Print Friendly, PDF & Email

“Fram”-mændene hylles på St. Hanshaugen

«Fram»-mændene hylles på St. Hanshaugen

(Aftenposten 4/7 1912)

Festlighederne for «Fram»-mændene forsatte igår med en privat middag i Grand hotel. I den røde sal var der festlig arrangeret. På bordet var der norske flag og et isarrangement, som vakte megen beundring. Tilstede var «Fram»-mændenes nærmeste slegtninger eller bedstevenner.    

Middagen serveredes efter føl­gende menu, som bærer et sterkt polaragtigt præg, men ikke desto mindre var meget lokkende:

Polarsnippe.

Krystalddråber.

Hvalfisk med fedolje.

Sælhundsblod.

Svin fra Håkon VII plateau,

(ikke à la Lindstrøm).

Sydpolske grøntsager.

Pigviner.

Sydens skum.

Polaris med hvalrostænder.

«Fram»-frugter

Det eneste hurra, som udbragtes, var for kongen, som havde væ­ret expeditionens mest trofaste støtte. Stor jubel vakte det, da et stort isstykke i bordets polararrangement faldt ned. ”Nu kalver bræen,” sagde løitnant Prestrud. Det var bestemt, at ingen taler skulde holdes; men kokken Lindstrøm underholdt alle. Der herskede selvsagt den mest gemytlige og hygge­lige stemning, og Grand hotels di­rektør har megen ære af den smuk­ke tilstelning.

Men «Fram»-karerne havde ikke lang tid til sin rådighed; fra Grand hotel gik turen direkte til St. Hanshaugen, hvor der var sexa og folkefest. Heroppe vaiede flag­gene, og musikpavillonen var meget smukt og originalt dekoreret. Un­der pavillonens tag var malet et antarktisk islandskab med svære fjelde i baggrunden, og tvers over hele pavillonen stod et mægtigt ”Velkommen” og med store bogstaver: ”Sydpolen 1911, Nordpolen 19 – ”, samt Roald Amundsen initialer.

I den øverste restaurant var der dækket til sexa for ca. 100 per­soner på et langbord og et tverbord. Kl. 8 bankede man sig til­bords. «Fram»-mændene førte til­bords de damer, som deltog i sexaen. Tilstede såes bestyrelsesmedlemmerne af det Geografiske selskab, Sjømandsforeningen, Studentersamfundet, Bondeungdoms­laget og andre foreninger, den svenske generalkonsul Aspelin og en rekke af «Fram»-folkenes slægt og venner.

Sexaen forløb i den mest kor­diale stemning. Advokat Nansen bød velkommen, idet han gjorde opmerksom på, at det hele vilde få improvisationen præg, og at man måtte tage den gode mening i handlingens sted.

Imedens var folk i mængdevis strømmet til St. Hanshaugen. Man stod formelig i kø for at komme ind. Da klokken var henimod 9, afbrød man sexaen, som endnu ikke var expederet, idet der kom bud om, at hele St. Hans­haugen var fuld af folk, som ven­tede. Og der var en folkemasse, som nesten aldrig er set deroppe. 8500 mennesker havde løst billetter. Opsynsmanden udtalte, at kun en gang tidligere har der været så mange mennesker på St. Hans­haugen.

Så begav «Fram»-folkene, som havde det norske flag i knaphullet, sig op til pavillonen gjennem folkemassen under livlige hurraråb. Det var ikke let at komme frem i mængden; thi mange skulde hilse og sige velkommen tilbage. Men endelig var sydpolarfarerne anbragt på tribunen, hvor musiken tidligere havde taget plads.

Der blev et hjerteligt møde mellom «Fram»-folkene og Kristi­anias befolkning, – en fest, som lenge vil minde ved sin enkle og oprigtige umiddelbarhed. Stor jubel vakte det, da Sjømandsforeningens formand, commander Harold Lundh ved en heldig improvisation presenterede hver enkelt af «Fram»-mændene en efter en måtte op på podiet.

