(VG nr. 105 og nr. 300 1909)
Hjalmar Johansen
– Mit navn er Hjalmar Jo—
– Nordpolsfareren? Det var morsomt. Jeg har længe skullet interviewe Dem. Skal de med Roald Amundsen til polen?
– Sandsynligvis! Reisen er fastsat til 2. januar 1910.
– Skal De anvende hele tiden før 2. januar til foreberedelser?
– Nei jeg skal være med Isachsen først til nordsiden af Spitsbergen. Derfra kommer vi tilbage i august.
– Men hvis de nu blir forhindret fra at komme tilbage i august så får De altså ikke komme med til Nordpolen?
– Nei! Da kommer jeg ikke med.
– Hvordan er det der oppe på Spitsbergen. Hyggelig?
– Nei, det kan jeg ikke si. Der er ialfald mange af fangstmændene, som ikke har det videre hyggelig om vinteren. Nu skal De høre: Da jeg sammen med Lerner kom ned på nordkysten så så vi en hytte eller bu, som de kalder og gik ind der. Der lå en ung norsk gut i en af køierne oppe under taget. Han var 21 år. Han havde vært sammen med en anden ung gut. Men denne andre var gåt sig ned i isen.
– Hvad vil det si?
– Det vil si, at han i mørket er kommet ud i en råk, som tilsyneladende var frosset. Man kan ofte ikke se det. Så havde denne gutten som var igjen vært alene i den iskolde hytten og i mørket i 27 uger. Han var ikke blit sindsvag.
Theodor Lerner og Hjalmar Johansen
Det havde vært åbent hav en stund den vinteren og der havde vært en forfærdelig pålandsstorm så sjøen havde skyllet ned igjennem pipa til gutten. Da var han blit ræd, sa han. Men ellers havde han tat det med ro, så det ud til.
– Hvordan fandt De den gutten, som lå alene i 27 uger?
– Jo de kom og tog ham, da lyset kom igjen. De ved jo om hverandre ser De.
– Hvad var det egentlig de unge gutterne skulde gjøre der oppe om vinteren?
– De er fangstmænd. De fanger bjørn, hvidræv og blåræv, som de får mange penge for, når de kommer til Tromsø.
– Men det er vel ofte de slet ikke kommer til Tromsø, og at de går sig ned isen?
– Ja, jeg vet to hele expeditioner, som det er hændt med.
– Hvad lever de af der oppe, så de ikke får skjørbug? Hermetikk?
– Å nei! det er nok altfor dyrt det; da vilde det ikke lønne sig for rederen i Hammerfest. De får noe kavring og flæsk med sig og resten får de fange selv. De har jo sælen og bjørnen at ta til. Fangstfolket er på det rene med det.
– Jamen er ikke sælhund svært tranet?
– Det får man la være at bry sig om. Man trænger fedtstof der oppe i kulda.
– Men bjørn er kanskje ikke tranet?
– Jo! Den har jo spæk på sig den også. Alting har spæk. Selv hundene, hvis de blir godt ernæret. Der var en finne, Mathilas, som ikke vilde spise bjørn af overtro, tænker jeg. Han døde af skjørbug. Det er en fæl sygdom, når den begynder. De vet ikke riktig hvad det er. Det skal komme af et altfor rolig liv.
– Hvorledes er det, de fanger vildtet?
– Dels i snare og dels på åte. Det siste kan de ikke spise. Men skindet kan jo bruges. I en vig, hvor vi kom hen, blev vi meget forbauset ved at se en skibsmast rage op bag en lav ås. Det skibet kunde ikke være kommet det året. Det var for tidlig. Vi gikk hen for også at rekognosere dette herre. Først kom vi til et aldeles nedsnedd såkaldt russehus, som står der enkelte steder fra den tid russerne var der oppe. Tre mennesker lå derinde. Vi blev godt behandlet og fik kaffe og kavringer. Det var mandskabet fra skuten med skibsmasten. Skipperen var enda om bord sa de. Vi gikk derned. Hele kahytten stod under vand, men skipperen lå oppe i køien. Skipper Hogstad hed han. Vandet stod opunder kaminen, men han kunde så vidt få lagt i den. Den stod halvt åben på grund af en svær isklump, som sad midt i den. Skibet var læst og var skrud på land af isen. Senere fik de halt denne skuden op i fjæren, fik tættet den plankestubber og rensdyrhuder og seilte hjem til Norge med den.
