En kvinne i polarnatten

av John Giæver
(Aftenposten 16/5 1940)

Fra praktvillaen i Karlsbad til fangsthytten på Gråhuken

Nede i det blide Karlsbad levde et ektepar. Huset deres var nærmest for et slott å regne, han het Hermann Ritter og var videnskapsmann. En forsker av det urolige slaget som helst kombinerer videnskapen med eventyrlige oplevelser. Fruen het Chri­stiane.

Hermann Ritter drog til Svalbard med en sommerekspedisjon for noen år siden (1931), men han fulgte ikke med skibet hjem. På korte to måneder had­de landet bergtatt ham, og han stoppet det hadde han ikke så mange penger der hadde han ikke så mange penger at han uten videre kunde gi sig forskningen i vold. Derfor måtte han drive fangst ved siden av. Næste som­mer drog han hjem, men kom straks igjen nordover. Og etterhånden blev Hermann Ritter en fast figur på Sval­bard. Kjent av alle der og godt likt.

Imens satt fru Christiane alene i det store huset nede i Karlsbad. Ge­malen både skrev og telegraferte: La alt ligge og kom op til mig. Men hun hadde selvsagt den mellem-europeiske forestillingen, at Arktis det var det samme som å fryse og føle sig ensom. Da sendte Ritter henne dagbøkene si­ne, og de må ha vært fint skrevet, for næste sommer kastet fru Christia­ne alle broer og reiste til Svalbard.

En vinter på Gråhuken (1934-35) – den ødeste spissen av Svalbard nord mot polarhavet. Fra et lite slott i Mellem-Europa til en kummerlig «stasjon» på stranden, næsten 80 grader nord. At det var en makeløs oplevelse på mange måter, det ser man best når man leser boken hennes om den vin­teren. Den er oversatt til svensk og heter «Kvinna i Polarnatten.»

Nu er det jo mange norske kvinner som har overvintret på Svalbard, både på fangst og i grubebyen. Vi har først og fremst Wanny Woldstad, Berntine Johansen, fru Nøis og fru Nor­mann Andersen, fru Arthur Oxaas, fru Kræmer og andre fangstkvinner. Bortgjemt på Nordøst-Grønland har vi og­så fru Bertha Winther. Og særlig om de to førstnevnte vet jeg at de var jevngode med noen mann. Imidlertid er det jo slik at de nord-norske kvin­ner er innstillet på det de går til. Vant med mørket er de, og tildels og­så med ensomheten. Vant med sne og kulde, og tildels også med hytter og små bekvemmeligheter eller man­gel på sådanne. Og de kjenner til det­te med isen som fryser over havet og vinterstormer og ville dyr og mager proviant. Dessuten har ingen av dem ligget på en så utsøkt fæl plass som Gråhuken.

Men fru Ritter viste ikke om noe alt dette. Hun kom til en potensert ødemark fra et smilende og blidt solland. Det var en overgang som mel­lom to ulike tilværelser, og alle små og store oplevelser blev for henne så meget sterkere. Det morsomme er at hun virkelig har klart å gi uttrykk for dette i boken sin.

Hun reiste fra Tromsø med «Lyn­gen». Til Gråhuken kom hun i tett skodde, og der blev hun båret i land av matrosene i lag med de andre kol­liene. På et uoverskuelig og mørkt land. Der står stasjonen: En liten ugjestvennlig, firkantet kasse, truk­ket med svart takpapp. Rundt hytten ligger skjeletter av underlige dyr, og der er så skittent som det pleier å være på slike steder – ofte. Inne er det ikke stort likere. Og da det viser sig at den hengslede komfyren ryker – at man må smelte isbrestykker for å få vann og at man må brenne spekk med skinn på, da setter den lille fruen sig ned og er forstenet.

Og så er det da dette at de skal være tre mennesker i den vesle kas­sen. Foruten ekteparet nemlig også den norske fangstmannen Karl Nicolaisen fra Tromsø. Han som se­nere blev fører av grev Micards skute «En Avant» til Nordøst-Grønland. – Saktens er skipper Kalle en utmerket fyr, både snild og grei og dyktig; men ekteskap er nu ekteskap og kas­sen på Gråhuken er ikke stor. Den er de vanlige tre ganger tre meter med to køier i høiden. Ritter hadde ganske visst lovet sin kone et lite budoar for sig selv. Og det skulde hun også få så snart havet hadde kastet i land tilstrekkelig med bord. Det skjedde merkelig nok før sjøen frøs. Første måltidet er imidlertid havregrøt. Og komfyren er en katastrofe.

