Politiken 5/10 1912
Roald Amundsen i Geografisk Selskab, Sydpolens Opdager hyldes.
Det var alene for det kgl. geografiske Selskabs Medlemmer, Roald Amundsen i Aftes talte. Og man overraskedes lidt ved at se, at Selskabet ikke har så mange Medlemmer, at de kan fylde Odd Fellow Palæets store Sal. Der stod et Par Bekker tomme på Gulvet, og hist og her nogle Pladser i Loge og Balkon. Men Størstedelen af Publikum var mødt i Festdragt, og en festlig Stemning rådede også i Salen, da den norske Kaptajn trådte frem og fortalte om sin vidunderlige Polarfærd.
Men forinden måtte Grev Raben byde Kongen Velkommen. Kongelogen stod tom, men i Logen ved Siden af havde Kongen taget plads sammen med Prins Valdemar og hans Sønner og Prins Gustav. På Grevens Velkomsthilsen svarede Kongen, at han havde haft meget Belæring og Glæde af sit Kendskab til Polaregnenes Forskere, og kan sluttede med at sige:
– Den Interesse, min Bedstefader og min Fader har vist dette Selskab, skal jeg tage i Arv. Jeg ønsker Held for Selskabet. Mange Tak!
Så ga Grev Raben Ordet til Roald Amundsen, der med spændstige Skridt spang op på Tribunen.
Straks da han viste sig, brød Bifaldet ud i voldsomme Håndklap, og det varede lenge ved og blandedes med Hyldestråb. Endelig kunde Kapt. Amundsen komme til Orde.
En ypperlig Foredragsholder.
Til en Begyndelse lagde man vistnok ikke så meget Mærke til, hvad Roald Amundsen sagde. Han talte om de tidligere Sydpolsekspeditioner. Men interesseret iagttog man hans Person og lyttede til han Foredragsform. Og det varede kun et Par Minuter, før man var på det rene med, at man havde en udmærket Foredragholder for sig.
Høj, slank og elegant ut i sin bestjernede Kjole over den hvide vest modtager man af hans ydre Fremtræden Indtrykket af en Verdensmand, stolt og selvbevidst og dog jævn og ligetil. Han taler med en Stemme, der kunde fylde et mange Gange større Rum end Palæets store Sal, og som dog klinger med en smuk og fuld Tone. Ikke et Øjeblik benyttede han Manuskript, og hans Foredrag, der var udmærket tilrettelagt, fængslede fra første til sidste Øjeblik, skønt det strakte sig over det meste af 2 Timer.
Hvordan jeg fandt Sydpolen.
Så meget er allerede Tid til anden blevet meddelt om Roald Amundsens Sydpols-Ekspedition, at et egentligt Referat af Foredraget vil vare overflødigt. Vi kan nøje med at antyde Gangen i det og give enkelte af de mest interessante Episoder.
Men straks skal det siges, at Hovedindtrykket af Kapt. Amundsens Redegørelse var, at han og hans Folk havde foretaget noget som en Lystrejse. Vi har hørt mange Polarfarere berette om de Savn og Lidelser, de har udstået. Her var Intet af alt dette. Færden skildredes fra først til sidst i de lyseste Farver. Der var Sol og godt Humør, og en Snestorm på 4 Dage oppe på Isbarriéren virkede kun som en behagelig Afveksling i Billedet, som når en Sky nogle Minutter dækker en bestandigt strålende Sol.
Først fortalte Roald Amundsen om «Fram»-Rejsen derned, om hvordan de i den varme Zone beskyttede deres dyrebare Hunde med Solsejl og Luftcirkulation. Man havde spået os, sagde han, at vore Hunde vilde dø i Heden, længe før vi nåede i Nærheden af Polarregionen. Vi havde 97 Hunde med – og der var 110, da vi nåede frem!
