Print Friendly, PDF & Email

“Scharnhorst”s besætning holdes fanget på “djævleøen”. Rapporten fra “Veslekari”s kaptein og matroser spiller en stor rolle

av Sigvard Abrahamsen.

(Morgenbladet 29/4 1930)

Berlin, april 1930. – Mange vil endnu huske den tyske fiskedamper «Scharnhorst»s mystiske forsvinden i Nordishavet før jul 1927 og de flere gange senere opdukkede rygter og formodninger om at skibet i virkeligheten ikke var forlist, men simpelthen blit plyndret av russere og at mandskapet var blit ført til den berygtede russiske ”djævleø”– Solovetzki – i Hvitehavet, en fangekoloni, som er mere berygtet end Sibirien, Sachalin og alle de øvrige russiske forbandingssteder til­sammen.

Fiskedamperen «Scharnhorst», tilhørende rederiet T. Albert Pust i Wesermünde–Geestemünde, forlot hjemstedet den 7de november 1927 for at foreta en længere fisketogt i Hvitehavet. Mandskapet bestod av 13 mand. «Scharnhorst» var indom etpar byer i Nord-Norge for at India brændsel, vand og komplettere provianten, men. siden hørte man ikke mere til skibet, før det norske fangstfartøi «Veslekari» påtraf vraket av «Scharnhost» ved Kap Kanin i Hvitehavet, 68 grader og 20 minutter nord, 16 grader og 17 minutter øst. Skibet lå omtrent ube­skadiget på stranden og endel av inventaret var strødd rundt om­kring, man fandt bl. a. dagboksblade og andre småting rundt om skibet. At mandskapet skulde være druknet under strandingen eller om­kommet under marschen mot bebodde egne, anså såvel «Veslekari»» kaptein Rekdahl, som matroserne Riise og Gjøsdal, som hadde vært med til at avfatte og underskrive rapporten, for usandsynlig. Kystlods Andersen i Henningsvåg, som tidligere har faret med fiskefartøjer i Hvitehavet, var også av den mening, at mandskapet let måtte kunne ha reddet sig, da der ikke langt fra strandingsstedet ligger et russisk fyrtårn Salnitzky (på vestsiden av Kanin-halvøen) og at der ikke langt derfra findes en mængde samojede-hytter.

Blandt mandskapet på «Scharn­horst» befandt sig også en ung fyrbø­ter, Martin Schmidt, hvis stedfar, sjømand Jeske i Wilhelmshafen, ikke kunde tro at stedsønnen var omkom­met. Han skrev derfor den 31te decem­ber 1928 til havnekontoret i Bremer­hafen og bad dette igangsætte undersøkelser, da han hadde følelsen av, at stedsønnen endnu var i live. Havne­kontoret, som samtidig er enslags retsinstitution i saker vedrørende sjøfar­ten, svarte imidlertid at «Scharnhorst» var forlist og at vraket var fundet av det norske fangstfartøi «Veslekari». Men sjømand Jeske var så sikker på at stedsønnen ikke var omkommet, at han skrev til selve utenriksministeriet i Berlin og bad dette igangsætte un­dersøkelser, idet han mente, at det norske fangstfartøis beretning om fundet av vraket lot formode, at «Scharn­horst» var blit overfaldt av russiske sjørøvere, som hadde bortført mandskapet. Sjømand Jeske i Wilhelmshafen hadde nemlig tilfældigvis en bekjendt av sig boende oppe ved den finsk-russiske grænse og deroppe kjendte man meget godt til straffekoloni-øen Solovetzki i Hvitehavet, som var det værste forbandelsessted verden kjender til. 

Det tyske utenriksministerium fandt Jeskes brev altfor fantastisk til at der kunde foretages nogen undersøkelser i sakens anledning, men forinden man var kommet sig til at sende Jeske no­gen høflige, men avvisende linjer, som slike offentlige institutioner ofte har for vane, når angjældende sak ikke er sandsynlig nok, kommer der endnu et brev fra Jeske, hvori han vedlæg­ger en kvittering, som pludselig stiller hele saken i et andet lys. Jeske hadde, efter tilskyndelse av sin bekjendt ved den finsk-russiske grænse, sendt et brev til sin stedsøn, Martin Schmidt, og adressert brevet til fangekolonien på Solovetzki-øeen. Og omgående fik han postvæsenets mottagelsesbevis (slik som man mot ekstragebyr kan få ved forsendelse av rekommanderte breve) tilbake, undertegnet av stedets postvæsen som meddeler, at brevet er overbragt adressaten.