– Men var der ikke kuldegrader?
– Jo, mange. Men siden fra kaminen tødde isen op. Midt på gulvet havde han sat en svær huggestabbe og hen til den vifteformig lå planker og bordender, som han balanserte henover. Han gikk med os op i russehuset, hvor vi var inviteret på kaffe og kavring og sukker.
– Sukker som særskilt ret?
– Ja! Man sætter nemlig svær pris på søde sager der oppe. Da vi havde spist og drukket, kom kortleiken frem. De er udmærkede kortspillere, disse fangstmændene.
– Hva er det, de spiller. Dunbrokvei?
– Nei langt fra, whist og Boston og Lhembre.
Et er et hardt liv, disse fangstmænd fører og der hænder så mange historier, som man ikke får vite om.
– Får man nogensinde høre nyt hjemmefra?
– Sjelden. Men netop der i bugten traf jeg en finne som fortalte nyt. Han hed Posti. Da vi fik høre om det spanske drama i Lisabon, som han kaldte det og på et afrevet stykke af Norsk Familieblad fik jeg se billeder af det nuværende ministerium. Underskriften var revet væk, men da jeg så den slig sammen, skjønte jeg, der havde været krise. På bagsiden læste jeg om sammendragning af tropper i Finland, om «Frithjof»s forlis ved Island og at Wellman ikke kom igjen det året, men det gjorde han alligevel.
– Havde De noen at røge på under kortspillet?
– Vi laget cigaretter af avispapir, fyldt med karvet skråtobak. Skipperen fra den forliste skude derned kaldte dem ligkistenagler. De skulde ligne sa han.
– Var Posti skipper?
– Ja, og han var en rask kar. Han var skipper på en tromsøjagt. Selv var 72 år, den andre var 72 og første harpuner 62, alle raske som ungdommer.
– Hvordan finder de frem over Ishavet disse folk. De har vel ikke styrmandseksamen?
– Nei de er nok ikke navigatører. Men de får en kurs af en eller anden, idet de går ud fra Hammerfest eller Tromsø og så greier de sig for de kjender så godt alle strømmer og alle odder og viker og sund.
– Har De fotografi af Dem selv?
– Ja, jeg har et. Men det deroppefra.
Han viste mig det.
– Nu har De nok fåt en flottere keiser Wilhemssving på mustascherne, sa jeg.
– Når jeg er i civilisationen, så følger jeg med civilisationen, og når jeg er i isen, så følger jeg med isen, sa han. Når jeg skal ha det godt, så vil jeg ha det godt. Og har jeg det vondt, så gjør det ikke noe, om det er lidt mer vondt.
– – –
Hjalmar Johansen igjen
Hjalmar Johansen kastet et spørgende blik på den interwieverblok, jeg trak op av lommen.
–Det er jo ikke mere end et halvt år siden sist, sa han.
–Jamen, De har jo imens for anden gang vært ved Nordpolen.
–Jeg? Det vil jeg ihvertfald helst De ikke skal skrive.
– Hvorfor?
–Det er ikke tilfældet.
–Var det Sydpolen kanskje?
–Nei.
–Hvad var det da?
–Det var Spitsbergen altså simpelthen.
Ja det er sandt! Hvorfor heter det Spitsbergen og ikke for eksempel bare Bergen likesom det andre?
–Jeg har tænkt meget over det, men jeg er ikke kommet til noget resultat, med mindre der skulde være det, at bjergene er så spidse deroppe.
Han vilde gå.
–Vær så god at sitte ned, enten De har været det ene eller andet sted. Var det for at annektere Spitsbergen og Prins Karls Foreland, at De drog derop.
–Nei.
–Jamen det har stått så i utenlandske aviser.
–Ja, det er bare noe tyskerne flyer og tøiser med, for de er bange, vi skal opdage nye kulleier,
–Det var altså likesom alle andre ekspeditioner en udelukkende videnskabelig ekspedition?
–Ja.
–Hvad er det for videnskapsmænd, som er med?
–Geologer, meteorologer, oceanografer, zoologer, botanikere.
–Hvad var det, De stelte med?
–Kartlægning.
–Ja, det er jo noget, menneskene har kunnet længe.
–Det er det, men her var jo noget nyt.
–Hvad var det?
Han banket ut sin pragtfulde snadde som klædte ham så godt, stoppet den, tændte den, kastet den slukkede fyrstik bort og sa derpå:
–Har De hørt tale om theodolith.