Amundsen talte overhovedet mere om Hundene end om sig selv og Ekspeditionens Deltagere. Fængslende var det at høre om, hvordan de i Månederne fra April til Oktober – Vintertiden ved Sydpolen – indrettede sig med Hundene i Lejren på den stor Isbarriere. Foruden Hytten til Mandskabet havde de rejst 10 16-Mands-telte til Hundene, 12 Hunde i hvert Telt. Og de gravede dybt ned i Isen under alle Teltene, hvorved de opnåede at beskytte hundene mod Kulden. Hytten dækkedes helt ned af Sne; det lunede. Og nu gravede man sig en stor Lejlighed med mange Værelser, hver fik sit Verksted, og der indrettedes endog Badeværelse, hvor de tog Dampbad hver Lørdag – mens Temperaturen udenfor var ÷ 50 a 60 Grader!
Slæderne blev gjort lettere, alt blev bragt i den bedst mulige Stand til Framstødet mod Sydpolen, som skulde gå for sig, så snart Solen atter kom på Himlen; for i Månederne April–August var det jo idel Mørke.
Først den 20de Oktober blev imidlertid Vejret så godt, at man turde vove Hundene på den store Færd mod Polen. I Forvejen var der lagt Depoter ud, og man fortsatte med at legge nye Depoter for hver Kilometer og mærke dem af med numerede Flag i 20 Kilometers Afstand ud til Siderne. Så var de lette at finde på Tilbagevejen.
Og nu skildrede Roald Amundsen i hastigt skridende Billeder, hvordan Ekspeditionen kom Sydpolen nærmere, stadigt kørende frem med Hundene i en lige Linje. Der var stejle Stigninger, hvor 20 Hunde måtte spendes for en Slede for at få den op; men så gik det atter med uhyre Hastighed ned ad Breerne. Så op igen over Toppe og Sprekker, og hist og her over Afgrunde, som kun var dekkede af tynde Snebroer.
Da kom Snestormen oppe i 10,600 Fods i Højde. Her måtte 24 Hunde slagtes og spises. Men videre Turen over Djævlebræen, som de den, til Djævelens dansesal, der var som et frossent hav over en Afrund. Det lød, som trampede man på en tom Tønde. Den 6te December var det højeste Punkt nået, 10,750 fod; derefter sank termometeret jævnt ved Sydpolen.
Og den 14de December var Målet nået.
– Vejret var herligt, siger Roald Amundsen. Solen skinnede som sædvanligt, og der gik en let Brise. Vi havde sovet lidt mindre Natten før, frokosten gik raskere fra Hånden. – Og nu vandrede vi frem mod Målet. Alle tause. Alle vistnok tænkende det samme … Da stod vi der. Vore instrumenter viste, at her var Sydpolen! Så langt øjet rakte en umåtelig Slette, som endnu intet Menneskets Fod havde betrådt. Et højtidligt Øjeblik var det, da vi plantede det norske Flag her på Håkon den Syvendes Plateau!
– –
Hele Foredraget var blevet ledsaget med hurtig skiftende Billeder, af hvilke mange var kolorerende. Nu sprang Sydpols-Sletten fram på Lærredet med det norske Flag. Og fra hele Salen bruste Bifaldet mægtigt vældende op mod den kække Forsker.
Om Tilbagerejsen sagde Roald Amundsen kun få Ord. Men han glemte ikke at fremhæve, at Kaptajn Nilsens Færd med «Fram» og hans ocenografiske Undersøgelser sandsynligvis havde givet de vigtigste videnskabelige Resultater af hele Ekspeditionen.
Og han sluttede med et par stolte ord om «Fram» – det skib i Verden, der har været længst mod Nord og længst mod Syd.
Så kom de levende Billeder, der ikke alle var gode – de er åbenbart blevne overeksponerede i det stærke Snelys – men som alligevel gav morsomme Indblik i Ekspeditionens Liv, Navnlig Legen med pingvinerne gjorde lykke.
Under fornyet bifald overrakte Grev Raben den norske Polarfarer Selskabets Æresdiplom, og Aftenen var til Ende