Brev fra Spitsbergen 1
Av Gunnar Isachsen
Aftenposten 6/9-1920
Green Harbour, 18de august 1920
Forlandsundet er det ca. 20 km. brede sund mellem den 80 km. lange ø, Prins Karls Forland og Vest-Spitsbergen. Landet på begge sider af dette sund skyder i sin nordlige del ud på begge sider i en lav sandodde, dannet af materiale fra grundstødte isfjeld og sand, der bundfaldes i bagevjerne i læ af odderne. Willem Barentz er den første, der vides at have forsøgt at gå gjennom Forlandsundet, på vei sydover under sin reise 1596. Grundstødte isfjeld stængte veien, farvandet grundede op, og nederlænderne måtte snu og gå udenom Forlandet. Barentz kaldte derfor denne nordlige del af sundet Keerwijk (Vendombugta). På karterne, indtil mit kart af 1912 – er sundet opgivet som channel barred. Dybdeforholdene i sundet har i hele denne tid vært ukjendt. Et skibbruddent mandskab har af og til roet igjennom det, og en og anden fladbundet fangstjagt har nok vovet sig ud i den sterke strøm. Som rimelig er, har derfor dybderne vært opgivet meget forskjellig, dybdeforholdene i sundet har vært et problem, støttet af få kjendsgjerninger og megen fantasi.
Forlandsrevet og hele Forlandsundet kartlagdes af mine ekspeditioner i 1909 og i 1910. Mindste dybde over revet ved springlavvand er 4 m. Personlig vil jeg ikke betænkæ mig på at gå over revet med fartøi af indtil 16 fods dybgående, på fløende sjø. Friseilingsmedene er greie. Anderledes stillede det sig imidlertid, da vi med D/S «Siglufjord» 17de august skulde over i tåge og ruskveir. Kapteinen var ukjendt med dette farvand og islodsen henholdt sig til mig, der glædelig tog ansvaret alene. Ved at manøvrere etter strømlinjen, med støtte af bundens farve, slap vi igjennom. Et par svarte klumper i Murraybræen, som jeg af og til skimtede, hjalp også, og etter en times spændende fart, var vi ude i det 200-300 meter dybe farvand søndenfor revet.
Spændingen udløstes, islodsen muntrede sig over et norsk selskab, som i 1918 ved Kap Thordsen lastede ind 160 ton steingjødsel, ”krokkedille-ski-t, sagde dem det var.” Lasten kom dog ikke til superfosfatfabriker, men ble solgt for kr. 300 til fyld på moloen i Tromsø. – Åa i år ligg svenskan der og græv.– Det vildledende foredrag, jeg holdt om, at det ikke var efterladenskaber etter krokodiller, men etter forverdenens 100 meter lange – f – n spare! – firfirsler, der jumpede omkring i de frodige sumpe og skoge, mødtes med tvil: – Når du har stæmpla mæ full, kor vil du så hen?
Ud på kvelden kom vi til Green Harbour, Ankershavn på Finnesset, midt på fjordens østside. Det var rent livlig her. Flere ishavsskuder lå der og ventede på kul. Spitsbergens eneste hvalstation, på Finnesset, der ikke har vært benyttet siden 1912, var iår leiet af hvalfanger Ingebrigtsen, senior og junior. Andreas Ingebrigtsen bød mig logi på sit transportskib, hvor astronomen, dr. Hennig, allerede holdt til. Men imorgen reiser Ingebrigtsen hjem. Fangsten har vært dårlig, kun 18 hval (550 fad), der fangedes under isen i nordvest. Det stadige ruskveir med søndenvind satte hvalbåten nordvestover, hvorfor både hval og åte til sidst forvandt i den retning, ind i isen. Det sydlige felt, Spitsbergenbanken, var fri for hval. Ingebrigtsen havde i sommer havt Spitsbergens korteste streik, 2 timer. Den ble nemlig straks bilagt, da Ingebrigtsen resolut gjorde sig istand til hjemfærd og underrettede de streikende om, at de vilde blive efterladt på Spitsbergen.
