Print Friendly, PDF & Email

Roald Amundsen fraråder nordmænd at delta i Nobiles ekspedition

Bergens Tidende 21/12 1927

«Angelo» snegler sig indover Bundefjorden – med tre passagerer ombord.

Den ene av dem er undertegnede, hvis mål er Svartskog, nærmere bestemt: Roald Amundsen.

Efterhvert får jeg arktiske fornemmelser, hvilket ingenlunde er vanskelig i tyve graders kulde, selvom man ikke skal besøke en polarforsker. Under hele den to mil lange vei skurer isflak ustanselig mot skibssiden og mine to medpassagerer søker så godt de kan at dukke ned i salongens røde plysch.

Svartskog ligger med steilt skrånende furulier ned mot fjorden, rimfrostpyntet og ensomt, så ensomt, at kulden synes endnu mere intens end den er.

Helt nede ved sjøen ligger Amundsens hjem, en liten trævilla med hvit og blå maling. ”Hunden er ikke sikker” står det på et skilt ved porten. Men det afficerer ikke mig, helt rolig åpner jeg og går ind – for jeg har på forhånd fåt vite, at kapteinen ikke har nogen hund længer.

Roald Amundsen lukker selv op da jeg ringer på – han er sin egen herre og sin egen tjener på samme tid.

Hans åpne friske ansigt, det hvite hår og de hvite tænder, det kraftige gode håndtryk og det lille smil i øienkrokene, – alt gir tilsammen det kjendte billede av denne mand, hvis navn er som en fanfare over hele verden.

Inde i kaptein Amundsens stuer er det godt og varmt, men et stort maleri – polarlandskap – er egnet til at bibringe visse kjælighetsfornemmelser.

– Vær så god, nu må De spørre, sier Amundsen.

– Får jeg da lov at spørre, hvad De holder på med nu, kaptein.

– Med endel skriverier. Men det er rent private ting, som ikke angår offentligheten.

– De forbereder altså intet.

– Nei. – Men der kan jo komme noget pludselig. Ingen kjender fremtiden. Og De tror da vel ikke, smiler Amundsen, at jeg vil sitte i denne stolen resten av mitt liv. Men i øieblikket kan jeg ikke se noget i horisonten. – Jeg er jo ferdig med mitt arbeid. De store opgaver er løst, det er detaljer som gjenstår.

  Jeg ser at italienerne ruster sig til at ta fat på endel av dette detaljarbeid ved at ville studere områderne nordpå. Det er meget hyggelig og det skal bli morsomt at se resultaterne. Det kan imidlertid aldrig bli andet end detaljer – de tusen småopgaver, om De vil.

– Det er jo Nobile som skal lede ekspeditionen. Har han forutsættinger for at løse opgaven?

– Det tør jeg ikke si noget i om. Men nu får han jo rik anledning til at vise, hvad han duger til.

– Det har været tale om, at han vilde ha nordmænd med på færden.

– Oprigtig talt, synes jeg ikke han egentlig har uttalt sig slik om nordmændene, at det skulde opmuntre til deltagelse i hans ekspedition. Og jeg kan heller ikke skjønne, at han vil ha nordmænd med, han har jo tydelig nok, ikke en men mange gange sagt, at vi ikke er noget tess. Vi sov jo på nordpolsturen, – var bare italienerne som gjorde noget – og sovende mennesker tar han da vel ikke med sig. Nei, jeg vil understreke så sterkt jeg kan, at jeg håper for Guds skyld, at nordmændene har stolthet nok til at la ham selv og italienerne forsøke sig alene denne gang.

– Men – Amundsen fortsætter efter en liten pause – det er disse pengene da. Penge, penge. Det er min erfaring, at man begynder at se anderledes på penger, når man blir ældre og man kommer til erkjendelse, at man var dum som ikke arbeidet efter penger, mens man var ung. Men når man er ung, er man idealist, man ser bare de store mål. Når man så er blitt ældre og har lagt nogen av idealerne bak sig og står oppe i vanskeligheterne, går det op for en, at man har stelt sig dumt.

– Idealer og drømme. – Sandelig det er kostbare affærer.

– Skal det bety, at De angrer?

– Nei, det er så langt, langt derifra svarer Amundsen og løfter hånden likesom avværgende. Men man må ikke bare være idealist, man må være forretningsmand også så står man ikke på bar bakke i de ældre år. – Men angre, aldrig! Tvertom! Jeg er godt fornøiet med mit liv slik har været, jeg har nådd de mål jeg satte mig, og da må jeg jo være tilfreds.

– Hvad er det største praktiske utbytte av Deres opdagelser og i det hele tatt?

– Det er vanskelig at si på stående fot, – hvis de da findes i øieblikket. Det er jo sjelden man får nytte av en opdagelse samme som den er  gjort. Men når jeg f. eks. tænker på den magnestiske pol, er der ikke tvil om at dens opdagelse engang vil få stor betydning.

– Hvad vi De si om Des amerikanske manager Keedick, som påstod at ”Roald Amundsen har løiet hvis –”

– Hvis, ja hvis jeg hadde sagt, at han skyldte mig 10000 dollars. Da hadde han ret. Men det er ikke så. Hvad jeg har sagt er, at der utestod 10000 dollar. Hvis De tror publikum har interesse av det, kan De fortælle, at jeg skulde ha 60% av nettoindægten ved mine foredrag. Av nettoen. Jeg vil gjerne si, for at advare dem som herefterdags måtte træffe arrangements med amerikanske manager. Gå ikke med på at få procent av nettoen. Da blir det altid så at det meste forsvinder i managerens lommer. Ta procenter av bruttoen. Det er enkelt og greit. Da kan man jo bare spørre i billetluken hvor meget der er solgt.

– Hvordaner det med Deres forhold Luftseiladsforeningen, hr. kaptein, eller retter, dens til Dems?

Amundsen ler.

– Å, gjenta ikke det navnet er De snild, jeg er så luta lei alt det der.

– Og forholdet til Geographical Society?

– Ja, dersom vil jeg gjerne si, at selskapets optræden slet ikke har gjort et udelt gunstig indtryk i England. Derom fortæller den mængde indignerte brev jeg har mottat fra England, – brev hvori man uttrykker misbilligelse av selskapets handlemaate. I enkelte av brevene brukes der meget skarpe uttryk om selskapets smålighet. Selv finder jeg dets optråden, latterlig, barnelig og uværdig.

– Holder De fast ved, at engelskmændene er ”bad Loosers ?

– Jeg synes de nu har vist, at uttrykket er berettiget. Bad Loosers, bad Sports, det skal være visst.

– Er De skuffet over Deres egne landsmænd?

– Man kan jo ikke bare ha beundrere. Der må også være folk som synes, at mit arbeid utelukkende er sludder, alle kan jo ikke synes det er stort.

– Hvordan vil De karakterisere japanerne?

– Det er verdens prægtigste nation, det vånger jeg at si. Jeg har aldrig i mit møtt slike mennesker.

– Og nu?

– Hvad vil De jeg skal gjøre. Begynde med at sælge svisker? Jeg fører en stille tilværelse her. Men jeg har nok at gjøre, jeg har bl. a. meget at skrive og her skal jo se skikkelig ut her også. De vet kanskje jeg er alene. Det blir litt at gjøre da. – Hadde De kommet en halv time før, vilde De ha set mig trille kokssækker i trillbør fra brygge opp til skjulet mit.

– Blir det ikke ensomt her?

– Jeg trives med ensomhten –  jeg er jo vant til den. Tiden går fort med arbeid og motion. Nu skal jeg snart ha eftermiddagstur, den tar tre timer.