min Assistent, Elektrotekniker Harald Hagerup, og den 24de forlod vi Tromsø ombord i det for Hagerups Fangstexpedition fragtede Fangstfartøyet «Jassai», tilhørede Rederiet «Hvidfisken», Tromsø.
Vi var ikke synderlig heldige med Veirforholdene. Vi havde både Tåge og Vindstille ret som det var, men efter en Uges Forløb havde vi dog gnaget os op udenfor Belsund, hvor vi skulde ind. Her kom der imidlertid en Mand med en Slæde iveien – d.v.s. drivisen. Den gjaldt det at holde sig i passende Afstand fra, til den slaknede, for nogen Forcering med et Fangstfartøi som vort, kunde der ikke være Tanke på.
En hel Uge gik det, før Isen gav sig, så vi vovede os ivei. Den 7de August om Morgenen bar det løs med Skipperen i Toptønden og Styrmanden tilrors. Alt gik godt, og Skibet lagdes foreløbig tilankers inde på Vestsiden af øen, da Indseilingen til selve Havnen var fuld af Is. Her lå vi da uvirksomme igjen til den 13de August, da Isforholdene tillod, at vi begyndte at føre Husmateriellet iland, så vi kunde begynde at opføre Observatoriet.
*
Vi sætter Bo.
I Ugen efter den 7de August holdt Isen flere Gange på at gjøre det af med Skibet, og den 16de måtte vi rømme længere ud, da det begyndte at friske på med Østenvinden. Denne jagede imidlertid Isen ud af Indløbet til Havnen, så vi krydsede op i Gabet og lagde Skibet der færdigt til at stikke ind, når Vinden blev føielig. Det værste var, at Observatoriet, der nu var opsat, men ikke tilstrækkelig opstøttet, neppe i den Tilstand det var, vilde være istand til at modstå en arktisk Storm.
Vi havde imidlertid så fuldt op at gjøre med Skibet, at det var ikke at tænke på at komme iland. Det viste sig desuden snart at være forsent. Stormen tiltog nemlig hurtig i Voldsomhed, og det blev umuligt at komme iland. Søen begyndte at ryge voldsomt, Skibet krængede og sled i Ankrene, så Gisterne føg af Spillet. Ankrene formåede ikke at holde Tag i Bunden, tiltrods for, at der ikke fandtes Spor at Søgang, da vi lå klods under Land. Skibet bakkede derfor, omend langsomt for begge Ankre. Midt under værste Stormen blæste Observatiet istykker. Det var formelig, som det blev sprængt i Luften. De svære Bordlemmer, hvoraf Huset var bygget, reves fra Bindingsverket, og en Del af dem slyngedes over hundrede Meter bort. Heldigvis for intet på Søen.
Imidlertid løiede Vinden af den 18de, og vi gik da iland og begyndte at reparere Lemmerne og Bindingsverket. Observatoriet var i fuld Stand, da en 2-3 Dage, efterat Stormen havde lagt sig, vi fik Skibet ind i Havnen. Nu havde jeg og Assistenten fuldt Sjau med at installere Instrumenterne. Alt var i gang den første September. Imidlertid begyndte jeg at hærde mig til at modtage den arktiske Vinter. Vi roede og gik lange Turer, kløv i Fjeldene o.s.v. Det gik bedre, end jeg havde troet. Med Hensyn til Instrumenter og Observationer, så er derom vel lidet af Interesse at berette. Alt løb af uden større Uheld.
*
Vanskeligheder. Veirforholdene.
Siden, da der af og til blev sterk Kulde, fik jeg forskjellige Vanskeligheder at kjæmpe med. Til Forståselse af den Skade, de vexlende Veirforhold kan instrumenter uddræves der imidlertid en længere Redegjørelse, end der her kan være Plads til. Jeg skal imidlertid omtale Veirforholdene lidt nærmere, da disse vistnok er aldeles enestående.