Det var med lidt underlige følelser, jeg nærmede mig radiostationens funktionærbolig. Den flagede nemlig på halv stang. Da jeg trådte ind og så huset fuldt af gjester, russere, englendere og nordmænd, så man jo straks, at sorgens hus ikke var her. Flaget var firet til ære og minde om matros Johannes Myhre fra Tromsø, hvis lig idag var sendt til Norge. Myhre var gået overbord nede ved Sørkap fra direktør Sandves skib «Minerva». Han forsvandt, men ble en stund efter fisket op. Det lykkedes dog ikke at få ham tilbage til livet. Vor radiostation er det centrale punkt i Green Harbour. Alle skal indom og hilse på funktionærene, og gjestfriheden er stor.
Omkring husene er det livlig med hunde, her som ved de andre anlæg på Spitsbergen. De nedstammer fra mine to hunde Bjørn og Sancho, der var på Spitsbergen fra 1907 til 1910. Bjørn var en usedvanlig stor Leonberger og Sancho en prægtig eskimo. Siden 1913 har Amundsens to eskimohunde Lucy og Storm virket her, så her nu er både en kraftig eskimorace og en kraftig blandingsrace. En polarfærd kan nu vistnok forsyne sig med bedre hunde på Spitsbergen end på Grønland. Omkring bygningerne rusler den hele sommer stationens hvide fjordhest, Blåmanden. Den lå nu og solede sig i 3 graders varme med en masse bikkjer døsende omkring sig. Den trådløses kolossale master virker imponerende, der de står med sin store vegt på de tynde glasskiver. Fra denne station kan man under gunstige forhold høre japanske stationer, og her forleden dag merkede man endog den trådløse telefon i London.
Jeg var også borte ved ”oljekildene”. Af en brønd strømmede gas op, vandet boblede livlig. Jeg foretager det vanlige eksperiment: holde en blikboks nedi vandet, bunden op. Tændte så på gasen, der strømmede op gjennom et hul i bunden af boksen. Flamme som af en primus.
Et par at Northern Exploration Co.s fartøier lå også på havnen. På radiostationen traf jeg min bekjendt fra før, dr. Penny. Under overvintring ved Northern Exploration Co..s hovedstation i Calypso Bay gik denne over 65 år gamle mand i vinter til en hytte ved Dunder Bay, hvorfra der var kommet beskjed om, at en af de to der overvintrede norske fangstfolk havde skudt sig fordervet ved at gå på et selvskud, der var eslet til bjørn. Dr. Penny tog straks afsted på den 10 timer lange marsch og amputerede benet midt på låret. To gange til gjorde dr. Penny turen op igjen for, at tilse manden, der nu er helbredet. Jeg nævner dette her som en beskjeden takk fra de to norske fangstfolk, Lind og Johansen, til den gamle, opofrende læge.
Mellom, de forskjellige Spitsbergenselskabers funktionærer og arbeidere er det den bedste forståelse, tiltrods for, at der er eiendomstvister gående mellem selskaberne. I Norge antages det almindelig, at der af engelske selskaber heroppe kun er et, nemlig Northern Exploration Co. Dette er feilagtig, idet der forunden N. E. Co. også er to andre selskaber, nemlig Spitsbergen Marble Co. og Northern Petroleum Syndicate.
Når eiendomsforholdene er blevet ordnet, gjælder det for Norge at behandle udlændingene på Spitsbergen så hensynsfuldt som mulig. Det vil være til vort lands gavn og ære, at så skjer.
Brev fra Spitsbergen 2
av Gunnar Isachsen
Aftenposten 9/9 1920
Sveagruven, 21de august 1920
Som jeg i mitt forrige brev nævnte, var det livlig på den norske radiostasjonen ved Green Harbour den 17de august. Og endnu livligere ble det den følgende dag, da direktør Granholm ved Sveagruven, fulgt af dennes lege med frue, bergingeniøren og de to svenske videnskapsmænd kom med D/S «Braganza», kaptein Hjärne. Radiostationens bestyrer, hr. Wähl, var den elskværdigste vært og der var viet både to og tre bordsætninger.