– Hvor er nord her? spør fru Rit­ter.

Kalle forklarer: Nord, syd, vest og øst. Som en trafikk-konstabel peker han ut nabostedene i skodda: Bangenhuk, Verlegenhuk, Jammerbukt, Sørgebay, Daumannsbukta, skrek­kelige navn. Og regnet siler ned i tristheten. Typisk sommervær på Sval­bard, sier Ritter fornøiet.

Med dyp avsky kryper fru Ritter ned i en gammel sovepose. Og når hun våkner næste morgen viser det sig at alt hun hadde sendt opover av toalettgjenstander ligger på et sted langt borte. Dessuten er der alt for lite proviant i huset, og noe med vitaminer i finnes knapt i det hele.

– Vi får jo snart ferskt kjøtt, trø­ster Ritter med grotesk sorgløshet. Men de fikk jo vente noen tid på kjøt­tet. Så kom der en storkobbe. Den hadde en jettestor lever, som gikk med til et mål. Men bare det, at der finnes slike svære kjøttbutikker som lar sig skyte med en liten kule i øde skodda, bare det gir damen et slags psykisk fundament å bygge fremtiden på. .

Klarvær kommer også senere. Og så noen noensinde et så eventyraktig vakkert land? Bare hør hvad hun si­er: Mange Fuijama ligger i rad langs kysten vår mot syd. Deres mørke svar­te virker på større avstand gjennemlyst av dypt rødt. Alle farver har et glødende dyp, som man andre steder bare finner, i utsøkte blomster. Over­jordisk klarhet. To måser flyver lavt og lydløst forbi hytta. De herlige, kraftige vingene lyser i rosa mot en turkisfarvet himmel. Det er natt med sol over svarte berg. Hun stuper på hodet i Ishavet, og aldri før i livet har hun kjent sig så jublende frisk og sterk.

Og det tar ikke lang tid før bymen­nesket fra kontinentet føler sig vel med det primitive livet på Gråhuken. Dagene går merkelig fort. Alt er nytt og merkelig – ennu fjordene er like mange eventyr, slik videre. Man kan undre sig over at overgangen fra Karlsbad til Gråhuken ikke er større. En liten mikkel blir husrev ved hytta, og alt er stas da tiden kommer da jorden synker i skygger. Solen skinner på landet for siste gang det uret. Fru Ritter regner ut at det vil ta 132 døgn før hun får se den igjen. Da er det sne over Sval­bard.

Mannfolkene går ut på tur og set­ter op fellene. Dagen efter skal fru Ritter efter vann. Hun vet det: Nu vil hun finne Mikkel, den kjære hus­venn i en av fellene. Og på langt hold får hun se at den går i døden. Ligger der og sparker. Hun springer, men kommer for sent til å redde dyret. Det er tyst ved fella da. Bare sneilinger leker i Mikkels pels. Ubarmhjer­tige natur. Ubarmhjertige liv. Sorg­full til døden går hun hjem. Et lite menneske som har mistet et liv i ensomheten. Så snur hun. Sparket ik­ke Mikkel? Jo. Hun løfter fellen, og han ser på henne. Han ser tørst ut, og hun springer til hytta efter melk. Da hun kom tilbake, var han borte. Han forsvant for alltid. Han var nok tørst – luringen.

«Jeg er ensom i en orkans rasende trommeild», skriver hun. I ni dager og ni netter raser stormen. Hun sner in­ne. I dørgapet står bare en vegg av sne. Hytta blir begravet i fonnen. – Hvad er nu dette? Og hvad betyr det? En dame fra Midt-Europa alene be­gravet i en snefonn på baksiden av verden. Vel, det var saktens noe å stirre forfjamset mot, en slik vegg av hvit masse. Men den gir trygghet. Nu kan ikke stormen dra avsted med byt­ta. Og ingen bjørn kan vel komme inn. Bare de to karfolkene har det like lunt, der de farer. Ja, mon de har det bra i de små kassene? Det er jo også noget å grue for. Kanskje kommer de ikke tilbake i det hele. Og så sitter hun der i sneen. – Men tilbake kom de. Man pleier jo det, om det fyker aldri så meget. Hun satt der inne i skavlen og hørte den jevne lyden av folk på ski, lenge før karene kunde sees i mørket.

