Print Friendly, PDF & Email

Interessante Nansen-brev om forberedelsene til 1. «Fram»-ferd

(Norges Handels- og Sjøfartstidende 14/12 1937)

Før Fridtjof Nansen i 1893 drog ut på sin berømte Nordpolsekspedisjon, hadde han gjennem en årrekke samlet og bearbeidet oplysninger om polarhavets is- og strømforhold. Blandt dem hvis erfaring fra Ishavet han søkte å tilgodegjøre sig, var også den kjente kaptein H. C. Johannesen, Tromsø, som i mange år hadde fart på kysten av Sibir, altså nettop de farvann Nansen først måtte igjennem for å kunne be­gynne på isdriften.

Den 2. desember 1892 skriver Nansen til Hans C. Johansen:

Lysaker, 2. desember 1892.

Hr. kaptein Hans C. Johannesen, Tromsø.

Jeg takker Dem hjertelig for Deres meget vennlige brev av 12. forrige måned, som det har interessert mig overordentlig å motta og gjennomlese nu efter min hjemkomst fra England. Det er så man­ge oplysninger der, som jeg er Dem takknemlig for og som jeg anser for å være av stor verdi for min ekspedi­sjon.

Efter Deres beskrivelse av Larsen an­ser jeg den sak for op- og avgjort, han kan det vanskelig bli tale om.

Med Deres anbefaling av Stenertsen og Lund er det værre å bestemme sig, jeg har neppe plass til mer enn en av dem, og er det dessuten ennu en som har søkt, nemlig skipper Jacobsen. Ved Stenertsen er det den feil efter min mening at han er så ung, hvilket neppe er heldig for en ekspedisjon, hvor det kan komme an på sterke anstrengelser i lengere tid, der holder neppe ung­dommen ut så lenge, den er sprek nok men neppe så seig som litt eldre folk; men Deres anbefaling veier for mig me­get. Jeg har idag telegrafert til overrettssakfører Mack om saken.

Deres oplysninger om isforholdene er for mig av stor verdi, som De kan vite. De gikk omtrentlig i den retning jeg hadde ventet, men var i enkelte retinger endog lysere enn jeg hadde påregnet; når alt kommer til alt er ut­siktene ikke så dårlige for å komme frem i tide. Når jeg skal være ganske opriktig, har mitt håp om å nå de Nysibiriske øyer i midten av august al­dri vært særdeles stort, men en mulig­het er det jo, og i sligt må man jo reg­nt med de chancer som kan være både for og imot. Skulde det bli meget syd­lig vind, som De anser for sannsynlig, er det vel å håpe, at farvannet langs hele den sibiriske kyst kan bli nokså åpent og fremgangen god selv uansett tåken.

De taler om Deres lyst til å gå med på ferden, hvis forholdene hadde vært anderledes. Jeg kan dertil kun si, at det har gledet mig meget å høre dette, da det er vidnesbyrd om at De har tro på at den kan lykkes, og det setter jeg stor pris på. Som De muligens av avi­sene har sett, har jeg nettop vært over i London og har slåss med de engelske admiraler og polarreisende, de fleste av dem var imot mig og kom med de mest naraktige innvendinger. Jeg behøver neppe si Dem, at jeg gir mer for Deres mangeårige erfaringer og for Deres ut­talelser enn for alle disse gamle stabeisers meninger tilsammen, hvad et par av dem mener er ikke i mine øine verd en pipe tobakk, særlig er Nares i mine lik null. Jeg behøver vel neppe si Dem, at jeg vilde ha ansett det som et stort held for mig og min ekspedisjon om jeg kunde hatt Dem med, jeg føler mig overbevist om at «Fram» vanskelig kunde ha kommet i bedre hender enn Deres.