Vi var efter Skipper Hagerups Mening meget uheldige med Veiret i Vinter. Det har ofte været galt om Vinteren i de 2 År, han har været der før også. Men en sådan vinter har han aldrig oplevet, påstår han. Det var også en ren Undstagelse, at Veiret var sådan i Vinter, at man kunde gå en længere Tur. Der kunde gå en Måned, i hvilken Tid man ikke havde såpas Veir, at det gik an at gå op til den ca. 250 Meter borte liggende Varde, og man blev stængt inde i Huset i fjorten Dage ad Gangen. Der var da ingen andre end jeg og Assistenten, der var udenfor Døren. Vi måtte nemlig ud for at skjøtte Instrumenterne. Vi gik da ofte Hånd i Hånd eller lige efter hinanden for ikke at tabe hinanden af Syne i Mørket og Snestormen. Det var Kronometer eller Observations materiel i den ene Hånd og Revolveren i den anden. I Mørke og Snestorm kunde det nemlig være Fare for, at man kunde snuble i en Bjørn, og da var det jo ikke godt at vide, hvordan Bamsefar vilde optage det, så Våben fandt vi det heldigst at have for Hånden under sådanne Tilfælde.
Når man er så langt Nord som på 77¾ Grad, så skulde man jo ikke vente at have Varmegrader om Vinteren. Men det har vi desværre ofte havt. I Vinter har vi endog havt lige op til 3 Graders Varme i December og Januar.
Dette er forfærdeligt.
Kulden gjør intet: den hører hjemme deroppe, og mod jevn Kulde kan man beskytte både sig selv og det, man har at passe. Men Varmen, den kommer som en Røver, og man må næsten have set dens Virkninger med egne øine for at have det rigtige Begreb om den kolossale Forstyrrelse, den afsted kommer i Naturen deroppe.
*
En Uveirsperiode.
Jeg skal fortælle lidt, om hvorledes en sådan Uværsperiode, af hvilke vi har havt mindst et Snes Stykker i Løbet af den Tid, jeg har været på Spitsbergen, forløber.
De første Dage af Januar havde vi pent Veir. Rigtig deiligt nogle Dage. Himlen var klar, og Temperaturen holdt sig nogenlunde rolig på vel ÷30 Gr. C. Men så steg Temperaturen, og vi fik uroligt Veir med kortere Uveirsperioder Måneden ud.
Om Natten den 13de Januar var Temperaturen ÷ 34 Gr. med disig Luft. Om Morgenen den 14de var den i var den imidlertid steget til ÷19 Gr. C., og om Aftenen den 15de havde vi (+) 0,6 Varme. Vinden blæste friskt, men tålelig støt fra SSV. Nedbøren var en hurtig vexlende Blanding af Sne, Regn og enkelte formløse, bløde Hagl. Den kjedeligste Nedbør, man kan tenke sig, da man ordentlig får Vandbelæg på sig. Om Natten faldt imidlertid Temperaturen ned på ÷ 7 Gr. igjen, og vi fik Sne. Jeg skal nævne, at det godt kan styrtregne på Axeløerne ved 6-7 Graders Kulde. Vinden dreiede imidlertid i Løbet af den 16de om Vest over på Nord, samtidig som Temperaturen langsomt sank, og den 17de om Middagen havde vi en ganske svag Østnordøst med Temperatur ÷15.4. Man skulde nu vente Godveir igjen. Men den truende, kulsorte Luft, der, når Uveiret er i Anmarsch, vælter ind over Landet fra Havet (Golfstrømmen) i Vest, hang uforandret og trykkende over os. Under en sådan Uveirsløie føler man sig omtrent, som når man her hjemme efter et heftigt Tordenskrald ikke ser andet end den sorte Skybanke over sit Hoved; ikke et Vindpust, ikke en Regndråbe. Man bare går og venter på en ny Explosion, når Uveiret har fået taget nyt og bedre Spændtag. Temperaturen begyndte imidlertid igjen at stige, og vi fik en 5-6 Timers Storm fra øst.