Så er det polarnatt med måneskinn. Da går de på skitur. Og det er noe som folk flest ikke tenker på, – at månenetter kan være som fanatiske og overjordiske dager. Og om en slik tur forteller fru Ritter: Vi befinner oss som på en annen planet, noe annet sted i verdensrummet, dor lysende berg hviler i navnløs stillhet. Land og fjell, likesom forenet i en form av uhørt levende struktur, stiger glin­sende frem av natthimmelens mørke hav. Vi vandrer gjennem det lyse lan­det. I dalene dundrer og tuter vinden, over slettene raser yrsneen som en glintrende foss. Fra toppen av berget ser vi Spitsbergen mange høie, strå­lende nedisede fjell. Vi er likesom in­nesluttet i det underbare. Men det er merkverdig: Når vi igjen kommer inn i hytten dernede i sneen, da er vi fornøid der også. Det vesle rummet leg­ger sig som en velgjørende skygge over sinnet som er så fylt av så nogen berusende klarhet. Polarnatten gir oss verden i en rytmenes samklang som forvirrer et vanlig menneske. Vil en kunstner her fange og opfatte land­skapets sjel, da er lyset fremmed og overdimensjonert. Og hengir en sig til betraktning av lyset, da er himmelen den skimrende, levende tavlen og jor­den er død uten uttrykk.

I grunnen hender det ikke så me­get på Gråhuken. Men det er jo riktig nok. Polarvinteren er ensformig slik sett. Likevel blir vinteren en eneste sammenhengende oplevelse for det mennesket som kan se og føle den. Og den største og mest underbare oplevelse et lite, mørkesykt menneske kan få, er dagen da lyset igjen glør over sørfjellene. Ikke mindre virker det når en enslig mase kommer flyvende over øde landet. Bud om liv: Likesom kom den først av alle til en just nu skapt, uberørt og herlig verden.

Slutten av februar: Hele himmelen stod i dyp lilla, som over havhorisonten klarnet til mildt kobolt-blått. Østfra kom lysende, gylne farver og havisens veldige masser reflekterte himmelfarvene i strålende opal.

Fru Ritter står utenfor hytten og plutselig hører hun karene snakker sammen flere kilometer borte. Dit lyder som åndestemmer. Siden blir alt tyst.

Det blir lysere. Sol. Hilmar Nøis kommer kjørende med bikkjene sine over fjell og hav helt syd fra Sassenfjorden. Der er da så lite mat igjen på Gråhuken at han vil ha folkene med sig sydover. Da kan hun ikke forlate hytten. De andre sier at det er galskap. Hun må, sier de. Men nei, den vesle damen er helt enkelt bergtatt. Det nytter ikke å lokke med fin mat og butikk i Longyearbyen. Hun og mannen blir tilbake uten mat så å si.

Det blir et fælt slit for maten fra dag til dag, og de to sulter ofte mer enn boken vil erkjenne. Men like for­an hungeren kommer en bjørn forbi. Som bjørner pleier i slike høve. Og bjørnen varer helt frem til fugletrek­ket tar til. Da er det jo slutt på all bekymring. En snespurv slår triller på ovnsrøret. Måser flakker lavt over stranden. Og høit under himmelen går fuglenes tog mot nord. I tusentall lig­ger selen over isen. Som et ark over­sådd med svarte prikker. Så synker sneen og hytten kommer frem i dagen. Ternen hekker på stranden. Det er jublende vår og himmelriks døgn der det nyss var så ødt.

