Anneksjonstavler fra Spitsbergen som Adolf Hoel har samlet

(Morgenbladet 23/12 1922)

Herren foran bokhylden på dette billede er docent Adolf Hoel. Han har gjort utforsk­ningen av Spitsbergen til sin livsopgave. Tavlerne på væggene i hans arbeidsværelse i univer­sitetets midtbygning er nogen av de eiendommelige vægdekorationer, en kan tænke sig. Det er anneksionstavler fra Spitsbergen fra årene 1900 – 1914, underlige dokumenter, som indeholder vigtige bidrag til beretningen om nordmændenes indsats til frugtbargjørelse av værdierne på dis­se langt bortliggende øer. Det spil, som begyndte i 1900 oppe på Spitsbergen, er endnu ført til ende. For os er det spændende at følge. Det har været det helt fra begyndelsen. Og netop om begyndelsen er det, docent Hoels underlige væggdekorationer fortæller:

De første, som fattet den øko­nomiske betydning av kulforekomsterne var tre Tromsøskippere og en handelsmand fra Vardø. De tre første het B. Pe­dersen, Søren Zakariassen, Henrik Næss; handelsmanden fra Vardø Ivar Stenehjem. Disse fire er de første som har annektert land på Spitsbergen. Dette fortæller docent Hoel os, da vi ber ham forklare os anneksionstavlernes betydning. Og han forklarer mere:

Disse folk hadde jo ikke penge at sætte ind i foretagender med kullutvinding for øie. De måtte gå sydover, to til Bergen, en til Christiania, en til Trondhjem. Men også de her i det sydlige, hvis interesser vækkes, har for litet kapital. Næste skridt er at gå til utlandet. Somme tider forblev rettigheterne på de uten­landske hænder. Til andre tider kom de atter tilbake til os.

Skipper Søren Pedersen hen­vendte sig til Bergensfolk om støtte. Det lykkedes ham at få en hel del til at interessere sig for foretagendet og så slog han op anneksionstavle på vegne av det nystiftede selskap Bergen – Spitsbergen Kulgrubekompani. Det er en av de første anneksionstavler, som er slåt op deroppe. Den er her gjengit som det mindste av de to billeder. Foruten denne store tavle slog han op me­re mindre rundt på den annek­terte eiendom. En av disse små tavler finder man som nummer tre fra oven på det ene billede i midtrækken. Bergenserne hen­vendte sig til England om støtte og så blev bedriften hetende Spitsbergen Coal and Trading Company. Da dette selskap hadde holdt på til i 1916, kom det med de områder, som Pedersen hadde okkupert, over på norske hænder igjen. Nu heter det Aktieselskapet De norske Kulfelter Spitsbergen. Pioneren Pedersen døde i Senjen i 1918.

 Søren Zakariassen fik støtte her i Christiania og stiftet Kulgrubekompaniet Icefjord. Det blev liggende nede nokså længe. Der blev krangel med amerikanerne, som hurtig kom til, da det rygtedes ute i verden om kullrigdommene på Spitsbergen. Zakariassen okkuperte land på for­skjellige steder rundt Isfjorden og på østsiden av Green Har­bour. I 1915 blev eiendommene solgt til et russisk selskap, som i 1920 igjen solgte til Nederlandsche Spitsbergen Compagni.

Det skilt på billedet som er merket Ned. Spitsb. Cy. er prøve på dette kompanis annektionstavler.

Man ser utviklingen: Først den uøvede skipperskrift i kulperiodens begyndelse. Så kommer efterhånden det store, velord­nede selskap med sine håndverkseier fabrikmæssig fremstillede tavler. System, organi­sation og kapital fortsætter hvor pionerernes kræfter ikke strak til. Henrik Næss henvendte sig til Trondhjem. Resultatet blev Det trønderske Spitsbergenkompani. Men også det måtte likesom bergenserne søke økonomisk støt­te utenlands, hos amerikanerne. Nu kommer de felter, som Hen­rik Næss hadde okkupert, under Arctic Coal Company. Det holdt på likeledes til 1916, da det at­ter kom over på norske hænder, store Norske Spitsbergen Kompani. Arctic Coals anneksionstavler finder man prøve av i tavle nummer 2 fra oven i midtrækken. Selskapet utførte et godt og alvorlig arbeide.

Handelsmand Stenehjem lykkedes det at få statsminister Chr. Michelsen interessert i sit foretagende. En ekspedition blev sendt opover og land blev beslag­lagt på flere steder rundt Bell­sund. Selskapet lot sætte op fle­re huse og tok hjem kullaster. Men så kom den i de derpå føl­gende år så hyppig om tal to Mr. Mansfield opover som repræsentant for det engelske Northern Exploration Company. Dette selskaps folk satte sig uten videre fast på de bergenske områder og tok ingen hensyn til protester. Til og med husene tok Northern Exploration i besiddelsse. Likeledes verktøi. Efter me­gen krangel og polemisering, ik­ke ulik den, som i det sidste år har været nødvendig likeoverfor Kings Bay Company, satte ber­genserne hårdt imot hårdt og resultatet blev, at Northern Ex­ploration gik med på at betale et større beløp for eiendommene, som de nu indehar.

Dette er i korte træk histo­rien om de fire første banebryteres arbeide deroppe. Deres pe­riode på Spitsbergen kan føres frem til omkring 1908. Det er med vemod en norsk borger må se på, hvorledes alt det udmerkede arbeide, som blev utført i den tid ikke kunde føres frem uten støtte fra utlandet. Sandelig blev opgaven her i landet tat alvorlig. For bare at se på hvad der blev gjort fra trøndernes si­de: Så dygtige mænd som in­geniør, senere professor ved Den tekniske høiskole, Getz, og jernbaneingeniør Grønvold reiste opover på vegne av det trønderske selskap og gjorde indgående undersøkelser. Fra dis­se tos side foreligger der en re­degjørelse, som blev trykt i Trondhjem i 1903; den bærer tittelen ”Vaste Deposits of Coals on the Spitsbergen Island secu­red for Drontheim Account; Mi­ning Engineer Calculates about 230 possibly 460 Millions of Tons”.