Natten til den 18de, samtidig som Temperaturen steg til ÷9.5 Gr. om Morgenen, og Middagen den 18de havde vi allerede en om 0 Gr. spillende Temperatur igjen samt Sydsydvest Vind med Regn, Sne og Sind. I Løbet af den l8de, l9de og 20de sank så Temperaturen ganske langsomt igjen, idet Vinden holdt sig sydlig. Himlen var kulsort. Det sneede og regnede af og til. Undertiden var det aldeles Vindstille. On Aftenen den 19de regnede det ved en Temperatur af ÷ 4.8 Gr. Den 20 de om Aftenen var Temperaturen nået ned til ÷14.5 Gr., og Luften var noget lysere.
Under sådanne Uveirsperioder er Termometret meget uroligt. Det varierer stadig. Man kan se det stige og falde et Par Tiendedele i Løbet af en 10 Minuters Tid, så når jeg i en Lindveirsperiode noterer f. ex. 0.4 Gr., så betyder dette i Grunden, at Temperaturen i denne Tid gjennemsnitlig har været +. Denne gang blev det imidlertid Alvor med Lindveiret. Der blæste hele Eftermiddagen en frisk Søndenvind, og Temperaturen steg langsomt, så den om Aftenen var nået omtrent til +1 Gr. Slud og Regn vexlede hele Eftermiddagen, og idet Temperaturen udover Natten steg yderligere, begyndte det egentlige Spitsberg-uveir, sådan som jeg har set og observeret det.
Det begyndte nu i al sin Vildhed og Storhed. Vi vågned om Natten af Drøn og Spektakel, forårsaget af Vind, Is og Regn, og om Morgenen havde Uveiret, nået Toppunktet. Det var en Gjennemsnits-Temperatur af 2 Gr.s Varme. Vinden var fra Syd, men dens Hastighed varierede uafladelig; det ene øjeblik Vindstille eller en laber Bris, det andet den vildeste Orkan. Det var disse frygtelige Vindstød som ofte indtæder i Uveirsperioderne, som vi var så rædde for. Det er ikke farligt at gå ude når Vinden er sterk, bare den er jevn. Men i sådan Vind er det ofte livsfarligt at gå ude. Man kan nemlig ikke holde Balancen i sådan Vind. Selv om Stødet ikke er af voldsomste Slags, så kommer det så hurtigt, at man taber Balancen så man i Tilfælde vilde styrte udfor mulige Stå eller tørne imod faste Gjenstande og forglå sig. Kommer man derimod ud for et af de sterkere Stød, så kan man blive slynget flere Meter bortover Marken, og da skal det være et rent Under, om man slipper helskindet fra det, for selv om man ikke forslår sig videre i det voldsomme Fald, så hvirvles man afsted ifølge med løsreven Skare, Is og Sten, og disse Gjenstande rammer just ikke lempelig. Når Sneen i Fanerne smelter om Våren, så ser man undertiden nævestore Stene i Sneen. Det er et Bevis på Vindstødenes Kraft og den Fare, man kan udsætte sig for ved at være ude, når disse regjerer.
Under et sådant Uveir foregår næsten alt stødvis. Går man f. Ex. til Læ af en Væg, så kan man med lidt Risiko betragte Skuespillet. Det har Karakteren af en Kamptummel. Der høres Drøn efter Drøn snart i det fjerne, snart er man midt oppe i Spektaklet, og da gjelder det at vogte sig, så man ikke får en Sten, eller en Gjenstand i Hovedet. Et Stød varer sjelden længere end en 3-4 Sekunder – i Almindelighed kortere Tid – og da hører man et Bråk som af en vældig Fos omkring sig, og Grus, Sten og Sne hvirvles afsted. Man hører hvorledes Bygen kommer og dør hen i det fjerne. Undertiden kan denne være fulgt af et voldsomt Regnskyl, men dette kan og så komme i en Løie, så det ordentlig fraser i Marken. Himlen er da ikke mere jevnt sort, men mørke Skyer i alle mulige Skikkelser hvirvler afsted. Søen, der af de voldsomme Vindstød sættes i fælt Oprør og forårsager megen Larm, især hvis der er nogen spredt Drivis tilstede, da denne isåfald slynges mod Land, knuser og knuses.