– Jeg har den fornøielse at presentere løitnant Prestrud (stor jubel). Han ledede, som I ved, expeditionen til Kong Edwards land. Her er løitnant Gjertsen (hurra), og her er Helmer Hansen, som var andenstyrmand på «Gjøa», islods med «Fram» og en af polmændene (stor jubel). Her er Adolf Lindstrøm. Hei, gut, hvor er du? (Lindstrøm kommer frem under stormende hurraråb). Ja, ham kjender I alle. Han var kok på «Gjøa» og i 2 måneder alene nede i isen, da han fulgte Amundsen. (Atter stor jubel). Og denne ”lille mand” er Andreas Beck.

Han var islods med «Fram». Idag har han fået Kongens fortjenst­medalje (hurra). Det er Wisting, altmuligmand; han var en af dem, som plantede det norske flag på polen (stor jubel). Sverre Has­sel, – deltog i Sverdrups expedition og plantede vort flag på Sydpolen (stor jubel). Bjaaland, som har erobret Kongens pokal på Holmenkollen, polmand (stor­mende jubel). Han er ikke sjømand, men har aldrig været sjøsyg (fornyet jubel). Rønne – grepa kar. Sundbeck, som var maski­nist, ham må visserlig nævnes; thi «Fram» var det første skib, som havde dieselmotor og Sund­beck greide hele biffen. (Hurra). Og her har vi Kristensen: han var en meget hyggelig og ualmindelig flink kar. Så har vi Ludvig Hansen (hurra), Stubberrud (hurra), Olsen (hurra), han var flink til at stege sælbif, og Hjalmar Johansen, ja ham be­høver jeg ikke at presentere. (Stormende jubel).

Presentationen var en brilliant scene, som var af udmerket virk­ning, – en fortrinlig ide.

Imidlertid havde sangerne taget plads og under ledelse af Ivar Alnes, sang den store forsamling unisont, assisteret af musiken, “Ja, vi elsker.”

Så holdt skolebestyrer dr. Skattum følgende anslående tale, som hyppige blev afbrudt af bifald:

Norske mænd og kvinder!

Der gikk som en bølge af glæde og stolthed over vort land, da budskabet kom, at Nordmænd var nået frem, at Roald Amund­sen og hans kjække skare havde plantet det norske det norske flag på 90 grader syd. Den norske sydpolfærd havde altså forholdsvis let og hurtig nået det mål, som andre nationer gjennem menneskealdre forgjæves havde søgt at nå. Når så skede, var det selvfølgelig, fordi man kunde bygge videre på disse an­dre nationers erfaringer; men i første række skyldes det heldige resultat den omstendighed, at færden helt igjennom var en national norsk færd, planlagt af en nordmand og udført af nordmænd med de nationale fremkomstmidler, som norsk nordpolsforskning vi­dere har udviklet og fuldkommengjort. Det var norsk videnskab, norske idræt og sjømandsskab, om bar seiren hjem fra Sydpolen. Derfor fløi alle flag tiltops, da budskabet kom hin første smilende vårdag, og for et øieblik var vi alle grebet af den nationale samfølelses begeistring. Dengang da Roald Amundsen havde brudt alle broer af og sat kurs for Sydpolen, var rigtignok meningerne delte; men nu da det glade seirsbudskab bar Norges navn over verden, vilde alle have sin del. Og det var ikke så meget ved tanken på færdens store geografiske og videnskabelige betydning, det var først og fremst i den rette forståelse af den 3die «Fram»-færds vidtrekkende nationale betydning. En stordåd som denne giver hæder udad, vekst og styrke indad. Den kaster eget glans over Norges navn og gjør det norske folk kjendt og agtet. De styrker den nationale sam­følelse – og det trenges hårdt i dette splittede land –, og den gi­ver den trygge bevidsthed, at også vi betyder noget mellem nationerne, at også et lidet folk kan gjøre en stor indsats i den internationale kappestrid mod store fælles kulturopgaver. Derfor, landsmænd, er vi fyldt af tak og beundring for de mænd, som øvede dåden, for Roald Amundsen, som greb tanken og satte den ud i livet, for de mænd, som ikke svigtede ham på faldrebet, men trofast stod ham bi. Vi beundrer den overlegne intelligents og kloge beregning hos lederen, hans ubetvin­gelige forskertrang og ubotelige energi; hos hans kamerater be­undrer vi deres mod og kraft, de­res seige udholdenhed og aldrig svigtende offervillighed, selv hvor livet var indsats. Og i videnskabens navn takker vi dem for den nye landevinding, men først og sidst er vi som landsmænd fyldt af tak for, hvad I, «Fram»-mænd, har gjort for os alle, for den hæder, I ved eders stordåd har knyttet til gamle Norges navn.