Jeg tænkte mig om en stand og svarte derpå.
– Nei!
En theodolith er et måleinstrument.
–Nå ja, naturligvis!– Nå ja, naturligvis! Det har man kjendt meget længe.
–Selvfølgelig.
–Ovenpå theodolithen, når man er færdig med målingen, sætter man nu et fotografiapparat, så at man har akkurat, samme standpunkt for fotograferingen som for målingen og arrangerer det, så øiepunktet blir det samme og horizonten den samme, for begge observationer. Så fotograferer man hele synskredsen rundt akkurat det samme, som man har målt. Man får da terrænget både i fugleperspektiv og menneskeperspektiv, og det er let bakefter at utarbeide detajlkarter ved hjælp av disse forarbeider. Man kalder det den topografiskgeografisk fotogrametiske metode. Så drar man videre sålangt at synskredsen akkurat begynder der, hvor den sluttet sist, måler og fotograferer også dette terræng og får således et billede samtidig med kart av det hele lidt efter lidt.
– Hvor meget er nu kartlagt?
– Vestsiden og nordsiden.
–Hvad er forskjellen på topografi og geografi?
–Topografien interesserer sig kun for jorden som terræng, geografien ser på den som bolig for mennesker.
–Jamen der oppe bor jo ingen.
–Å der bor da gjerne en tre – fire, stykker.
–Gik De tvers gjennem landet denne gang også, likesom sist?
–Nei! Vi blev landsat på forskjellige steder inde i de forskjellige fjorder og drog så på vore ekspeditioner indover.
–Det var vel anstrængende. Jeg tror ikke jeg kunde klare det, selv om jeg stod på hodet.
–Det tror jeg heller ikke.
–Hvorfor var det så anstrængende forresten? De var vel ikke ute mere end et par dage ad gangen, De som ellers har gåt i månedsvis?
–Fordi vi skulde bære theodolithen, som veier 32 kilo.
–Er det meget?
–Ja og så blev hundene sårbente, som de ofte blir, når sneen smelter, og den skjære is kommer frem.
–De lever vel nærmest av hermetik?
– Ja, hvis vi ikke får skudt noget vildt. Det vil vi heller ha. Og der er jo meget av det.
–Hvad er det for slags vildt?
–Først og fremst rensdyr.
–Er de er samme slags som vore ?
–Ja, de smaker ialfald likedan.
–Er de kommet over fra Norge, tror De?
–Nei, jeg tænker fra Rusland. Det er en, lettere vei. De sliter forresten svært vondt om vinteren, kan man skjønne, for de er så magre og elendige om våren, så det et rent synd at spise dem.
–Hvorfor går de, så ikke tilbake igjen til Rusland?
–Nu kan de ikke. De må være kommet over i en periode, da øen var landfast eller isfast med Rusland. Nu må de bli der, og det er jo ganske
godt for os.
– Er der nogen andre dyr at spise?
–Ja, bjørn og sæl og hvalros.
–Er ikke sælen svært tranet?
–Jo! Og bjørnen også! Sa han med et eget tilfreds uttrykk om mundvikerne.
–Men er ikke det vondt?
–Langt ifra! Det er deilig. Man vænner sig fort til det. Derefter liker man det. Tilsist kan man ikke undvære det.
–Kan man vænne sig av med det igjen, når man kommer sydover?
–Tildels. Men det blir længe hængende noget igjen.
– Hvordan smaker det?
– Omtrent som et talglys, hvis De har spist det.
– Nei! Er isbjørnen farlig for mennesker?
–Ja, når den ikke får sæl. Men den foretrækker denne naturligvis på grund av tranen. Forresten skal den like ganske godt eskimoer og lapper.
–De er vel kanskje også mere tranet end os.
–Ja!
–Hvorav vet De det?
Han svarte ikke, men tændte sin snadde, der var gåt ut.
–Har De nogensinde spist Deres egne hunder?
–Nei. Men jeg har anvendt deres blod.
–Ved at drikke det?
– Ja!
–Smaker det godt?
Efter lidt betænkning svarte han:
–Ja!
–Der er altså altid ganske hvidt på Spitsbergen?
–Nei! Om sommeren er det meget grønnere end hernede, et grønt som det vist vilde være vanskelig for en kunstner at opdrive tilstrækkelig sterke farver til. Jeg forstår nu, hvorfor Erik den røde kaldte Grønland for Grønland. Det er rent iltrende grønt somme steder.
