(Morgenbladet 29/9 1930)
Det utklippet, som beretter om Posti, bærer overskriften Andrées skjæbne og er klippet fra «Morgenbladets morgennummer den 18de juli 1901. «Morgenblad»-klippet lyder så: «I Finmarksposten for 12te dennes skriver en indsender i Alten, hr. J., følgende:
Der er skrevet så meget om den ulykkelige Nordpolsekspedition, som var ledet av Andrée, men såvidt mig bekjendt, er der endnu ingen, som har trodd at kjende årsaken til den uheldige ende, ekspeditionen fik. Jeg skal i det efterfølgende forsøke at fremføre en årsak, som var forutsagt av ishavsskipper Johan P. Posti av Alten allerede før ekspeditionen drog avsted, og han er senere blit end mere styrket i sin opfatning.
Han var på det fartøi som befandt sig nordligst, den gang Andrée steg op, og hadde således god anledning til at bedømme utfaldet forsåvidt det avhang av veiret, selv om vinden var gunstig, hvilket var Postis mening. Posti tror, at der på ballonen, når den kom over isvidderne, vilde danne sig is, især hvis veiret var fugtig og koldt, selv om der ingen nedbør var; for det viser sig ofte på fangstfartøierne, at der danner sig is over hele riggen, og det kun av den fugtighet, som er i luften. Nu var det just tilfældet, da Andrée steg op, eller rettere etter at han steg op, at der blev sneveir, hvilket vil sees bedst av, hvad Posti har ført i journalen fra 11te til 20de juli:
År 1897 den 11te juli er der med jagt «Solblomsten» på nordsiden av Nordostland på 80 gr. 55’ – 81 gr. n. b. 20 gr. –21 gr. ø. l. Vinden storm fra øst, har to-revet storseil og fastgjort jager. 12te østlig kjølig. 13de, 14de, 15de samme. 16de VNV. Snekav og frisk vind. 17de, 18de og 19de samme. 20de stille.
Posti siger at den storm, de hadde den 11te juli forstod han, var kun fra isfjeldene på Nordostland; han tror, at ballonen dalte ned i tiden mellem 16de og 20de juli, likesom han er aldeles fast overbevist om, at årsaken til ballonens skjæbne er ene og alene at søke i snefaldet mellem den 16de og 20de juli, da han tror, at ballonen blev overlastet med sne og is, og således ikke mer kunde holdes svævende, selv om den blev lettet ved utkastning av bøier, – likesom han tror stedet, hvor ballonen er dalet ned, antagelig er mellem Novaja Semlja og Franz Josephs Land.
I tillid til en mands opfatning som har ført fartøi i ca. 40 år i de arktiske egne, er det jeg vover at fremfare Postis mening om den ulykkelige ekspeditions skjebne, til offentlig overveielse”.
Det er med sælsomme følelser, man læser dette utklip av et optryk «Morgenbladet» efter «Finmarksposten». For Postis teori har iår vist sig at være så rigtig som en teori kan være. Andrée-kommissionens arbeide med Kvitøy-fundet har vist, at det netop var nedtyngning av is og sne som var årsaken til at ballonen måtte gå ned. Først så sent som i 1926 erfarte man – under «Norges»-flyvningen tvers over Polhavet – at det er tyngden av den is som danner sig på luftfartøiet, som er den største vanskelighet ved luftfart i arktiske områder; men end ikke Roald Amundsen hadde vært inde på den tanke, som Posti klart hadde utformet.
Også med hensyn til strøket, hvor nedstigningen fandt sted, har Posti regnet henimot rigtig. Om det ikke var akkurat mellem. Franz Josephs Land og Novaja Semlja, var det ialfald i tilliggende strøk. Og når Posti regnet med et sydligere nedstigningspunkt end det virkelige, viser det hvilken overordentlig våken realitetssans, han hadde. Han trodde bare at ballonen kunde holde sig et par dage længere i luften end den gjorde, men gav sig ikke fantasien i vold og trodde på seilads nordover, men sydøstover. Andrée gik ned den 14de juli 1897. Posti mente han gik ned mellem den 16de og 20de.
Indsenderen J. skrev sit indlæg i «Finmarksposten» til offentlig overveielse. Henstillingen blev ikke tat op. Men der er utsendt mangen en kostbar undersøkelsesekspedition på et svakere grundlag end Postis. Ikke så at en undsætningsekspedition utsendt i 1901 kunde ha reddet ekspeditionsdeltagernes liv. Men den kunde under lykkelige omstændigheter ha løst Andrée-gåden 29 år tidligere. Dog – isforholdene mellem Spitsbergen og Franz Josephs Land i 1901 har vi ikke materiale forhånden til at bedømme; muligens var ikke navigation mulig der det år.
Nu; vi refererte altså Postis opfatning for docent Hoel og han sa:
– Dette er uhyre interessant. Posti er den som har vært længst nord i de dage Andrée startet. De oplysninger han fremlægger har derfor en meget stor interesse for bedømmelsen av selve ballonturen i forbindelse med det, dagbøkerne indeholder. Og Posti er den første som har utformet teorien om faren for isdannelse på flyvefarkost i de arktiske egne! Det hele er virkelig eiendommelig. Og var ikke den konvolutten med utklip blit fundet dernede hos dere, vilde disse værdifulde oplysninger om veirforholdene ha blit liggende upåagtet inde i menneskealder-gamle årgange av «Morgenbladet» og «Finmarksposten»!
– Ja, Claus Petersen var flink til at samle på utklip!
– Å, var det Claus Petersen som hadde klippet og gjemt. Ja den medarbeideren i «Morgenbladet» kjendte jeg godt.
– Han fik også en hæderlig faglig omtale, da konvolutten blev fundet. ”Det var da det flotteste en avdød redaktionskollega kunde opleve” var der en av os som sa med det samme konvolutten var fundet frem, utbruddets mangel på logik forringer ikke varmen i hyldesten! Men hvem var Posti?
– Vent, siger hr. Hoel. Det skal jeg finde frem i et bind av major Isachsen.
En stund efter kan hr. Hoel fortælle:
– Johan Peter Posti var født i Finland i 1837. Han førte i fire år fartøi for konsul Berger i Hammerfest. Siden var han selvreder. Han har hat flere fartøier bl. a. sluppen «Fram» og jagten «Hvalunder» som forliste med fuld last. I 1897 omseilte han med «Solblomsten» Spitsbergen, idet han seilte op på øgruppens vestside, rundt Vestspitsbergen og Nordostlandet og sydover på østsiden. Posti har også drevet fangst under Franz Josephs Land.
Dette er skrevet i 1918–19. Han døde omkring 1920. Sommeren 1920 var jeg i Hammerfest og da levet han ikke længer.