Demonstrativt bifald.

Stemningen var yderst begei­stret. Hurraråbene syntes aldrig å ville ende. Da det blev nogen­lunde stille, klatrede en mand op på en stol borte i forsamlingen. Han gav på folkets vegne udtryk for den store glæde, som man følte ved, at Roald Amundsen og hans mænd havde udført sin stordåd, og den glæde, som man følte over at se «Fram»-karerne igjen i vort land.

Så sang man ”Gud signe vårt dyre fedreland,” hvorpå

Løitnant Prestrud greb ordet:

– Det er et gammelt ord, som siger, at ude er det bra, men hjem­me er det bedre. Men det er in­gen, som forstår disse ord bedre end os 14, som nu er kommer hjem. Vi havde det så godt på vor reise, som vi efter forholdene kunde have det. Men nu, når vi tænker på alt, som vi har oplevet, så forstår vi først, hvor godt det er at være hjemme. Vi havde det ikke ondt; vistnok fik vi et frostbid af og til; men det gik over. Det eneste, som er hændt os, er, at vi er blevet to år eldre under turen. Der har været gjort en undskyldning for, at vor modtagelse har været formløs. Vi «Fram»-mænd bryder os ikke om formerne. Vi har følt, med hvilken hjertelighed vi er blevet modtaget såvel i Ber­gen, på vor reise derfra og her i Kristiania, og vi har lært at elske vort land endnu mere. Men det, som er udrettet, skyldes Roald Amundsen. Hun nævner bestan­dig sine folk først. Men han selv, han her stilles langt foran os. Det er hans skyld, at der er fest i aften. Han var det, som lagde ruten til Nordpolen om Sydpolen. For alt, som er gjort mod os, som nu er kommet hjem, vil jeg rette en hjertelig tak, lad os forene os i et leve for Kristiania.

Den enkle, hjertefulle tale hilsedes sterkt bifald.

Efter at operasanger Endregaard som sædvanlig på en udmerket måde, som indbragte ham et sterkt bifald, havde sunget ”Norrønafolket, det vil fare” og ”Fi­skeren taler til sin søn”, greb advokat Nansen ordet og udtalte:

– Der er en mand, som indtager en særstilling blandt «Fram»-mændene. Det er Sundbeck, Roald Amundsen var ude på prøvetur med «Fram» for at se, hvorledes dieselmotoren virkede. Den gik dårlig. Så skrev han til dieselmotorfabriken i Sverige og klagede over maskinen. Da sendte fabriken den mand, som de helst vilde have til at greie maskinen. Det var Sundbeck. Han fik motoren til alt. Amundsen har selv sagt det, og da er det sandt. Sundbeck er en af dem, som har den største ære af, at Sydpolen blev erobret af nordmændene. Leve svensken Knut Sundbeck!

Stormende bifald.

Udenrigsminister Christo­phersen hilste her på «Fram»-farerne.

Efter at musiken havde spillet norske folkemelodier, hilset med bifald, besteg redaktør Schibsted tribunen:

– Når vi er samlet her til fest iaften for de hjemvendte «Fram»-karer i den lyse, deilige sommeraften, så går vore tanker naturligvis til ferdens leder, Roald Amundsen, som endnu befinder sig tusinder af mile borte og ikke har anledning til at komme hjem for senere. Jeg vil udbringe et længe leve Roald Amundsen.

Demonstrativt, langvarigt bi­fald.

Atter sang operasanger Endregård og høstede sterkt bi­fald. Senere spillede musiken, og «Fram»-mændene begav sig ned i folkemassen, hvor mange skulde hilse og sige velkommen tilbage. Ret som det var, måtte en eller anden af dem op på guldstol.

Det var en underlig lys og klar sommeraften, så det blev næsten midnat, før folkestrømmen atter gled ud fra St. Hanshaugen og ned mod byen. Tilstelningen i de naturskjønne omgivelser med den glimrende udsigt til fjorden og de blånende åser i aftenskumringen, formede sig som en overmåde smuk og hjertelig fest for vore sydpolarfarere. Den vil sent glømmes.