En bokanmeldelse om Roald Amundsen og hans fællers bok
(Larvik Amtstidende 10/10 19259)
Idag vil titusener av læsere hele verden over sitte fordypet i Roald Amundsens bok. Den er kommet ut på 11 sprog og en verden griper efter den med spænding og forventning. Og ingen vil bli skuffet. Av de tidligere knappe beretninger forstod vi nok, hvilken dåd, der her var øvet. Under læsningen av boken blir det en klart, hvilken enestående indsats disse mænd har gjort under Norges flag med norsk jord som utgangspunkt. Og vi læser, bevæges, – stanser op og læser påny under dyp grepethet om den lille helteskares kamp for livet med døden for øie så at si hver dag og time, enten de basket med maskiner og skruis eller fløi i tåke ”med døden som nærmeste nabo.” Det hele er som et eventyr. Vi kan se med bange anelser på mangt her i vort land. Der er så meget som drar ned, så meget gråt og usselt, så meget av vekhet og tuskhandel. Men ingen skal mistvile. Her er endnu vilje til dåd og mandsmot findes her også. Lykkelig det land, som kan gi sin ungdom en bok som Roald Amundsens!
–
Bokens hovedavsnit er Amundsens beretning «Færden». Derefter følger Hjalmar Riiser Larsens: «Næstkommanderendes job», Leif Dietrichsons: «Beretning om «N 24» fra starten ind til vi 26. mai sluttet os til «N 25» og dens besætning.» Fredrik Ramm: «Mens venter, dagboksblade fra 21. mai til 18. juni» og endelig Jakob Bjerkness: «Veiret».
Boken har følgende tilegnelse: «De to, som repræsenterer alt; hvad der er godt i den norske kvinde Kirsten Riiser-Larsen og Gunvor Dietrichson tilegner vi boken.» Om møtet med de to damer ved Fuglehuk fyr fortæller Amundsen: «Ved Fuglehuk hadde vi av alle de gripende scener vi nu hadde gjennemgåt, den mest gripende igjen – gjensynet mellem flyverne og deres fruer. Faldrepstrappen sænkes, alle hoder blottes, og de to kvinder, som har båret det hårdeste av den hele færd, stiger ombord. At jeg ikke rådet over alle verdens flag, så jeg kunde sænke dem for dem i ærefrykt, at jeg ikke hadde al verdens kanoner, så jeg kunde fyre løs og gi dem en mottagelse keiserinder værdig.»
–
Roald Amundsens skildring er glimrende. Han fremholder flyvningens betydning for forskningen i de arktiske egne og nævner, at han allerede i 1900, da han holdt på at ruste ut «Fram» konfererte med aviatikere. «Maud» hadde sine små flyvemaskiner. Han skildrer de økonomiske vanskeligheter og berømmer sine ledsagere og hjælpere. Vort bysbarn, apoteker Zapffe, Tromsø, ydet ham således uvurderlige tjenester. I Kings Bay blev Kulkompaniets snekkerverksted omgjort til messe og døpt «Speilen». Her førte vor messeforvalter og proviantforvalter, vor apoteker og muntrationsråd scepteret. Ja, kjære messeforstander, du vandt alles hjerter med dit glade, muntre væsen. Mig var du til uvurderlig og prisløs støtte ved det pliktopfyldende og samvittighetsfulde arbeide.»
