En samtale med Roald Amundsen under hans ophold i Bodø

Nordlandsposten 3/4 1925

Med nordgående hurtigrute «Kong Harald», som passerte Bodø igår aftes medfulgte Nordpols-ekspeditionens leder Roald Amundsen og den amerikanske flyver mr. Ellsworth, samt en amerikansk journa­list mr. Wharton som repræsenterer ikke mindre end 60 nordamerikan­ske aviser.

Ombord var også dr. Matheson fra Trondhjem som skal være ekspeditionens læge.

Ved skibets ankomst hertil var der samlet en masse nysgjerrige Bodø-indvånere på kaien for at få et glimt av de celebre reisende.

Amerikanerne var på dækket, men Amundsen lot sig ikke se. De mest ihærdige drog dog om bord og de fleste kom fornøiet i land igjen. De hadde fåt sit ønske opfyldt.

”Ja, nu har jeg set han“, sa en av byens meget unge damer, idet jeg passerte hende på landgangen. ”Og tænk han smilte til mig“.

At ”offeret” er smilende, altså i godt humør er et gunstig tegn for en interviewende journalist og min li­stige slagplan for at få ham på glid var altså helt upåkrævet. Jeg had­de jo f. eks. slike trumfer på hånden som at jeg var født på den ene side av Glommen og han på den andre o. s. v. – og det vilde han nok ikke ha ståt for – men som sagt det var unødvendig.

Efter at et par av mine elskværdige kolleger på stedet efter sigende hadde laget et litet kapløp for at kom­me først til vor store opdagelsesreisende, hadde jeg en samtale med Amundsen i hans lugar.

La mig si del med en gang. Han så glimrende ut. Den kraftige, spænslige skikkelse, den snehvite sveaters, det skarpskårne ansigt med de kloke, smilende øine under buskede bryn. Der hadde vi Sydpolens – og forhåbentlig om ikke længe Nordpolens erobrer,

– Nu går altså turen nordover for alvor da, sier jeg.

– Ja, den gjør nok det, svarer Amundsen, med et lunt smil. Vi med­følger Hurtigruten til Tromsø. De øv­rige av ekspeditionens medlemmer som allerede er drat nordover er nu i Narvik, hvor indlastningen av flyvemaskinerne ombord i «Hobby» foregår.

Efter beregning skulde dette være tilendebragt morgen. «Hobby» går så straks til Tromsø og kanskje kan vi starte derfra allerede i denne uke. Det er imidlertid meget som skal ordnes og et eller andet kan jo komme i veien, så muligens vil der gå et par dage til.

Fra Tromsø drar så «Farm» og «Hobby» med ekspeditionens deltage­re og utstyr ombord til Spitsbergen og herfra videre til Danskeøen, hvorfra starten foregår en gang i mai.

– Det blir folksomt deroppe da?

– Ja, ekspeditionen tæller en ca. 60 mand, men bare 6 mand, 3 i hver maskine, skal flyve mot polen.

– Hvor længe kommer dere i tilfælde til at opholde dere på polen?

– I 24 timer – for at ta de nød­vendige observationer.

– Og for at plante det norske flag?

– Forhåbentlig!

– Hvad mener De forøvrig om utsigterne?

– Meget avhænger jo av veiret.

– Ishavsfolk har jo uttalt at de mente veirforholdene i polaregnene vilde bli ugunstige ivår?

– Ja, de tror det fordi vi så læn­ge nu har hat godt veir, men det skal man ikke hefte sig så meget ved. Veir og vind er av de ting man endnu ikke har så stor kjendskap til.

– Pleier det ikke i almindelighet at være bra veir deroppe om våren?

– Jo, det gjør det­

– Hvordan tror De det går med Deres konkurrenter?

– Jeg har ikke hørt noget mere hverken til engelskmanden eller franskmanden jeg, sier Amundsen.

– Og slike ekspeditioner må na­turligvis forberedes?

– Ja, der skal jo en del til.

De skuelystne på kaien gir sig imidlertid ikke. Man vil se Amund­sen.

Endelig lar han sig bevæge til at vise sig på dækket.

– Jeg ønsker god tur og velkommen igjen.

– Tak skal De ha, farvel, sier Amundsen – og straks efter er han ombruset av folkets hyldest.

Jeg karer mig ned landgangen og har atter landjorden under føtterne. Men over Landego vinker polarstjernen på den nordlige kveldshimmel.

*

Under sit ophold i Trondhjem var såvel Amundsen som Ellsworth gjenstand for stor opmerksomhet. Ved Hurtigrutens av gang var studenterne fremmødt i processi­on.

Studentersamfundets formand, ingeniør Lange holdt en tale og Amundsen svarte fra broen.

Ekspeditionens utstyr er tip top. Således vil man foruten redningsvester, seilduksbåter o. s. v. også medføre ski til polen.

Det er nemlig ikke så helt utelukket at ekspeditionen virkelig vil få bruk for ski­ene. Selv om man kommer lykkelig og vel frem til polen og lander i god behold, så er det høist sandsynlig at man der vil finde løs dyp sne, som vil gjøre det svært vanskelig, ja kanskje umulig at få maski­nene startet igjen. Under slike omstændigheter vil nok skiene bli det avgjørende om livet skal reddes.