En normands overvintring på Spitsbergen for 60 år siden
(Aftenposten nr. 628 1897)
I disse dage, da uforskningen af de arktiske egen ved Nansens og fællers berømmelige færd, har samlet om sig hjemme og ude så stor del af publikums interesse, fortjener måske at fremdrages af glemselen også en anden – en betydelig ældre – bedrift, der uvilkårlig vækker hos os følesen af, at dådskraft og udholdenhed også i svundne tider prydede så mangen en nordmand i kamp mod isregionernes barskhed og vælde – en kamp, hvis forløb og udgang ved mange leigligheder får noget af eventyrets glans over sig.
Vi sigter til den overvintring på de spitsbergenske øer, som senere toldbetjent i Kristiansund Chr. Schare i sin ungdom, medens han i 40-årene som styrmand for fangst på Spitsbergen, udholdt sammen med nogle kamerater.
Om denne bedrift – udført som den blev under de aller misligste forhold – indeholder datidens aviser en del kortere beretninger, hvilke imidlertid ikke er fuldstændige. Nogle supplerende oplysninger er bleven os tilstillet fra en æret korrespondent, der personlig må have kjendt toldbetjent Schare.
*
Befindende sig med sit skib midt inde i det spitsbergenske fangstfelt, drog Schare med fire ledsagere den 3de september 1833 i båd ud på fangst. De var kun udrustede for dagen så vel i hensyn på proviant som ammunition. Imidlertid kom de ind i en særdeles heldig fangst, og da de var helt optaget af denne og bemerkede ikke, at deres fartøi var kommet dem ud af sigte, idet tågen tæt og tung havde lagt sig over dem. Hele dagen og natten og dagen derpå søgte de efter sit fartøi, som havde ligget fartøiet ved et skjær – men forgjæves.
Der var således intet andet at gjøre for Schare og hans fire kamerater end at søge land og bedst muligt indrette sig på en overvintring, idet der nemlig allerede var for sent på året, til at de kunde vente at møde andre fangstfartøier.
På en ø, hvor de først gik i land, opholdt de sig to-tre dage. Der opstod under deres ophold her en frygtelig storm; under denne var det dog nogenlunde klart, og fra øens øverste punkt opdagede de så sit fartøi, fremdeles liggende ved skjæret. Stormen og søen, som brak voldsomt, umuliggjorde dog ethvert forsøg på at vinde frem til skibet. Dagen efter var det atter tyk tåge – og fartøiet var og blev forsvundet for dem.
Såsnart det var dem muligt, begav de sig med sin båd ud at lede efter skibet, men forgjæves. Plagede ynkelig af sult og kulde drev de nu videre omkring et par dage, indtil de havnede på en ø, hvor de fandt en del halvrådne hvalroskroppe.
Angående deres videre skjæbne indtil de den 22de juni 1834 blev optagne på et skib fra Altona, hidsætter vi Schares egenhændige beretning, indtaget i ”Norsk Handels Tidende” for 10de mai 1837, altså først tre år efter – en karakteristisk illustration til den langsomhed, hvormed betydningsfulde efteretninger endnu for blot et halvt århundrede tilbage nåede frem til almenhedens kundskab.
*
I Norske Handels Tidende skriver Schare:
For at stille hungeren, som plagede os skrækkelig, står vi nogle stykker af det stinkende, rådne kjød, og stegte det ved ilden. I begyndelsen smagte det os tåeligt.
Søndag morgen lettede tågen, og vi gik op på øen, for at se, om fartøiet endnu lå på samme sted; men til vor store forfærdelse var det borte. Dog troede vi endnu, at skipperen vilde gjøre sig al umage for igjen at komme tilbage til samme sted for at afhente os. Da der ikke var brænde på den ø, hvor vi var, reiste vi til en anden liden ø, hvorpå der var overflødighed af brænde, nemlig drivtømmer.
På denne ø forblev vi i to dage, den 3die dags morgen reiste vi tilbage til den sidst forladte ø, for at hente mer af det rådne hvalroskjød. Men da vi kom derhen, så vi en mængde hvalros på et skjær tæt ved øen, hvorover vi blev særdeles fornøiede, og anspændte de få kræfter vi havde tilbage, for at komme i land på skjæret. Vor kraft var vist ikke stor; thi i stedet for at gå af båden, da vi kom til land, måtte vi krybe, og matheden gjorde, at vi ikke fik stukket mer end 2 voxne hvalros og 1 unge af den store mængde, der lå. Strax flåede vi ungen, medtog den i båden og reiste tilbage til den lave ø, hvorpå der var brænde, og der stegte vi noget af hvalrosen, fortærede det med største appetit og befandt os alle vel derefter; ja fra nu af begyndte vi igjen at få kræfter tilbage.
Håbet om frelse opgives
Ved kjødet af disse hvalros levede vi i 14 dage på denne ø; men nu begyndte vi at opgive håbet om frelse, idet mindste i denne høst: derfor reiste vi til en ø, hvorpå husene stod, i den tanke, enten der at ende vore dage eller overvintre – skjønt det sidste syntes os en umulighed. En spurgte, hvorledes han kunde udholde uden klæder; den anden, hvorledes man skulde kunne leve af bare kjød og ikke en smule andet; den tredie hvorledes vi, dersom isen blev liggende og ikke gik bort til foråret, skulde komme fra øen, om vi endog overlevede vinteren. Dette var også min største sorg; thi det er en stor sjeldenhed, at isen 2 vintre efter hinanden driver bort ved disse eilænde.