Efter et sådant Uveir, der altid ledsages at svær Dønning, kan man finde vældige Istykker indtil 40 Meter ind på Land og i en Høide at indtil 20 Meter. En Båd, der var trukket på Land omtrent i denne Afstand fra og Høide over Havet, blev efter et sådant Uveir ikke mere fundet. Kun Fanglinen og nogle Træsplinter viste Stedet, hvor den havde ligget. Ivår fandt min Assistent på et Sted i Nærheden nogle omtrent armlange Stykker af de til Båden hørende Årer.
Når nu Vindstødene har raset en Stund, så begynder Temperaturen igen at synke, og man kan da få som Afslutning; Storm, Regn, Sne og naturligvis i Almindelighed en Kombination af Storm (jevn Vind) og Regn eller Sne.
*
Snestorm
Den 22de begyndte således Temperaturen langsomt at gå over på Minussiden igjen, og Vindstødene aftog i Voldsomhed. Veiret var imidlertid uroligt Måneden ud, Termometeret var af og til nede ÷7.8, ja ligetil ÷14 Grader for strax at være oppe på ÷1.3 Grader igjen. Den 1ste Februar klarnede det imidlertid om Eftermiddagen, og vi fik en 2-3 Dages Klarveir med Kulde. Den truende Banke i Vest kom imidlertid tilsyne igjen, Temperaturen steg, og vi fik den voldsomste Snestorm, som jeg har opdaget. Den begyndte den 5te Februar og varede næsten uafbrudt lige til den 9de. Temperaturen holdt sig da på omkring ÷ 11 Grader. Vinden var ujevn, og Stødene kom nok ofte hvast, men var af længere Varighed. Desuden var der sterk Storm også mellem Stødene. Det var en af de Uveirsperioder, da det var forbundet med særlig Vanskelighed at udføre de meteorologiske Observationer. Termometerhuset stod 4 -5 Meter fra Døren, men alligevel blev der en Gang af Assistenten gjort 5 forgæves Forsøg på at læse af Thermometrene. Det var især Snefoget, som hindrede. Det var så overvældende at man fik ikke puste, ligegyldigt hvilken Vei man vendte Hovedet, og gjennem Lufthullerne i Lygten kom der, tiltrods for at Lygten holdtes indtullet, så megen Sne, at denne ofte sluknede øieblikkelig, man kom ud.
Vi har jo uafbrudt Mørke omtrent 4 Måneder på en så høi Bredde, og det er især i Mørketiden, at Uveiret raser værst, men også i Oktober kan man få stygge Uveir. Den roligste og smukkeste Tid er Juli, August og tildels September.
Enhver vil nu let kunne forstå, at det ikke er Kulden, man har at frygte på Vest-Spitsbergen, men de urolige Veirforhold. Det er lidet Sne på Axeløerne og deromkring, som jeg er kjendt. Den får aldrig Lov til at ligge i Fred. Etter det ovenfor fortalte vil man forstå, at den tildels tiner bort, og tildels blæser bort. Der kan imidlertid være meget Sne. Alle Fordybninger, selv om de er nokså store, fyldes ganske med Sne, og det som der ikke er Plads til i sådanne Fordybninger, blæser ganske simplet ud i Søen.
*
Observationer med Forhindringer.
Enhver, der kjender lidt til Temperaturens Virkninger, vil nu let kunne forstå, hvilke uhyre Besværligheder et Lindveir fører med sig, når man betænker, at en Vridning eller Forandring af Instrumenterne forsårsager stor Forstyrrelse i Apparaternes Gang. Desuden vil det være klart at man har en overvældende Fugtighed at kjæmpe med, når Temperaturen er så variabel. Den varme Luft trænger nemlig ind i Observatoriet gjennem Ventilerne, men udskiller, såsnart den kommer i Berøring med de på Fjeldet murede Støtter, en stor Del sin Fugtighed som Rim, der da lægger sig ud over disse og Instrumenterne, gjør Glassene uklare osv. Desuden kan der ved heftige Temperaturvariationer være Fare for, at Støtterne sprænges. En af Støtterne var således kløvnet i to Dele i Vinter, men lykkeligvis i horizontal Retning, så Stykket var bleven liggende ubevægeligt. Var Sprængingen foregået i vertikal Retning, vilde det i dette Tilfælde medført en ødelæggelse af Betydning, da en Del af Støtten under alle Omstændigheder vilde faldt ned.
