Hvem skal ha eiendomsretten til Jan Mayen
Den nordøstre ruteformede del av Jan Mayen danner sokkelen for den imponerende gamle vulkan Beerenberg, som efter de østerrikske teodolittmålinger i 1883 når op il en høide av 2545 meter. Sokkelen er opbygget av lavastrømme og tuflag med en heldning på 8-10 grader ut mot havet, hvor skråningen gjerne ender i en flere hundrede meter høi skarp styrtning – for igjen under havflaten under den samme inklination at fortsætte ned til dyp på over 2000 meter. Ovenpå dette isskjold, som i mange retninger minder om Hardargerjøkelen, hæver sig en 800 meter høi basaltkjegle, hvis ishætte her og der på sommertiden flatteres av en fremstikkende mørk nunatak. Keglens ytterflate har en heldning på omkring 40 grader og et tversnit på 1200-1500 meter. Selve toppartiet består av en cirkelformet kam, som med en diameter på 700 meter i sin midte gjemmer en isfyldt 200 meter dyp kraterkjedel. Et parti av kratervæggen er på nordsiden sprængt ut under en av de senere eruptioner og gjennem dette gap vælter ismassene til Weyprechts bræ sig to tusen meter ned til havet i en serie av de mest storartede forevne isstyrtninger.
Vulkanen har været forsøkt besteget et par ganger. Men så vel en norsk fangstskipper i 1882 som østerrikerne i 1883 blev på de siste 800 a 900 meter mødt med uovervindelige vanskeligheter. En klatring op den siste stupbratte isvæg, som på krys og tvers er opskåret i sprækker, stiller store krav til utrustning og øvelse.
Det parti som den 11. august 1921 virkelig nådde til kraterbremmen medbragte et intimt forhåndskjendskap til tindebestignings mange finesser. Partiet ledes av den kjendte alpinist og glaciolog, professor Mercanton, Lausanne, bl.a. deltager i den schweiziske Grønlands-ekspedition 1912-1913. Hans ledsagere var geologen J. M. Wordie, som tok del i Skackletons strabadser til Elefanten øen, og dr. T. C. Lethbrigde, begge fra Cambridge universitet.
Disse tre teltet natten til 11te august på den siste nunatak i en høide av omkring 1700 meter. Herfra medgik otte timer til den overmåde vanskelige isklatring op de siste 500 meter til kraterranden. Avanseringen måtte her foregå dels op uthuggede istrapper, dels med sprang over dype sprækker og langs hængende isbræer. Et brilliant stykke arbeide, når man tar i betraktning risikoen for at bli overrasket av snestorm og tåke. Veirlaget om en slik isolert mægtige kuldeutstråler er i høi grad uberegnelig. På kraterranden høieste iskval mot vest blev det opreist en bambusstand hvorfra man længe efter i kikkert kunde se Genferkorset og Union Jack vaie for vinden fra dette ytterste og høieste bygverk i nordhavets vulkanregion hvor en klimats glacierende virksomhet har overtaket og dækker den gamle høie vulkan med en arktisk snekåpe og sender isbræer istedfor lavastrømme ned over fjeldets sider.