–Er der ellers nogen vegetation?
–Javist! Renmos og andre mosarter og blomster og trær!
– Trær? Hvilke arter?…
–Kun en: Dvergbjerk.
–Det ser altså omtrent ut som på høifjeldet deroppe?
–Nei! svarte han forlegen. Tingen er, at man kan ikke se dvergbjerken.
–Er den så liten.
–Nei, den er slet ikke så liten, sa han hurtig. Den er likeså stor som vor.
–Hvordan er den da usynlig?
– Den kryper langs med jorden indimellem renmose.
–Det er altså en slags slyngplante?
–Nei, det er et virkelig træ, svarte han kort.
–Kan man bruke den til ved? indskjød jeg hurtig.
–Det kunde man vist, svarte han, skjønt stammen er jo noget tynd, omtrent som en blyant, men man behøver den ikke. Man har jo slik en masse rækved, mere end nok.
–Hvad er det for slags strøm deroppe, som fører den til disse fjerne kyster!
–Golfstrømmen.
–Går den virkelig så langt nord?
–Ja. Man kan se det på det, at vestsiden av Spitsbergen er først isfri.
–Hvad er det for slags træ, som kommer drivende med Golfstrømmen? Mahogni og teaktræ?
–Det også, men mest lærketrær og så mastetrær, rær, ror og vrakgods idet hele tat.
–Men når De skal ind i landet, kan De da vel ikke dra med Dem dette?
–Nei! Da greier vi os med petroleum.
–Traf De noen andre mennesker deroppe?
–Ja, noen fanger?
–Der er da ikke forvisningssted?
–Nei. Vi kalder dem så, det vil si fangstmænd. De var norske. Det er de altid. Det var to gutter, som lå og ventet på, at bli avhentet. De blev svært gla, for de hadde ikke brød, hårdt brød naturligvis, ”knald” som de kalder det, og heller ikke tobak. Nu fik de nok av begge dele.
–Hvad levet de av?
– Ærfugl og ærfugleæg, blåræv, og hvitræv.
…….. – Det siste høres svært fint ut.
– Det er bare skindet. Det får de jo omkring 100 kroner for, når de kommer til Tromsø. Og på nordsiden traf vi en slup med 6 mand, som hadde det svært dårlig. Det blev en ren fest for dem. De kom sig over til Tromsø, skjønt sluppen var aldeles læk. Det var svinagtig godt gjort.
– Er der meget kul på Spitsbergen?
–Ja masser, og den er udmerket god. Der må altså i gamle dage ha vært store skoge, dengang Spitsbergen hadde et sydligt klima og Norge og Sverige et tropisk.
–Ja, man finder jo forsteninger av palmer og løver og tigre deroppe ?
–Nei! Det er en overdrivelse. Så varmt har det neppe vært. Det var i Norge og Sverige, det! På Spitsbergen har skogene beståt av plataner. Det er pent så! Vi hadde forresten med os tilbake en masse fossiler. Der har aldrig vært bragt en så rik samling hit
–Findes der ingen fisk ved Spitsbergen?
–Der fandtes megen torsk i gamle dage fortælles der. Men den er forsvundet. Det er jo mulig, den kommer tilbake igjen. Men der findes laks, som vi fisker meget av.
Den er god, men ikke så rød i kjødet som her i landet. Godmorgen!
*
Så kom der en gut med en avis.
Det første mit øie faldt på var en notis ….. Jeg styrtet op, løp efter ham og nådde ham hæseblæsende igjen ti skridt borte:
–Nå De skal jo til Nordpolen igjen, og pekte på avisen, som jeg holdt i hånden.
–Ja, det vil si, jeg er engagert som altmuligmand ombord på «Fram»! Jeg skal nordover igjen altså. Jeg hadde næsten tænkt at gå sydover. Men det er så rart med det man vil gjerne være sammen med landsmænd.
–Det er kanskje også hyggeligere i Nordishavet end i Sydishavet?
–Ja. Forskjellen er at der er fast land i syd. I nord er det drivis. Jeg hadde ikke tænkt, jeg skulde komme op der igjen.
–Liker De ikke drivisen kanskje?
–Nei jeg liker’n ikke rigtig.
–Det gjælder vel, at «Fram» er sterk nok til trykket.
–Ja jeg skal reise ned til Horten om nogle dage og hjælpe til i den retning.
Christian Krohg.