Om starten fra Kings Bay, da de to storfugle har lettet og begyndt flukten mot det ukjendte: – Mine følelser i det øieblik var et virvar av brusende takk – et nikk og et takknemlig øiekast til ham, som sitter bak mig og har utført dette brilliante mesterstykke – en varm stille takk til dem derover (i den anden flyvemaskin) som netop har sluttet sig til os. En takk så dyp og inderlig til mine fem kamerater, som alle villig kaster livet ind på vektskålen, en tak fordi det fryktelige åk endelig var løftet av mine skuldre – den hånlige forakt, jeg så mange gange hadde måttet føle de par siste år under den stadige motgang – og fjernet for altid. Faldt vi end ret ned, alvorsstemplet kunde ikke mere viskes ut.» – Man forstår hvor bittert han har følt «Dagbladet» og visse arbeiderblades uforsvarlige skrivemåte i de vanskelige år. Vi får grei beskjed om, hvorfor man måtte lande i den første den beste råk. Man måtte frem med maskinen mellem svær skrugar hvor en håndsbred mer eller mindre til den ene side, betydde vingenes knusning. Og så begyndte dages kamp med skruis, issørpe, bløt sne og farlig nyis. På nedsatte matrationer og med elendig redskap banedes vei for maskinen, lavedes startplass på startplass – alt under overmenneskelige anstrengelser. Som bekjendt reddet Ellsworth to av deltagerne fra at gå under i issørpen. Det er ingen tvil om, at han den gang reddet hele ekspeditionen fra undergang. Senere erfaring viste os nemlig, at med en styrke på under 6 mand vilde vi aldrig ha klart at få «N 25» hjem, skriver Amundsen. Da de to besætninger møttes på landingsstedet fik man nærmere beskjed om «N 24». «Så fik vi da Dietrichsons historie om avgangen fra Kings Bay, om hvordan han trods han visste, at en stor del av et bunden var revet åpent, bestemte sig til at fortsætte flukten for ikke at virke hemmende på «N 25», som da allerede var i luften. Han mente, det var bedre at risikere livet end at stoppe færden. Jeg vet at der findes folk, som trækker på skuldrene og sier: dumdristig. Jeg tar av mig hatten og sier: Mot – et lysende, strålende, ubetvingelig mot. Gid vi hadde mange slike karer!»
Om arbeidet med isen heter det: «Det er med glæde og stolthet jeg tænker tilbake på de dage – glæde over at ha arbeidet sammen med sådanne mænd, stolthet over, hvad der blev utrettet. La mig tilstå åpent og ærlig, at jeg mangen gang betraktet situationen som helt håbløs og umulig, ismur på ismur hævet sig op og de måtte skaffes av veien. Bundløse svælg, som de syntes, gapte en imøte og truet med at lukke veien. De måtte fyldes. Kjække, kjække gutter, som aldrig klaget, men med latter og sang angrep det mest håbløse.» «– – 7. juni er en god dag at arbeide for folk, som længter hjem. Kniven føres med større sikkerhet, øksen med større kraft.» Endelig kom man op på isen: «Nu begyndte den flukt, som til alle tider vil få plassen blandt de ypperste i luftens historie. En 850 kilometers flukt med døden som nærmeste nabo.» Og så landingen ved Hinlopenstrædet: «Vinden var løiet helt av og solen stekte mot de svære stener, stranden var dækket av. Hist og her lå ny, frisk mose imellem og vandet randtsyngende fra fjeldskræntene. Enkelte spæde fuglerøster passet ypperlig ind i den vakre aftenstemning og stemte en til høitid. Vi hadde såvisst ikke bruk for at søke ind i nogen kirke for at prise Gud den Almæktige og sende ham vor brændende tak. Her var stedet i hans vidunderlige natur. Havet lå blankt og stille med enkelte store, grundstående iser her og der. Det hele gjorde et mæktig indtryk og vil neppe glemmes av nogen av os. – Nei som det smakte at springe rundt på de store stene, man blev helt barn igjen.»
Sluttelig skildres hjemreisen og den mottagelse, landet gav nordpolsflyverne. Den har rørt alle sterkt. Om marinen skriver Amundsen: «Ikke en av mine ekspeditioner er gåt ut, uten at den norske marine har hat sin store del i den. Denne siste i overvældende grad. Det var gjennem den norske marines flyvevæsen den siste færd kunde virkeliggjøres. Takket være den som så liberalt utstedte de nødvendige permissioner, takket være den, som fostret slike mænd – takket være den og den igjen blev færden mulig.» – Beretningen avsluttes slik: «Alt tilhører nu minderne – de skjønneste og mest uforglemmelige.»
Riiser-Larsen skildrer underholdende forberedelsen helt til han kunde melde av: «Vi er klar til start, når kapteinen ønsker det.» Leif Dietrichson skriver fængslende om «N 24»s flukt og Fredrik Ramm fortæller livlig fra ventetiden på Spitsbergen. Verket har omkring 100 meget gode illustrationer efter fotografier og flere karter.
Et verk, værdig den store dåd! En bok for alt folket, men først og fremst for vor ungdom.