*
II. Overvintringens Farer
Det er merkeligt, at Menneskene er så rædde for Kulden. Jeg bliver altid spurgt om, hvor koldt det var: «Det var vel forærdelig koldt»osv. Og jeg frygter for, at det er denne Omstændighed, som har lokket Folk til Vest-Spitsbergen før. Når det bare ikke er over vældende Kulde, så tror man nok, man skal klare sig. Der er imidlertid gået en sådan masse Mennesker tilgrunde på Vest-Spitsbergen i Tidens Løb, at jeg ikke skal overdrive synderligt, når jeg siger, at de Steder jeg har betrådt der, danner en eneste stor Kirkegård.
Der har derfor i den senere Tid ikke været nogen, som har vovet sig til at overvintre på Spitsbergen. Først nu i de 3-4 sidste År har man igjen vovet det. Det er da især Isbjørn og Ræv, man har ligget efter. Før i Tiden, da Skydevåbnene var lidet udviklede, var det kun undtagelsesvis, at man fik Anledning til at fælde en Bjørn. Man stak den da ihjel med Landser. Men når man ser hen til den Omstændighed, at Bjørnen oftest er et meget sky Dyr, så var det vel sjelden, man var så heldig at fælde en. Dengang trådte nok Hvalrossen istedetfor Bjørn. Denne Kobbeart, der før var meget almindelig overalt på Spitsbergen, er nu på få Undtagelser nær ganske fordrevet derifra.
Desuden skal der før i Tiden være drevet Hvalfangst i stor Målestok på Vest-Spitsbergen. Det var Hollændere, Dansker og Nordmænd som hovedsagelig drev denne Fangst; og da Steder hvor disse holdt til bærer da Navne som: Norskeøerne, Danskeøerne osv. På disse øer skal der efter Sigende findes Begravelsespladse med indtil 1000 Lig. Der findes desuden Ruiner af mange Huse samt af Trandampnings-pladse og lignende. På Axeløerne og deromkring er det Russere, som har holdt til. De har da hovedsagelig drævet på med Fangst af Ræv og Kobbe.
Begravelsemåden derborte har været følgende: Man har naglet sammen en Kiste og deri lagt den døde i fulde Klæder. Kisten har man da enten sat på Marken, eller Fjeldet og båret Sten omkring den, eller man har gravet en grund Grav, sat kisten nedi og tilkastet Jorden. Den førts nævnte Begravelsesmåde tyder på Bisættelse om Vinteren, den sidste derimod taler for, at Begravelsen må være foregået om Sommeren. På det lille Område af ca. 100 Kvm., hvor Observatorierne og Vånings-huset står, har jeg fundet 27 Grave, men der er sandsynligvis flere, da det er ondt at påvise de Grave, der ikke er stenbelagte. Det er især omkring, og jeg frygter også under, Våningsbuset, at Gravene er talrigst. I Førstningen syntes jeg, det var lidt trist at se på alle disse Stenrøser, med de grinende Menneskeskaller indi, men Vanen bragte mig snart til at glemme det hele, og nu, da det igjen blev vår, syntes jeg det bare var som det skulde være altsammen. Jeg gav mig ivår til at lede efter og undersøge Gravene og de resterende Tomter og traf da på nedgravede Kister, som vi ikke før havde nogen Aneles om.
*
Mørketiden
Det er rart for en Sydlænding at opleve en arktisk Vinter. 4 Måneders uafladelig Mørke er jo noget, de fleste vilde synes var fælt, men den Tiden syntes jeg gik hurtig. Kanske væsentlig af den Grund, at jeg da havde mest at bestille. Der er dog enkelte, der i denne Tid klager over Søvnløshed. Det merkede dog ikke jeg noget til. Da syntes jeg, det var værre at få sove i den lyse Tid. I de 4 mørkeste Måneder af Året var der imidlertid ikke Tale om at slukke Lampen uden i den Tid, man sov. Det var for den Sags Skyld altså det samme, når på Døgnet man var oppe. Det er derfor uhyre let at komme ud af Tidsregningen derborte. Har man travelt i Lys – eller Mørketiden, så kan man let komme til at forregne sig på en Dag, når det ikke, som f. Ex. i Observationsøiemed, er absolut nødvendigt at have Tiden på det rene.
