(Morgenbladet 29/11 1930)
Dette billede av Otto Sverdrup er et av de sidste som blev tat av ham. Det er fra den 19de mai iår, fotografen var hans ven fra ungdomsårene, fylkesmand Guldahl og stedet billedet er tatt på er som man ser «Fram». Sverdrup var en trofast ven og hans venner blev trofaste mot ham. Og da vi eftermiddagen efter Sverdrups død var henne i Oscars gate 67 og hilste på fylkesmanden, skulde der ikke megen iagttagelsesevne til for at se at budskapet om en gammel vens bortgang ikke er så let at ta imot. Det vi vilde fylkesmand Guldahl var nu forresten ikke bare at få dette billedet, men noget andet.
– Kan De ikke være så snild at finde frem en historie eller to om Otto Sverdrup som er karakteristisk for ham og som tilhører de yngste år av hans liv?
– De kan få adskillige, men skal det nu akkurat være en eller to, så la mig tænke mig om. Jo. De skal få den om kulen på den rigtige pladsen.
– Kulen på den rigtige pladsen?
– Ja. Da Otto var mellem tretten og fjorten år og hans far endnu bodde i Bindalen, det var før familien flyttet til Trana ved Stenkjær, skulde han bli med faren for at blinke trær. Underveis var de indom en husmandsplads. Der hang der en rifle på væggen. Kan vi ikke låne den, far? spurte gutten. Faren lånte den. Kommen op i skogen fik de tæften av en bjørn. Den vil jeg ta, sa Otto. Nei, der er bare en kule i bøssen, sa faren. Å far, ei kule er nok til en kule er nok til en bjørn, når man bare sætter den på den rette pladsen, sa Otto. Faren gav sig. En stund efter faldt der et skud. Faren efter med næven tæt omkring bilen. Da han kom frem, stod Otto ved siden av en død bjørn.
Når jeg tænker mig om, siger fylkesmanden, så kan det forresten være nok med den historien akkurat nu. Tok jeg andre med, vilde de om jeg så må si, fordunkle denne. For den er karakteristisk for hele Otto Sverdrups måte at være på: Han satte bestandig kulen på den rigtige pladsen i bjørnen. Efter at han var kommet tilbake fra færden i 1898–1902 blev det da mer end én gang sagt: Det er det med Otto Sverdrup, at han taler ikke med én gang. Han tænker sig om først. Men når han så siger noget, så blir det slik. Han ændrer ikke en ordre, som er git. Den er nemlig færdigtænkt før den blir det.
Denne historien om bjørnen – kan den virkelig være sand? Den tyder jo som et eventyr!
Den er sand. For jeg har den fra hans egen far, som var med at opleve den. Og han fór like litet med løs tale som sønnen.