55 m. o. h., øst for Ankershavn, har Store Norske Spitsbergen Kullkompani siden 1916 væsentlig drevet opfaringsarbeider med en arbeidsstyrke på omkring 20 mand. Og nordenfor, i den såkaldte Gladdalen, driver selskabet De Russiske Kulfelter i Green Harbour, en kulgrube, hvorfra der i år, ventes skibes, ca 15000 ton.
Det svenske selskab med «Braganza», som skulde rundt til forskjellige anlæg og forekomster ved Isfjorden, indbød mig at følge. Indbydelsen modtog jeg med glæde, da jeg skulde samme vei. Som hædersledamot og fint vær dampede vi ud Green Harbour og østover den 18de august om kvelden. Øst for Coles bay drives en grube af det tidligere russiske selskab Grummant Co., den er finansiert fra England og heder nu Anglo Russian Grumant Co. Selskabet, der bestyres af tidligere russisk statskonsulent Nachimson, har i vinter arbeidet med 5 og i sommer med 20 mand. I år vil antagelig 2000 ton bli skibet.
Ud på kvelden kom vi til Advent Bay, Longyear City, hvor vi ble modtaget af direktør Bay og funktionærene ved Store Norske Spitsbergen Kullkompani. En del af os gjorde tur med fjeldheisen op til grube 2 som fra og med i fjor har vært under opfaring. Dels som følge af herhen hørende anlægsarbeider, dels på grund af grubeulykken i vinter, har naturligvis produktionen, for dette selskab i år vært liden. Ved grubeulykken omkom i alt 26 mand. De to sidste af disse ble fundet i går. Kullagets tykkelse i grube nr. 2 er 1,20 meter, altså omtrent det dobbelte af hva man almindelig finder i udenlandske kulgruber.
På den anden side af bayen, ved Hiorthamn, har a/s De Norske Kulfelter sit anlæg. Gruben ligger 580 meter over havet og kullene føres ned ved taugbane og bremsebane. I år regnes skibet ca. 10000 ton.
Efter analyser står Spitsbergenkul som regel over de bedste engelske harpede kul i nytteeffekt. Spitsbergenkul harpes ikke – hvilket (..) ikke gjøres med engelske kul længer heller – men skjønt de er meget småfaldende, støver de dog lidet, vistnok en følge af at de er så fede. Når alligevel reklamationer har forekommet, turde dette ligge i, at der foregået for liden skeidning Desuden er man så vant til de engelske kul, at gammel vane er vond et vende, når det gjælder en så vel indarbeidet handelsvare. Men som engelske kul, er heller ikke Spitsbergen kul af samme kvalitet på de forskjellige felter.
Stemningen var lige høi der nede i dalen, da vi ud på natten kom tilbage fra gruben oppe i fjeldet. Endnu en gang Spitsbergen-sangen og så om bord! – –
Der ligger en by mellem isbræ og fjell
høit op under snedækte pol,
der nordmænd har bygget et hjem
for sig sel’
i glansen fra nordlys og sol.
Hvor somren er kort og hvor vintren
er lang
og mørk under polarnattens hvælv,
hvor snestormenes sus er den eneste
sang,
der lyder langs havstrand og elv.
Og vi elsker den veirbidte byen,
som så frodig i vildmarken gror,
og vi synger dens pris høit mod
skyen.
vi skal bygge den mægtig og stor.
Så mangen nykomlig gruet sig
for,
hvad livet her oppe ham bød.
Han lærte, at elske vor by som en mor,
der skjermede tog ham i skjød.
Og da, der lig trækfugle reiste afsted
i trang efter varmere land,
de længtet så snart efter atter at se
vort hjem her ved Ishavets strand.
For de elsket, den veirbidte byen.
– –
Her rigdomme finds i de urgamle
fjell,
som venter på din energi,
og sommersol nok til at trøste din
sjæl,
snart vinterens nat er fordi.