En anden Sag er det imidlertid, når man som Fangstmænd ligger derborte og der indtræffer længe Uveir, så man er nødt til at være inde, eller der af en eller anden Grund er Mangel på Vildt. I Mørketiden er det jo, at Fangsten på Ræv og Bjørn foregår. Ræven kan da fanges i Fælde eller Saxe. Det er da Fangstmandens eller Jægerens Hovedbeskjæftigelse i Godveirdage at gå omkring og se til disse Fangstredskaber. Det må da ske i Månelyset. Når der er mørk Måne, er der ikke Tale om at foretage så lange Udflugter.
Bjørnefangsten foregår i Mørketiden på den Måde at man i ca. 30 Meters Afstand fra Huset lægger en Spekhud, der er forsvarlig fæstet til et Taug der står i Forbindelse med et Signalapparat inde i Huset. Når nu Bamsefar kommer for at forsyne sig af Spekket, så signaliserer han altså, idet han begynder sit Måltid. Der bliver der da Liv og Røre akkurat som i Leir. De, som er tilkøis, stuper sig ud af disse, griber Geværet og styrter ud til Skydelugerne. Nogen Påklædning er der da ikke Tale om, og de, som først er oppe, får finde sig i at blive løbet overende af dem, som kommer efter. Når man så kommer til Skydelugerne, afgives de første Salve på Kommando fra samtlige Geværer. Det almindelige er da, at Bjørnen styrter, men det kan også hænde, at den slipper fra det med nogle Sår. Det er nemlig vanskeligt at skyde i Mørket, og Bjørnen er alminnelig skudsterk. Der begynder da en vild Jagt. I bare Undertøiet og ofte barbenet bærer det afsted ud i Sneen, og man hører Knald, Råb og Skrig både her og der borte i Mørket.
Jeg var imidlertid ikke så heldig at få være med si skyde nogen Bjørn på Åte. Skipper Hagerup fra Tromsø, der førte Expeditionen frem og tilbage og forøvigt var forpligtet til at yde Assistance, når det behøvedes, har ligget der på Fangst i 2 År før og har da altid havt Bjørn i Mørketiden. Både han og hans Mandskab holdt derfor næsten på at tabe Modet i Slutningen af Mørketiden, og jeg forstod flere Gange, at han specielt anstrengte sig tiltrods for Uheldet at være hyggelig. Spil, der herhjemme må betragtes som en høist forkastelig Beskjæftigelse, må deroppe, især for Jægerne, anses for at være en ligefrem Nødvendighed. Når man bænket om Bordet er beskjæftiget f. Ex. med Kortlegen, medens man venter på, at Uveiret skal give sig, eller at Bjørn skal komme, så går den ellers så triste Ventetid forholdsvis fort.
Det hører vel til Sjeldenhederne, at der mellem Folk, men så vidt forskellige Interesser som jeg og Skipper Hagerup, kan herske så godt Venskab, som der i hele Vinter var mellem os. Der blev ikke vexlet et Ukvemsord i hele det lange År. Vi levede jo under samme Tag, og hvis der under sådanne Omstændigheder ikke tages de nødvendige Hensyn, så kan der jo meget let opståa Uenighed.
Der er mange Ting, som passer ganske godt herhjemme, men som er forkastelige på en sådan Expedition. Der er mange herhjemme, der anser det som meget heldigt at vække Kappelyst blandt sine undergivne. Men dette går ikke på en sådan Tur. Da opstår der Uenighed. Man roser sjelden nogen og laster aldrig nogen. Om en Mand gjør noget galt, så er det ikke nødvendig at skjende. Man siger altå bare simplethen til Vedkommende, hvad han nu videre har at gjøre. Man må altid have for Øie, at de, man er sammen med, må man være sammen med, hvor galt det så end bliver.