Og en dag tuter det der ute på ha­vet. Det er «Lyngen» som kommer for å hente ekteparet. De går ombord, og hytten derinne blir mindre og mindre. Den vesle fruen skal tilbake til Karls­bad. Hun bruker ikke så store fakter for å fortelle hvad hun føler nu. Bare dette billedet: De sitter i spisesalongen sammen med de andre passasje­rene. Midt imot har hun den gamle overvintreren Bjørnnes fra Tromsø. Han bryr sig ikke om bordets majones og andre pikanterier. Bjørnnes eter selkjøtt av et dyr han selv har skutt. Han blåser i de andre passasjerene. Ser ikke op, men synes å kjenne at de to ser på ham. «Han aner min smerte over avskjeden fra den arktiske øde­marken. Og likesom for å vise mig den siste vennlighet skjærer han en stor bit av det svarte, tørre selkjøttet og rekker det til mig over bordet.

---

Christiane og Herman Ritter etter krigen

Da krigen brøt ut i 1940, oppholdt Herman Ritter seg på Øst-Grønland som fangstmann. Han ble tatt til fange mot slutten av krigen og satt som krigsfange hos amerikanerne i Scoresbysund og på Island.

    I en interessant artikkel i Politiken 3/9 2009 skriver Yvonne Swendsen om ekteparet Ritter.  (Den nedenforstående tekst er et utdrag av artikkelen)…

…..Sommeren 1945 blev Herman Ritter forenet med sin kone og deres nu 16-årige datter Karin i Leoben i Steiermark i Østrig. Her døde han i 1968. Herman Rit­ter der på Spitzbergen var en ivrig dagbogsskriver, skrev aldrig efter krigen om sine oplevelser i polarområder, og dagbøgene er forsvundet. Hvis Hermann Rit­ter, som han i 1943 oplyste til amerikaner­ne, har skrevet bøger om polarforskning, så er de i dag meget svære at opspore.

Heller ikke Christiane Ritter har udgivet noget efter sin spændende og litte­rært velskrevne selvbiografi fra 1938. Bo­gen er solgt i over 500.000 eksemplarer, udgivet i mange oplag i årenes løb og på mange sprog. Så sent som i 2000 er den udgivet på norsk.

Det er svært at finde svar på de spørgsmål ægteparret Ritters liv efterlader.

Var Herman Ritter en ægte elsker af polarområdeme, en efter Første Verdens­krig fyret officer, der ernærer sig som kaptajn på en hvalfanger og som pelsjæger, og som må underordne sig nazisternes krav til ham, da det nordlige pola­rområde er vitalt for krigsførelsen? Eller er han som en del af det tysktalende min­dretal i Tjekkoslovakiet en overbevist nationalsocialist, der allerede fra somme­ren 1930 systematisk på Spitzbergen indsamler oplysninger til nazisterne?

Og Christiane Ritter der ligeledes stam­mer fra det tyske mindretal i Tjekkoslova­kiet? Er hun en eventyrlysten kvinde, der forlader sin fireårige datter for at tilbrin­ge et år sammen med sin mand ved Polarhavet og derefter skriver sit livs eneste fabelagtige og farverige bog? Drager hun til Spitzbergen for i sin særdeles omfangsrige bagage at kunne bringe det nødvendige vejrmålingsudstyr til Spitzbergens nordkyst? Er hun en overbevist nazist, der dybt grebet mellem Spitzber­gens is og klipper kan skrive den dybe mening, det verdensomvæltende i påmindelsen ”Bliv bønder og begrib jor­dens hellighed” slår først rigtig klart for mig i dag?

Eller er hun en malerinde, der skriver en dagbog med enestående naturiagttagelser og farveskildringer af et års gang ved Polarhaver? En dagbog, der i 1938 danner grundlaget for en typisk nazistisk bog udsendt i Berlin på det kendte Propy­läen Verlag, der i 1934 var overtaget af na­zisterne?

Den sidste udlægning vil kunne forkla­re, at Christiane Ritter aldrig skrev andre bøger end ”Eine Frau erlebt die Polar­nacht”, og at der bliver så stille om famili­en. Indtægterne fra bogen tilfalder Ritter­familien. Det er sandsynligt, at bogens indtægter ville have været mindre, hvis bogen blev betragtet som et resultat af en Goebbels-håndlangers litterære anstren­gelser.

Men uanset om svaret nu er del ene eller det andel, så står tilbage, at Christiane Ritter i sine dagboger må have beskrevet årets gang ved Polarhavet så for tryllende og farverigt, at disse skildringer for langt de fleste læsere i en senere tid overdøver bogens nazistiske ideologi.