Angående strømmen så er vi, såvidt jeg kan forstå av Deres brev temmelig enige om dens retning. De må nemlig ikke forstå mig sådan, som at jeg skul­de mene at den går i like retning fra de nysibiriske øyer mot og over polen. Denne opfatning har jeg ved flere lei­ligheter protestert mot. Hvad jeg me­ner er at strømmen må gå fra havet nordenfor Sibirien i egnen av de Ny­sibiriske øyer og tvers over polarhavet nordenfor Franz Josefs Land (mellem dette og polen) og ned langs Grønlands østkyst. Dette er såvidt jeg forstår De­res brev også Deres mening? Hvad det for mig er hovedsaken er at strømmen efter min mening må nordenom Franz Josefs Land, og at den således må føre oss tvers over den ukjente polartrakt, og få denne undersøkt er hovedsaken og ikke nettop at nå selve Nordpolen, om jeg enn skal tilstå at jeg særdeles gjerne vilde dette om det falt sig så. Den vestgående strøm som stryker langs Franz Josefs Lands sydkyst, er ef­ter min mening for ubetydelig til at det er den minste utsikt til at vi skulde kom­me inn i den, når vi begynner så langt øst som på vestsiden av de Nysibirske øyer. Jeg er ganske enig meg Dem i at det er utsikt til at vi vil finne nytt land nordenfor disse, ja, dette er i grunnen mitt håp, det kan vel da være noen utsikt til at vi skulde kunne finne litt åpent kystvann langs dette land nordover såfremt vi kan komme det så nær da, og såfremt dets kyster ikke er omgitt av så grunt vann som de nysibiriske øyer da.

De engelske polarreisende kom med endel uttalelser om mitt skib «Fram», som de visstnok anså for meget sterkt, men som de dog allikevel mente med letthet kunde knuses under en vinters ispressing, når skibet frøs fast i isen, og således ikke kunde bli løftet, ja, de påstod endog at intet skib var blitt løf­tet om vinteren, det var bare om som­meren at isen var slik at den vilde løfte. Dette er jo forsåvidt naturligvis noe sludder, som at f. eks. Tegethoff blev jo så dei­lig løftet i løpet av den første vinter, selv efter at det gjentagende målte væ­re frosset fast. Min mening er den at så lenge en skute er frosset fast i isen

trenger den ikke å bli løftet, ti da be­skyttes den av isen omkring den, men når denne is opbrytes så den kan be­gynne å presse på skuten, så må denne brytes løs, og da vil den med «Fram»s form måtte løftes før den kan bli øde­lagt, det forekommer iallfall mig å måtte være en sammenstilling av sær­lig ugunstige forhold nødvendig for å få en slik skute knust. Det skulde imidlertid interessere mig meget nu å høre en sådan gammel erfaren manns mening som Deres.

De taler om jakuternes kjøren med hunder, si mig, tror De det kan være utsikt til at vi langs den sibiriske kyst noensteds kan få kjøpt sledehunder av de innfødte, og tror De det kan være megen utsikt til å treffe sammen med disse på vår ferd? Jeg vil gjerne se å få endel gode sledehunder, men de er dessverre så vanskelig å opdrive.

Med mange hilsener og ennu engang takk.

Deres hengivne Fridtjof Nansen.


Tromsø den 8de Marts 1893.

Høistærede Hr. Dr. Fr. Nansen,

Lysaker

Jeg skammer mig næsten ved nu idag at besvare Deres ærede og venlige skri­velse af 2den december forrige år, det er virkelig skammeligt og ligegyldigt af mig, men årsagen er at jeg da var i en pinibel stilling og havde således in­gen lyst til noget uden om at få mine økonomiske affærer ordnet.

Må jeg da herved få lov at takke Dem såvel for brevet som for årbo­gen, tusind takk!

Angående strømretningen er det min mening at den sætter vestover eller N. N. Vest fra de Nysibiriske øer forbi Frantz Josefs Land N. eller S. om dette land skal jeg ikke uttale mig, til dem møder et eller andet ubekjendt land hvorved den tvinges at tage en noget sydlig retning mod Spidsbergen og længst mod Grønlands østkyst.

Allerede i Olga stræde og østenfor N. O.-land løber strømmen stærkt syd, medens dette som bekjendt ikke er tilfeldet på Spidsbergens nordkyst, hvor Golfstrømmen altid setter N. V.-over til den møder den såkaldte Polarstrøm som er sterkere og tvinger Golf­strømmen med sig sydover.

I 1887 fandtes en russe pumpe i isen N. O. af N. O.-land, som viste sig ikke at være særdeles gammel, om den var kommen fra Hvidehavet eller længere øst ifra kan man jo ikke med bestemthed sige.

Med hensyn til de engelske herrers udtalelser, så er jeg fuldkommen enig med dem i at intet skib kan bygges så stærkt at det kan modstå trykket om isen får knibetag på det eller om et sådant skib som «Fram» kom­mer mellem så høi is at den får tag på det over skandækket eller og i drift i isen tørner mod land, hvor der er meget dybde helt til strandkanten, i hvilket tilfelde det vil blive vanskeligt for mandskabet at bjærge sig, når jeg særlig påpeger dette mener jeg mod, om skibet under drift med isen skulde støde imod isolerede klippe øer såsom taffelbjærget, hvor jeg i 1875 med be­undring betragtede hvorledes isen var stakket op over fjeldet.