Vi fortalte hinanden således Historier, jeg musicere af og til lidt, og om Kvelden læste jeg gerne nogle morsomme Stykker. Ved høitidelige Anledninger, som Geburtsdage, 17de Mai o. l., spenderedes der en Flaske Konjak. Naturligvis blev der aldrig noget Fylderi. 1 Flaske på 8 Mand slår ingen af Selskabet på Knærne.
Den 17de Mai gik vi Tog under Flaget. Flere Fotografier blev da tagne, blandt andet det, der viser alle med Huen i Hånden, hilsende Flaget.
Jeg bliver så ofte spurgt, om det ikke var forfærdeligt trist. Hertil må jeg svare nei. Det kunde være lidt trist i Førstningen for mig, før vi lærte hverandre at kjende. Men efter en Stunds Forlød blev jeg mødt med en sådan Velvilje fra alle Sider, at der var ingen Tid til at kjede sig. Dersom jeg ikke arbeidede med Observationerne, pratede eller sov, så skrev jeg gjerne på Avisen vor. Den udkom hver Søndag, når der ikke var noget farligt i Veien. Den hed «Spitsbergposten».
*
Bjørnejagt
Der blev altså ingen Bjørneskydning i Mørketiden.
Den 8de Marts kom der imidlertid en Bjørn ruslende fremover Isen i Retning af Huset, og denne Meddelelse satte Sindene i Bevægelse. Vi fik i en Hast Yderklæderne på os og afsted bar det med Geværet i Hånden, Kniven ved Siden af Lommerne fulde at Patroner. Vi havde godt Skjul bag en liden Ø, som ligger øst for Huset, og hid sprang da Skipper Hagerup, Stymand Isaksen og jeg.
*
Fuglevildt.
Nu står tilbage at fortælle lidt om Fuglelivet deroppe. Jeg har aldrig set en sådan Vrimmel af Fugl som der er på Spitsbergen om Sommeren. Fjeldene er nemlig næsten overalt så steile, at Søfuglene kan få hække i Fred for Dyr i dem. Og omkring disse steile Fjelde er der derfor et Skrig og et Skrål, der på Afstand høres som en fjern Storm, og Luften vises på Afstand som mygfyldt. Tiltrods for at disse Fugle som Regel må få Hække i fred for Mennesker og Dyr, så går der dog mange Æg tabt. De større Mågearter spiser op Alkefuglenes Æg og i indbyrdes Kampe rives ofte Æggene udfor den smale Bjergspalte, hvorpå de ligger, og slåes istykker. Det er kun en liden Del, man kan nå til at få Tag i, og dog levede vi meget på Æg lige fra Begyndelsen af Juni Måned, og Folkene bragte end da et Par Tusind Alkeæg med hjem. Ude i Havet eller i Fjordene på små Øer og Skjær lægger imidlertid Ædderfugl og Gjæs sine Æg, og der er der da ingen Vanskelighed at komme til Rederne. Disse er også meget eftersøgt ikke alene for Æggenses skyld, men mere for Dunen. På sådanne Øer, ligger ofte Fuglen så tæt at man bare såvidt kan passere mellem Rederne. Gåsen er en så kraftig Fugl, at den ikke frygter Ræven, og den lægger derfer også Æg på Fastlandet.
Fuglejagten på Spitsbergen er igrunden altfor letvint til at den skal være videre interessant. Det er bare at gå ud for Væggen og skyde så meget, man lyster. Det eneste skulde være Jagten på Grågåsen. Den er noget skyere end de andre Fugle deroppe, thi lige den største og mest velsmagende.