Nu satte det tyske utenriksministerium sig øieblikkelig i forbindelse med den russiske ambassade i Berlin og forlangte undersøkelser sat igang, hvil­ket fra russisk side også blev gjort, og nu blev den forsvundne fiskedamper «Scharnhorst» til et internationalt anliggende, som kom til at beskjæftige myndigheterne i Tyskland, Rusland, Finland og Norge. Fra norsk side indskrænket delagtigheten sig til på opfordring av det tyske gesandtskap i Oslo at la forhøre mandskapet på «Veslekari» og dertil forskjellige personer, som var kjendt med forholdene i Ishavet. Derimot satte i Rusland angivelig betydelige kræfter sig i be­vægelse for at opklare mysteriet. I ethvertfald skal både inden- og utenrikskommissariatet og dertil kommis­sariatet for folkeoplysning og endnu nogen offentlige institutioner ha vært i bevægelse, men uten noget resultat. Enden på det hele blev, i ethvertfald fra russisk side, at «Scharnhorst» mandskap måtte ansees for at være forlist og at de videre undersøkelser av den grund måtte indstilles. Den rus­siske regjering angav at ha hat undersøkedsesskibe ute for at se efter mand­skapet og at alle vaktskibe langs kysten, oplodningefartøier og andre regjeringsskibe hadde hat i opdrag at fore­ta undersøkelser, men intetsomhelst var set til mandskapet. Om fangekolonien på øen Solovetzki fortalte den russiske regjering intet – kun blev der nævnt, at det med kvitteringen deroppe fra måtte bero på en misforståelse.

I mellemtiden hadde sjømand Jeskes bekjendt oppe ved den finsk-russiske grænse sendt et brev til fyrbøter Mar­tin Schmidt, fangeleiren på Solovetzki-øen, men dette blev returnert med en påtegnelse om at fangen i mellem­tiden var løslatt. Omtrent på denne tid var der også blit sendt et brev til en anden av mandskapet på «Scharnhorst», matros Latz fra Bremen. Avsenderen av dette fik nogen tid efterpå kvittering fra fangeleirens post­væsen for brevets mottagelse. Denne kvittering var sogar undertegnet av ”2den kolonis censor”.

Efter alt dette var det klart, at det tyske utenriksministerium ikke kunde slå sig til ro med saken og henvendte sig atter til den russiske ambassade i Berlin, som sendte noten videre til re­gjeringen i Moskva. Ved nytårstider iår kom der atter et avslående svar fra den russiske regjering – den be­klaget ikke at kunne foreta sig mere i sakene anledning, da alt som kunde gjøres, var gjort. Kort og avfeiende het det tilslut i den russiske note, at der aldrig hadde befundet sig en fyr­bøter Martin Schmidt i fangeleiren på øen Solovetzki. Altså eksisterer den­ne fangeleir i virkeligheten og ikke ba­re i fantasien.

Men efter dette finder det tyske utenriksministerium ikke længere at kunne fortsætte med sine undersøkelser, da der ingen understøttelse er at få fra russisk side. Imidlertid kommer atter et tilfælde sjømanden Jeske i Wilhelmshafen tilhjælp. Den finske oberst Willamo har til Jeskes bekjendt oppe ved den finsk-russiske grænse fortalt, at der i den senere tid jevnlig er kommet flygtninger over grænsen, som har set sit snit til at komme bort fra fangeleiren på Solovetzki. Disse har fortalt, at der ikke er mindre end 45,000 fanger på øen, de fleste er politiske fanger, deriblandt over 100 ty­skere. Obersten hadde utspurt flere av disse flygtninger og flere av de utspurte kunde – helt uavhængig av hverandre – fortælle om mandskapet fra et strandet tysk dampskib, som var ankommet til fangeleiren, men ski­bets navn kunde ingen av dem mere erindre. De finske myndigheter fandt dette for så vigtig, at de gik til at holde forhør over de flygtninger man kunde få fat i, men disse kunde ikke fortælle noget så bestemt, at der kun­de bringes nyt lys i saken.

Slik står saken altså i øieblikket. Sjømand Jeske i Wilhelmshafen har imidlertid netop erklært, at han ikke vil la det bero med denne avslutning på undersøkelserne. Han er fremdeles overbevist om, at hans stedsøn er i live og han gir sig ikke, om så han skål gå til Folkeforbundet med sin sak, lægger han til.