Hvad løftningen betreffer kan jeg ik­ke utfinde nogen grund for at ikke et skib måtte kunne løftes ligesåvel Vinteren som Sommeren, jeg mener tvertom at et skib af «Fram»s form langt lettere måtte kunne løftes om vinteren, eller rettere isen om vinteren, når der er sne på den og den er langt løsere end om sommeren når sneen er smeltet og isen er hård som glas og har langt lettere for at bide tag i træverket, det har iallefald vist sig, når der er sne på isen glider skibssiden mod den lettere såfremt ikke isen er fastfrossen i siderne af skibet og formedels den årsag hindres i at løftes, men dette kan jo også fo­rebygges ved noget extra arbeide og redskaber, som jeg lærte i Sibirien og som jeg denne gang vil lade uomtalt.

Ved «Fram»s konstruktion finder jeg efter min mening den feil at den er for skarp nede ved kjølen, hvorved den lig­ger for dybt vandet, og ved løftning af isen kommer til at ligge så meget på side at det vil blive vanskelig med at bo ombord. At træffe sammen med mennesker langst den sibiriske kyst bør De ikke gjøre regning på da sådanne ikke træffes før man kommer op mod fastlandet østenfor Lena  Arkiplagen, hvor der bor Tungusere både vinter og sommer.

Jeg ser af aviserne at De har be­stilt hunder i Jugarstræde, men så­danne tror jeg ikke De har megen nyt­te af uden også at have en Samojed med, som kan håndtere dem. Hvad mig angår ved jeg ikke enda om jeg kommer til Ishavet iår eller ikke, thi jeg har solgt mit fartøi engang og fåt det tilbage, men søger fremdeles at sælge, hvis ikke må også jeg vel ruste ud til Ishavet. Min lyst er over til Ame­rika til Washington Territoriet eller Britisk Columbia.

Det bliver hvist et uheldigt år De kommer til at tage ud i da det hvis nok iår vil blive overordentlig meget is ef­ter en så usedvanlig kald vinter. En sådan vinter som denne kan ingen ældre folk erindre. Nordlig N. O. og østlig lige siden udgangen af november har knapt thermometret vist over 0, men så må man jo gjøre regning på sydlig, vestlig og varm sommer. Vedlagt sendes Dem et udklip af Tromsøposten for idag, hvori Ingebrigtsen omtales som erfaren ishavsfarer, men som er noget fremmet for mig, da jeg i snart 30 år har seilet på Ishavet på sæl- og hvalrosfangst uden at kjende hr. Ingebrigtsen blandt ishavsfarerne som ishavsfarer. I 60-årene da jeg begyndte på Ishavet var Ingebrigtsen i udlandene og svalket og efter at han kom hjem seilede han nogle af 70-årene på Vestkysten af Spidsbjærgen på torskefiske og i den tid torskefisket foregik fandtes der ik­ke fra våren af is på Vestkysten, hvilke var årsagen til at torsken søgte under land der, mens siden da isen lå langs kysten våren og som­meren udover var det også forbi med fiskeriet, thi vandet blev for koldt for fisken.

I 1891 skulde Ingebrigtsen ud på sæl- og hvalrosfangst, men forliste sit fartøi ganske snart efter at han kom i isen, hvilket af de som var tilstede betragtedes som uerfarenhed ved seiladsen.

At Ingebrigtsen har vært en dygtig og uforfærdet sjømand er aldeles sik­kert, men manden er jo nu meget tilårs og må have tabt sine bedste kræfter og således ikke egner sig for en sådan expedition som Deres. Ja, jeg skal ikke undlade at tilføie, at jeg blev ganske forundret første gang jeg hørte han skulde være med Deres ex­pedition, og jeg tror mindsanten at Tromsøposten må have hentet Ingebrigtsens erfaring fra luften da fakta er hvad jeg har fremholdt.

For mig er det ganske ligegyldigt hvem af Ingebrigtsen eller Jacobsen som måtte blive med da jeg ikke står i slægtskab eller vendskab til den ene mere end til den anden af disse to, men blot sagt hvad jeg vilde have gjort om sagen havde vært min.

Hr. Jacobsen er jo en mand i sine bedste år, stærk som en bjørn.

Hvis jeg ikke kommer til at reise til Ishavet har jeg håb om at treffe Dem når De kommer til Tromsø på forbifarten.

Med venlig hilsen tegner

Deres hengivne

 H. C. Johannesen.