Jeg, der aldrig havde set en Isbjørn før, ventede naturligvis med Nysgjerrighed på, at den skulde komme tilsyne. I Sandhed et stolt Syn, at se dette vældige Dyr komme luntende fremover. Den passerede os i omtrent 200 Meters Afstand. Uheldigvis traf ingen af os den nævneværdigt. Vi var nemlig så anpustne, at vi skjød dårligt. Jeg fik sendt den en Kugle gjennem Baglårene. Det var det hele. Den sprang imidlertid i Søen udenfor. Heldigvis var der 3 Mand ved Huset, som, hvis Bjørnen gik i Vandet for os, skulde møte den der. I Vandet er det meget vanskeligt at træffe Bjørnen. Hovedet er det eneste, der er over Vandet, og det bevæger den uafladelig, når den er i Fare. Der begyndte nu et sandt Bombardement; medens Båden uafladelig kom den nærmere ind på Livet. Hagerups yngste Søn fik sendt den 2 Skud gjennem Næsen, og jeg var trods det 3-400 Meter lange Hold fra Iskanten, så heldig at få sendt den et Skud bagfra i Nakken. Kuglen gik frem under Pandebenet og splintrede dette, idet den trådte ud. Tiltrods for de mange farlige Sår, som den nu havde fået, formåede den dog at svømme iland noget bortenfor os. Det Sprang, som den der udførte, forbausede os. Den hoppede nemlig uden Fodfæste lige op af Vandet på Iskanten. Denne var sine 2 Meter høi og aldeles lodret. Nu var det altså vor Tur igjen, og vi sprang da over Fjeldet for at møde den på den modsatte Skråning. Bjørnen var imidlertid sprunget så fort, at den kom ned over Skråningen, da jeg, der tilfældigvis var noget foran, var den på omtrent 150 Skridts Afstand. Jeg fyrede da, og var så heldig at ramme den gjennem Brystet. Den krympede sig sammen og styrtede udfor en Fjeldskrænt, hvor den blev liggende død. To Mænd satte imidlertid afsted efter en anden Bjørn, som såes inde på Isen, og vi blev således bare 4 Mand til at få Bjørnen op på Slæden.
Vi måtte derfor flå den på Stedet og kjøre Kjød og Skind hjem. Nu blev det Velstand. Meget deiligt Bjørnekjød.
Dette var en nokså stor Bjørn, Huden målte omtrent 3 Meter fra Haleroden til Næsen. Men der blev skudt Bjørn, hvis Hud havde en Længde af noget nær 4 Meter. Foden har på de største Bjørne, jeg har set, en Længde fra 30-35 cm., så man forstår det er en ordentlig Dask, den kan give, hvis den slår til.
*
Vil man på Renjagt, må man ind i de store Dale på Fastlandet. Det er en interessant Jagt, men den er meget anstrengende, da man ofte må kravle meget i de besværlige Stenurer for at lure. Der er imidlertid en Masse Ren på Spitsbergen, og på Vest-Spitsbergen er den så akkurat passe sky til at gjøre Jagten interessant.
*
Sommer igjen.
Sommeren kommer sent. Før Juni Måned er der intet Tegn til Vår. I Juni begynder det imidlertid at tine så småt, og det er måske Tanken på at det nu er så vakkert hjemme, som bringer Hjemlængselen.
I Slutten af Juni begyndte vi alle at gå ofte op på Vardefjeldet og speide efter Seilere, der kunde bringe Tidende hjemmefra. Der kom da også en liden Skude ind, af hvis Skipper vi fik vide endel Nyheder. Breve og Aviser fik vi først med Bottlenosefanger «Hvidtfisken», Skipper Svendsen af Tromsø. Han kom med sit Skib til Belsund først i Juli. Siden – midt i Juli – havde vi Besøg af Turistskibet «Oihonna». Kaptein Stenbock, Skibets Fører, havde af Lodsen fået vide, at en Del af den norske Nordlysexpedition stationerede på Axeløerne, og han var så elskværdig at gå ind og se til os.
*
Om Hjemreisen er lidet af Interesse at berette. Vi forlod Axøerne den 25de Juli og var uden nogensomhelst Hindringer i Tromsø allerede den 30te. Veiret var smukt, og vi havde god Vind hele Tiden. Jeg må derfor til Slutning sige, at Lykken gjennemgående har været god for mit Vedkommende.
Heldig frem, bra Resultater og heldig tilbage.