Her finds, hva aldrig derude du
fandt:
den lindrende, levende fred;
tilsidst du nu finder dig selv, det er
sandt,
og tak, Longyear city, for det.
Ja, vi elsker den veirbidte byen.
– –
Om morgenen den 19de august stod vi ud af bayen med «Braganza». Dunkle drøn hørtes fra de dybe grubegange på begge sider at fjorden. Arbeidet foregår jo uafladelig, i tre skift, nat og dag.
Vi var så indom Gips Bay og derpå Bjonahavn, hvor der på venstre strand ble sat i land 2 mand, for at sætte op et hus på den svenske claim. Skotterne har allerede sat op et hus på havnens østside. Dernæst gikk vi ind til det svenske felt ved Pyramide-fjeldet i Billen Bay. På vestsiden af denne, ved Mimer Bay, står det svenske hus. Et riktig godt hus var det, hvor to norske fangstfolk har holdt til i vinter. God fangst havde de gjort, bl.a 205 ræv. Det er gjerne et godt træk af dyr herover, til Widje Bay på nordkysten. Vel udrustet var også disse to fangstmænd, Olsen og Kvernstrøm, så de havde kunnet slå nokså langt ud. De havde vært på hver sin kant i hele to måneder i vinter. Et 50 meters indslag i nederste fløts havde de også fået tid til at gjøre.
Kullene på dette felt er (puln-kul). Den engelske ekspert, som i 1915 undersøgte feltet, havde bl.a. også undersøgt brændbarheten af kullene i øverste fløts på stedet med den følge at disse endnu brændte i overfalden.
De to fangstmænd medtoges og i stedet for dem rykkede de to svenske videnskabsmænd ind i huset for at arbeide en 14 dages tid.
Den 20de august var den vakreste dag, man i år har havt i disse trakter. Isfjorden, sjøen udenfor og Bell Sund indover lå blank som et speil. Temperaturen var riktignok ikke så høi, en 3 – 4 grader, men saueskindspelsen greiede, hva der i så henseende manglede.
I Bellsund, på nord siden har vi Northern Exploration Co.s Camp Morton, hvor der er sat op en hytte. En liden kulhaug oppe i fjeldet og de endnu ubrugte materialer nede ved hytten tydede på, at virksomheten heller ikke å år havde vært særlig intens her. Hytten havde imidlertid vært til redning for nævnte selskabs folk, da de i vinter aflagde besøg ved Sveagruvan fra sin hovedstation ved Recherche Bay (Calypso Bay).
Sveagruvans bygninger ligger på den store af Paulsbræens efterlaldte moræne på nordsiden af Braganza Bay, inderst i Van Mijens Bay. Oppe i fjeldet, 80 meter over havet går kullene til en sile på kaien, med taugbane, i stedet for som tidligere med bremsebane, der nu kun benyttes til transport af materiell. Et nyt indslag blir nu gjort i en 10 meter lavere liggende fløis, der er ganske mægtig. Man regner at skibe i år over 30000 ton fra dette anlæg.
Middagen om kvelden var en afskedsmiddag, og som sådan havde den sin eiendommelige stemning. Enkelte nye funktionærer var kommet op, og andre skulde hjem efter et års ophold her. Det syntes vel, at overvintringens brede pensel alligevel, trods alt, havde havt farver, som de bortdragende vidste at sætte pris på. Glad sang er stemnning mod hjemlig baggrund.
–
Sverige, Sverige, Sverige, forsterland,
vår bostans bygd, vårt hem på jorden!
Fall julesnö och susa djupa mo!
Brinn österstjarne genom junikvällen!
Sverige, moder! Blif vår strid, vår ro,
du land, där våre barn en gång få bo
och vära fäder sofva under kyrkohällen.
Sveagruben lå i den mørke skygge, i læ af Liljevalchs fjeld, og morgonsolen tindrede over dal, bræ og fjeld i øst og syd, da vi fra dampskibet vinkede vort farvel til det gjestfrie samhälle ved Sveabugten.