Det første arbeide, vi foretog os, var at hugge isen ud af det ene hus, som vi tænkte at bebo og istandsætte samme, samt at nedrive de andre 2 huse til brænde til vinteren. Vi havde nu ikke stort kjød tilbage, og det begyndte tillige med sådant uveir med NO-storm og snefog, at vi begyndte at frygte for, at vinteren allerede var kommen, og at der ikke mer vilde blive adgang til at fange noget.
Den 22de kom isen drivende ud mellem øerne, og morgenen efter så vi en stor mængde hvalros på isen. Vi gik derfor ud med båden og dræbte 3 hvalros.
Men førend vi endnu havde fået dem i båden, skruede isen således sammen, at den lettede den ladte båd op på sig. Vi kunde ikke se nogen åbning, men blev den dag og nat og følgende dag gående på samme sted, og da vi var dårligt klædte, frøs vi således, at tænderne klaprede i munden. Endelig mod den anden dags midnat så vi små åbninger i isen. Ved at trække båden ¼ mil over isen, kom vi om morgenen tilbage til øen. På denne måde fik vi, førend den mørke tid, stukket 12 hvalros med megen gjenvordighed, og dette var da vinterprovision.
Overvintringen forberedes.
Nu begyndte vi at gjøre bødter til at have sne og is til drikke, at gjøre tråd af vore harpunliner til at lappe vore klæder med, og at danne synåle af gamle spiger til at sy med. Da dette var færdigt, begyndte tiden at falde os lang. Vi gjorde da et dambræt og spillede dam en tid; men da vi ei alle kunde dette spil, gjorde vi et spil kort af træ, hvorpå vi med en kniv ridsede figurer, som vi siden sværtede med kul og tran, og med dette fordrev vi magen lang time. Vor regning med dag og dato ridsede vi på et stykke træ. Undertiden så vi hvidbjørne, som kom over isen til øen; men da vi ikke havde geværer, måtte vi lade dem gå, som de kom; thi de kom ikke så nær, at vi fik stikke dem med lanserne.
En af de fem dør af skjørbug.
I denne tid blev en finn med navn Henrik Monsen syg, som jeg troede, af skjørbug; thi han var meget hoven og vilde gjerne sove. Henimod jul blev jeg meget matt, men ikke noget videre syg, dog tiltog svagheden i julen.
Den 27de december døde Henrik Monsen, og jeg begyndte at frygte, at jeg, undertegnede, også snart kunde gå samme vei.
Søndag efter nytår fik vi fat på en bjørn, og da jeg havde spist nogle gange af det ferske kjød, begyndte jeg igjen lidt efter lidt at komme mig. En dag stegte vi bjørneleveren, og da den smagte godt, nød vi den med appetit; men om morgenen efter, da vi vågnede, havde vi meget sterk hovedpine, og et par dage efter gik huden ganske af vort legeme fra ise til fodsåle.
Af denne bjørns kjød tilligemed hvalroskjød havde vi provision til omtrent medio marts, men nu lakkede det mod enden af kjødet.
Den 15de marts gik der 2 hvidbjørne omkring huset, og 2 af os gik ud og lurede på dem. Endelig kom den ene imod os, hvorpå vi stak den i hjel. Vi havde således igjen mad for 3 uger, og nu frygtede vi ikke mer såmeget; thi vi så, hvorledes Gud sørgede for os, eftersom han, hver gang der gik mod enden af kjødet, gav os andet i stedet.
Da vi ikke havde mer end 1 uges provision tilbage af denne bjørn, fik vi fat på en anden, og nogle dage derefter atter en, og af disse to havde vi mad til den 14de eller 15de mai.
Stillingen fortvivlet. Frelsen nær.
Men nu var også alt kjød fortært, og da vi ikke heller mer så nogen bjørn, og isen lå fast, så vi ikke kunde få noget af havet, begyndte vor stilling i sandhed at blive betænkelig. Vi måtte nu begynde at tære hvalrosskind, og med denne føde opholdt vi livet, men følte hver dag, at vore kræfter aftog. Dog fik vi imellem nogle fugle, og det hjalp vist lidt, at vi opholdt livet.
Den 6te juni brød isen op, og den 14de stak vi en hvalros, som vi flåde og fik på land, og strax stegte vi noget af den.
Den 20de syntes vi at se en seiler ved isbredden, men da det var tåge, kunde vi ikke rigtig afgjøre, om det var så, uagtet vi havde kikkert.
Den 22de så vi 3 seilere omtrent 14 mil fra øen; men formedelst tågen vovede vi ikke at forladte øen. Senere hen på dagen, da det klarnede, forlod vi i den almægtiges navn – der havde beskjærmet os – øen, og mod aftenen var vi heldige at komme om bord til Hr. kaptein Eschers’ fra Altona, hvor vi blev vel modtagne og fik andre klæder, og nogle dage derefter kom vi igjen atter om bord til (Bruhn) fra Vardø og med ham hjem.
*
Vor korrespontent tillegger om Chr. Schare, at han var en ualmindelig energisk og hardfør natur – en af disse, som tog jevnlig søbad, selv om vinteren, ved Finmarkens kyster.