Dette er værd at huske nu, når utlændinger påstår, at nordmændenes arbeide på Spits­bergen er ringe; det er, påståes det, ingenlunde de norske, som har æren av at ha tatt op kullutvinddngen på Spitsbergen, men amerikanere og engelskmænd. Så meget mere er det værd at huske som mine første år der oppe, er glidd en del tilbake i er­indringen.

Når vi her i Morgenbladet tar tingene op, er det bare en foreløbig behandling. Ad åre vil der komme en utførlig hi­storisk fremstilling av det, som her bare skisseres. Med det for øie har docent Hoel i løpet av 12 år samlet et meget stort ma­teriale bestående av forhand­lingsprotokoller i de første norske selskaper, kundgjørelser, aktieindbydedser, årsberetninger, re­degjørelser for ikke at tale om flere bind avisutklip; og inden- og utenlandske tidsskriftsartikler om Spitsbergenkullene; vi­dere de fremmede selskapers be­retninger, hvorav der særlig fra amerikanernes side foreligger Dere værdifulde. Det nævnte ar­beide fra Getz’ og Grønvolds ekspedition er et av samlingens nummere. Hvad tid boken vil kom­me, er endnu ikke godt at vite. Foreløbig samler docenten bare materiale. Og heller ikke har han tat nogen bestemmelse om hvor­vidt han vil gå i gang med den selv eller overlate stoffet til en historiker. Men selv i ikke bear­beidet stand kan det kanske komme til at få sin store betyd­ning.

Annektionstavlerne, som dan­ner foranledningen til denne artikkel, idet en av vore medarbei­dere blev opmerksom på dem og fik lov til at la dem fotogra­fere, vil docenten med tiden skjænke til et eller andet mu­seum; hvilket har han endnu ikke bestemt. For dem, som i frem­tiden vil interessere sig for nordmænds banebrytende arbeide «nord i båkeheimen» vil disse tavler være fængslende aktstyk­ker.

Det er en typesamling av disse tavler, hr. Hoel har lagt an på at få istand. De er jo blit spredt utover Spitsbergen i hundredtal, særlig da utlændingerne kom. De fleste har kanske Nor­thern Exploration sat op. Mr. Mansfield hadde dem med sig i kassevis, alle utført i smukt støperiarbedde; små og store; et par prøvet på disse er de to små som hænger like ved tele­fonapparatet. Ellers er tavlerne utført av alle mulige slags ma­teriale, de aller første av træ; se­nere av zink, jern, blik, emaljeblik, messing; hyppig har man grepet til det man hadde for hånden. Som oftest angir tavlerne den strækning, som er okkupert samt dato og årstal og i derpå underskrift. Ret som det er også navne på vitterlighetsvidner. Når tavlerne var opslåt anmeldte okkupanterne det til sit lands utenriksdeparte­ment. Men så gjaldt det at for­nye anneksionen og derfor er der Dere tavler, som er påført fornyelsesskrifter år efter år, en enkelt optil 30. De som hadde råd til det, satte op hus. En elendig bordhytte kunde det mangen gang være, men hus ansåes som en god sikkerhet, især hvis man la nogen redskaper og matrester indi.

Det var forholdene i 1908-1914, som nødvendiggjorde dette.

I disse år indfandt der sig okku­panter fra hele Nord-Europa og likeledes fra Amerika. Der kunde være 3 – 10 fartøier sam­let på en gang, med eventyrere og med folk med reelle hensigter fra Tyskland, Rusland, England, Sverige, Norge og Amerika. Pe­rioden kan, uten sammenligning forøvrig, sammenlignes med guldfeber-perioder. Flere av disse mennesker foretok sig ikke andet end at merke av områder for at vente indtil der kom et selskap, som vilde begynde at ar­beide. Da gjorde de krav gjældende, somme tider med held. Der er eksempel på at en slik mand, ved en dygtig advokats hjælp, erhvervet sig en ”er­statning” på mellem 60,000 og 70,000 kroner. Fra denne pe­riode er der en egen slags tav­ler, protesteller beskyttelsestavler kan de kaldes. På bille­det er der to slike, som proteste­rer mot hinanden, – at fortælle hvilke er kanskje ikke værd uten samtidig at gå ind på sakens realitet og det vil føre for langt. Om ikke som regel så ialfald et stort antal tilfælder hadde de, som indfandt sig, håb om til syvende og sidst at erhverve sig gevinst uten at sætte ind reelt arbeide. En hyppig forekommende hensigt også i guldfeber- og i jobbeperioder.

Men efterhånden blev der mere og merestille. Krigen kom. Og desuten blev de frem­herskende, som satte penge ind i foretagenderne deroppe og fo­retok undersøkelser, som til sy­vende og sidst ledet til drift. Nu er alt som okkuperes kan, lagt beslag på og eventyrernes tid på Spitsbergen forbi. Store Norske er det største av de sel­skaper, som nu arbeider der; men når det i utenlandske avi­ser er blit sagt, at nordmændene er kommet sidst og nærmest som krigsspekulanter har høstet, hvor de ikke hadde sådd, da er det så langt fra tilfælde, som det er de tre skippere og handelsmanden fra Vardø, som i den historie, docent Hoel heldig­vis har samlet stof til, vil bli stående som dem som brøt veien til de store kulleier i nord.