(Tromsø 25/2 1906)
Gustav Wiik, er som bekjendt deltager i «Gjøa»-færden, er i disse dage til hans slægtninge indløbet et længere brev, hvoraf vi nedenfor gjengiver et uddrag.
Første år kunde vi seile så langt vi vilde. Isen lagde ingen hindringer iveien. Men da vi skulde til den magnetiske pol, måtte vi jo også stoppe der i nærheden, og da vi fandt en fin liden havn, løb vi ind og blev liggende i 23 måneder. Vi var allerede nu komne adskillig længere vestover end nogen ekspedition før os, og vi lå udmerket til for de magnetiske observationer.
Vi begyndte med at tage al vor proviant iland, byggede et registrerhus samt et beboelseshus, hvor vi boede under hele opholdet. Huset var bygget af 64 kasser, som alle blev fyldt med jord. Det blev en anselig tykkelse på væggene. Alligevel havde vi første vinter ret som det var 25 kuldegrader inde i huset om natten og dagen med, skjønt ovnen brændte bra. Men da det var en liden petroleumsovn, greiede den ikke at varme op. Vi frøs dog aldrig; dertil var klædedragten altfor solid.
Første høst, da vi holdt på at arbeide med vore huse, kom rensdyr, som var på vandring sydover, klods ind på fartøiet. Flokkene var undertiden på over 200 stykker, og vi skjød mange hver dag. Da hundretallet var nået, forekom det os, at vi måtte have tilstrækkelig proviant for vinteren. Hver morgen fik vi en renbeef, og steg to gange om ugen. Vinteren forløb heldig i alle henseender, og tiden forekom os at gå meget hurtig.
Da vi havde vært i havnen en måneds tid, fik vi besøg af 4 eskimoer. Det vil være synd at sige, at vi forstod hverandre, men mad fik de da i massevis. De 4 spiste op en hel ren i en håndvending og drog så afgårde. Senere havde vi stadig besøg af eskimoer, som slog sig ned for kortere eller længere tid. De var elskværdige og fredelige og var os til stor nytte, da vi kjøbte masser af klæder hos dem. Amundsen og jeg har den hele tid gået klædt som eskimoer. Vort undertøi var af renskind med hårene ind, medens vor ”yderdres” havde hårene ud. Det er den varmeste og tætteste dragt man kan have på sig. Og resultatet? Jo, i disse 2½ år har jeg ikke smagt noget, som heder medicin. Jeg har aldrig tidligere følt mig så frisk.
Den første vinter var thermometret nede i 54 kuldegrader, og det kunde stå under 50 grader en hel uge i træk. Da min opgave var at tage vare på de forskjellige magnetiske instrumenter, gik tiden fort nok. Om våren havde vi en slædeekspedition til den magnetiske pol.
Første sommer i isen var kort, men løb heldig af. Anden vinter forløb omtrent som den første. Vi skjød ca. 50 rensdyr og en mængde ryper, så vi levede sandelig godt nok. Ingen sygdomstilfælde, alle i udmærket humør, udpå vårparten var en ekspedition ude og kartlagde en del af Victoria Land, som ikke tidligere er helt kartlagt. I mai begyndte vi at tage vor proviant ombord igjen og nedrev vore huse, klare til at seile såsnart isen gik op, for at søge vestover og gjennemseile Nordvestpassagen.
Den 13de august kom vi ud af havnen, og da var det isfrit, så langt vi kunde se. Farten gik gjennem Simpsonstrædet og videre langs nordkysten. 26de august mødte vi den første hvalfanger, «Charles Hansson» af San Francisco. 3die september frøs vi inde her ved King Point, hvor også flere hvalfangere må overvintre. 5 ligger ved Herscheløen, 7 østenfor os. Ved siden af os ligger «Bonanca» af San Francisco; den er vrag og blev sat på grund 8 dage, før vi kom hid. 2den styrmand er nordmand og fra Sandefjord. Han har ikke været hjemme på 30 år. Forøvrigt er der nordmænd ombord i alle fartøier her.
Vi bor på land, har bygget et stort hus inddelt i 2 rum samt desuden kjøkken og spiserum, så vi har det overmåde kjækt. En masse eskimoer reiser daglig forbi, da vi her ligger midt i trafiken. Såsnart isen går op til sommeren, antagelig i juli, drager vi herfra til San Francisco, hvorhen vi vel ankommer i september eller først i oktober, – og en måned derefter er vi hjemme.
***
Gustav Wiik døde den 31. mars 1906
